Har Vesten retten på sin side?

Ruslands intervention i Ukraine er en klokkeklar overtrædelse af folkeretten. Uanset om NATO-landene burde have set, at de russiske krigsforbrydelser var undervejs og i tide skulle have taget faresignalerne mere alvorligt, er konfrontationen med – og sanktionerne mod – Rusland efter invasionen selvklart legitim og nødvendig. Det er ikke til diskussion! Men begrundelserne for at fordømme Ruslands krænkelser af Folkeretten fremstår hule og selvmodsigende, når man konstaterer, at der gælder andre regler for USA, resten af Vesten og deres venner. Rusland truer europæiske demokratier, men er hverken værre eller bedre end USA, når det kommer til at føre krig i strid med folkeretten.

Vender man sit fokus mod den vestlige verden med USA i spisen og Israel som alliancepartner, tegner der sig et ubehageligt og dystert billede, hvor den fine retorik om en regelstyret verden undergraves af de vestlige staters egen praksis. I den sammenhæng er EU’s udenrigspolitiske profil og dermed også Danmarks ganske tvetydig.

 Profilen er tvetydig, fordi EU-staterne skal være enige, og det er de ikke, når det kommer til kontroversielle emner som fx Mellemøstpolitikken. Men der er heller ikke enighed, når det gælder forholdet til EU’s vigtigste økonomiske og sikkerhedspolitiske samarbejdspartner USA. Det er dog tydeligt, at man i de europæiske hovedstæder ikke vil udfordre USA, og regeringerne forholder sig derfor reelt passive, når USA giver sin opbakning til entydige overtrædelser af folkeretten eller selv står for dem. Denne påstand vil givet vis blive mødt med forarget afvisning og beskyldning om overdrivelse eller forvrængning af de faktiske forhold. Ikke desto mindre er der eksempler nok til at understøtte den.

USA overtræder folkeretten

USA har principielt selv hævet sig over folkeretten. Som Kina, Rusland og Israel står USA uden for Den Internationale Straffedomstol - FN’s internationale krigsforbryderdomstol. Processen med at oprette domstolen startede med Rom-statutten i 1998, som USA nølende underskrev, men underskriften blev af Bush trukket tilbage i januar 2001, fordi han mente, at udsendte soldater fra USA uretmæssigt kunne blive dømt ved domstolen. I 2020 sanktionerede USA medlemmer af domstolen, fordi den undersøgte om amerikanske soldater havde været involveret i krigsforbrydelser i Afghanistan. I april 2021 ophævede Biden sanktionerne, men fastholdt stærk kritik af domstolen og understregede, at USA er klart imod, at amerikanske soldater i Afghanistan og israelsk mandskab i Palæstinakonflikten falder ind under domstolens myndighed. Israel står uden for domstolen, fordi israelske bosættere risikerer retsforfølgelse ved den – og Kina anser institutionen for at være indblanding i suveræne staters interne forhold. På trods af at USA står uden for domstolen, argumenterer Biden for, at Rusland begår krigsforbrydelser i Ukraine, og at Vladimir Putin og russiske soldater skal stilles for domstolen.  

I sin nationale sikkerhedsstrategi fra september 2002 gjorde Bush-regeringen det til et princip, at USA forbeholder sig ret til – unilateralt og uden FN-mandat – at gennemføre forebyggende angreb på suveræne stater. I Foreign Affairs kritiserede Madelaine Albright politikken med spørgsmålet: ”Do we really want a world in which every country feels entitled to attack any other that might someday threaten it?” Og hun gik videre til at sammenfatte debatten om at indlede krig mod Irak: ”U.S. officials declared that America would act against such threats when and wherever necessary, regardless of international law, notwithstanding the doubts of allies, and without concern for the outrage of those who might misunderstand U.S. actions. America, said the president, had no choice but to go to war to prevent its enemies from obtaining more weapons or growing more powerful. And so the United States duly went to war against Iraq, despite having convinced only four members of the UN Security Council to back the action”.

Men i forlængelse af USA’s ”unilaterale privilegier”, der ifølge Bush stod over folkeretten, indledte amerikanerne – med bl.a. dansk opbakning – angrebskrigen i Irak. Både under og efter krigen er det kommet frem, at amerikanske soldater begik krigsforbrydelser i Irak, bl.a. dokumenteret af uhyggelige billeder fra Abu Ghraib-fængslet (se blandt andet: Jeremy Brecher, Jill Cutler, Brendan Smith (eds.): In the Name of Democracy: American War Crimes in Iraq and Beyond).

Og i 1999 fra marts til juni havde NATO gennemført en bombekampagne mod Serbien uden FN-mandat – med begrundelsen om at beskytte separatistgrupper og civile i Kosovo. Da var Clinton præsident – og Albright selv udenrigsminister. Også ved den lejlighed støttede Danmark en krig uden et mandat fra FN. Dette er grundigt undersøgt i den uvildige udredning om Danmarks militære engagement i bl.a. Kosovo. Der kunne på grund af Kina og Ruslands modstand ikke tilvejebringes et mandat i Sikkerhedsrådet, og Danmark valgte at støtte NATO’s kampagne, der begrundede sig i, at Serbien stod bag etnisk udrensning. Som de skriver i krigsudredningen, skulle man vælge mellem at beskytte civilbefolkningen mod krigsforbrydelser og gå i krig uden FN-mandat eller man skulle følge FN. Man valgte det første.

I Mellemøsten accepterer USA, at Israel undergraver folkeretten

I 1967 besatte Israel Golan i det sydvestlige Syrien. På trods af to resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd (242 og 338), der kræver, at Israel respekterer princippet om staters ukrænkelige suverænitet og iværksætter en tilbagetrækning fra bl.a. Golan, har Israel insisteret på ikke blot at kolonisere territoriet (gennem bosættelser og etablering af erhvervsvirksomheder), men har i 1981 formelt annekteret området. Alt dette er sket i strid med folkeretten. I 2019 erklærede præsident Trump – igen, i strid med folkeretten – at USA anerkender Israels annektering af Golan (en ny bosættelse i Golan fik da også navnet Ramat Trump - Trump Heights). Under Ukrainekrigen har Bidens administration fastholdt, at USA anerkender Trumps erklæring og blåstempler dermed Israels brud på folkeretten. 

