Libyen

Hvordan startede det Arabiske Forår i Libyen?

Da regimerne i Tunesien og Egypten - Libyens to nabolande - faldt, var det et spørgsmål om tid, inden oberst Gaddafis Libyen også ville blive omfattet af protesterne. Alligevel var det nærmest ufatteligt, da det skete, og mere end 40 års diktatur kom til en ende. Mobiltelefonoptagelserne af en blødende, forvildet og tyndhåret Gaddafi, der bliver mishandlet af rebellerne, mens han beder for sit liv, sidder stadig fast på nethinden. Da NATO-flyene bombede hans bilkortege i fødebyen Sirte, havde Gaddafi ynkeligt nok forsøgt at gemme sig i et kloakrør. Men han blev fundet og led samme grumme skæbne, som han havde nedkaldt over så mange modstandere i sin lange, brutale regeringstid.

Selve revolutionen begyndte i februar 2011 i den traditionelt oprørske by Benghazi i det østlige Libyen og spredte sig hurtigt til andre libyske byer. En overgangsregering blev stiftet i Benghazi og erklærede sig som Libyens legitime magthaver. Den opnåede hurtigt støtte fra Frankrig og senere en række andre lande, herunder Danmark.

Kampene bølgede frem og tilbage mellem oprørerne og Gaddafis sikkerhedsstyrker, men da NATO greb ind og begyndte en massiv bombekampagne i Libyen, var det starten på enden for diktatoren. I august 2011 faldt hovedstaden Tripoli til rebellerne, og Gaddafi og familiemedlemmer flygtede til Sirte, hvor de udkæmpede et sidste slag. Den 20. oktober blev Gaddafi slået ihjel, og tre dage senere blev Libyen erklæret frit.

Hvorfor eskalerede situationen så hurtigt i Libyen - fra fredelige protester til borgerkrigslignende tilstande?


Libyen var ikke et åbent land i 2011, og det er svært at vide, hvad der præcist foregik i Benghazi, da protesterne brød ud. Men Gaddafi-regimet ønskede tydeligvis ikke dialog med protestanterne og gik meget hårdhændet til værks for at knække enhver modstand. Sikkerhedsstyrkerne skød på ubevæbnede menneskemængder og mange omkom. Det stod således hurtigt klart, at Gaddafi ikke havde tænkte sig at forhandle, i hvert fald ikke i begyndelsen af borgerkrigen, hvor han havde håb om, at hans sikkerhedsstyrker hurtigt kunne knuse modstanden. Den Afrikanske Union forsøgte senere at forhandle en fredsaftale på plads af frygt for det kaos, som Gaddafis eventuelle fald ville udløse i hele regionen, men krigens dynamik havde ændret sig, og en fredelig overdragelse af magten havde ikke længere støtte fra overgangsregeringen i Libyen eller fra USA, NATO og de toneangivende europæiske lande. Om Gaddafi ville være gået med til det, er også meget usikkert.

Protesterne bundende i en vrede i befolkningen over Gaddafis brutale undertrykkelse og forvaltning af landets store olieressourcer. Men Gaddafi havde også en bred alliance af libyske stammer på sin side, der nød godt af regimets gunst.

Modstanden mod Gaddafi bestod blandt andet af politiske modstandere i eksil, demokratiforkæmpere, menneskerettighedsaktivister, rivaliserende stammer og militante jihadister. Til at begynde med kunne Gaddafis modstandere blive enige om én ting, nemlig at komme af med diktatoren, men da man havde besejret regimet, med NATOs hjælp, opstod der hurtigt konflikter om Libyens fremtid. Disse konflikter er endnu ikke løst, men har bredt sig til hele det libyske samfund, og i 2014 knækkede landet over i to stridende dele. Konflikten har også bredt sigt til de afrikanske lande syd for Libyen, hvor tidligere libyske kombattanter skaber ravage, som blandt andet i Mali, hvor også våben fra konflikten i Libyen strømmer ind.

Det internationale samfund blev hurtigt involveret i konflikten. Hvordan påvirkede det udviklingen?


Det var en drone fjernstyret fra en amerikansk base i Las Vegas, der opdagede Gaddafis konvoj og gav besked til NATO. Efterfølgende bombede franske jagerfly konvojen. Om de ramte Gaddafis køretøj vides ikke, men det var sådan, diktatoren blev tilfangetaget, og borgerkrigen sluttede. Generelt var det afgørende for Gaddafis nederlag, at NATO på mandat fra FN’s sikkerhedsråd allerede i de første måneder af revolutionen greb ind i konflikten for at beskytte civilbefolkningen. NATOs operation Odyssey Dawn bestod af en koalition af 22 lande, herunder Danmark, under ledelse af USA og senere NATO. Danmark deltog med seks F-16 fly, der sammenlagt fløj 600 missioner over Libyen og nedkastede 923 bomber.

