Humor og oprør i Libanon
Da Det Arabiske Forår bredte sig hen over Nordafrika til Mellemøsten i 2011, var der en række lande, hvor det aldrig fik rigtigt fat. Et af dem var Libanon, hvor økonomien på det tidspunkt var relativt god, og hvor den langvarige borgerkrig fra 1975-1990 stadig spøgte i kulissen.
Men i 2019 startede en ny bølge. Hundredetusindevis af libaneserne gik på gaderne i protest. Det samme gjorde folk i Irak, Algeriet og Sudan, der heller ikke havde været en del af det oprindelige oprør. Massedemonstrationerne i de fire lande blev hurtigt døbt Det Arabiske Forårs anden bølge.
Beirut 2019
Luften er elektrisk. De hoppende, smilende, råbende kroppe er som ladet med en særlig kraft, der smelter de enkelte dele sammen til én beruset boble af energi, der tør håbe alt, overkomme alt. På Martyr-pladsen i Beiruts centrum kommer stadig nye til. Så mange at de, trods pladsens enorme størrelse, presses ud i sidegaderne.
De råber på revolution. Frygten for de korrupte, sekteriske ledere og deres militser er drevet bort. Frygten for hinanden forsvundet. "Alle partilederne skal falde," synger de taktfast: Kellon yanie kellon.
Jeg bor i Beirut, netop som oprøret starter i oktober 2019. I kølvandet på nye skatter, skovbrande og en økonomi i frit fald, kræver libaneserne nu forandring af det dysfunktionelle politisk-religiøse system, som har holdt dem nede siden borgerkrigens afslutning i 1990. Protesterne er fra begyndelsen ladet med humor og den særlige energi, som normalt hører folkefester og forelskelser til.
Demonstranterne joker, laver satire og klæder sig ud. De tager klovnemasker på eller maler de politiske ledere som inkompetente klovne på husmure og veje. Med store enfoldige øjne, røde næser, og krøller i grønt og rødt. De piller effektivt den politiske elite ned fra den ophøjede position, de normalt indtager. Humoren og latterliggørelsen får magtens piedestal til at smuldre.
På de store indfaldsveje rundt i hele landet blokerer demonstranterne trafikken for at presse regeringen til at gå af. Den firesporede ringvej, som løber midt gennem Beiruts centrum, er normalt så trafikeret, at jeg må tage et indre tilløb med mig selv, før jeg vover at krydse den. Men nu er den tømt for biler.
Midt på vejen afholder demonstranter yogaklasser, andre griller, nogle spiller musik. Sent om aftenen bliver et banner hængt hen over ringvejen. Det viser Gandalf - troldmanden fra Ringenes Herre. "You shall not pass. Lord of the Rings" står der med store bogstaver på banneret. Latteren og smilet hjælper med at feje den irritation væk, som blokeringen af vejen normalt ville vække hos Beiruts bilister.
Humoren og det parodiske vendes også mod de to shia-partier, Hizbullah og Amal, som forudsigeligt beskylder demonstranterne for at være i lommen på udenlandske magter og for at være sponsoreret af den amerikanske ambassade. En af demonstranterne stiller sig op med en flaske tequila og et skilt med ordene "Sponsoreret af den mexicanske ambassade". En anden sælger med glimt i øjet brød, der er "Sponsoreret af Qatar". Og da flere ældre advarer de unge demonstranter om risikoen for krig og indre splid, laver aktivister en happening, hvor den libanesiske borgerkrig bliver rituelt henrettet i en galge midt på Martyr-pladsen.
Som i Gotham City
Joaquin Phoenix dystre version af Jokeren er netop kommet ud i biograferne, da oprøret starter. Flere af demonstranterne maler sig som Jokeren. Ligesom filmens ydmygede hovedperson, føler mange unge libanesere, at de lever i et dystopisk samfund, hvor den politiske overklasse har alt, og bunden intet, hvor staten er til for eliten og intet virker for resten. Ligesom i Gotham City hober affaldet sig op i Beiruts gader, og politiet er dybt korrupt.
Libanons økonomi hænger i laser, og almindelige libanesere uden de rigtige kontakter kan ikke hæve deres egne penge i banken. Pensionsopsparinger spinket i årevis går tabt, mens de med politisk indflydelse kan trække millioner af dollars ud af landet. Når de unge demonstranter klæder sig ud som Jokeren og hærger de skinnende mærkevarebutikker i Beiruts centrum, spejler de Jokerens forvandling fra klovn til destruktiv hævner. I Puma-forretningen i Beiruts centrum bliver de før så uopnåelige sneakers stjålet, og en udtrådt gummisko stilles ind i udstillingsmontren i stedet. Latteren er stadig med, men det er med en klang af desperation og en snert af hån.
