EU's ønske om energiuafhængighed er uforeneligt med grøn omstilling
Årtiers ignorance over for, at Ruslands præsident ikke spiller efter det internationale nodeark, har gjort EU sårbart og udsat. Ikke blot havde vi ladet Gazprom fortsætte med at sende store mængder gas ind gennem eksisterende gaslinjer. Vi har også tilladt, at en ny – direkte – vej gennem den fredelige Østersø blev gjort tilgængelig for den russiske gas. Denne fejlvurdering ser vi nu udmønte sig i paniske politiske tiltag, der risikerer at sætte den grønne omstilling under pres og fordybe klimatruslen.
EU’s afhængighed af russisk gas ramte os som et godstog, da Rusland invaderede Ukraine. Det, der i virkeligheden burde have været afværget for flere år siden, rykkede pludselig op på den sikkerhedspolitiske førsteplads. Årtiers ignorance over for, at Ruslands præsident ikke spiller efter det internationale nodeark, havde gjort EU sårbart og udsat. Ikke blot havde vi ladet Gazprom fortsætte med at sende store mængder gas ind gennem eksisterende gaslinjer. Vi havde også tilladt, at en ny – direkte – vej gennem den fredelige Østersø blev gjort tilgængelig for den russiske gas. De fleste er efterhånden på fornavn med Nord Stream-ledningerne. Men deres betydning for den russiske gasstrategi og Ruslands ønske om at bruge gasforsyning som politisk pressionsmiddel er stadig undervurderet. Rusland ville med den direkte adgang til det tyske fastland via Østersøen lige så stille udgrænse og udmarve Ukraine, hvor de andre gaslinjer transitter gas ind i EU. Denne fejlvurdering ser vi nu udmønte sig i paniske politiske tiltag, der risikerer at sætte den grønne omstilling under pres og fordybe klimatruslen.
Mens den russiske gas stadig flyder ind i Europa trods russiske trusler om at lukke rørledningen Nord Stream 1 som svar på Tysklands beslutning om at stoppe behandlingen af dens tvilling Nord Stream 2, kunne Europa se sin grønne strategi om at bruge naturgas som en trædesten over mod den fulde grønne omstilling falde fra hinanden for åben skærm. Som krigen blev voldsommere, og energi blev et våben – hvilket det længe har været i russisk optik – rykkede den grønne omstilling længere og længere væk. Naturgassen udgør nemlig en vigtig brik i omstillingen fra de mere forurenende brændsler olie og gas. Og selvom vi har erklæret højt og flot, at de fossile brændsler hører fortiden til, afhænger hele planen om udfasning faktisk af netop den fossile naturgas. Her var Nord Stream 1 og 2 helt centrale for især den tyske omstilling. Derfor var gode råd dyre, da Europas afhængighed af det krigsførende Rusland blev blotlagt. For hvad gør Europa lige nu uden russisk gas? Og hvordan gennemføres den grønne omstilling uden gassen som trædesten?
Svaret kom i den forgangne uge. En ambitiøs plan, der indeholdt en målsætning om at udfase russisk gas på rekordtid uden at gå på kompromis med den grønne omstilling. 2/3 af gasimporten fra Rusland –155 bcm gas – skal være skåret væk inden nytår. ”It’s hard. It’s bloody hard.” udtalte vicepræsidenten for EU’s Green Deal Frans Timmermans. Sprogbrug, han også brugte, da EU sidste år præsenterede sin klimastrategi Fit for 55. Dengang var målet en ambitiøs, men realistisk reduktion på 100 bcm gas i 2030. Bloody hard dækker åbenbart over flere grader af svært.
Det er svært at skifte spor i energipolitikken. Det tager tid. Men lige netop tid er det, EU ikke synes at have. Gassen er blevet et spørgsmål om sikkerhed – ikke bare kedelig forsyningssikkerhed, men militær sikkerhed, som det ses i Ukraine lige nu. Forskning har vist, at bruges ordet sikkerhed af lovgivere om et problem, sættes et særligt sæt af mekanismer i gang i den politiske proces: Man tilsidesætter normale forretningsgange og fokuserer enøjet på at minimere sikkerhedstruslen. Man bliver i stand til at handle meget hurtigt – nogle gange for hurtigt.