Israel har altså USA’s fulde opbakning til ”af sikkerhedsmæssige grunde” at overtræde folkeretten. Som bekendt var ”sikkerhedsmæssige grunde” også Putins begrundelse for at starte sin illegale krig i Ukraine. I 2020 anerkendte Trump fuld israelsk suverænitet over Jerusalem, flyttede USA’s ambassade til byen og lukkede konsulatet i Østjerusalem, der havde fungeret som diplomatisk base for amerikansk dialog med palæstinenserne. Biden har bekræftet placeringen af den amerikanske ambassade i Jerusalem og udskudt genåbningen af konsulatet på ubestemt tid, hvilket af både palæstinenserne og Israel tolkes som, at USA ikke anser Jerusalem som en delt by (hele Jerusalem er under israelsk suverænitet), hvilket er i strid med FN’s definition af Jerusalem, og Biden er således også på dette punkt i strid med folkeretten.

Og i EU? Her fastholder man – i overensstemmelse med folkeretten og FN’s linje – at Jerusalems status ikke er afgjort, men har blot passivt set til, at USA og Israel bryder folkeretten og har dermed de facto accepteret Trumps beslutning. Mønstret er klart: Som med krigsforbrydelserne i Gaza, de ulovlige bosættelser på Vestbredden, Israels udmelding om at ville annektere store dele af Vestbredden, kritiserer EU-lederne overtrædelserne, men hurtigt bliver de den nye normal. Det samme gjaldt under COVID-19-pandemien, hvor Israel i strid med Genevekonventionen fralagde sig ansvaret for den palæstinensiske befolkning i de besatte områder.

Det er således tydeligt, at USA – og dermed indirekte EU, der ikke modsætter sig USA's linje – politisk insisterer på, at folkeretten skal fortolkes forskelligt for Vestens venner og fjender. Det er næppe befordrende for at samle opbakning til en ”regelstyret international orden”, som både Biden og Danmark ellers vil arbejde for. Også USA’s venner og allierede i Mellemøsten fortolker folkeretten meget frit – undtagen når de selv har brug for dens beskyttelse i ånd og bogstav.

I 2011 blev et FN-mandat, der legitimerede brug af militære midler til at beskytte civilbefolkningen i Libyen mod den libyske diktator Gadaffi, omtolket af NATO til at gennemføre en egentlig angrebskrig mod diktatoren. Det vakte dengang Kinas og Ruslands vrede og var en vigtig grund til, at de to vetomedlemmer i FN’s Sikkerhedsråd blokerede for resolutioner vedrørende Syrien. Man kan jo ikke stole på USA og Vesten, argumenterede de. Og da Udenrigspolitisk Nævn i 2013 drøftede eventuel dansk deltagelse i en krig mod Syrien, udtalte formanden for nævnet, Mette Gjerskov (S), at ”danskerne skulle vænne sig til at gå i krig uden FN-mandat” uden at udtalelsen skabte den store debat i den danske offentlighed. Tænk hvilket ramaskrig, det ville have skabt, hvis Putin havde sagt det samme. Det er indlysende, at Rusland udgør en trussel mod de europæiske demokratier. Som sådan skal Rusland standses, og det er derfor stærkt tilfredsstillende, at den danske befolkning står samlet bag konfrontationen og sanktionerne mod Rusland.

At Vesten har svært ved at leve op til folkeretten legitimerer hverken Ruslands krig eller andre autoritære staters overgreb, men det udhuler til gengæld den vestlige retorik – i hvert fald uden for Vesten. Måske er mange vestlige ledere klar over, at deres retorik klinger hult, men de kan glæde sig over, at den i det ukrainske tilfælde synes særdeles effektiv på hjemmefronten. I Danmark er der fx et helt unikt sammenhold om at boykotte Rusland. Men uden for Vesten preller argumenterne af – her ses USA som den stat, der har ført flest krige uden FN-mandat med kolossale menneskelige ofre til følge og dermed som den stat, der oftest overtræder folkeretten.

I Vesten kan vi måske acceptere, at antallet af ofre for USA’s krige i Mellemøsten siden 9/11 ifølge en opgørelse fra Brown University tæller mere end 900.000 menneskeliv, fordi krigene – herunder Irakkrigen uden FN-mandat – er sket med de bedste intentioner om at ville garantere sikkerheden for de vestlige, demokratiske samfund. Det er der i mange stater og samfund uden for Vesten slet ingen forståelse for: Her vil man argumentere for, at tilsidesættelsen af folkeret med henvisning ”til sikkerhed” stadig er en overtrædelse af internationale regler – præcis som vi i Vesten affejer Putins argument om, at invasionen i Ukraine er begrundet i et forsvar mod NATO’s aggression.

To former for argumenter for krig

I Vesten bruger vi overordnet to argumentationsformer, når det handler om legitimeringen af krig. Den ene refererer til folkeretten og de hævdvundne principper om suverænitetens ukrænkelighed: Krig kan kun legitimeres, dersom en stat udgør en bevislig trussel mod andre stater, og dette stadfæstes af et mandat i FN’s Sikkerhedsråd. Iraks besættelse af Kuwait i 1990 var et entydigt eksempel på, at Irak havde forbrudt sig mod folkeretten og udgjorde en bevislig trussel mod andre stater, hvilket fik Sikkerhedsrådet til at bemyndige en ”koalition af villige stater” til at befri Kuwait fra den irakiske besættelse.