Største eksplosion siden Hiroshima
Coronaen rammer også Libanon. Udgangsforbud, nødlovgivning og nedlukninger passer autoritære regimer godt, for de gør revolution umulig. Der er ikke længere håbefulde demonstranter i gaderne, Beiruts berømte natteliv er gået i stå, butikker og cafeer har slået skodderne for. De lukkede skodder er som et billede på politikernes manglende vilje til at se Libanons krise i øjnene; tillukkede og tavse vender de sig bort fra gadens krav. På sociale medier deler libaneserne stadig politisk satire og humoristiske indfald. Hizbullahs politiske leder, Nasrallah, giver i bedste Donald Trump-stil gode råd om Covid-19, og aktivister laver straks sarkastiske memes, hvor Nasrallah er klædt ud som læge. Men håbløsheden ligger som et slidt tæppe under det hele.
Tæppet hives væk da 2,7 tons ammoniumnitrat eksploderer på Beiruts havn i august. Det er den største eksplosion siden Hiroshima. Den kan høres helt til Cypern og får vinduer og facader til at splintres i en ti-kilometers radius. På Gouraud-gaden, hvor jeg boede, er flere af de smukke osmaniske huse, med hvælvede vinduer, og udskårne mursten, faldet sammen. Murbrokker og støv fylder gaden, mens redningshold prøver at finde overlevne. Fra Danmark sms’er jeg mine kolleger og venner i Beirut, men har ikke ordene til at beskrive den lidelse, som igen tilfalder Libanon, ovenpå krig, økonomisk fallit, corona og en fejslagen revolution.
Politikere som klovne
Særlig ét pressefoto bliver jeg ved med at vende tilbage til. På billedet står en mand foran en brændende gade i Beirut. Han er næsten nøgen, overkroppen er spændt og svedig, en klovnemaske dækker hans ansigt. Hvorfor har han valgt at tage en klovnemaske på? Er det for at udstille de libanesiske politikere som klovne? Eller er det libaneserne selv, der er klovne, fordi de giver de inkompetente politikere lov til at sidde på magten? Politikere som lader 2,7 tons sprængstof ligge på havnen i årevis. Måske er masken med det brede grin en måde at dække for gråden og desperationen. Ligesom i filmen, hvor Jokeren konstant griner på upassende tidspunkter og slet ikke kan holde op, selv da han bliver bortvist og arresteret. Gråden og grinet er flydt sammen. Latteren er blevet en slags apati - et tegn på opgivelse. Når der ikke er andre udveje, kan grinet være en sidste fortvivlet krampetrækning.
Latter og håb
Tilbage i oprørets begyndelse følger jeg en lille klovnegruppe i Beirut. De kalder sig ’Clown Me In’, og de fleste er uddannet på en prestigefyldt skole i Paris. En af de unge klovne er Layal Ghanem. Hun understreger, at deres trup ikke er underholdende fødselsdagsklovne, men at de bedriver en form for politisk teater i det offentlige rum.
"Jeg bruger latter til at udtrykke min vrede. Jeg er en oprørsk klovn. Klovneri gør publikum mere afslappede og åbne, så de hører nogle politiske budskaber, som de måske ellers ville lukke af for," siger hun.
Et par uger efter eksplosionen rykker Clown Me In ud til nogle af de hårdest ramte kvarterer i Beirut. Her laver de sjov og politisk performance i gaderne. Børnene hopper op og ned af glæde til forestillingerne. En mor fortæller, at hendes datter ikke har mælet et ord siden eksplosionen. Men efter klovnene har været på besøg i kvarteret, er hun begyndt at tale igen.
Evnen til spøg, selv midt i Libanons mest tragiske og absurde krise, er med til at skabe en forbundethed. I humorens lethed og latter formår libaneserne at holde fast i en lille flig af det fælles menneskelige.
Epilog
Den gamle garde sidder der stadig, de sekteriske institutioner er intakte, økonomien bankerot, og de libanesere der kan, er flygter ud af landet. Var det hele så forgæves? Nej, siger mange libanesiske aktivister. For de politiske ledere er ligesom i 'Kejserens nye klæder' blevet afsløret. På tværs af generationer og sekteriske skel tør libanesere nu råbe højt; de politiske ledere "har ikke noget tøj på". De er ikke i stand til at regere landet. Protesterne viste, at det bestående kunne tænkes anderledes. Det blev muligt at forestille sig et andet Libanon.
Læs mere i vores tema "10 år efter Foråret"
