Angreb på houthierne i Yemen bringer USA tættere på en regional krig, end de ønsker

Natten til 12. januar angreb USA og Storbritannien Houthi-bevægelsen i Yemen, efter den i solidaritet med palæstinenserne i Gaza 27 gange havde angrebet skibe i Det Røde Hav. Indledningsvis havde USA – for ikke at øge risiko for eskalering af krigen i Gaza til andre lande i Mellemøsten – været tilbageholdende med at reagere på houthiernes angreb på den internationale søfart gennem Det Røde Hav. Skibe fra Asien kan ved at benytte den sejlrute via Suezkanalen skyde genvej til Middelhavet og dermed undgå at sejle den lange vej rundt om Afrika. Det sparer tid og mange penge. Det er derfor en særdeles dyr affære, hvis skibsfarten ikke kan sejle til og fra Middelhavet.

Derfor har det været af stor vigtighed for den internationale søfart at få sat en stopper for houthiernes angreb, der er ført med droner, missiler og fra små skibe ud for Yemens kyst efter indsejlingen fra Bab al-Mandab strædet, som forbinder Det Røde Hav med Det Indiske Ocean. I første omgang var hensigten, at en USA-ledet flådemission skulle beskytte de kommercielle skibe, men houthierne har reageret med at intensivere angrebene. Derfor angreb USA nu i Yemen.

Med støtte fra Australien, Bahrain, Canada og Holland angreb USA og Storbritannien med missiler fra fly og flåde og ramte mål i hovedstaden Sanaa og havnebyen al-Hudaidah på Rødehavskysten samt andre steder i Yemen. Hele det nordlige Yemen kontrolleres af houthierne, der indtog hovedstaden i 2014 og siden har styrket sin tilstedeværelse både der og i andre vigtige områder af den yemenitiske stat. Formålet med angrebene er selvsagt at tvinge houthierne til at indstille angreb på skibstrafikken, men næppe sandsynligt, at det sker med disse første angreb. Faktisk er der stor risiko for, at der nu er åbnet for en længere krig i Yemen, fordi houthierne har vist sig særdeles modstandsdygtige overfor missilangreb.

Efter at houthierne havde sat sig tungt på magten i Sanaa, indledte Saudi-Arabien i 2015 krig mod dem med støtte fra en koalition af arabiske stater og våben og logistik samt efterretningshjælp fra USA og Storbritannien. Heftige bombninger i årevis førte til verdens største humanitære katastrofe i det fattige og konflikthærgede land, men houthierne blev ikke knækket, men tværtimod styrket. Der skete også en splittelse i koalitionen mellem Saudi-Arabien, der støttede den internationalt anerkendte regering med sæde i den midlertidige hovedstad Aden, og en separatistbevægelse i det sydlige Yemen med støtte fra Forenede Arabiske Emirater.

Enorme ødelæggelser og menneskelige tab samt kæmpe udgifter til krigsførelse uden andet resultat end humanitær katastrofe, stadig større international kritik og øgede regionale spændinger, navnlig i forholdet til Iran, fik efter fem års krig Saudi-Arabien til at arbejde for en afslutning på den. Saudi-Arabien ville nu udvikle sin egen økonomi. Det var en væsentlig grund til, at kongedømmet nærmede sig Iran og indledte en serie forhandlinger i Bagdad, og under kinesisk mægling i Beijing i foråret 2023 lavede aftale med Iran om genoptagelse af fulde diplomatiske forbindelser, der nu er realiseret.

Når forhandlinger med Iran var vigtige skyldtes det, at Den Islamiske Republik i stigende grad var blevet involveret i Yemen med stor militær støtte til houthierne. Konflikten i Yemen med Houthi-bevægelsen går langt tilbage og tager sit udspring mellem den daværende regering i Sanaa, der støttede sunnimuslimske salafistbevægelser i nord, hvor houthierne, som tilhører en shiasekt, kom under pres og gjorde oprør i 2004. Siden har konflikten udviklet sig, og stadig flere stater har blandet sig. I de første mange år var Iran ikke indblandet, men da Saudi-Arabien optrappede sit engagement og USA blev stadig med truende overfor Iran, førte det til, at iranerne sammen med Hizbollah engagerede sig i Yemen med støtte til houthierne, der både omfattede træning og levering af teknologi og våben.

Skal der komme fred i Yemen mellem den internationalt anerkendte regering, separatisterne i syd samt Houthi-bevægelsen, er det det derfor nødvendigt, at både Iran, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater sidder sammen til forhandlinger. Det er sket i Oman under FN-ledelse i 2023, og lige før jul var der meldinger om, at en fredsplan kunne annonceres. Krigen i Gaza og houthiernes angreb i Det Røde Hav har stoppet processen, men rygter vil vide, at den bebudede plan allerede mødte stor modstand af Forenede Arabiske Emirater fordi de med aftalen ville miste kontrol med de sydlige havne i Yemen og dermed deres søvej mellem Den Arabiske Halvø og Østafrika.

Ikke desto mindre har houthierne besværget, at deres solidaritetsangreb mod den internationale skibstrafik ingen indflydelse har på fredsforhandlingerne og forholdet til Saudi-Arabien. Det virker imidlertid ikke særlig troværdigt, for engagerer Iran sig i houthiernes operationer i Det Røde Hav, kan Saudi-Arabien næppe se passivt til, selvom den reelle leder, kronprins Mohammad Bin Salman, hellere vil udvikle sit land økonomisk og ser ud til at have succes med det. Ifølge Reuter har Saudi-Arabien efter USA og Storbritanniens angreb i Yemen opfordret til tilbageholdenhed for at undgå regional krig og samtidig understreget, at fri sejlads i Det Røde Hav samt sikkerhed og stabilitet i regionen skal have høj prioritet.

