Eskalationen i Rødehavet: En række dilemmaer rejser sig for den danske deltagelse

Siden krigen i Gaza brød ud i oktober 2023, har den yemenitiske Houthi-bevægelse skabt opmærksomhed omkring maritim sikkerhed i det sydlige Rødehav. Med missiler, droner, en enkelt kapring og et ditto forsøg i Rødehavets smalle sejlpassage ud for den yemenitiske kyst forstyrrer houthierne den vitale internationale skibstrafik, hvor Asiens varer og Golfens energi flyder op igennem Suezkanalen til Europa.

Angrebene på den kommercielle skibsfart i Rødehavet er et klart brud på havretskonventionen, der beskytter den fri sejlads. Netop dette sted passerer 12 pct. af verdenshandlen, og det er også en uacceptabel risiko for internationale søfarende, som har ledt nogle rederier til at betale krigstillæg, andre til at indstille sejladsen igennem Rødehavet, bl.a. vores egen Mærsk.

Det internationale samfund har allerede sat en række militære initiativer i gang for at genoprette sikkerheden i Rødehavet, mest centralt den såkaldte Operation Prosperity Guardian. I går valgte USA og Storbritannien at angribe op imod 80 militære mål i Yemen som svar på Houthiernes vold i Rødehavet. Det er en hurtig og klar eskalering af situationen. Men skal operationen lykkes, må man samtidig forstå og håndtere de bredere bagvedliggende konflikter for den forværrede sikkerhedssituation.

Krigsskibe sætter ind

Som svar på Houthiernes angreb har FN’s Sikkerhedsråd, FN’s maritime organisation IMO samt en række vestlige stater taget offentligt afstand fra houthiernes angreb. Og den 18. december 2023 kunne den amerikanske forsvarsminister offentliggøre Operation Prosperity Guardian, en maritim sikkerhedsmission som har til formål at beskytte den internationale skibstrafik i Rødehavet.

Operationen er i praksis en form for udvidelse af den allerede eksisterende Task Force 153 med operationsområde i netop Rødehavet, og som er en del af den amerikansk-ledede Combined Maritime Forces med hovedsæde i Bahrain. Operationen er allerede i gang. Samtidig er det et militært operationsområde, hvor NATO, EU og andre koalitioner siden 2008 har bekæmpet somalisk pirateri lidt længere syd på. Der findes altså allerede etablerede informationskanaler og koordinationsfora, som de deltagende lande kan trække på.

Operationen har mødt modstand allerede i dens opstart. Selvom ca. 20 stater har meldt sig i operationen, er det under halvdelen af de deltagende lande, som ønsker at stå frem offentligt grundet situationens ømtålelighed; nemlig operationens uundgåelige forbindelse til bredere konfliktdynamikker i regionen, særligt den aktuelle krig i Gaza. At operationen er amerikansk-ledet bliver ikke set som en fordel for alle. Italien, Spanien og Frankrig har hver især lagt afstand til operationen. Italien og Frankrig har fx udtalt, at de ønsker at beskytte egne handelsskibe, imens Spanien har mere appetit på NATO- eller EU-ledede missioner. Det er ikke klart, hvorvidt de er trådt ud, men Frankrig plejer primært nationale interesser, idet de beskytter egne skibe i Rødehavet.

Den danske indsats

Trods et hårdt presset søværn bidrager Danmark også til Operation Prosperity Guardian. I første omgang lovede regeringen en forbindelsesofficer, men offentliggjorde så den 29. december at man også ville sende et krigsskib. Mandatet, herunder magtanvendelse, besætningssammensætning og skibstype, er endnu uvist, men forventes afgjort i løbet af januar måned. For at imødegå den konkrete form for trussel, som houthiernes missilangreb udgør, bliver det måske et af Danmarks tre fregatter med luftforsvar i Iver Huitfeldt-klassen.

Amerikansk, fransk og britisk tilstedeværelse har allerede været med til at afbøde nogle af houthiernes missilaffyringer samt kapringsforsøg nummer to, da fire hurtiggående både forsøgte at få adgang til Mærsk Hangzhou den 30. december 2023. Tre af bådene blev skudt i sænk af amerikanske helikoptere, og houthierne bekræftede efterfølgende, at de mistede 9 mennesker under hændelsen. Og ved det seneste US/UK-initierede angreb ødelagdes bl.a. depoter og missilaffyringsfaciliteter og slog fem personer ihjel. Den danske regering støtter angrebet.

Hidtil er ingen søfarende blevet såret eller dræbt ved houthiernes angreb, og den materielle skade på den civile skibstrafik har været begrænset. Men flere store rederier som Mærsk og Hapag-Lloyd har alligevel flere gange valgt at indstille sejladsen igennem Suezkanalen og i stedet omdirigere containerskibene syd om Afrika. Denne rute lægger 8-10 dage og 7.300 km til sejladsen. En udgift i tid og penge, som både forbrugerne vil mærke i form af højere fragtrater og forsinkede varer, og miljøet vil mærke i form af den enorme mængde ekstra brændstof, omvejen kræver. Operation Prosperity Guardian kommer således ikke et øjeblik for tidligt.

