Hvordan gik Yemen fra succeshistorie til verdens største humanitære katastrofe?

”Under præsident Hadis lederskab har Yemen potentiale til at blive en model for, hvordan fredelige transitioner kan gennemføres, når folket undgår vold og samles for en fælles sag.”

Sådan udtalte USA's tidligere præsident Barack Obama i februar 2012. Citatet er et godt eksempel på, at Yemen – som ellers sjældent blev fremhævet for sit ”potentiale” – efter Det Arabiske Forår og de politiske forandringer, der fulgte, blev omtalt som en succeshistorie og en rollemodel for andre lande i regionen. Og det var nyt for Yemen.

Landet, der er en af verdens yngste nationer, havde op gennem 2010'erne oplevet stigende politisk uro og økonomisk ustabilitet. I det sydlige Yemen blev der afholdt stadig større og mere velorganiserede demonstrationer, der i 2007 udartede sig til faste ugentlige aktioner. Unge og afskedigede officerer fra det tidligere Sydyemen mødtes i fælles utilfredshed med præsident Salehs regime.

På trods af den formelle forening af de to selvstændige stater, Sydyemen og Nordyemen, i 1990, baserede præsident Saleh sit regime på sit eksisterende magtnetværk i det tidligere Nordyemen.

Samtidig havde han i perioden 2004 til 2010 udkæmpet seks krige mod Houthierne i det nordlige Yemen. Og al-Qaeda på den Arabisk Halvø var blevet en af al-Qaedas mest aktive afdelinger. Det var altså ikke uden grund at Yemen, Mellemøstens fattigste land, ofte blev beskrevet som et land på kanten af kollaps.

Men Det Arabiske Forår, der nåede til Yemen i januar 2011, var med til at skabe et fælles sprog for de mange separate grupperinger. Et sprog, hvor de fra hvert deres udgangspunkt protesterede mod den samme elite. I dag – 10 år efter – gennemlever Yemens befolkning verdens største humanitære krise. Hvorfor?

Der findes flere forklaringer på denne udvikling. Yemen er centralt placeret på den Arabiske Halvø, hvor handelsruter, inklusiv en betydelig del af olieeksporten fra de olierige Golfstater, transporteres langs landets kyster. Det har historisk sikret Yemen stor rigdom. Men nu betyder landets vigtige geostrategiske placering, at eksterne aktører forsøger at kontrollere landet.

Fortællingerne om Yemen som skueplads for den regionale rivalisering mellem Iran og Saudi Arabien eller som arnested for al-Qaeda er med til at skabe en form for orden i den kaotiske konflikt. Men den fortælling overser, hvordan kimen til den nuværende konflikt findes i beslutninger truffet under den - på overfladen - succesfulde transition efter Det Arabiske Forår i Yemen.

Saleh træder tilbage

I Yemen blev de relativt fredelige protester under Det Arabiske Forår fulgt af en forhandlet transition, hvor præsident Saleh accepterede at træde tilbage, mens hans vicepræsident, den nuværende internationalt anerkendte præsident, Abd Rabbo Mansour Hadi, blev udpeget til transitionspræsident. Det betød, at Yemen blev beskrevet som en model for fredelige politiske transitioner. Kronjuvelen i den to år lange transition var en national dialog med 565 repræsentanter for forskellige politiske, kulturelle og sociale grupperinger, der diskuterede Yemens fremtid i ni forskellige arbejdsgrupper.

Men bag den internationalt finansierede nationale dialog forsatte den yemenitiske stats kollaps. Fremfor et øget fokus på at styrke det yemenitiske bureaukrati, oplevede ministerier, at ressourcer blev rettet mod den internationalt profilerede transitionsproces, mens udvikling af deres ressortområder blev sat på standby. Samtidig tilgodeså det internationale samfunds fokus på stabilitet Saleh og eksisterende magteliter, mens den politiske og økonomiske marginalisering af det tidligere Sydyemen, af Houthierne, af de unge, de liberale og alle de andre, der ikke tilhørte en snæver magtcirkel, forsatte.