Beslutninger, som kan lappe et hul her og nu – i denne situation en konkret mangel på naturgas – kan se fornuftige ud, når projektøren kun rettes mod denne mangel. Men faren er, at man i denne sikkerhedspolitiske undtagelsestilstand finder løsningen i at opføre ny infrastruktur, der kan erstatte gas med… gas. Der er sandsynligvis allerede gang i en hektisk afsøgning af, hvorvidt der kan findes nye gasfelter eller genopstartes for tiden nedlukkede gasfelter i Europa for at udfylde det hul, som den russiske gas efterlader. Et bud på et sådant felt, der allerede har ramt danske medier, er det danske felt Xana i Nordsøen, som er afdækket, men ikke taget i brug. Samtidig er EU ved at støvsuge det globale marked for flydende naturgas, såkaldt LNG. Spørgsmålet er, om det er den rigtige beslutning at satse på at finde og etablere infrastruktur til ny gas. Var tiden ikke løbet fra afsøgning og ibrugtagning af nye felter på grund af klimakrisen? Og sætter vi andre landes omstilling i stå ved at overbyde dem på LNG-markedet? Det har vi efter alt at dømme ikke tid til at diskutere i sikkerhedspolitikkens paniktilstand.
En anden snuptagsløsning for at løse gaskrisen er allerede udmeldt af Tyskland: Man kommer til at brænde kul i længere tid end påregnet. Og den udmelding kom dengang, det kun var Nord Stream 2-linjen, der var sat i bero. Hvor meget kul er der tale om, hvis det skal dække 2/3 af importen fra Rusland?
RePowerEU-planen bærer præg af denne sikkerhedspolitiske undtagelsestilstand. Og det går stik imod den langsomhed og vanetænkning, der normalt præger energipolitikken, og som efter mange sværdslag havde sat kurs efter den grønne omstilling. Samtidig udsender RePowerEU et signal om, at hvis vi formår at skære ned på russisk gas inden nytår, har vi afværget den største trussel: europæisk afhængighed af russisk gas. Det er dog formodentlig ikke rigtigt, at slaget er vundet, hvis vi slipper fri af russisk gas på rekordtid. For selvom planens ambition er, at EU skal producere energi ”the green way”, vil tunnelsynet i sikkerhedspolitikken sandsynligvis skære en tå og hugge en hæl på de grønne ambitioner, der skulle undgå en anden global trussel, nemlig klimatruslen. Udsættelse af udfasningenaf kul og igangsættelse af nye gasfelter er netop eksempler på, at den grønne plan er under pres. Man skaber en meget konkret stiafhængighed, som vil forme energipolitikken i mange år frem. Sådan er energi-infrastrukturens væsen. Den bider sig fast.
EU kan ikke klare sig uden gas på mellemlang sigt, hvis olie og kul også skal udfases efter planen om grøn omstilling. Med de nuværende energiteknologier og den nuværende infrastruktur mangler der en stabil energiform, der ikke afhænger af sol og vind, for at Europas husstande, virksomheder og industri kan fungere. Og derfor kommer svaret på den akutte trussel sandsynligvis til at være at erstatte fossilt med fossilt. Til skade for den langsigtede afværgelse af den trussel, som virker mindre akut lige nu, men nok ikke er det: klimatruslen. Truslen fra afhængigheden af russisk gas er reel. Men den akutte løsning på den ser ud til at medføre en fordybelse af den klimatrussel, som allerede viser tænder.
Når krigens logik indtager politikken, har fornuften det svært. Man har ikke tid til at afveje for og imod eller til at tage et skridt tilbage og se på helheden. Det bliver i sandhed bloody hard. Lad os håbe, at vi ikke får gjort ondt til værre med de løsninger, vi finder.
DIIS Eksperter