Men med den seneste eskalering melder sig vigtige spørgsmål sig med hensyn til, hvordan de tiltagende angreb fra begge parter i Rødehavet vil påvirke den maritime sikkerhed på den længere bane, og også hvordan vi dæmmer op for den. For at svare på dette, må vi kort se på, hvor angrebene stammer fra.

En konflikt spreder sig til havet

Angrebene i Rødehavet eskalerede i oktober 2023, men er faktisk ikke nye. I snart et årti har søværn, søfartsindustri og maritime sikkerhedseksperter set med bekymring på houthiernes færd i Rødehavet. I 2014 brød borgerkrigen i Yemen ud, og fra 2015 støttede Saudi-Arabien og Emiraterne den yemenitiske regering, imens Houthi-oprørerne blev – og fortsat bliver – bakket op af Iran. På den måde har Yemen lagt ryg til en decideret stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran og udgør en af mange brudlinjer i Mellemøstens religiøse og politiske alliancer.

Houthierne er en selverklæret del af en såkaldt ’modstandsakse’, der består af forskellige grupper med tilknytning til Iran, fx Hamas og Hezbollah. De er drevet af en anti-amerikansk, anti-Israelsk og anti-jødisk dagsorden. De anses som en oprørsgruppe, en milits, en bevægelse, eller en terrorgruppe, alt efter øjnene der ser. Deres leder og selve gruppen er bl.a. genstand for amerikanske og britiske sanktioner.

Igennem årene er det lykkedes houthierne at presse den yemenitiske regering, så de i dag har kontrollen med store dele af det nordlige Yemen, herunder vigtige havne, hovedstaden Sanaá samt dennes lufthavn. Houthierne har ikke blot opnået territoriel kontrol, de har også i årenes løb skabt usikkerhed til søs ved at bruge både missiler, droner og miner i Rødehavet, særligt rettet imod saudiarabiske mål. Og den 19. november 2023 eskalerede Houthi-oprørerne så situationen, da de kaprede det israelsk-ejede tankskib Galaxy Leader og tog dets 25 besætningsmedlemmer som gidsler.

Kapringen skete i en storstilet aktion, der bestod af både hurtiggående både og en helikopter i camouflagefarver. Stærkt bevæbnede og maskerede mænd firede sig ned på dækket af Galaxy Leader og udviste både professionel træning og udstyr, som menes at komme fra Iran. Houthierne tog hurtigt kontrollen med skibet, hvorefter rederiet mistede kontakt til broen, og skibet sejlede ind til den yemenitiske havneby Hodeida. Houthierne offentliggjorde hurtigt optagelser fra kapringen, som bl.a. blev filmet fra en af de medvirkendes hjelmkameraer og var professionelt klippet sammen med panoramabilleder fra droneoptagelser. Gidslerne fra Galaxy Leader er så vidt vides endnu i houthiernes varetægt.

Hvor langt vil houthierne gå?

Houthi talsmænd forklarer deres handlinger med krigen i Gaza, og den 14. november offentliggjorde Houthi-bevægelsen således et redigeret billede af et israelsk containerskib i brand. Beskeden var tydelig: ’Vi sænker jeres skibe’, stod der på arabisk, engelsk og hebraisk. Houthierne har forklaret, at de bliver ved med at forhindre skibe med ærinde i, eller forbindelse til, Israel, indtil Gaza modtager humanitær hjælp som mad og medicin.

Israel fordømte angrebet den 19. november som iransk terror, og USA har gentagne gange krævet, at Iran sætter en stopper for houthiernes maritime angreb. Men angrebene kan ikke udelukkende ses som et iransk diktat. Houthierne ønsker at markere sig som en selvstændig politisk og militær magtfaktor. Her er ambitionerne ikke til at tage fejl af. Blot siden kapringen af Galaxy Leader er over hundrede droner og missiler sendt afsted imod handelsskibe inde fra den Houthi-kontrollerede del af den yemenitiske kyst.

Amerikanske krigsskibe har nedskudt adskillige droner og missiler i Rødehavet, og både amerikanske og franske krigsskibe har ifølge egne rapporter været mål for Houthiernes droner. Det siger meget om Houthiernes risikovillighed, militære evner og politiske vilje, at de retter deres angreb imod krigsskibe. Offentliggørelsen af Operation Prosperity Guardian og de ankommende krigsskibe dæmpede ikke umiddelbart Houthiernes angreb, selvom gruppens leder den 8. januar præciserede, at de fortsat går efter mål med israelsk tilknytning. Ej heller det seneste angreb natten til den 12. januar vil ifølge Houthierne stoppe deres offensiv.

Det militære svar må ikke stå alene

På den brede udenrigspolitiske klinge er der to overordnede greb for Danmark og det internationale samfund at adressere truslen med: et militært spor og en politisk spor.

