Om DIIS

Dansk Institut for Internationale Studier er et selvstændigt, offentligt forskningsinstitut. Formålet med DIIS er at styrke uafhængig forsknings-, analyse-, udrednings- og informationsvirksomhed i Danmark om internationale forhold inden for det udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitiske område.
Forskere fra DIIS

DIIS' forskere udfører grundforskning, policy-analyser og forskningsbaseret myndighedsbetjening - herunder udredninger, analyser, evalueringer og rapporter. Det giver uvildig viden, som kan bidrage til grundlaget for politiske beslutninger.

DIIS’ forskning og analyser er internationalt anerkendt, og instituttets forskere publicerer i førende internationale tidsskrifter, udgiver egne publikationer og bidrager til medierne med analyser i både Danmark og udlandet.

Kort om DIIS

DIIS blev oprettet ved lov i 2003, og har i dag knap 120 ansatte, der tæller både forskere og administrative medarbejdere.

​​​​Forskernes akademiske baggrunde dækker bredt: fra statskundskab og internationale udviklingsstudier til historie og antropologi.      

...

Uafhængighed

DIIS bestræber sig på altid at levere uafhængig og troværdig forskning. Instituttet følger den danske kodeks for integritet i forskning, som sikrer den højeste akademiske kvalitet.

DIIS' forskere har altid frit valg af metode og teori, og konklusionerne i forskningen er altid uafhængige, fakta og forskningsbaserede. Når DIIS udfører rekvireret forskning og forskningsbaseret myndighedsbetjening, vil emnerne være aftalt efter en dialog med opdragsgiver, men aldrig forskningsresultaterne.

Kvalitetssikring

DIIS’ forskningsprojekter gennemgår altid en nøje kvalitetssikring både internt på instituttet i alle faser af projektet og i form af anonyme fagfællebedømmelser af akademiske publikationer. Rekvireret forskning bliver meget ofte vurderet af en uafhængig, tværfaglig følgegruppe og ved større produkter ofte med deltagelse af forskere og eksperter udenfor DIIS.

Viden til gavn for samfundet

DIIS' forskere analyserer og kommenterer løbende på aktuelle begivenheder i medierne, og formidler forskningsbaseret viden og nye perspektiver til den interesserede offentlighed. Det er en vigtig opgave for DIIS at sikre, at forskningen gøres relevant og tilgængelig for både offentlighed, praktikere samt politikere og embedsmænd via forskellige kanaler og kommunikationsformer.

DIIS afholder årligt over hundrede seminarer, webinarer, konferencer og foredrag. Det kan være alt fra akademiske forelæsninger over workshops for fagfolk til orientering af embedsfolk og politikere eller arrangementer for folk med en faglig eller privat interesse i DIIS’ forskningsområder.

DIIS deltager i uddannelsen af nye forskere både i Danmark og i udviklingslandene. Instituttet har jævnligt gæsteforskere tilknyttet, har et nært samarbejde med andre forskningsinstitutioner og har i perioder embedsmænd fra relevante ministerier og styrelser ansat i kortere og længere perioder. Den tværfaglige tilgang bidrager til at sikre gensidig forståelse, og at der bygges bro mellem det akademiske og det praktiske anvendelige, når det gælder DIIS’ forskning.

Rammerne om DIIS’ arbejde

DIIS er på Finansloven med en rammebevilling og ansøger desuden på projektbasis om midler fra både offentlige og private fonde.

Ud af DIIS’ budget for 2021 kommer ca. 25 % fra Udenrigsministeriet og ca. 25 fra Forsvarsministeriet. Da DIIS i de seneste år har haft betydelig succes med at hente yderligere midler fra både danske, EU’s og private forskningsfonde, er den relative andel af instituttets budget fra ministerierne faldet i de seneste år.

DIIS’ virke er reguleret ved loven om DIIS. DIIS øverste ledelse udgøres af en bestyrelse på ni personer udpeget af hhv. Rektorkollegiet, Danmarks Frie Forskningsfond, Udviklingspolitisk Råd samt DIIS’ medarbejdere. Herudover sidder der to observatører i bestyrelsen udpeget af hhv. udenrigsministeren og forsvarsministeren. Bestyrelsen udgør DIIS' øverste ledelse og sætter de overordnede faglige mål og strategier for instituttet. Bestyrelsen afgør alle væsentlige spørgsmål om økonomi, organisation og drift og fører tilsyn med DIIS' målopfyldelse, drift og forvaltning

Økonomien

Det fremgår af ’Lov om Dansk Institut for Internationale Studier’, at staten yder et årligt tilskud til instituttets drift og aktiviteter. DIIS er således på Finansloven med en såkaldt ’reservationsbevilling’ under Udenrigsministeriet. Herudover modtager DIIS offentlige, øremærkede midler til rekvireret forskning som udredninger og analyser. DIIS modtager bl.a. midler til forsvars- og sikkerhedspolitiske studier, hvortil der er afsat en økonomisk ramme i det nuværende Forsvarsforlig.

Hertil kommer, at DIIS’ forskere – i fri konkurrence med andre forskere – ansøger om bevillinger til forskningsprojekter fra offentlige og private fonde i Danmark og udlandet. De seneste år har DIIS haft voksende succes med at tiltrække disse fondsmidler, som derfor udgør en stigende andel af DIIS’ indtægter.

Diagrammer over indtaegter
Kilder til DIIS funding 2017-2022. Pristallet er i kroner og opgjort løbende

  

Diagrammer over indtaegter i procent
Kilder til DIIS funding fordelt i pct.

 
Hvad går pengene til?

Ca. 60 procent af DIIS’ økonomiske midler går til at finansiere forskning – herunder særligt til aflønning af forskere, analytikere og ph.d.-studerende samt til at udføre feltarbejder.

DIIS fokuserer på at gøre sin forskning offentligt tilgængelig for både forskere, eksperter, beslutningstagere og alment interesserede. Derfor går ca. 11% af DIIS’ budget til at støtte forskere og analytikeres informations-, dialog- og dokumentations-aktiviteter.

Det inkluderer publicering af rapporter, bøger og policy briefs, nyhedsbreve og hjemmeside samt til afholdelse af omkring 80 seminarer, konferencer, webinarer m.m. om året. Omkostningskategorien ’drift og administration’ inkluderer bl.a. husleje, kontordrift, udgifter til at drive et offentligt tilgængeligt forskningsbibliotek samt udgifter til teknisk og administrativt personale.   

Diagrammer over udgifter
Fordeling af DIIS’ udgifter

   

Diagrammer over udgifter i procent
Fordeling af DIIS’ udgifter


Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil holde dig orienteret om DIIS’ forskning, publikationer og kommende events.
    

Lov om Dansk Institut for Internationale Studier

...

Vedtægt for Dansk Institut for Internationale Studier

Læs Vedtægt for Dansk Institut for Internationale Studier, godkendt af Udenrigsministeren den 3. marts 2014

...