I 2003 lykkedes det derimod ikke at få et mandat i Sikkerhedsrådet til at føre krig mod Saddam Hussein. Men den danske regering mente, at det ikke var nødvendigt, eftersom Irak havde accepteret FN’s Sikkerhedsresolution 1441 i 2002, som Danmark mente, Irak overtrådte, og dermed var der et grundlag for at indlede krig i Irak. Det synspunkt stod Danmark dog ganske alene med, og det havde ikke opbakning i hverken Storbritannien eller USA.

Amerikanerne forsøgte ihærdigt at få et mandat af FN, men da det ikke kunne lade sig gøre, tyede de til den anden argumentationsform, som har sit grundlag dels i de teologiske teorier om ’retfærdig krig’, dels i den tyske filosof Immanuel Kants ideer om en fredsunion. En krig er retfærdig, dersom den situation, den skaber, er bedre end den, der var før krigen, fastslog de gamle kirkefædre: Hvis verden ville blive fredeligere efter krigen, ville krigen i Irak være retfærdig og legitimeret. Og i sin traktat om ”den evige fred” beskrev Kant i 1795, hvordan liberale republikker er langt mindre tilbøjelige til at gå i krig med hinanden end ikke-frie stater. Historisk er tesen overbevisende. Med henvisning til Kants demokratitese blev krigen i Irak derfor en krig for udbredelse af demokratiet: Dét ville skabe mere fred, og dermed ville krigen blive legitimeret som ’retfærdig’.

I en tale for The National Endowment for Democracy i november 2003 forklarede Bush, at formålet med krigen i Irak var at skabe demokrati, og at det skulle udbredes i hele Mellemøsten: ” Our commitment to democracy is also tested in the Middle East, which is my focus today, and must be a focus of American policy for decades to come. In many nations of the Middle East – countries of great strategic importance – democracy has not yet taken root. And the questions arise: Are the peoples of the Middle East somehow beyond the reach of liberty? Are millions of men and women and children condemned by history or culture to live in despotism? Are they alone never to know freedom, and never even to have a choice in the matter? I, for one, do not believe it. I believe every person has the ability and the right to be free”.

Historien viser, at demokratier næsten aldrig angriber andre demokratier, men til gengæld er stærkt motiverede til at gå i krig mod ikke-demokratier (se blandt andet Paul D. Miller: Just War & Ordered Liberty, Immanuel Kant: Til den evige fred og Georg Sørensen: ”International Politik efter 1945” i Lars Bo Kaspersen og Jørn Loftager (red.): Klassisk og moderne politisk teori)

Med andre ord veksler de liberale demokratier mellem folkeretten og den normative og teologisk funderede idé om ’retfærdig krig’, både når de legitimerer egne krige og fordømmer andres. Den vekselvirkning – eller rettere sammenblanding – i argumenterne accepteres i kredsen af liberale demokratier, men afvises af ikke-demokratiske stater (som der klart er flest af i verden): Her er en overtrædelse af folkeretten en overtrædelse – uanset hvor gode intentionerne end måtte være (undtagen når man selv gør det).

Alt dette betyder, at verden er langt fra at have en regelstyret international orden. Hvem, der er ven og fjende, afgøres mindre af folkeretten og mere af økonomiske interesser, magt, sikkerhed og landenes beskyttelse af deres egne former for politisk orden. Og sådan afgøres det, hvem der skal føres krig mod.

Enden på den liberale verdensorden

Fremfor at regionerne og de regionale stormagter søger tættere sammen om at skabe en regelstyret international orden, synes de aktuelt at drive længere fra hinanden i skabelse af nye forbund og alliancer, der stadig mere eksplicit ser andre som fjender og trusler. Fremfor en ny verdensorden, som vi håbede på med Berlinmurens fald for godt 30 år siden, er det internationale system i gang med at blive et anarkisk samfund af fjendtligsindede regioner, der driver længere fra hinanden. De stiver sig selv af med retoriske referencer til fortællinger om deres stolte civilisatoriske fortid, hvis storhed skal genskabes i fremtiden. Det ligner enden på den liberale verdensorden.  

Den tid er forbi, hvor USA som sejrherren i Den Kolde Krig kunne svinge taktstokken og diktere verdens stater, hvad der er ret og vrang. Som Samuel P. Huntington gjorde opmærksom på i Foreign Affairs i 1999, varede denne situation kun i kort tid og han talte derfor om ”the unilateral moment”. Han gjorde allerede i 1996 opmærksom på, at de forskellige regioner i verden fortolker global magt forskelligt, og at det ”af sikkerhedsmæssige grunde” derfor var stærkt nødvendigt at reformere det internationale samfunds diplomatiske system således, at alle ville blive ligeværdigt repræsenteret i et organ svarende til FN’s Sikkerhedsråd. Det var faktisk det, der lå i undertitlen på hans bog: Civilisationernes sammenstød. Mod en ny verdensorden (remaking of world order). Mens tesen om civilisationernes sammenstød blev berømt og berygtet og i vid udstrækning misforstået og misfortolket af ideologer til at betyde, at det er nødvendigt at bekæmpe andre civilisationer, ikke mindst den islamiske, blev Huntingtons egentlige budskab ignoreret og glemt. Det er måske med til at forklare, hvorfor verden i dag styrer direkte mod regionernes sammenstød med krig og fjendskab fremfor fred, dialog og samarbejde til følge.

Huntingtons bog var en advarsel om, hvad der kunne ske, hvis staterne ikke genskabte en verdensorden med fora, hvor sikkerhed kunne forhandles baseret på fælles regler. Det gad ingen høre på. I stedet forstod man i Vesten fuldstændig fejlagtigt hans budskab som en opfordring til at bekæmpe andre civilisationer.