Militært kan krigsskibe beskytte den civile søfart ved at nedskyde indkommende missiler fra den yemenitiske kyst, eskortere handelsskibe igennem den farlige passage, forebygge og afværge eventuelle piraterilignende angreb via deres tilstedeværelse. Sådanne opgaver ser Operation Prosperity Guardians ind i. En skarp mission, der kræver særdeles hurtige fødder ved våbensystemerne. Der er ikke mange sekunders betænkningstid, når missiler skydes ud i Rødehavet grundet det smalle operationsområde. Samtidig er det en overordentlig bekostelig mission, ikke bare at udsende et fuldt udstyret krigsskib med hundrede besætningsmedlemmer i en længere periode, men også at bruge det dyre militære isenkram til at afværge de indkommende missiler.

Lægger vi økonomien til side, er ét væsentligt spørgsmål for det forestående danske skibsbidrag, hvad der vil ske, hvis houthierne ændrer taktik og øger deres kapringsforsøg, dvs. de pirateri-lignende angreb, de hidtil ’kun’ har lavet to af? Det sætter krav til krigsskibenes politiske mandat – ikke hvad angår skibets militære beføjelser, men hvad besætningen skal gøre ved evt. tilbageholdte houthier. Skal de retsforfølges? Hvor skal de retsforfølges, og for hvad?

Mindre kan også gøre det. Skibet kan få et mandat, hvor magtanvendelsesdirektivet kun rækker til afskrækkelse. Men gennemtænkes bør det. De fleste husker nok det yderst vanskelige retslige og politiske efterspil, vi så i forbindelse med den danske fregat i Guineabugten, der i november 2021 nedskød 4-5 mistænkte pirater og tilbageholdte resten af gruppen, men måtte sætte alle mistænkte fri på nær én, som blev retsforfulgt i Danmark og endte med at søge om asyl. Maritim sikkerhed besidder en juridisk dimension, som ikke må forsvinde i det militære svar.

I den anden ende af skalaen, langt fra spørgsmålet om retsforfølgelse, finder vi den nu udlevede realitet at udpege militære mål i land, som USA og Storbritannien har gjort. Dette er i sig selv en ganske aggressiv form for maritim beskyttelse, hvad end det kaldes gengæld eller forsvar. Selvom formålet er at neutralisere og begrænse houthiernes kapaciteter nu og her, vil det også svinge missionen fra at være defensiv hen imod at være offensiv, og det giver houthierne mulighed for at pege på USA som den store fjende.

Når Danmarks allierede som en del af Operation Prosperity Guardian angriber et militært mål i Yemen, vil houthierne så udvide deres mål til at inkludere handelsskibe med amerikanske og britiske forbindelser? Dernæst, hvis houthiernes handlinger i Rødehavet er foranlediget af krigen i Gaza, som de gentager jævnligt, vil et angreb i Yemen potentielt dels importere langt større sikkerhedsproblemer ind i Rødehavet. Og det vil puste til langt bredere mellemstatslige konfliktdynamikker. Som Danmark vil være associeret med.

Lige bag ved den militære intervention findes altså en række bredere politiske perspektiver. Saudi-Arabien bad i starten USA om mådehold i sine reaktioner på houthiernes angreb i Rødehavet, da de ønsker at trække sig ud af Yemen efter otte års krig og arbejde for at normalisere deres relationer til Iran. Fredsforhandlinger med Oman som mellemmand har pågået imellem Saudi-Arabien og houthierne ind til for nylig. Alligevel kunne det tænkes, at Saudi-Arabien bidrager indirekte til Operation Prosperity Guardian med støtte eller information igennem det generelle samarbejde under the amerikansk-ledede Combined Maritime Forces i regionen; i så fald som en af de ’hemmelige’ lande, der har undladt at offentliggøre deres deltagelse.

Dilemmaet er en påmindelse om, at en militarisering af Rødehavet og eskalering af konflikten i Yemen langt fra er ønskværdig. Det er påskyndelse til at huske den bredere konflikt, fra hvilken spændingerne i Rødehavet stammer. Her kørte allerede et diplomatisk spor, som ikke må stoppe. Det er nødvendigt at engagere iranske myndigheder både diplomatisk og militært, hvis vi skal have fat om roden. Selvom det kan have lange udsigter. For ikke at nævne Yemens legitime regering. Maritim sikkerhed i Rødehavet besidder således også en politisk dimension, som ikke må forsvinde i det militære svar.

Det er klart, at diplomatisk dialog ikke beskytter skibstrafikken imod den aktuelle trussel. Omvendt kan militære handlinger nok forhindre angreb i Rødehavet, men ikke bringe dem til garanteret standsning. Begge spor må indtænkes i den internationale koalitions forestående mission.

Sanktioner, terrorlister og angreb imod Yemen løser ikke den fastlåste situation. En situation, som har ledt til en frygtelig og overset humanitær katastrofe, hvor 80 pct. af den yemenitiske befolkning er afhængige af humanitær bistand, og flere end 350.000 er døde enten som direkte eller indirekte konsekvens af konflikten.

Lige meget hvad er det den internationale handelsflåde og de søfarende, der betaler prisen på kort sigt, imens de godt 30 millioner uskyldige yemenitter fortsætter med at betale prisen på langt sigt.