Danmark skal vælge hold i EU’s forsvarspolitiske tovtrækkeri
Da Danmark i sommer sagde ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, sagde vi samtidig ja til en helt ny rolle i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed. Selvom beslutningen om at sætte forbeholdet til afstemning blev truffet af et bredt antal partier, så blev den ikke efterfulgt af en klar ny kurslægning for Danmarks forsvarspolitiske rolle i EU. Det bliver nu den nye regerings og det nysammensatte Folketings opgave.
Et af de helt store spørgsmål bliver, hvilke af forsvarssamarbejdets tre store lande – Frankrig, Polen og Tyskland – Danmark skal lægge sig tættest op ad. Alle tre lande har de seneste år udviklet sig til vigtige danske forsvarspolitiske partnere, og alle tre ser de frem til at få Danmark med på ”deres hold.” Men de tre er langt fra enige om farten og retningen for det europæiske forsvarssamarbejde. Spændingerne imellem dem kan blive en udfordring for Danmark.
Fransk-polsk tovtrækkeri – og tysk mægling
Lidt forsimplet trækker Frankrig og Polen i hver sin ende af EU’s forsvarspolitiske reb, mens Tyskland står som en mediator i midten.
Centralt for tovtrækkeriet er spørgsmålet om, hvilken vægt EU’s forsvarssamarbejde skal have i forhold til det europæiske engagement i NATO. Frankrig ønsker et vidtfavnende europæisk forsvar, der som minimum komplementerer NATO som en bærende søjle for Europas sikkerhed. Omvendt er Polens primære fokus, der kun er blevet forstærket af Ruslands militære invasion af Ukraine, at fastholde tætte relationer med USA i stedet for en stærkere forsvarspolitisk integration i EU-regi.
I forlængelse af NATO-spørgsmålet ligger uenigheden om, hvor og til hvilke militære formål EU-missioner skal anvendes. Ruslands militære fremfærd har øget Frankrigs erkendelse af nødvendigheden for at værne mere aktivt om Europas østlige flanke. Men Paris vil også fremover være en drivkraft for at oprette og udvide EU-missioner i Afrika. Den slags storstilede missioner syd for Europa har Polen ikke meget tilovers for. I Warszawa ser man hellere, at integrationen af militære EU-strukturer holdes til et minimum. Samtidig bakker man stærkt op om EU’s kommende militære støttemission for Ukraine, som man blandt andet vil støtte med et af to missionshovedkvarterer (med det andet beliggende i Tyskland).
Berlin ser sig selv som en støddæmper i uenighederne mellem Paris og Warszawa. Tyskland prøver at holde begge parter tilfredse ved på den ene side at demonstrere støtte til Frankrigs bestræbelser om, at EU i højere grad skal kunne stå på egne ben i forhold til NATO, samtidig med, at man søger at opbløde den ”kunstige” konflikt mellem europæisk støtte til EU´s formaliserede forsvarssamarbejde på den ene side og NATO på den anden.
Mange mulige partnere for Danmark
Det er midt i dette forsvarspolitiske tovtrækkeri, at Danmark skal vælge sit hold. Det interessante er, at alle tre lande ser Danmark som en oplagt samarbejdspartner for deres ”vision”. Frankrig ser Danmark som en fleksibel og dygtig partner, der også vist sig villig til at deltage i militære missioner i syd, blandt andet i Mali. I Polen ser man frem til, at Danmarks bidrager til markant at styrke den pro-transatlantiske stemme i EU-kredsen, der er blevet svækket siden Brexit. Og endeligt ser Tyskland Danmark som et land, der deler samme evne til at favne og pragmatisk bakke op om forskellige europæiske interesser – uden at give for meget plads til skingre uenigheder.
Spørgsmålet er nu, hvilken vej Danmark skal gå? For den nye danske regering kan det vise sig nærliggende at fastholde det traditionelle transatlantiske fokus og den forsvarspolitiske pragmatisme, som tidligere danske regeringer har stået værn om i årtier. Men Danmark kan ikke længere vælge fra og til med henvisning til et retligt forsvarsforbehold. Forsvarspolitiske udmeldinger vil fremover blive set som rendyrkede danske politiske prioriteter. Balanceringen af disse kan hurtigt føre til enten højlydte skulderklap eller dybe panderynker, når den nye danske forsvarsminister inden længe skal på besøg i EU’s vægtige hovedstæder.
