Liberale interventionsaktører bør ikke kun se kritisk på Ruslands engagement i Afrika, men også på deres eget

Mens det meste af Europa omkring ét-året for Ruslands krig i Ukraine havde travlt med at fordømme krigen, blev Frankrigs militær bedt om at forlade Burkina Faso. Det skete med henvisning til en forværret sikkerhedssituation i landet, tilspidsede diplomatiske relationer til Frankrig og et ønske om tættere samarbejde med Rusland.

Ligeledes blev franskmændene smidt ud af Mali sidste år, og som bekendt blev også danske specialstyrker, der skulle indgå i den franskledede mission Takuba bedt om at forlade landet i januar 2022 efter blot en uge på jorden. Mali har i stedet tilvalgt Rusland og Wagnergruppen – ledet af Jevgenij Prigosjin – som deres foretrukne samarbejdspartnere. Mange forventer, at Burkina Faso og måske andre lande på kontinentet vil gøre det samme.

De forandringer, som sker lige nu i Afrika, er vævet ind i den bredere konflikt mellem Rusland og Vesten. Men også mellem Afrika og Vesten. Hvis vi glemmer det, eller hvis vi udelukkende retter kritik mod Rusland uden samtidig også at se kritisk på vores egne interventioner, risikerer vi at bane vejen for, at Rusland vinder yderligere terræn.

Liberale interventionsaktører mister adgang til partnerlande på det afrikanske kontinent. Det er alvorligt, for alle løsninger kræver gode samarbejdspartnere. Vi giver her et bud på en række dilemmaer, som det er nødvendigt at tage alvorligt, hvis man fortsat ønsker at samarbejde med afrikanske partnerlande omkring en række udfordringer som de – og vi – står overfor. Udfordringer med for eksempel voldelige konflikter der forværres af klimaforandringer og fødevarekriser, og som blandt andet risikerer at skabe øget migrationspres på kontinentet og mod Europa.

Wagnergruppens indtægtskilder i Afrika

Først og fremmest er det nødvendigt at gøre op med myten om, at Ruslands tilstedeværelse og trussel mod Europas og USAs engagement på kontinentet vil gå i sig selv. Rationalet lyder, at mens Putin fører en dyr krig i Ukraine, kan Rusland ikke samtidig forblive engageret i Afrika. Selvom den tanke kan virke intuitivt korrekt, er den udtryk for ønsketænkning.

Den Centralafrikanske Republik (CAR) er for nuværende det land i Afrika, hvor Wagnergruppen har bidt sig hårdest fast særligt militært, men også økonomisk. Wagnergruppen har fundet en model, som kan bruges til inspiration andre steder, denne model inkluderer en bred palet af indtægtskilder herunder udvinding af guld og diamanter fra miner, skovdrift og inddrivelse af skatter.

Wagnergruppen går generelt efter at etablere naturressourceudvinding, der hvor de engagerer sig. Både i Sudan, CAR og Mali har Prigosjin således lokale minedriftsvirksomheder; selv i Madagaskar, hvor Wagnergruppen ellers kun har en begrænset tilstedeværelse, spiller virksomheden Ferrum Mining, ifølge en Global Initiative rapport fra februar 2023, en vigtig rolle i driften af den lukrative Ndassima guldmine i CAR. Selvom det er behæftet med usikkerhed, er Wagnergruppens økonomiske engagement på det afrikanske kontinent så omfattende, at man kan gå ud fra, at det ikke alene financierer gruppens engagementer på det Afrikanske kontinentet, men også bidrager (i en uvis størrelsesorden) til at finansiere dele af Wagnergruppens aktivitet i Ukraine.

Med andre ord virker Wagnergruppen indtil videre til at være kommet til Afrika for at blive.

Fortællingen om det imperialistiske Vesten

Mens europæiske lande – særligt men langt fra kun Frankrig – mister adgang til partnerlande på det afrikanske kontinent eller decideret bliver smidt ud, er Ruslands indflydelse opadgående. Wagnergruppen rekrutterer igen til deres Afrikamissioner efter et par måneders pause i efteråret. I blandt andet CAR fungerer Wagnergruppen som en del af Ruslands globale positionering som et alternativ til, hvad der af Rusland fremhæves som det ’imperialistiske Vesten’.

Rusland kan repræsentere et alternativ til Europas kolonitidshistorie i Afrika og til den vestligt dominerede liberale verdensorden med de – til tider negative – konnotationer, denne kan have i en afrikansk kontekst. Fortællingen om et Rusland, som kæmper imod liberale aktøres imperialisme er en fortælling, der vinder genklang hos et stigende antal afrikanske ledere.

