Ledere på Vestbalkan tiltrækkes af Erdogans autoritære stil

Tyrkiets rolle på Vestbalkan er i de seneste år blevet udvidet til også at inkludere stærke relationer til anti-vestlige og pro-Putin figurer i regionen. Det gælder især, hvad angår det notorisk ustabile Bosnien-Hercegovina, der siden 2022 har haft status som EU-kandidatland. Det er Erdoğans autoritære styrestil, der især kan give problemer. Både i forhold til Bosnien-Hercegovinas EU-optagelse og den indre stabilitet i landet. Erdogans autoritære styrestil appellerer nemlig til de lokale autokratisksindede politiske ledere. Det gælder ikke mindst lederen af de bosnisk-serbiske nationalister Milorad Dodik, der de seneste år har styrket sit forhold til både Erdoğan og Putin. Det styrkede forhold bruger han til at understøtte sin stigende antivestlige agenda, der senest også har udviklet til at være decideret anti-EU. Erdoğans styrkede forhold til den serbiske leder, Aleksandar Vučić, spiller ligeledes en vigtig rolle i denne sammenhæng. Også dette kan ende med at påvirke Bosnien-Hercegovinas fremtid og mulige EU-medlemskab.

Udvikling i Tyrkiets Vestbalkan-politik

Tyrkiet har i de seneste tredive år spillet en stigende rolle på Vestbalkan. I 1990erne blev Tyrkiets forhold til regionen primært formet af krigene i det tidligere Jugoslavien, hvor landet aktivt deltog i forskellige EU-, NATO- og FN-ledede diplomatiske, humanitære og militære indsatser. Det tyrkiske agentur for samarbejde og koordination var dog også til stede i regionen allerede i slutningen af 1990erne. Agenturet havde fokus på at styrke forholdet til især de muslimske aktører i landene.

Med Erdoğans Retfærdigheds- og Udviklingspartis (AKP) opstigning til magten i 2002 skete der et vigtigt skift i Tyrkiets Balkan-politik. Den blev nu i højere grad formet af landets egne udenrigspolitiske interesser, hvilket blandt andet resulterede i, at Tyrkiet øgede sin tilstedeværelse særligt i lande og områder med stor muslimsk befolkning. I perioden frem til 2016 investerede Tyrkiet hovedsageligt i sociale- og uddannelsesprojekter med stærk islamisk karakter samt kulturbevarende projekter, der relaterede sig til muslimsk kulturarv.

Efter det mislykkede kup i juli 2016 ændredes Tyrkiets Balkan-politik igen, og siden da har den i stigende grad været præget af Erdoğans mere pragmatiske og personfokuserede ledelsesstil. Man kan i den forbindelse også tale om et skift mod en mere nationalistisk-populistisk og antivestlig indenrigs- og udenrigspolitik, hvor Erdoğan i stigende grad styrker forholdet til lignende antivestlige populister såsom Viktor Orban, Serbiens præsident Aleksandar Vučić og bosnisk-serbiske Milorad Dodik.

Svækket forhold til muslimske bosniakker

Kupforsøget har også haft en stor betydning for Erdoğans forhold til flere af hans hidtil tætte allierede på Vestbalkan. Flere Vestbalkan-lande nægter at udlevere personer med forbindelse til Gülen-bevægelsen, som er eftersøgt af Tyrkiet for at være involveret i kupforsøget. Det skyldes, at de muslimske politiske eliter på Vestbalkan har opbygget tætte forhold til de eftersøgte, fordi elitens børn og andre familiemedlemmer ofte har læst på Gülen-skoler og universiteter. Denne afvisning af Erdogans udleveringskrav har ført til en relativ køling af forholdet til den tyrkiske præsident.

I denne sammenhæng er Bosnien-Hercegovina særligt interessant. Tyrkiets tilstedeværelse i landet har fra 1990erne altid været tæt associeret med det personlige forhold mellem Erdoğan og Izetbegović-familien, der har ledet det bosniakkiske nationalistiske parti SDA siden dets grundlæggelse i 1990. Erdoğan har først haft et tæt forhold til Bosniens præsident under krigen 1992-1995, Alija Izetbegović, og siden hans død i 2003 til sønnen Bakir Izetbegović. Selvom Bakir Izetbegović udtrykte sin ubetingede støtte til Erdoğan i forbindelse med 2016-kupforsøget, er deres forhold siden blevet svækket af, at Bosnien har nægtet at udlevere eftersøgte “gülenister” til Ankara.

Samtidigt med kølingen i forholdet mellem Erdoğan og Izetbegović er forholdet mellem Erdoğan og lederen af de bosniske serbere, Milorad Dodik, blevet kraftigt styrket. Det afspejles i det nyligt afholdte AKP-topmøde i Ankara, hvor Izetbegović var fraværende, mens både Dodik og hans partifælle Željka Cvijanović, der er det serbiske medlem af Bosniens kollektive præsidentskab, var til stede som gæster.

