Vil jordskælvet ændre på Tyrkiets Ukraine-kurs?

Det gik ellers lige så godt for Præsident Erdogan. I hvert fald hvis man ser på den rolle, Tyrkiet har formået at indtage siden Ruslands invasion af Ukraine som en af nøglespillerne.  

For det første har fremsættelsen af truslen om veto mod svensk og finsk optag i NATO placeret Tyrkiet centralt i godkendelsen af den endelige udvidelse. Det har ikke blot givet Præsidenten en mulighed for at fremsætte krav i forhandlingerne, men har også tiltrukket opmærksomhed omkring det, der i en tyrkisk sammenhæng er det væsentligste sikkerhedsproblem, nemlig det kurdiske spørgsmål.

Dertil kommer den rolle, Tyrkiet tidligt indtog i forholdet mellem Ukraine og Rusland. Tyrkiet tilbød sig allerede sidste forår som mægler, hvilket ikke rigtig førte til noget dengang, men processen fik placeret Tyrkiet i sammenhængen, ikke på nogen af siderne, men midt imellem. Således har Tyrkiet siden invasionen den 24. februar formået at bevare et godt forhold til både Ukraine og Rusland.

Tyrkiet kan sælge droner til Ukraine, støtte landets territoriale integritet og sørge for en kornaftale, der gør det muligt at fragte korn gennem Sortehavet. Men Tyrkiet kan også nægte at bakke op om sanktioner overfor Rusland og fungere som både turist- og transitland på et tidspunkt, hvor det ellers er svært, hvis ikke umuligt for russere at rejse mod vest.

For Præsident Erdogan har det stor betydning at kunne hævde Tyrkiet internationalt. Det har bidraget til at flytte fokus internt i Tyrkiet fra den ellers meget pressede økonomi. Med en høj inflation, der godt nok ser ud til at falde lidt, og en tyrkisk lira, hvis kurs er styrtdykket gennem de senere år, er det hårdt tiltrængt. Befolkningens utilfredshed har været støt voksende, og med et valg foreløbig sat til den 14. maj har det for Erdogan været en vigtig del af valgkampen at kunne hævde Tyrkiet overfor udlandet, ikke mindst USA, men også eksempelvis Frankrig og Grækenland.

Således har det seneste år vist et relativt selvbevidst Tyrkiet, hvilket kun er en fortsættelse af den rolle, Tyrkiet under Erdogan har forsøgt at indtage som en international aktør, man må regne med. I takt med at USA har trukket sig fra den mellemøstlige region, har Tyrkiet ikke blot orienteret sig mod Rusland og øst, men er også trådt ind i det tomrum, som USA efterlod. Og det har åbenbaret Tyrkiet som en mere aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitisk spiller. Ikke kun i relation til den aktuelle konflikt i Ukraine, men også i Afghanistan, i Nagorno-Karabakh, Libyen og i det østlige Middelhav. Til stor frustration for Tyrkiets vanlige samarbejdspartnere, først og fremmest i NATO, men også i EU. Især USA har udvist en stigende irritation overfor Tyrkiet.

Sådan var situationen for Præsident Erdogan umiddelbart før jordskælvet og den humanitære katastrofe, der fulgte. Op mod 45.000 menes pt. at have mistet livet og millioner står uden tag over hovedet. Der forestår et enormt arbejde med genopbygning. Samtidig er det blevet tydeligt, at den tyrkiske byggesektor har været korrupt og ikke overholdt reglerne for byggeri, ligesom det tyrkiske kriseberedskab har været mangelfuldt og sent til at agere. Meget kan nå at ændre sig, men det er lige nu en mindre selvsikker Erdogan, der viser sig. Og et Tyrkiet, der har hårdt behov for hjælp udefra.

Om den aktuelle situation vil føre til et mere ydmygt Tyrkiet i NATO-sammenhænge, er for tidligt at sige. Men noget kan øjnes. Ved sidste uges møde med NATOs forsvarsministre i Bruxelles indledte generalsekretær Stoltenberg sin åbningstale med et minuts stilhed for ofrene i Tyrkiet og Syrien. Stoltenberg var efterfølgende på visit i Ankara, hvor der blev talt udvidelse, ligesom også den amerikanske udenrigsminister Blinken var i Tyrkiet sidste uge. I EU-regi var de to første EU-lande til at sende nødhjælp Sverige og Grækenland. EU planlægger under svensk formandskab en stor donorkonference i marts. Man taler om jordskælvsdiplomati, og selv Armenien har for første gang i 30 år sendt en lastbil ind over grænsen til Tyrkiet. Med nødhjælp. Det internationale samfund viser sig fra sin bedste side lige nu overfor alliancepartneren Tyrkiet.

Det kunne ligne den store forbrødring overfor et land i nød, og hvor vreden er vendt mod Erdogan og hans regering, ikke mod udlandet. Og det kan få betydning internt for det forestående valg, for vil Erdogan fortsat kunne bruge udenrigspolitikken og Tyrkiets nyvundne internationale stemme som en løftestang for sin succes? Eller vil vi komme til at se et mere samarbejdsvilligt Tyrkiet, der er afhængig af et godt forhold til NATO, EU og USA? Mere end af forholdet til Rusland? Svaret vil afhænge af, hvordan Erdogan tackler den interne situation. Og om Tyrkiet får talt sig til rette med partnerne i NATO, ikke mindst USA, Sverige og Finland.