Det er denne selvglade ignorance i begejstringen over sejren i Den Kolde Krig, der gjorde Vesten blind for den ikke-vestlige modstand mod en liberal verdensorden ledet af USA. Et USA, der ovenikøbet forbeholdt sig ret til at hæve sig over folkeretten og til at legitimere angrebskrige i den retfærdige krigs navn. Som George W. Bush fx gjorde det, da han i et interview med Watergate-journalisten Bob Woodward i The Washington Post udtalte, at de amerikanske værdier er universelle, fordi de er givet af Gud, og at krige begrundet i disse værdier derfor er evigt retfærdige. Det mente de dog ikke i Sydamerika, Mellemøsten, Indien, Kina og Rusland. Og det mener de heller ikke i dag. Derfor har Joe Biden mere end svært ved at overbevise sine gode venner i Mellemøsten, inklusive Israel og Tyrkiet samt i Indien og Østasien om, at de skal stå på hans side i kampen mod Rusland.

Selvom de danske medier har sendt deres Mellemøstkorrespondenter til Ukraine, er det ikke gået ubemærket hen i den danske offentlighed, at tætte arabiske allierede ikke engang har gidet tage telefonen, når Biden ringede. Derimod har de haft masser af tid til at tale med Putin og haft travlt med at invitere Syriens præsident Bashar al-Assad ind i varmen igen – alt imens de bejler stadig mere til Xi Jinping i Beijing.

Vesten er ikke årsagen til, at der popper transnationale jihadister og autoritære ledere op på den globale scene, som ikke vil acceptere den liberale orden. Men USA havde et ”unilateralt øjeblik” – efter sejren i Den Kolde Krig – hvor man, som Huntington anbefalede, kunne have genskabt en bæredygtig verdensorden. I stedet fulgte man Francis Fukuyamas råd i bogen Historiens afslutning og det sidste menneske om at tro på en naturlig, historisk bestemt, nærmest guddommelig skæbne, der ville gøre alle stater til liberale republikker (på samme måde som religionshistorikeren Peter L. Berger fejlagtigt engang profeterede, at alle religioner ville blive sekulariserede som protestantismen).

I stedet for at kigge udad og se mulighederne, forskellighederne og farerne, så USA og resten af Vesten indad og blev forelskede i sig selv. Alt imens mobiliserede jihadisterne og de autoritære stater, der ikke ville opdrages til protestantisme og amerikansk republikanisme.

Putin startede sin opposition mod den liberale orden med en tale i 2007, Kina for alvor med Xi Jinping som præsident i 2013, Tyrkiet har sejlet rundt – og gør det stadig – mellem øst og vest under Erdogan og araberne i Golfen tror ikke længere på, at USA vil garantere dem sikkerhed. Derudover har Israel store interesser både i Rusland og Kina, som de ikke vil kaste i grams, fordi Rusland intervenerer i Ukraine.

Ukraine: Kina ser tiden an  

Siden Barack Obamas ”Pivot to Asia”-politik har man i Beijing indstillet sig på, at USA’s sikkerhedspolitiske førsteprioritet er at svække Kina. I Trumps nationale sikkerhedsstrategi fra december 2017 var netop Kina og Rusland de største trusler mod USA’s position. Mens USA både under Trump og Biden har været i tvivl om, hvordan Putins Rusland skulle håndteres (hvilket har spredt stor usikkerhed i EU), blev konfrontationen med Kina stadig mere eksplicit under Trump. Navnlig under coronapandemien, som Trump ikke kunne håndtere og beskyldte Kina for at have startet i et laboratorium i Wuhan.

Og USA’s frygt for Kina stikker dybt. Som Trumps og Bidens sikkerhedsstrategier ikke forsøger at lægge skjul på, handler det om, at Kina økonomisk er på vej til at blive større og stærkere end USA. Det kan og vil USA ikke acceptere. Derfor indledte Obama sin asienpolitik, der i Kina blev opfattet som en klar strategi til at ville inddæmme Kina og true handlen gennem Det Sydøstkinesiske Hav ved at opbygge kapacitet til at blokere Malaccastrædet ved Malaysia. Mindst 40 pct. af al kinesisk udenrigshandel går gennem dette stræde, hvorfor Kina selvsagt reagerede på den nye amerikanske strategi, dels ved at sætte fuld blus under det nye Silkevejsprojekt (Belt and Road Initiative, BRI), dels gennem en militær oprustning i Det Sydøstkinesiske Hav – i øvrigt helt som forudset af Samuel P. Huntington i 1996 i slutningen af bogen om civilisationernes sammenstød.

Silkevejsprojektet er et storstilet initiativ, der skal sikre Kina kontrol med globale forsyningsruter både over land gennem Centralasien og til havs i det, USA under Trump begyndte at kalde The Indo-Pacific. Kinas stærke fokus på Det Sydøstkinesiske Hav og aftaler om at drive havne i Mellemøsten, Afrika og Middelhavet har allerede resulteret i, at man systematisk har opbygget et globalt havnenetværk.

Hvad Centralasien angår, er det traditionelt russisk interesseområde, og Beijing har derfor brug for en fælles forståelse med Moskva i den voldsomme optrapning af sit engagement her. Lykkes projektet, vil Kina have sikret sig kontrol med forsyningsruter og havneadgang gennem Centralasien til både Europa, Den Persiske Golf og videre til Afrikas kyster og gennem Suez til Middelhavet og dermed også ad søvejen til Europa. Udover den fælles interesse i udviklingen af Centralasien har Kina en række andre økonomiske interesser i Rusland – bl.a. i form af investeringer, lån og køb af hvede og energi.

For Kina er det derfor på ingen måde oplagt at hoppe over på USA’s og Vestens side i Ukrainekrigen, og det kommer næppe til at ske, medmindre der sker et mere eller mindre totalt sammenbrud i Rusland. Skulle Rusland bryde sammen, vil situationen i Centralasien være helt åben, og Kina vil kunne ekspandere sin økonomi her – i øvrigt i ophøjet ligegyldighed overfor, hvad de tænker og gør i Moskva.

Omvendt vil en russisk sejr, også uden kinesisk militær intervention, styrke den kinesisk-russiske opposition mod en liberal verdensorden ledet af USA, hvilket vel egentlig er den fantasi, der driver Putins Ukrainekrig.