Hvordan har liberale interventionsaktører adresseret den udfordring? Senest har Frankrig og mange europæiske allierede vendt sig mod Niger som et samarbejdsland, der muliggør en fortsættelse af militæroperationerne. Fra dansk side har vi flyttet dele af vores engagement til Ghana frem for Mali som ellers planlagt. Men udfordringerne kan ikke alene håndteres ved at flytte styrkebidrag, baser og træningsmissioner til nye lande, hvis man i de nye lande, blot fortsætter i samme interventionsmønster. Det er som nævnt helt afgørende, at liberale interventionsaktører også kigger indad.

Fejlslagne interventioner

I takt med at Rusland og Wagnergruppen har vundet stadigt mere terræn i Afrika, er kritikken af Wagnergruppen ligeledes tiltaget. Den i øvrigt meget velbegrundede kritik af Wagnergruppens dokumenterede grusomheder i blandt andet Mali og CAR må imidlertid gå hånd i hånd med en indadrettet kritik af liberale interventioners egne akilleshæle. Og en erkendelse af at ikke alle akilleshæle og fejltrin alene er historisk fjerne begivenheder. Af nutidige eksempler kan nævnes Frankrigs samarbejde med lokale og brutale styrker i Mali under Barkhane operationen fra 2015-2022, og anklager om at internationale fredsbevarende styrker i CAR havde misbrugt børn i bytte for mad og penge, der kom frem i 2016, hvor nogle af de påståede gerningsmænd var franske FN-styrker.

Hvor europæiske og amerikanske interventionsaktørers egne mangler og fejltrin ikke adresseres, vil det bidrage til at skabe flere antivestlige argumenter og derved gøde jorden for desinformation og russiske påvirkningskampagner, der i sidste ende skaber modstand mod liberale aktørers engagement på det afrikanske kontinent. Ruslands indflydelse øges nemlig også på baggrund af mangeårige liberale interventioner, der for ofte hverken har leveret den stabilitet eller de forbedrede leveforhold, som både liberale interventionsaktører og afrikanske partnerlande forventede.

Modsvaret risikerer at blive ikke-liberalt

Dertil kommer den risiko, at liberale interventionsaktørers iver efter at modgå Ruslands indflydelse i nogle tilfælde risikerer at legitimere skridt i en ikke-liberal retning. Europæiske staters brug af desinformation for at matche Ruslands indflydelsesstrategi i informationsdomænet er blot ét eksempel. I 2020 fjernede Facebook netværk med tråde til det franske militær for at benytte falske konti til at lave informationskampagner. Det gør blandt andet, at liberale interventionsaktører risikerer at blive opfattet som dobbeltmoralske.

I Frankrig gentænker man netop nu med hvilke redskaber, man fremover skal føre sin ’information warfare’. Spørgsmålet om, hvordan ’liberale’ aktørers modsvar på russisk desinformation bør se ud, er relevant for alle liberale interventionsaktører. For hvilke principper bør karakterisere modsvaret, hvis det ikke blot skal være identisk med Ruslands?

Pragmatisk sameksistens med Rusland

Parallelt med vores egen selvransagelse bør vi også huske på, at nogle interventioner – både i FN og EU regi – ind til for ganske nyligt har sameksisteret i større eller mindre grad med russisk tilstedeværelse flere steder på det afrikanske kontinent. Et eksempel ses i CAR, hvor Rusland leverede våben til de nationale sikkerhedsstyrker, herunder soldater, som så blev uddannet af europæiske styrker i forbindelse med EU’s træningsmission. EU’s egen mission var forhindret i at støtte styrkerne direkte med våben, hvilket EU selv anerkender svaghederne i. Når EU udelukkende tilbyder træning af nationale styrker, men ingen våben og et mandat der ikke tillader direkte støtte i kampen mod rebelgrupper – er det måske ikke svært at forstå, at CAR har vendt sig mod Rusland og Wagnergruppen. I den forstand har russiske aktører kunnet tilbyde en assistance, som liberale interventionsaktører ofte ikke har kunnet eller villet levere.

Lignende problemer gør sig gældende andre steder. I Mali havde EU’s træningsmission heller ikke mandat til at levere våben til de styrker, som modtog træning. Inden Ruslands krig i Ukraine lod der til at være en grad af pragmatisk sameksistens mellem FN og EU på den ene side og Rusland – herunder Wagnergruppen – på den anden. FN-rapporter beskrev for eksempel, hvordan FN-missionen i CAR, MINUSCA, afholdt koordinerende møder med russiske rådgivere og evakuerede russiske instruktører, der havde brug for lægebehandling. Ofte var de rådgivere og instruktører enten direkte fra Wagnergruppen eller koordinerede tæt med gruppen og andre dele af Prigosjins forretningsimperium i CAR.