Erdoğans forhold til de muslimske bosniakker er desuden blevet påvirket af, at SDA ved det seneste parlamentsvalg i oktober 2022 mistede magten blandt bosniakkerne til en stærkt pro-EU koalition. Det har ifølge en bosnisk-serbisk embedsmand i Bosniens Udenrigsministerium betydet, at Bosniens udenrigsminister Elmedin Konaković har ”vendt landet 100% mod EU og Vesten, og væk fra Tyrkiet”. Denne påstand er kun delvis korrekt. For mens Bosnien under den nuværende udenrigsminister er blevet klart mere EU-orienteret, spiller Tyrkiet stadig en vigtig rolle for alle parter i Bosnien. Det afspejles blandt andet i, at Ankara stadig var blandt Konakovićs første udlandsbesøg (hvor Bruxelles vel at mærke var dét første). Desuden påpeger kilder i EU-Delegationen i Bosnien-Hercegovina, at landets forhold til henholdsvis EU og Tyrkiet ikke skal ses som værende i modstrid med hinanden. Tyrkiet har aldrig været imod Bosniens EU- eller NATO-medlemskab. Tværtimod har Tyrkiet altid støttet det, samtidig med at landet også har deltaget i EU's Operation Althea i Bosnien-Hercegovina.  

Styrket forhold til Serbien

På samme måde som i Bosnien-Hercegovina er Tyrkiets forhold til Serbien de seneste år blevet mindre fokuseret omkring den muslimske befolkning og mere personfokuseret. Indtil for få år siden var Tyrkiet primært interesseret i Sandžak-regionen i det sydvestlige Serbien, hvor et overvejende flertal af Serbiens muslimer er bosat. Siden er forholdet til Beograd blevet styrket. Som noget nyt har Tyrkiet været med til at restaurere borge, fæstninger og andre bygningsværker, der ikke relaterer sig til den islamiske kulturarv fra osmannertiden. Disse projekter omtales som “restaureringer af fælles (Balkan) kulturarv“, hvilket er interessant, idet “osmannerne” altid har fungeret som den ideologiske modsætning i serbernes nationale fortælling.

Dette skift indikerer et forbedret forhold mellem landene, der ifølge Serbiens statslige medier er på sit historisk højeste. Udviklingen tilskrives det gode personlige forhold mellem Erdoğan og Vučić, som har medvirket til en kraftig forøgelse af tyrkiske investeringer i Serbien. Flere forskere peger på, at det, der forener Vučić og Erdoğan mest, er deres autoritære styreform. Undersøgelser af demokratiets tilstand viser også tydeligt, at begge lande har oplevet en demokratisk tilbagegang de seneste år. Både Erdoğan og Vučić er desuden kendt for deres stærke nationalistiske og populistiske kritik af Vesten og Europa, der ifølge dem forsøger at svække hhv. Tyrkiet og Serbien.

Kampen om at være Erdoğans bedste ven

De stigende tyrkiske investeringer i Serbien har fået en ekstra vinkel i Bosnien. Her har der på det seneste bredt sig en diskussion om, hvorvidt og hvorfor Tyrkiet ikke længere er interesseret i at investere i landet og i stedet har vendt sig mod Serbien.

Ifølge Adnan Huskić, forsker ved Sarajevo School of Science and Technology, findes forklaringen i Bosnien-Hercegovinas komplekse politiske system, der gør det svært at investere i landet. Omvendt har Serbien et meget bedre investeringsklima. De officielle tal for direkte udenlandske investeringer for Vestbalkan-landene understøtter dette argument. De viser, at Serbien er det bedste af de seks Vestbalkan-lande til at tiltrække investeringer, mens Bosnien-Hercegovina ligger blandt de dårligste. Tyrkiske investeringer i Bosnien-Hercegovina er også stigende, men ikke lige så meget som i Serbien.

Diskussionen om, hvorvidt Tyrkiet foretrækker at investere i Serbien frem for Bosnien, handler imidlertid om mere end blot investeringer og økonomi. Det er blevet en politisk diskussion, hvor folk tæt på Dodik beskylder Izetbegović og andre aktører i landet for at have ødelagt landets chance for at tiltrække vigtige investeringer fra Tyrkiet. Izetbegović og de ikke-nationalistiske kræfter i Bosnien beskyldes også for at negligere Tyrkiets rolle som mægler mellem landets tre etniske grupper; bosniakker, kroater og serbere. Efter at Dodiks forhold til EU og især USA er blevet anspændt, og han af bl.a. Europa Kommissionen udpeges som hovedproblemet for Bosniens tilnærmelse til EU, forsøger han nu at fremstille Tyrkiet som en alternativ - og mere objektiv - mægler end Vesten og EU. Samtidigt appellerer Erdoğans autoritære regeringsstil til Dodik, der elsker at fremstille sig selv og Erdoğan som gode venner. Serbiens populistiske præsident Aleksandar Vučić gør det samme og fremhæver ofte – også på trods af uenigheder omkring Tyrkiets anerkendelse af Kosovos selvstændighed – Erdoğan som Serbiens ”sande ven”.

Alt dette peger i retning af, at Tyrkiets rolle i Bosnien-Hercegovina og Serbien, herunder Erdoğans personfokuserede autoritære styrestil, nemt kan komme til at få en endnu større betydning i Balkanlandene, og for deres muligheder for et fremtidigt EU-medlemskab. Ultimativt kan det, mere fundamentalt, påvirke stabiliteten i regionen.