Men det betyder ikke, at Kina hverken støtter Ruslands invasion af Ukraine eller hilser den velkommen. Der er næppe tvivl om, at Kina helst havde været den foruden. Allerede i 2014, da Rusland annekterede Krim, havde kineserne svært ved at balancere mellem princippet om ikke-indblanding i suveræne staters indre anliggender og positiv udvikling af forholdet til Rusland. Det er det samme problem i dag, for BRI bygges op omkring en kinesisk fortælling om gensidigt og multilateralt samarbejde – såvel økonomisk som sikkerhedspolitisk – og i dette billede passer den russiske intervention ikke ind.

For Kina vil det mest optimale være, hvis Ukrainekrigen hurtigt løses i form af et russisk nederlag. Derfor er Kinas aktuelle strategi kynisk at købe tid.  Lider Rusland nederlag, har Kina friere hænder i Centralasien og dermed også i sin Europapolitik.

Omvendt vil Kina afvise direkte at fordømme Rusland endsige bakke op om sanktioner. I stedet vil kineserne presse på for våbenhvileforhandlinger og tilbyde humanitær støtte til civilbefolkningerne i begge lande – og vil, dersom en våbenhvile sanktioneres i FN, tilbyde fredsbevarende styrker. Altså en form for neutralitetspolitik indtil udfaldet af krigen er mere klart.

Den position kan imidlertid ramme Kina på et særdeles ømt punkt: nemlig Silkevejsprojektet. For dét går gennem EU-staten Polen, som kineserne vil lade blive den helt store port for handel mellem Kina og Europa bl.a. via en kinesisk godsbane gennem landet. Men Polen er bestemt ikke tilfreds med Kinas neutralitetspolitik og udtrykte allerede kritik, da kineserne afholdt sig fra stemme for fordømmelsen af Ruslands krig i FN’s Sikkerhedsråd. Lukker Polen for kinesisk transport til EU, er det et hårdt slag for Silkevejsprojektet. Igen er kinesernes strategi formentlig at købe sig tid.

Ender Polen – støttet af EU – med at lukke for Kina, vil det være endnu en bekræftelse af, at verden støt og sikkert styrer mod regionernes kamp. Det vil presse Kina til et mere aktivt, herunder militært, samarbejde med Rusland – medmindre alliancen af demokratier har et bedre tilbud til Kina, fx i form af økonomisk samarbejde fremfor handelskrig og inddæmningspolitik i Det Sydkinesiske Hav. Inspirationen kan findes hos den nationale sikkerhedsrådgiver for Nixon, Henry Kissinger, der i 1970 indledte hemmelige møder i Kina med den kinesiske ministerpræsident Zhou Enlai. Hans mål var at skabe tilnærmelse mellem USA og Kina og dermed forhindre et tæt samarbejde mellem Kina og Sovjetunionen, hvilket faktisk i en lang periode lykkedes. Nogle taler om, at Kissinger og Nixons bedrift måske kan gentages, men lige nu virker det ikke sandsynligt.

Vennerne tøver

Kina er langtfra ene om at balancere mellem Rusland og USA. Det gælder også for en række af USA’s ellers så gode allierede. Indien, der er blevet kaldt verdens største demokrati, undlod at stemme for resolutionen i FN’s Sikkerhedsråd, der fordømte Ruslands invasion, og stemte heller ikke for den i generalforsamlingen, formentlig fordi sanktioner mod Rusland truer landets regionale samarbejde fra Mumbai til Moskva gennem Iran og Sortehavet.  

Israel har kun tøvende kritiseret Ruslands invasion i Ukraine og kunne ikke umiddelbart bakke op om sanktioner. Israel afviste også en amerikansk invitation til sammen med USA at være medforslagsstiller til resolutionen i FN’s Sikkerhedsråd, der fordømte Rusland, men stemte dog for i en tilsvarende resolution i Generalforsamlingen. Den israelske udenrigsminister Yair Lapid har klart udtrykt, at Israel ikke vil være del af det vestlige kor i kritikken af Rusland og begrundede det med, at Israel har en ”grænse” tilfælles med Rusland, der som bekendt opererer i Syrien, hvor Israel arbejder sammen med russerne og har gjort det, siden Rusland intervenerede i Syrien i 2015. Uden dette russiske samarbejde kunne Israel ikke efter forgodtbefindende bombe iranske positioner og Hizbollahs forsyningsruter i Syrien. Samtidig udtrykte Israel taknemmelighed over, at Rusland har nægtet Syrien tilladelse til at anvende S-300-antiluftskytsmissiler mod israelske fly.

Israel begrunder således sin Ruslandspolitik med de kendte argumenter om egen sikkerhed, hvilket givetvis godtages af Washington. Vi må dog konstatere, at de baltiske lande og Polen trods den reelle nærhed til Rusland ikke holder sig tilbage med fordømmelserne af russerne, men det ser Israel sig altså ikke i stand til. For Israel spiller det nok også en rolle, at der er hundredtusinder af jøder i både Ukraine (herunder den ukrainske præsident Zelenskyj) og Rusland, som Israel gerne vil modtage, og som er afhængig af, at Putin tillader, at de slaviske jøder kan rejse dertil, hvis de vil. Derudover kommer, at rige oligarker med nær tilknytning til Vladimir Putin har investeret stort i ejendomme i Israel. Den mest kendte, Roman Abramovich, har oven i sine israelske investeringer også i februar doneret, hvad israelske avis Haaretz beskrev som ”a few tens of millions US-dollars” til Holocaustmuseet Yad Vashem i Jerusalem.

Israels position – med kærlighed til både Rusland og Ukraine – fik Zelenskyj til at foreslå den israelske premierminister Bennett at organisere et møde mellem Rusland og Ukraine i Jerusalem. Det er dog Tyrkiet og Erdogan, der løb med denne mulighed for at profilere og rehabilitere sig som mægler i det internationale samfund.

