Erdogan kan tabe det tyrkiske valg, men er oppositionen et bedre alternativ?

Da den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan’s AKP parti, kom til magten i 2002 var det til lyden af ros og opbakning fra Europa og USA. ”Europa hylder AKP-sejr i Tyrkiet” lød det i én af mange overskrifter. Avisen The Economist argumenterede for vigtigheden i at støtte Erdogan.

Dengang havde vi brug for det moderat muslimske Tyrkiet, som Erdogan få år forinden var blevet fortaler for. Med Erdogan håbede Vesten at vinde legitimitet i den muslimske verden i kampen mod islamistisk terrorisme efter 11. september 2001. I dag har vi brug for Tyrkiet i vores forsøg på at inddæmme og bekæmpe Rusland efter den 24. februar 2022.

Og ligesom dengang støtter vi også i dag oppositionen til det siddende styre, fordi vi ser det som et mere pro-demokratisk og pro-vestligt alternativ. Vi siger det bare ikke højt, for vi vil ikke beskyldes for at blande os i Tyrkiets interne affærer. Vores lave profil hænger også sammen med, at Tyrkiet (og Ungarn) endnu ikke har ratificeret Sveriges NATO-ansøgning. Men vi mener det. EU laver hvert år en oversigt over EU-kandidatlandenes grad af overlap med EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den viser, at Tyrkiet under Erdogan er gået fra at have 97% overlap i 2007 til kun 7% i 2022. Dertil kommer en udtalt europæisk skepsis hvad angår både demokratiets tilstand i Tyrkiet og Erdogans uortodokse pengepolitik, den såkaldte ’Erdoganomics’, der har bidraget til at skabe en kolossal inflation og skræmt mange europæiske investorer væk.

Er oppositionens mand, Kemal Kilicdaroglu, så et bedre alternativ for os i Europa?

Tja, måske…

Kilicdaroglu siger ’ja’ til Sverige og ’nej’ til ’Erdoganomics’. Og så vil han have demokratiet tilbage. Han har skabt sig sin politiske karriere på at personificere kampen mod korruption.

Det lyder jo godt, men det er ikke helt så simpelt i Tyrkiet.

For det første kom Erdogan også ind på lovord om at ville bekæmpe korruption. AK-partiet, som AKP også kaldes blandt støtter, betyder det hvide, uhildede eller rene parti. Men set i bakspejlet ser det ud som om, at Erdogan mest brugte de pro-demokratiske lovord for at få den EU-støtte, han efterfølgende kunne bruge som løftestang til at skaffe sig af med de egentlige trusler mod sin magt i militæret, i dommerstanden og i bureaukratiet. Zoomer man lidt ud, så kom også Hvideruslands præsident Lukasjenko til magten som formand for et udvalg til bekæmpelse af korruption. Kais Saied, den tunesiske præsident, der er ved helt at slukke for det sidste lille demokratiske håb efter det Arabiske Forår, kom også ind på lovord om at bekæmpe korruption. Og både Putin og Xi Jinping har på hver sin måde slået hårdt ned på korruption.

Spørgsmålet er, om det bliver bedre med Kilicdaroglu? Eller om han også vil bruge kampen mod korruption til at vinde sig støtte i befolkningen (og i Europa) og rense ud blandt potentielle trusler i eliten? Det vil tiden vise. Indtil videre siger han de rigtige ting og sender de rigtige signaler, når han taler til befolkningen fra sit simple køkken i sin ydmyge lejlighed i Ankara. Men Kilicdaroglu har samtidig også nægtet at trække sig ovenpå en lang serie af valgnederlag, siden han kom til som leder af oppositionspartiet CHP i 2010. Op til præsidentvalget har han nægtet at vige pladsen som Erdogans modkandidat og i stedet give den til en af de to borgmestre i Istanbul og Ankara, der ifølge målingerne har langt bedre chancer for at slå Erdogan. Kilicdaroglu er også kendt for at lægge en meget hård linje internt i partiet.  Han er foregangsmand for at ville sende de syriske flygtninge i Tyrkiet hjem til Syrien. Og så har han undladt at kritisere de masseanholdelser af kurdiske politikere, journalister og aktivister, som politiet foretog tirsdag d. 25. april 2023.

Og så er der spørgsmålet om Sverige, forholdet til NATO, Rusland, mm. Også her siger Kilicdaroglu nu de rigtige ting, men så sent som i maj 2022 ville han gå længere end Erdogan og ikke alene blokere for Sverige og Finlands indtræden i NATO, men også lukke den store Incirlik NATO-base i Tyrkiet og smide alle udenlandske soldater ud af Tyrkiet. Han kritiserede også i skarpe vendinger Erdogans aftale med Sverige og Finland under NATO-topmødet i Madrid sidste år.

Det kan meget vel være, at oppositionen vil vise sig som et bedre alternativ for Vesten. Men ligesom vi her i Europa ofte ser på Tyrkiet med vores egne umiddelbare interesser for øje, skal vi heller ikke være blinde for, at man i Tyrkiet på forskellige måder bruger Europa som løftestang til enten at skaffe sig eller bevare magten. Det gjaldt for Erdogan i 2002. Og det gælder også den opposition, vi nu så brændende ønsker at se som det ægte demokratiske alternativ.