Når Iran i stigende grad har involveret sig med Houthibevægelsen, skyldes det ikke, at den tilhører en shiamuslimsk sekt, som i øvrigt er en anden end den mullaherne i Tehran bekender sig til. Nej, det skyldes, at Iran kan bruge bevægelsen i sin asymmetriske forsvarsstrategi, hvor Teheran opbygger det, der kaldes ”Modstandens akse”, som består af militser i hele det arabiske Mellemøsten som Iran støtter med penge og våben. Det drejer sig om Hamas, Hizbollah, proiranske militser i Syrien og Irak og ikke mindst Houthi-bevægelsen, der, med sin kompromisløse ideologi og aggression vendt mod Saudi-Arabien, som med USA’s hjælp har bombet dem i årevis, Israel og sympati for den palæstinensiske sag, er en særdeles vigtig brik i Irans strategi. Houthierne har i næsten to årtier, og især siden Saudi-Arabien indledte krigen mod dem i 2015, opbygget betydelig kamperfaring og vist sig helt ukuelige. På flere måde minder terrænet i Nordyemen om den afghanske topografi og trods både etniske, religiøse og kulturelle forskelligheder synes houthierne mindst ligeså sejlivede, som Taliban i Afghanistan viste sig at være.

Houthi-bevægelsen er således en god allieret for Iran, for den kan trække USA og vestlige lande ind i endnu en langvarig og dyr krig mod en ikke-statslig gruppe, der ved, hvordan man kæmper i det yemenitiske terræn. Iran kan aldrig matche USA i en krig, men ved at mobilisere militser i Yemen, Libanon, Syrien og Irak, og som man så i september 2019 med missiler fra droner ubesværet ramme vigtige mål  i Saudi-Arabien, mener Iran og ”Modstandens akse” at være godt rustet til at modgå en amerikansk ledet krig i Mellemøsten. Dertil kommer, at Iran råder over langtrækkende missiler, som kan sendes både mod Israel og Europa, og efter alt at dømme er iranerne på tærsklen til at kunne konstruere atomvåben.  

Erfaringer fra krige i Vietnam, Somalia, Sahel, Yemen, Syrien, Irak og faktisk også Ukraine viser, hvor svært det er at vinde moderne krige, ikke mindst når velorganiserede og veltrænede ikke-statslige militante grupper med viljestærk tro på egen ret er involveret. De viser, hvor uhyggeligt dyrt, det er at føre sådanne krige, og at omkostningerne stiger yderligere på grund af, at priserne på energi eksploderer og forsyningskæder imploderer. Alt det ved USA godt, alt for godt, og derfor ligger den amerikanske udenrigsminister nærmest i penduldiplomati mellem USA og Mellemøsten for at forsøge at deeskalere de voksende spændinger. USA vil helst være fri for at skulle involvere sig i mere krig i den ufatteligt bøvlede region. Men nu har USA sammen med Storbritannien – og med støtte fra en række lande – måske åbnet en ny front og risikoen for, at det kan føre til ny krig som breder sig øges dag for dag, selvom de fleste aktører nok helst ville undgå det.

Man kan sagtens argumentere godt for, at USA og Storbritannien ikke passivt kan se på, at skibstrafikken angribes af en milits i Yemen. Erfaringer viser imidlertid, at krig mod militser som Houthi-bevægelsen kan være langvarige, besværlige og omkostningstunge, og at de skaber flere militser end de udsletter. Den ulykkelige kendsgerning er, at for hvert Houthi-missil, der rammer et skib i Det Røde Hav øges militsens popularitet i Mellemøsten, fordi vreden mod Israels Gazakrig er så stor, som den er. Med andre ord: Man må indstille sig på, at amerikanske bomber mod Houthi-bevægelsen skaber mere regional sympati for houthierne og større antipati mod USA. 

Den erfaring har USA fra Irak og Afghanistan, og den vil efter alt at dømme blive bekræftet i en ny storkrig i Mellemøsten. Derfor er det muligt, at angrebene mod houthierne natten til 12. januar var straf og indstilles samtidig med, at USA øger beskyttelsen af skibstrafikken gennem konvojer af kommercielle skibe beskyttet af krigsskibe, der kan afværge missil- og andre angreb. Det kan måske lykkes, men der er dog næppe tvivl om, at houthierne vil gøre alt, hvad de kan for fortsat at ramme skibe og samtidig finde på andre måder at ramme mål på.

Hvis USA seriøst vil deeskalere, er der kun et alternativ, og det er at finde politiske løsninger på de grundlæggende konflikter i regionen. Det er faktisk, hvad udenrigsminister Antony Blinken har forsøgt på, bl.a. med sin seneste rundrejse i Mellemøsten, men USA har ikke vist sig villig til at presse en våbenhvile i Gaza igennem, som er, hvad alle parter i regionen kræver. Det er derfor svært at se, hvor de politiske visioner skal komme fra, og hvem der skal arbejde sammen om dem.

At smide bomber virker som kontant afregning ved kasse et og dermed ud af butikken. Erfaringen viser desværre, man bliver hængende på ubestemt tid.