Og netop Tyrkiet, der under præsident Erdogan har udviklet et ambivalent forhold til USA og trods medlemskabet af NATO ofte foretrækker at høre på Putin end på den amerikanske præsident, har øjnet chancen for en stjernerolle i det internationale diplomati som mægler mellem Ukraine og Rusland. Som både Kina og Israel vil Erdogan forsøge at holde sig gode venner med begge sider – han sælger droner til Ukraine, men undgår at bruge hård retorik mod Putin. Erdogan og Putin har gentagne gange vist, at de godt både kan tale sammen og finde pragmatiske løsninger samtidig med, at de og deres allierede militser støder militært sammen i Syrien og det sydlige Kaukasus.

På samme tid har Erdogan således lavet aftaler med Rusland – herunder køb af russiske antimissilsystemer – og opretholdt arbejdsrelationer til USA, hvilket er bemærkelsesværdigt taget Tyrkiets NATO-medlemskab i betragtning. Men Tyrkiets placering – på grænsen til konfliktområderne i Syrien, Irak og i forhold til Israel og Iran samt endelig ved indsejlingen til Sortehavet – er så vigtig både for Rusland og USA, at de ikke vil smide landet over i modstanderens lejr. Dette har Erdogan dygtigt udnyttet – også til at høste popularitet i sin befolkning. Men samtidig vil Tyrkiet som sagt fastholde gode forbindelser til Ukraine, som tyrkerne har stærke økonomiske forbindelser til (herunder en betydningsfuld turisme mellem de to lande). Ganske som Kina afventer Erdogan udviklingen af krigen i Ukraine og køber sig med sin mæglerrolle tid samtidig med, at opbakningen til ham vokser i hjemlandet. Det har han brug for. Og henvendelserne fra Biden forbliver ubesvarede i indbakken.

Heller ikke Golfen lytter til Biden

Til listen over lande i Mellemøsten, der plejer at høre godt efter, når den amerikanske præsident taler, men som på det seneste hellere lytter til Putin og Xi Jinping, er lederne i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Som Kina undlod Emiraterne, der pt. har en plads i FN’s Sikkerhed, at stemme for resolutionen, der fordømte Rusland, og har afvist at sende mere olie på markedet for at sænke prisen, som Biden ellers har bedt om. Hvad værre er, beskyldes Emiraterne – navnlig Dubai, som i stigende grad har problemer med sin vækstmodel – for at være et center, hvor velhavende borgere kan undgå de sanktioner, der har ramt dem og deres hjemlande – som Rusland, Syrien, Nordkorea, Iran og Venezuela. Det er attraktivt for Ruslands oligarker, der – takket være de nye forbindelser mellem Dubai og Israel – kan ligge i pendulfart mellem de to lande. Mistanken om sanktionsomgåelse har allerede fået Emiraterne på globale overvågningslister. Hvis dette dokumenteres, skal det blive interessant at se, hvordan EU og USA vil reagere. I mellemtiden har Emiraterne etableret gode forbindelser til både Rusland og til det Kina, der i dag er Emiraternes største samhandelspartner.

Også Saudi-Arabien ser for tiden mere mod øst end mod vest. På Bidens opfordring til at sende mere olie på markedet – hvilket Saudi-Arabien sagtens kunne honorere med en såkaldt swingproduktion af olie på mindst 2 millioner tønder pr. dag – er svaret nej (med henvisning til aftaler lavet i det såkaldte OPEC+, der indbefatter Rusland). Aftaler skal overholdes, lyder det fra kronprins Mohammad Bin Salman (MBS), der er den faktiske leder af Saudi-Arabien, og der ligesom sin kollega i Abu Dhabi kronprins Mohammad Bin Zayed ikke har tid til at tage telefonen, når Biden ringer, men gerne hænger i røret, når det er Putin eller Xi Jinping, der ringer.

MBS er temmelig knotten på Biden, fordi den amerikanske præsident lagde ud med at sætte ham i karantæne: Da Biden overtog præsidentembedet, offentliggjorde han nogle CIA-dokumenter, der argumenterede for, at det måtte være den saudiarabiske kronprins, som direkte havde beordret det bestialske mord på oppositionspolitikeren Jamal Khashoggi i Istanbul i oktober 2018. Samtidig erklærede Biden, at han som USA’s præsident kun ville tale med Saudi-Arabiens formelle leder, nemlig kong Salman. Sådanne attituder har Putin og Xi Jinping afholdt sig fra – det belønner MBS, mens han giver Biden en ikke kold men dog kølig skulder.

Set fra Abu Dhabi og Riyadh er der pt. mere perspektiv i at tale med Kina og Rusland end med USA og EU. Kina har investeret heftigt i Den Persiske Golf, Beijing køber begærligt olie og gas, kinesiske selskaber driver fire havne her, der er et udbygget samarbejde om overvågningsteknologi og Huawei er på 5G-markedet i hele Golfen. I modsætning til USA leverer Kina armerede droner og har netop indledt samarbejde om at konstruere ballistiske missiler i Saudi-Arabien, der omvendt netop har afsluttet en kontrakt om at bygge et kæmpe olieraffinaderi i Kina. Alt dette kører lystigt derudaf samtidig med, at Kina har sin store samarbejdsaftale med Saudi-Arabiens store rival Iran, hvilket ikke lægger dæmper på de Arabiske Golfstaters vilje til at handle med kineserne. Netop fordi Iran er så økonomisk afhængig af kinesisk velvilje, kan Kina presse Iran. Dét vil golfaraberne gerne nyde godt af.

