Europæisk politik har ikke været så formbar siden EU's grundlæggelse. Vil undtagelsespolitikken også brede sig til klimahandling?

EU-finansierer våben til Ukraine og blandt andre Tysklands og Danmarks forsvarsbudget står til at øges til 2 procent af BNP. Samtidig har EU igangsat hidtil usete sanktioner mod Rusland og Unionen leder desperat efter alternativer til russisk energi. Tiden hvor EU - med den tidligere belgiske udenrigsmininister Mark Eyskens ord - er en økonomisk kæmpe, en politisk dværg og en militær orm er ved at blive fortid. Dermed er EU´s grundlæggende funktionsmåde og selvforståelse under forandring.

Fra evig fred til eksistentielt forsvar 

Fra Kul- og Stålunionen over udviklingen af det indre marked er EU bygget på en ide om, at gensidig økonomisk afhængighed udgør kernen i det europæiske fredsprojekt efter 2. Verdenskrig. Som den daværende Præsident for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy formulerede det i sin tale da EU modtog Nobels Fredspris i 2012. “As a successful example of peaceful reconciliation based on economic integration, we contribute to developing new forms of cooperation build on exchange of ideas, innovation and research.” EUs modus operandi har således bygget på en forening af økonomisk egeninteresse og idealistiske fredsidealer i ét samlet politisk projekt. 

Det var i denne ’kantianske’ ånd om evig fred, at EU etablerede og operationaliserede sin egen forsvars- og sikkerhedspolitik i 2003. Den handlede ikke om traditionel sikkerhedstænkning, hvor det europæiske territorium og dets borgere skulle beskyttes, men snarere om at skabe en fredfyldt verden gennem langsigtede missioner, der var fokuseret på at fremme europæiske værdier og typisk foregik i lande langt væk fra Europas geografiske kerne. EU’s nye magt på den globale scene blev analyseret som civil og tilmed normativ, hvilket kunne lade sig gøre, fordi Europa havde NATO og USA's sikkerhedsgaranti at falde tilbage på.

Den rene opdeling mellem forsvars- og sikkerhedspolitik i NATO-regi og økonomisk politik i EU, blev udfordret under Ruslands annektering af Krim i 2014, og serien af terrorangreb organiseret af Islamisk State i 2014 og 2015. I kølvandet herpå udviklede EU sin Globale Strategi, der gjorde klart, at ”blød magt ikke længere er nok”, og at det derfor er nødvendigt at ”styrke EU som et sikkerhedsfællesskab, der er parat til at afskrække, svare igen og beskytte sig selv imod eksterne trusler”. Med valget af Donald Trump til præsidentembedet i 2016 og den afledte tvivl om NATOs musketered, fik EU for første gang et politisk imperativ til at udvikle sin egen sikkerhedspolitik. 

Siden da har EU fulgt hensigtserklæringerne op med en række konkrete initiativer herunder lanceringen af en ny forsvarsfond, der skal støtte forskning og indkøb af militært isenkram, og igangsættelse af en EU-lov, der gør det muligt for villige EU-lande at indgå i et såkaldt ’permanent struktureret samarbejde’ om at samordne militære indsatser og udvikle kapaciteter i fællesskab.

Flere initiativer er kommet til, herunder den europæiske fredsfacilitet, som trådte i kraft i 2021 med et budget på 5,7 milliarder euro og som - trods navnet - kan bruges til direkte at finansiere våben til tredjelande. Siden efteråret har EU diskuteret anvendelsen af fonden til militær støtte af Ukraine, hvilket nu er blevet en realitet. Forarbejdet muliggjorde, at EU under en uge efter Putins invasion af Ukraine kunne beslutte at bruge cirka 500 millioner EUR på våben til støtte i ukrainernes kamp mod Putin.

Det er historisk, at flere lande vil øge deres forsvarsbudget til over 2% af BNP, og at EU finansierer våben i en konflikt, men handlingerne er muliggjort af årtiers gradvis udvikling. Det egentlige jordskred i Bruxelles er dog, at den herskende økonomisk-rationelle og bureaukratiske logik, der har hersket siden Kul- og Stålunionens grundlæggelse er udfordret af en sikkerhedspolitik logik, hvor hurtige, ekstraordinære beslutninger træffes. Som en EU-diplomat udtrykte det, er tænkningen delvist overgået til en krigsøkonomisk logik på tværs af politikområder. 

Må det gøre ondt i EU?

Den sikkerhedspolitiske undtagelse spreder sig ud over forsvarspolitikken. Tro mod EUs økonomiske snarere end sikkerhedspolitiske rationale er Unionens import af energi og sjældne jordarter enorm og har været stigende i de seneste 20 år. Cirka 60% af EUs energi importeres, og af EU-import kom over 40 procent af gassen; 25 procent af olien og næsten halvdelen af kullet fra Rusland (i 2019 tal). 

EUs sanktionsregime har været handlekraftigt, og på flere områder mere gennemgribende end USA og Storbritanniens, men Tyskland fører an i en undtagelse af energi fra EUs sanktionsregime trods amerikansk og britisk boykot. En boykot af russisk energi indgår således ikke i EU-Kommissionens nye plan om energisikkerhed, der skal sænke gasimporten fra Rusland med to tredjedele i år gennem diversificering af energiimport, ny vedvarende energi og energibesparelser.

Den tyske regering tager andre markante tiltag herunder at stoppe Nordstream 2 gasledningen og investere 200 milliarder euro til energiomstilling inden 2026. Men ifølge Kansler Olaf Scholtz er energiimport ”så essentiel for borgernes offentlige goder og almindelige hverdag”, at de ikke kan støtte et EU-boykot. Hensynet til den europæiske forbruger frem for den sikkerhedspolitiske logik viser med al tydelighed skillevejen mellem traditionel økonomisk tænkning og den krigsøkonomiske undtagelse.

Balancen mellem normalitet og undtagelse bliver i de kommende måneder og år, det svære politiske dilemma, der kommer til at forme Unionen. Vil vi i fremtiden se øgede sanktioner og totalboykot af russisk energi eller fortsætte en gradvis (og temmelig langsom) omstilling af energisektoren? Vil EU blive ved med at boykotte russiske medier og lukke af for relationer ikke blot til Kreml, men hele det russiske samfund? Skal EU udvides mod øst? Hvilke og hvor mange flygtninge vil EU velkomme? Skal EU acceptere store og langvarige budgetunderskud og europæisk solidaritet? Og vil undtagelsespolitikken brede sig til klimahandling?

Det metal som europæisk politik er gjort af, har ikke været så glohedt og formbart siden Unionens grundlæggelse. De politiske aftaler der nu smedes i skyggen af ukrainernes overlevelseskamp, vil derfor forme Europa i generationer.

Artiklen er en revideret version af et indlæg bragt i Altinget 10. marts 2022.