Historikken er væsentlig, fordi den understreger kompleksiteten i de politiske dynamikker, som gør sig gældende ikke alene i CAR, men mange andre steder. Og konklusionen er tydelig: Rusland lukkede et sikkerheds- og interventionshul i forhold til EU’s træningsmissioner i CAR, og det kunne – inden krigen i Ukraine – ses som en pragmatisk løsning også fra europæisk side.

Behov for at gentænke liberale interventioner

En sidste udbredt myte er, at liberale interventionsaktører ofte formoder, at hvis de selv ønsker at være til stede i et givent afrikansk land, kan de betragte sig selv som inviterede. Den antagelse står i vejen for den gentænkning, som er nødvendig for at imødegå Ruslands ambitioner. Det bliver svært at begrænse russisk indflydelse, hvis kritikken fortsat alene rettes udad. De steder, hvor liberale interventionsaktører fortsætter med at levere uden at lytte – herunder de steder hvor militærbaser flyttes fra et land til et andet, mens man fortsætter i samme spor – risikerer liberale interventionsaktører både at undervurdere nødvendigheden af gentænkning og derfor også at opleve nye fravalg fra lande, man ellers gerne vil have som partnere. Det fravalg oplevede man jo for nylig i både Mali og Burkina Faso.

Hvad gør vi så, hvis ikke vi bare kan fortsætte efter samme interventionsmønster, som vi plejer – og ikke naivt kan vente på, at vi igen inviteres ind? Det er afgørende at lytte til og imødekomme afrikanske dagsordener, hvor liberale interventionsaktører kan tilbyde noget. Vi må forstå og acceptere, at vores problemer og udfordringer ikke nødvendigvis ses som de vigtigste på det afrikanske kontinent. Det kræver blandt andet, at Europa engagerer sig på et højere politisk niveau, end vi ofte er parate til i dag og fra et mere ydmygt udgangspunkt. Et langsigtet ligeværdigt partnerskab med afrikanske stater bør være på liberale interventionsaktørers agenda. Det ville være et første skridt i den rigtige retning.

Samtidig bliver det uundgåeligt for liberale interventionsaktører at skulle navigere i en række nye dilemmaer, som ikke forsvinder af sig selv. I CAR giver minister og præsidentrådgiver Fidéle Gouandjika for eksempel udtryk for, at franske og amerikanske aktører er velkomne: ”Vi accepterer dem [Wagnergruppen], og vi ville elske at have den franske fremmedlegion, lejesoldaterne fra Frankrig eller fra USA, som i Irak, til at komme og hjælpe os. Det ville vi ikke have noget problem med. Vi vælger ikke farven på det vand, der slukker ilden i vores land”. De vil altså gerne samarbejde med liberale aktører, men samtidig også med Wagnergruppen.

Men det er langt fra uproblematisk for liberale interventionsaktører at være til stede i et land, hvor man skal operere parallelt med Wagnergruppen og dermed implicit gennem sin tilstedeværelse acceptere et partnervalg, som for eksempel indebærer straffrihed for Wagnergruppens medlemmer. Det meste af Wagnergruppens ovenfor beskrevne økonomiske engagement i CAR er uofficielt. Ikke alene finansierer det Wagnergruppens aktiviteter, det er også med til at udhule den stat, som gruppen opererer i. Regeringen i CAR får ringere muligheder for at levere services herunder sikkerhed til deres befolkning. En politisk elite kan således blive mere modtagelig over for Rusland og Wagnergruppen, der holder regimet ved magten, end over for sin egen civilbefolkning. Når Wagnergruppen i CAR udhuler statens evne til at levere services til landets befolkning, kan liberale aktører så samtidig finansiere for eksempel skolebyggeri, mens dele af skattepengene tilfalder Wagnergruppen?
Det og mange andre svære dilemmaer rækker langt ud over, om man skal gøre lidt mere eller lidt mindre af det, man plejer. Dilemmaerne rejser mere grundlæggende spørgsmål:

Hvordan kan liberale interventioner gentænkes? Hvilke liberale principper og idealer er det vigtigst at stå fast på – og hvordan? Er der nogle aspekter af det, der gør Europas og USAs støtte ’liberal’, som det er mindre omkostningsfuldt at gå på kompromis med end andre? Kan demokrati for eksempel være en gradvis proces, der indfinder sig på sigt? Måske. Men det kræver, at liberale aktører er inviteret i første omgang.