Et møde i ørkenen

Iran er ellers den store knast i arabernes stadig mere reserverede forhold til USA. Siden Jimmy Carter i 1980 med sin doktrin slog fast, at USA ville garantere sikkerheden i Golfen og intervenere, hvis den blev truet, er araberne kommet i tvivl, om doktrinen stadig er gyldig. Ganske vist har USA fremdeles sin flådebase i Bahrain, sin luftbase i Qatar og mindre baser i de øvrige stater, men landet har ikke vist villighed til militært at konfrontere Iran. For araberne faldt sløret helt fra øjnene i efteråret 2019, hvor heftige missilangreb mod saudiarabiske olieinstallationer – som USA entydigt gjorde Iran ansvarlig for – fandt sted uden anden amerikansk reaktion end hårde ord og midlertidig installation af Patriotbatterier (som formentlig ikke er særlig effektive mod droner og nu faktisk også er trukket ud af Golfen igen). Dér gik det op for araberne, både at de var særdeles sårbare overfor Iran, og at de ikke kunne regne med USA’s hjælp. Samtidig har de også kunnet se, hvordan USA stikker af og efterlader allierede til forgodtbefindende, som det er sket i Afghanistan, Irak og for kurderne i Syrien.

Derfor intensiverede golfaraberne samarbejdet med Kina, herunder militært, øgede forbindelserne til Rusland og gik – med Emiraterne og Bahrain i spidsen – i åben dialog med Israel. For siden sommerkrigen i Libanon 2006 har araberne været klar over, at de delte i hvert fald to sikkerhedsinteresser med Israel: konfrontationen med Iran og bekæmpelsen af politisk islam, der i deres opfattelse omfatter alt fra Det Muslimske Broderskab og Hamas til al-Qaeda og Islamisk Stat.

Med Abrahamaftalerne i 2019, der senere fik følgeskab af aftaler mellem Israel, Sudan og Marokko, formaliserede de to Golfstater samarbejdet med Israel. For dem var prisen lille: nemlig at overlade palæstinenserne til deres egen skæbne, men det er jo mange år siden, at golfaraberne (på nær Qatar) har bekymret sig om Vestbredden og Gaza. (Dermed besegles tingenes tilstand blot, nemlig at ingen gider røre en finger for at redde to millioner palæstinensere – hvoraf 60 pct. er under 25 år – ud af levevilkår, der ifølge FN ikke egner sig til mennesker). Endelig indledte golfaraberne også diplomatiske forhandlinger med Iran, som i 2021 blev påbegyndt i Bagdad.

Med andre ord: Araberne har rakt ud til både israelere og iranere, og de er begyndt at se sig om efter alternativer til deres sikkerhedspolitiske og økonomiske samarbejde med USA. For araberne og Israel peger pilen mod Kina og Rusland, der begge har stor indflydelse på Iran, og derfor måske bedre end det slingrende USA kan presse Iran til at dæmpe deres trusler og faktiske aggressioner i regionen.

USA vil stadig være den stærkeste krigsnation i verden, med flere baser, diplomater og penge (herunder bistandspenge) i Mellemøsten end noget andet land. Men USA’s indflydelse bliver tydeligvis stadig mindre.

De arabiske stater ønsker stadig at opretholde det gode forhold til USA. For Israel er det en selvfølge hinsides diskussion. Men både Israel og araberne er godt i gang med det, der i stigende grad er blevet et buzzword i analyser af international politik, nemlig hedging. Når de enkelte stater har udsigt til at tabe sikkerhedspolitisk gevinst hos de sædvanlige samarbejdspartnere – som i Mellemøsten er USA – vil de hente det tabte andetsteds. Hos Kina, Rusland – og for de arabiske lande til dels også Israel.

I lang tid var det store spørgsmål i Mellemøsten om det ville lykkes USA og Iran at få genetableret aftalen om det iranske atomenergiprogram, som Trump i 2018 trak USA ud af. I dag synes spørgsmålet knapt så vigtigt for Israel og de arabiske lande. Emiraterne, Marokko, Bahrain og Egypten har nemlig fundet sammen med Israel om tiltag, der skal beskytte dem mod en ny atomaftale, som de frygter, vil styrke Iran militært i regionen. Det diskuterede de også med USA i slutningen af marts ved et møde i Negevørkenen nær det sted, hvor Israels første premierminister David Ben-Gurion både blev født og er begravet. At de fire arabiske udenrigsministre netop ville møde den israelske og den amerikanske udenrigsminister på dét sted er ikke gået ubemærket hen blandt palæstinenserne – for de kalder oprettelsen af Israel for nakba (katastrofen), og den er direkte knyttet til Ben-Gurion. Ved at mødes her slog de arabiske ministre en streg over historien. Det var et udtryk for fuld anerkendelse af staten Israel og samtidig: afstand til palæstinenserne.

Men udover denne triumf for Israel drejede mødet sig om at lægge planer for at modgå iransk oprustning, hvis der kommer en ny atomaftale. Her spiller Israel en stor rolle for de arabiske allierede. Emiraterne og Israel havde allerede på højeste niveau haft møde om samme emne med den egyptiske præsident al-Sisi i Sharm al-Sheikh 22. marts i år. Her diskuterede de også Ukrainekrigen, hvor de ligger ganske på linje med hinanden.

Måske er det heller ikke så afgørende, hvis forhandlingerne i Wien om en ny atomaftale bryder sammen. Simpelthen fordi det bliver stadig mere vanskeligt for USA at forlange af verdens stater, at de skal blive ved med at respektere USA’s unilaterale sanktioner mod Iran, al den stund den amerikanske præsident selv har udtalt, at det var både dumt og forkert af USA at forlade aftalen.

Uanset om forhandlingerne fører til en ny aftale eller til sammenbrud er udviklingen klar: Israelere og arabere har forberedt sig på begge scenarier – og dette er sket i en vis samklang med Rusland og Kina.

Huntingtons advarsel

I Vesten spørger nogle, om ’den liberale verdensorden’ er ved at forsvinde. Spørgsmålet er imidlertid forkert stillet, for skønt der har været internationale økonomiske institutioner som Verdensbanken og IMF, der under USA’s ledelse har styrket den liberale orden, har denne orden aldrig været accepteret globalt. Vi har længe vidst, at Fukuyama tog fejl, og det indrømmer han gerne selv.

USA forsømte at bruge sin enorme styrke til at genskabe den orden, som Huntington havde argumenteret for nødvendigheden af, hvis verden ikke skulle ende i civilisationernes sammenstød. Men det er dér, vi er endt.