Efter NATO-missionens indledende militære succes med at knuse Gaddafis styrker er landet her 10 år senere stadig i dyb krise, og de centrale aktører skændes om, hvad der gik galt. Præsident Obama har kaldt den libyske borgerkrig et ’shitshow’ (en lortesituation) og den værste beslutning i hans præsidenttid. Obama mener, at europæerne skulle have sikret freden efter interventionen, da Libyen geografisk set ligger i Europas baghave. Daværende NATO generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, mener derimod, at NATO-bombardementerne var en eksemplarisk militæroperation med få civile tab, men at amerikanerne efterfølgende svigtede Libyen. Og Frankrig og Italien, de europæiske lande som har mest på spil i Libyen, er fortsat uenige om kursen i landet.

I dette libyske magttomrum er nye aktører kommet på banen, aktører som Europa og USA ikke har en interesse i at se få fodfæste på de kanter. Det gælder primært Tyrkiet og Rusland, som nu fører stedfortræderkrig i Libyen, men også De Forende Arabiske Emirater. Særligt Tyrkiet har opnået en forbløffende stærk status i Libyen med en forholdsvis lille indsats, og Tyrkiet er nu svær at komme udenom, når der skal forhandles om fremtiden. Under Gaddafi var Libyen en aktør i mange forskellige arenaer, nu er Libyen en arena for mange forskellige aktører.

Hvordan ser hverdagen ud for libyere i dag - 10 år efter det arabiske forår?

Det er stadig farligt at være libyer. Der er uro og kidnapninger og politisk motiverede mord. Militært isenkram fosser ind i landet på trods af FN’s våbenembargo. Libyen er godt nok kommet af med diktatoren, men er ikke kommet nærmere en realisering af de håb, befolkningen havde dengang i Benghazi. Håb om demokrati og menneskerettigheder og retfærdighed.

Migranterne rejser fortsat mod Italiens kyster, dog i væsentligt mindre antal. De bliver i stigende grad opsnappet af den korrupte libyske flåde – på Europas bestilling og betaling – og sat i nedkørte fængsler, hvor vold og tortur er en del af hverdagen. Militante jihadister har vokset sig stærke under borgerkrigen, og på et tidspunkt havde Islamisk Stat besat kystbyen Sirte. Nu bruger de militante jihadister særligt det sydlige Libyen som base.

Politisk og militært er landet efter 2014 delt op i to fraktioner med hver sin regering og tilhørende militsgrupper. Libyan National Army (LNA) i Tobruk i vest under ledelsen af den selvudnævnte feltmarskal Hafter, som modtager våben og mandskab fra Egypten, Rusland og Emiraterne. Og den internationalt anerkendte Government of National Accord (GNA)-regering i Tripoli ledet af premierminister Fayez al-Sarraj, som støttes militært af Tyrkiet og Qatar. I april 2019 angreb LNA-hæren rivalerne i Tripoli med støtte fra russiske lejesoldater fra Wagner Group. Kampene bølgede frem og tilbage i mere end et år, indtil tyrkisk-støttede militser fra Syrien kom GNA-regeringen til undsætning og pressede Hafter tilbage til Sirte.

Fra europæisk side har man set en svingende kurs i konflikten. Frankrig synes at have fidus til feltmarskal Hafter og hans erklærede krig mod ’terroristerne’, hvilket synes at være alle, han er i konflikt med. Mens Italien har fokus på migranterne, som primært rejser fra områder kontrolleret af GNA-regeringen.

Hvad er udsigterne til fred og stabilitet i Libyen?

Der er langt mellem lyspunkterne i Libyen, men den 23. oktober i år blev en fredsaftale underskrevet i Geneve. Aftalen er et resultat af Libyen-konferencen i Berlin i januar 2020. Håbet er, at aftalen kan indvarsle en ny og fredeligere epoke for Libyen og libyerne, sådan som FN har udtrykt håb om. Men alle, der har fulgt Libyen de sidste 10 år, er forsigtige med at sætte næsen op efter det. De stridende parter står stejlt overfor hinanden og har så meget blod på hænderne, at en forsoning er svær at forestille sig.

Ironisk nok har den fælles militære kommando, der skal forhandle freden på plads, hovedsæde i Sirte. Helt præcist i Ouagadougou Conference Centre, en imponerende og relativt uskadt bygning med kuppel, som engang var en gave fra oberst Gaddafi til sin fødeby. Sirte kommer altså endnu engang til at spille en afgørende rolle i moderne libysk historie. Først var byen Gaddafis base og sidste skanse, så Islamisk Stats hovedsæde med de sorte flag malet på murene og nu altså centrum for den fredsproces, som alle håber lykkes, men få nok vil sætte penge på.

En joker i spillet om Libyen er den nye amerikanske regering under præsident Biden. USA under Donald Trump udviste ikke nogen stor interesse for konflikten i Libyen, og når Trump endelige blandede sig, var det i konflikt med USA’s officielle position. Ligesom dengang han tilsyneladende velsignede LNA-hærens angreb på Tripoli. Vil præsident Biden gribe sagen anderledes an? Eksperter forventer nok, at strategien bliver mere klar, men præsident Obamas erfaringer og mordet på den amerikanske ambassadør Chris Stevens i Benghazi i 2012 er stadig et mareridt for amerikanerne – og særligt demokraterne. Det virker derfor ikke oplagt, at USA har mod på at spille en større rolle i Libyen. Man kunne dog forvente, at USA under præsident Biden vil kunne lægge mere pres på udenlandske aktører som f.eks. Emiraterne.

Illustrationer: Cecilie Castor