Tyrkiet: Fra EU medlemsbejler til mere enerådig aktør på den udenrigspolitiske scene

I årtier har Tyrkiet ligget som den stabile demokratiske buffer mellem Europa og det stadigt mere ustabile Mellemøsten. Landet arbejdede i mange år aktivt for at blive medlem af EU og forsøgte at leve op til EU’s brede vifte af krav om overholdelse af menneskerettighederne, opbygning af en solid retsstat, ytringsfrihed og demokratiske reformer.

Men efter kupforsøget i 2016, hvor dele af det tyrkiske militær forsøgte at tage magten i landet, har Tyrkiet ændret kurs.

”Jeg var i Tyrkiet i 2016 kort efter kuppet, hvor jeg oplevede en bitterhed overfor EU. Både over at EU’s regeringsledere ikke havde været hurtige nok til at tage afstand fra kuppet, men der eksisterede også en følelse af, at Tyrkiet gennem flere år havde bejlet til EU i mange år uden at komme tættere på et EU-medlemskab. Uanset hvad man gjorde. Den følelse har Præsident Erdogan benyttet sig af,” fortæller seniorforsker Cecilie Stokholm Banke.

I en ny rapport har hun sammen med direktør for det danske institut i Athen og lektor på Københavns Universitet, Mogens Pelt, analyseret baggrundene for Tyrkiets udenrigspolitiske udvikling siden 2016 og opstillet et antal fremtidsscenarier for, hvordan EU’s store nabo i øst kan udvikle sig i de kommende år.

Ifølge Cecilie Stokholm Banke er der tyrkisk side klar interesse i at promovere Tyrkiet som en aktiv og mere tilstedeværende udenrigspolitisk aktør, der skal tages alvorligt, også når det gælder sikkerhedspolitiske spørgsmål.  

”Det nye i vores rapport er, at vi peger på det forhold, at Tyrkiet i stigende grad handler uafhængigt og uden at afstemme med sine allierede – dvs. samarbejdspartnere i Nato og EU. Her kan man fremhæve Tyrkiets køb af russiske våbensystemer, men også den måde, den tyrkiske regering har handlet på i Det østlige Middelhav og i Libyen. Det har skabt bekymring for, hvem Tyrkiet egentlig er allieret med, og om Tyrkiet er på vej ud af Nato, hvilket nok ikke er tilfældet, især ikke nu efter krigen i Ukraine. Ukraine har altid været en rød linje i Tyrkiets forhold til Rusland,” siger Cecilie Stokholm Banke.

Tyrkiet vil udfylde tomrum efter USA’ exit

Ifølge de to forskere har USA’s tilbagetrækning fra Mellemøsten også påvirket Tyrkiets rolle og mulighed for at træde i karakter. Fordi der er opstået et magtmæssigt tomrum i en meget ustabil region. Et tomrum som Tyrkiet ønsker at udfylde.

Samtidig har verden de senere år udviklet sig væk fra at have USA som eneste supermagt til, at Kina og Rusland nu også er blevet så stærke økonomisk og militært, at de for Tyrkiet kan være et reelt alternativ til at samarbejde med Vesten.

I rapporten opstiller forskerne tre scenarier for Tyrkiets udenrigspolitiske udvikling de kommende år:

1: Tyrkiet trækker sig fra Vestligt samarbejde og orienterer sig helt imod Kina og Rusland.

2: Tyrkiet vender tilbage til sporet før 2016 og forsøger at nærme sig EU med demokratiske reformer og fokus på at komme med i EU.

3: Den nuværende udvikling fortsætter, og Tyrkiet og Vesten vil skiftevis nærme sig hinanden - for eksempel når der skal laves aftaler om flygtninge og migranter - og tage afstand fra hinanden - for eksempel når EU eller USA er nødt til at sige fra over for tyrkiske krænkelser af menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Ifølge Cecilie Stokholm Banke vil krigen i Ukraine formentligt skubbe Tyrkiet mere i retning af Vesten og EU igen. Det er svært at sige noget endeligt som forholdene er lige nu, men efter hendes mening er den mest sandsynlige udvikling nok en blanding af de tre scenarier.

”Jeg tror ikke vi vil se et spor som før 2016, hvor EU på samme måde vil skubbe på for politiske forandringer. Det tillader den aktuelle geopolitiske situation ikke. Men der er en gensidig afhængighed, som vil karakterisere forholdet mellem EU og Tyrkiet, og så er Tyrkiet rent sikkerhedspolitisk en vigtig strategisk partner både i forholdet til Rusland, men også i Centralasien.  Her skal man ikke tage fejl, at for Tyrkiet er den aktuelle konflikt meget tæt på. Derfor ser vi også tyrkiske forsøg på at nedskalere og mægle i forholdet mellem Rusland og Ukraine,” siger hun.