Ganske vist var det forkert af Huntington at tro, at civilisationer kunne skrives i enkle formler, men han havde ret i, at kunne der ikke etableres international opbakning om et aftalesystem mellem de forskellige regioner i verden, ville det ende i ny konflikt mellem regionerne med uoverskuelige konsekvenser til følge. Og på en måde havde han også ret i, at regionernes stormagter ville bruge deres stolte civilisatoriske historie til at legitimere deres rolle i verden:

Kina refererer til årtusinders stolte kinesiske civilisation baseret på konfucianisme, sammenhæng og konstant teknologisk innovation.

Rusland til en civilisation baseret på imperial storhed, kristendom og historie, som Putin rablede af sig for åben skærm i sin argumentation for krigen i Ukraine.

Egypten henviser til faraonernes stolte fortid, Tyrkiet til Osmannerriget og USA til ’the Creed’, som Fukuyama patetisk gør rede for i sin bog Identity fra 2018. Her henviser han til de stolte forfædre – altså de europæiske protestantiske fundamentalister, der med vold og magt skabte et frit samfund for hvide protestanter og havde en guddommelig mission til at udbrede dette ’Frihedens Imperium’ (Empire of Liberty, som Thomas Jefferson kaldte det) til resten af verden (Francis Fukuyama: Identity. Contemporary Identity Politics and the Struggle for Recognition og Anders Stephanson: Manifest Destiny. American Expansion and the Empire of Right).

Der er der, vi er nu: ”Klodernes kamp”, som forfatteren H.G. Wells kaldte det.

Fra et dansk perspektiv virker verden præget af enighed om nødvendigheden af at konfrontere Rusland. Men fra et ikke-vestligt perspektiv ser det meget anderledes ud. Det er foruroligende for alliancen af demokratier.

Naturligvis skal vi i Europa hverken acceptere Ruslands aggressioner i Ukraine eller Putins seriøse trusler mod Polen og Baltikum. Men vi er samtidig nødt til at gentænke, hvordan et internationalt diplomati og samarbejde kan blive effektivt. Og i den forbindelse nytter det ikke, at vi automatisk gentager, at de vestlige værdier er gode og de andres onde:

Det eneste gode ved Ukrainekrigen er, at vi som nationer i Vesten er blevet særdeles bevidste om, hvor godt det er at leve i frie demokratiske samfund. Men den ubehagelige lære er, at det kun er os i kredsen af demokratiske stater – et absolut mindretal i verden – der mener, at den liberale orden er så guddommelig, at den hæver os over alt andet, herunder folkeretten. Det er lige præcis denne fantasme, der truer, hvad vi gerne kalder den frie verden, eksistentielt. Hvis vi skal overleve, må vi derfor udtænke mere konstruktive måder at forstå og handle i verden på.

Skal vi så indordne os under autoritære staters herredømme? lyder kritikken allerede (sammen med beskyldninger om svaghed, antisemitisme, forræderi, multikulturalisme og alt det andet, man jævnligt får kastet i hovedet, hvis ikke man indordner sig under det nationalkonservative perspektiv). Nej, det skal vi ikke! Men vi skal tro på, at overholdelse af de internationale spilleregler – herunder folkeretten – kort sagt det, vi kalder vore egne værdier, måske er det, der kunne give et opbyggeligt ekko uden for Vesten og give tro på, at en stabil verdensorden trods alt er mulig.

Alternativet synes nemlig klart: Alles krig mod alle.

Huntington skrev: ”Vesten vandt verden, ikke på grund af overlegne idéer, værdier eller på grund af sin religion (som kun få andre civilisationer konverterede til), men i højere grad på grund af sin evne til at anvende organiseret vold. Det glemmer vesterlændinge ofte. Ikke-vesterlændinge glemmer det aldrig”.

Måske er tiden for Vesten kommet til at vinde verden med sine værdier fremfor sin vold. Det vil kræve både en større tro på disse værdier og vores egen civilisation og samtidig: en større anerkendelse af, at der er andre måder end den vestlige at fortolke verden på.

Lige nu handler det internationalt selvfølgelig om at få stoppet Rusland, uden at det ender i en krig, der breder sig med risiko for yderligere eskalering.

Og selvom vi i Vesten hører, at Rusland er alene i verden, er det som vist langt fra tilfældet. Vesten må derfor finde strategier til ikke med sanktioner, men diplomati at overtale ikke-vestlige magter herunder Kina, ”vennerne” i Mellemøsten og Indien til at bidrage til isolationen af Rusland, og her skal der andre argumenter og tilbud på bordet - fx. økonomisk samarbejde og ideer til en mere konkret konfliktløsning i Mellemøsten end trusler om sanktioner.

Der er dog et væsentligt problem med at overholde folkeretten så længe resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd kan blokeres af veto fra de fem permanente medlemmer. Det kan ikke passe, at verden er handlingslammet i at forhindre folkemord og krigsforbrydelser, fordi et permanent medlem nedlægger veto. Uden en reform af FN i forlængelse af de tanker, Huntington gjorde sig i sin bog i 1996, herunder afskaffelse af vetoretten, bliver det umuligt at skabe en regelbaseret international orden. Her kunne Vesten gå forrest i at insistere på reformer af FN-systemet. Det ville give et positivt ekko i verden og gøre FN mere effektivt i bekæmpelse af brud på Folkeretten.

At vinde verden er ikke det samme som at vinde over verden, men som den amerikanske udenrigsminister under James Monroe og senere amerikanske præsident John Quincy Adams sagde i sin berømte tale ”Monsters to Destroy” fra 1821: Man skal være det eksempel andre nationer vil følge. Vil man have lydhørhed for overholdelse af de internationale spilleregler, er det, som Quincy Adams mente, nok bedre at handle i overensstemmelse med folkeretten fremfor at hæve sig over den.

Artiklen er bragt i Ræson 26. april.