Krisen om Kaliningrad sendte EU på uforudset kollisionskurs med Moskva
”Vores modtræk bliver ikke af diplomatisk karakter”. Sådan lød meldingen fra det russiske udenrigsministerium i juni 2022 ovenpå Litauens meddelelse om, at man i overensstemmelse med EU´s sanktioner fra nu af ville blokere for russiske varer til og fra den russiske eksklave Kaliningrad.
Kaliningrad ligger klemt inde mellem Litauen og Polen, og på grund af sin beliggenhed har denne lille og afsondrede del af Rusland længe været lidt af en hovedpine for Europa. Problemstillingen blev ikke mindre i starten af nullerne, da de baltiske lande og Polen kom med i EU. Hvordan kunne man sikre, at der fra russisk side stadig var adgang til at flytte personer og varer frem og tilbage til Kaliningrad uden at blive begrænset af, at man skulle igennem EU- og NATO-territorium?
Det spørgsmål fandt man en løsning på, men med sanktionerne mod Rusland dukkede pludselig et nyt spørgsmål op. Hvis vi har restriktioner over for Rusland, gælder de så ikke også Kaliningrad? Det mente Litauen, og derfor sendte landet i juni 2022 en meddelelse til guvernøren i Kaliningrad: Litauen ville stoppe al handel af sanktionsbelagte varer fra Rusland til Kaliningrad, fordi der i så fald ville være tale om transit gennem EU-territorium, hvilket også var omfattet af sanktionerne. Det skabte enormt oprør i Moskva, som truede med omfattende tiltag – og ikke kun af økonomisk karakter - overfor Litauen.
”Fix det”
Krisen omkring Kaliningrad er et af eksemplerne i Kim B. Olsens rapport The Sanctioning of Warfare på de udfordringer, der kan være med at lave sanktioner.
- Balladen om Kaliningrad var en uforudset konsekvens af EU´s sanktioner mod Rusland. Litauen argumenterede for, at de jo bare implementerede de sanktioner, man var blevet enige om i Bruxelles. Men i Bruxelles blev man temmelig bekymrede, for man havde overhovedet ikke tænkt Kaliningrad som et sted, man skulle have en konfrontation med Moskva, siger Kim B. Olsen.
Det er stadig uklart, hvorfor der ikke var nogen, der fangede problemet med Kaliningrad, mens sanktionerne blev udformet. Nogle påstår, at manglen på sikkerhedspolitiske eksperter i processen betød, at man ikke havde fornødent blik for problemet. Andre anklager den litauiske delegation for ikke at råbe vagt i gevær, selvom de vidste, at Kaliningrad ville være et følsomt emne for Rusland. Litauens motiv skulle være, at sanktioner, der også inkluderede transit mellem Kaliningrad og resten af Rusland, ville ramme Rusland ekstra hårdt. I sidste ende blev der dog fundet en løsning på problemet.
- Når det ikke endte i en konfrontation, skyldes det blandt andet, at især amerikanerne og tyskerne til sidst sagde til Litauen og EU-Kommissionen: ”Fix det her, Kaliningrad er ikke et af de steder, hvor vi skal slås med Rusland. Hvis vi virkelig skal have en konfrontation med russerne, så vælger vi det selv. Det skal ikke være over det her lidt tilfældige spørgsmål.” Og så fik EU-Kommissionen lavet en teknisk løsning, hvor man gav mulighed for handel med nogle af de sanktionerede produkter op til en vis grænseværdi. På den måde kom man ud af kattepinen, siger Kim B. Olsen.
En lektie til fremtiden
Men selvom balladen om Kaliningrad blev løst på fredelig vis, rummer episoden ifølge Kim B. Olsen stadig en lektie, som vi skal være opmærksomme på.
- Kaliningrad-krisen understreger betydningen af, at de forskellige dele af en sanktionspakke er ordentligt tænkt sammen. I dette tilfælde manglede der tydeligvis den nødvendige integration mellem de geoøkonomiske og sikkerhedspolitiske strukturer – både i EU, men også mellem EU og NATO. Ved at lave et omfattende sanktionsinstrument med økonomiske midler kom vi lige pludselig ind i en sikkerhedspolitisk dynamik, som EU overhovedet ikke havde forestillet sig og slet ikke havde nogen interesse i. Vores sanktioner mod Ruslands krigsførelse gav her en utilsigtet konsekvens, der var ved at bringe selvsamme krigsførelse tættere på vores egne grænser. Det skal vi gerne undgå fremadrettet.