Fra succes til kollaps

Det internationale samfund forsøgte at gennemføre en lyn-transition i Yemen, hvor befolkningens utilfredshed med præsident Saleh blev læst som opbakning til transitionsfiguren Hadi, og hvor interne aktørers deltagelse i den nationale dialog blev læst som støtte til et nyt Yemen. Men mens det internationale samfunds øjne var rettet mod transitionen, så var Yemens eksisterende magteliter i gang med at sikre eller udvide deres magt. Mens det var tydeligt for alle i Yemen, at sikkerhedssituationen og den økonomiske situation blev værre og værre, fastholdt det internationale samfund udadtil fortællingen om Yemen som en succeshistorie.

Da Houthierne i september 2014, i samarbejde med den tidligere præsident Saleh, tog kontrol med hovedstaden, Sana’a, krakelerede facaden. Og da den saudisk-ledede koalition begyndte luftbombardementer i marts 2015, fragmenterede det, der var tilbage af det yemenitiske statsapparat.

Men det internationale samfund forsætter med at agere, som om der er en regering, der repræsenterer en stat, og som om der er en stat, der loyalt agerer på vegne af transitionspræsidenten Hadi. Men det er efterhånden kun i internationale fora, at Hadi repræsenterer en yemenitisk stat.

Millioner af mennesker går sultne i seng

Yemen har udviklet sig til ”verdens værste humanitære krise” – de ord dækker over, at millioner af mennesker hver dag går sultne i seng, mens tusinder dør af sult og sygdomme, der nemt kunne behandles, hvis der var adgang til fødevarer og medicin. Samtidig har årevis med konflikt undermineret eksisterende statsinstitutioner, og de nye institutioner underminerer direkte eller indirekte, hvad der er tilbage af den yemenitiske stat. Houthierne har, med en stadigt mere autoritær tilgang, kontrol over det nordlige Yemen og hovedstaden, mens lokale aktører bruger det nuværende kaos til at styrke deres lokale kontrol. Det Arabiske Forår skabte kortvarigt et nationalt fællesskab, der mødtes i modstanden mod den tidligere præsident Saleh, men transitionen har yderligere fragmenteret Yemens politiske landskab. Og således forsætter konflikten ufortrødent på trods af FNs vedvarende forsøg på at forhandle en fred.

Kortvarig succes - langvarigt kaos

Der er ingen nemme løsninger i Yemen. Men forsøget på at uddelegere transitionen i forbindelse med protesterne under Det Arabiske Forår viser, hvordan kortvarig succes hurtigt kan vendes til langvarigt kaos. Det internationale samfunds fokus på at arbejde igennem en intern aktør, der repræsenterer centrale statsinstitutioner, fungerer kun, hvis der er en intern aktør, der er villig og i stand til at påtage sig rollen som leder for hele Yemen - i Yemen - og ikke kun i FNs generalforsamling.

Transitionen viser, at eksterne aktører ikke kan definere, hvordan en legitim præsident vælges, eller hvem det skal være. Det internationale samfunds støtte til Hadi har sikret ham en plads ved forhandlingsbordet, men han kan ikke samle Yemen. Nu lider yemenitterne, mens eksterne og interne eliter kæmper for magt og ressourcer.

I Yemen er der en lang tradition for at finde kompromisser, som det internationale samfund kan støtte op om, så der kan etableres en ny balance mellem Yemens mange magtcentre. Hverken yemenitterne eller det internationale samfund ønsker en permanent tilstedeværelse i Yemen, men Yemen har brug for hjælp. Det inkluderer opmærksomhed på konfliktens økonomiske konsekvenser for eliterne og for den enkelte yemenit. Centrale eliteaktører har udnyttet, at konflikten har skabt grobund for en lukrativ krigsøkonomi, der udnytter centralstatens kollaps. Samtidig er Yemen verdens største humanitære krise, og der er akut brug for økonomisk assistance, så yemenitterne kan gå i gang med at genopbygge deres land. For mange yemenitter er den primære bekymring – 10 år efter det Arabiske Forår – ikke politiske reformer, men hvor det næste måltid skal komme fra.

Illustrationer: Cecilie Castor