Hvad vil houthierne opnå med deres angreb på skibstrafikken i Det Røde Hav?

Houthierne, en ikke-statslig aktør, der har etableret kontrol med store dele af det nordlige og vestlige Yemen siden september 2014, har i solidaritet med det palæstinensiske folk gradvist eskaleret deres angreb på den internationale skibstrafik i farvandet ud for Yemen. Angrebene begyndte allerede i oktober, hvor den første bølge primært bestod af droner og missiler direkte mod Israel. Disse blev i overvejende grad blev uskadeliggjort af israelske forsvarssystemer, primært omkring den sydlige havneby Eilat, samt amerikanske krigsskibe i regionen – og muligvis Saudi-Arabien. I november ændrede houthierne strategi, og de begyndte at true skibsfarten i farvandet ud for Yemen. I første omgang udelukkende målrettet skibe med forbindelser til Israel, men gradvist er antallet af angreb eskaleret, mens houthierne har udvidet deres trusler til nu at gælde alle skibe, der har kurs mod Israel.

Kommentatorer med forbindelser til houthierne har beskrevet den gradvise eskalering som udtryk for, at houthierne ikke ønsker konflikt, og derfor kun eskalerer som reaktion på Israels krigsførelse i Gaza og den stadigt forværrede humanitære situation. Omvendt peger kritikere af houthierne på, at en manglende internationale, og især amerikanske reaktion, gradvist indgyder houthierne yderligere mod på flere angreb. Men med houthiernes angreb mod Israel og international skibsfart i farvandet ud for Yemen har gruppen øget deres nationale, regionale og internationale popularitet ved at fremstå som forkæmper for palæstinenserne, så det er ikke usandsynligt, at de tilpasser strategien undervejs for at maksimere udbytte af den nuværende situation.

Men hvilke overvejelser ligger der bag Houthiernes strategi? Sandsynligvis er de motiveret af en kombination af nationale, regionale og internationale overvejelser. Regionalt og internationalt ønsker houthierne at markere sig som en aktør med en selvstændig udenrigspolitik, der bør tages seriøst og anerkendes internationalt. Houthiernes nuværende angreb på den internationale skibstrafik markerer altså en yderligere udvikling i houthiernes politiske profil. Deres popularitet har nået nye højder både i Yemen og regionalt, fordi de, i modsætning til andre, der støtter palæstinensernes sag, er parate til at sætte handling bag deres retoriske støtte til den palæstinensiske sag – på trods af trusler fra magtfulde stater som USA. Når internationale shipping firmaer annoncerer, at de omlægger deres ruter, ses det som en sejr og bevis på, at houthiernes angreb på Israel – både konkret og symbolsk – gør en forskel.

Den iranske relation

Houthierne omtales ofte som iranskstøttede eller en iransk proxy, men det har længe været et stridspunkt, hvor tætte relationer, der er mellem houthierne og Iran – og i hvor høj grad den iranske relation dikterer houthiernes militære og politiske udvikling. Og da Saudi-Arabien intervenerede i Yemen i marts 2015, begrundede Riyadh det bl.a. med at svække Irans indflydelse. Iran må antages at være houthiernes vigtigste statslige partner, der støtter dem militært og organisatorisk. Houthierne selv lægger heller ikke skjul på, at de har udviklet deres militære kapabiliteter betydeligt siden konfliktens begyndelse, men hævder, at det skyldes udviklingen af en national militærindustri. Den iranske regering benægter typisk direkte involvering i konflikten i Yemen og understreger i stedet, at Iran støtter intra-yemenitiske fredsforhandlinger. Samtidig har houthierne en historisk profil som kritiske overfor Israel, så deres nuværende aktiviteter er ikke blot et udtryk for Irans interesser, men et interessefællesskab, hvor houthierne, som en del af den iranske interessesfære, gradvist har øget deres kapabiliteter og dermed deres evne til at agere som en del af modstandsaksen mod den USA-dominerede regionale orden.

Internt i Yemen er der, ligesom i mange andre lande i regionen og verden, stor frustration med de forsatte israelske angreb på Gaza og den forfærdende humanitære situation. På den måde øger det houthiernes legitimitet, at de markerer sig på den dagsorden. Samtidig har kritikere af houthierne spekuleret i, at houthierne bruger angrebene til at styrke deres forhandlingsposition i de igangværende fredsforhandlinger med Saudi-Arabien. Efter sigende var houthierne og Saudi-Arabien meget tæt på at kunne publicere en aftale, der skulle danne udgangspunkt for en afslutning på den regionaliserede del af konflikten i Yemen . De forhandlinger er, i hvert fald midlertidigt, sat i bero. Omvendt bruger den internationalt anerkendte regering houthiernes nuværende angreb til at beskrive houthierne som en utroværdig aftalepartner, som, hvis de får lov til at fastholde kontrol med vandvejene ud for Yemen, sandsynligvis vil bruge dette som en forhandlingschip i fremtiden. Det understreger, hvordan der er brug for en bæredygtig fred i Yemen, der forholder sig til både regionale og nationale dimensioner af konflikten.  

Hvad er konsekvenserne?

Det Røde Hav, og særligt Bab al-Mandeb ud for Yemen, er et relativt snævert stræde på ca. 30km, og det er det, som muliggør angreb fra den houthi-kontrollerede del af Yemen. Ud over kapringen af det israelsk-ejede tankskib, Galaxy Leader, den 19. november, som forsat er i houthiernes varetægt, har de stigende angreb resulteret i materiel skade på en række skibe. Eskalationen påvirker international skibstrafik, og har fået flere shippingfirmaer, herunder Mærsk, til at annoncere at de midlertidigt bremser skibstransport via det Røde Hav, hvilket vil øge transporttid og fragtomkostninger.

Houthi-kilder omtaler selv deres aktiviteter som en blokade af Israel – og ikke generelt på forsat skibstrafik i området. Houthiernes angreb udgør ikke bare en trussel mod international skibsfart generelt og sikkerheden i området; angrebene kan i sig selv have en destabiliserende effekt på hele regionen. Indtil videre har der været en relativt begrænset reaktion fra USA, men hvad sker der, hvis houthiernes angreb fører til amerikanske eller israelske tab? USA er blevet kritiseret for ikke at reagere på houthiernes angreb, men har nu valgt at stå i spidsen for et militærsamarbejde, Operation Velstandens Vogter, hvor medvirkende lande skal patruljere i området for at beskytte den internationale skibsfart. Der er allerede krigsskibe i regionen, herunder det amerikanske skib, USS Carney, der har besvaret en række nødkald i regionen fra civileskibe og nedskudt både droner og missiler affyret fra de houthi-kontrollerede dele af Yemen. Det er dog uklart præcist hvad mandatet vil være for den nye operation, og houthierne har ikke umiddelbart signaleret villighed til at stoppe deres angreb.

Houthierne har kun udviklet deres militære og politiske kapabiliteter siden marts 2015, hvor den saudisk-ledede koalition begyndte sin militære intervention i Yemen. Det betyder noget for, hvordan houthierne vurderer truslen om modangreb fra en USA-ledet koalition. Selvom houthierne i mange sammenhænge agerer som en stat, og ønsker at blive anerkendt og inviteret ind i det internationale samfund, er de mere risikoparate end de fleste stater. På den måde illustrerer houthierne, hvordan det internationale samfund har svært ved at finde på modtræk mod ikke-statslige aktører og deres risikovillighed – for hvad bliver deres næste træk?