En (u)hellig alliance

Dagen inden G20-topmødet i Riyadh den 21.-22. november talte den aldrende saudiarabiske kong Salman i telefon med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. I tilsyneladende gemytlig stemning forsikrede de hinanden om, at de begge vil forsøge at få deres anspændte forhold vendt til et mere positivt samarbejde.

Grunden til forsoningsopkaldet er, at Saudi-Arabien og Tyrkiet siden Det Arabiske Forår har placeret sig på hver sin side i en konflikt om, hvem der sætter den islamiske dagsorden i Mellemøsten. En konflikt, som er blevet stadig mere intensiveret og som udspillede sig for åbent tæppe, da Erdogan i november 2018 afslørede, at ”personer i den øverste ledelse” i Saudi-Arabien stod bag et bestialsk mord på oppositionspolitikeren Jamal Khashoggi i Istanbul.   

Nogenlunde samtidig med kongen og præsidentens telefonpassiar tog den saudiarabiske udenrigsminister, prins Faisal bin Farhan Al Saud, den forsonlige mine på i et interview og bedyrede, at Saudi-Arabien gerne ville i dialog med Qatar. De to lande har ligeledes haft et anstrengt forhold, særligt siden Saudi-Arabien startede en embargo mod Qatar i 2017, bl.a. fordi landet huser medlemmer af Det Muslimske Broderskab. Prins Faisal tilføjede dog, at en dialog naturligvis forudsatte, at Qatar forstod de problemer med sikkerhed, der er baggrunden for konflikten. Hans kollega i Qatar, Sheikh Mohammed bin Abdulrahman Al Thani, har ligeledes bekræftet interessen i dialog med Saudi-Arabien, men tilføjede, at Qatars suverænitet naturligvis måtte respekteres og sikres.

En sunni – sunni konflikt

Alle tre lande - Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar - er ledet af sunni-muslimer. Det bemærkelsesværdige er, at de involverede i konflikten (Saudi-Arabien på den ene side og Qatar og Tyrkiet på den anden side) fremstiller den som en religionskonflikt inden for sunni-islam: altså en sunni–sunni-konflikt. Mens vi har hørt meget (mange vil måske mene for meget) om sunni-shia-konflikten, som prisme til at forstå den regionale rivalisering mellem Iran og Saudi-Arabien, er sunni–sunni-konflikten meget mindre kendt uden for regionen. Det er imidlertid en konflikt, der efterhånden er mindst lige så definerende for det regionale magtspil, som sunni-shia konflikten.

Konflikten blev alvorligt skærpet ved udsigt til, at Det Muslimske Broderskab ville få magten i Egypten efter den mangeårige præsident Hosni Mubaraks fald i forbindelse med Det Arabiske Forår i februar 2011. For Israel var det naturligvis et skrækscenarie, hvis den store nabostat skulle ledes af en regering med rødder i politisk islam, og israelerne anbefalede USA at holde fast i Mubarak og ikke åbne for, at islamisterne kunne komme til magten.

Den samme bekymring udtrykte Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Sidstnævnte havde allerede længe været i konflikt med Det Muslimske Broderskab, lige siden Broderskabet havde rettet skarp kritik mod den saudiske kongefamilie for at invitere en halv million amerikanske soldater ind i det hellige land forud for Irakkrigen i 1991.

Selvom de tre lande ikke var oplagte alliancepartnere, blev det under Det Arabiske Forår stjerneklart, at Israel, Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien havde en fælles dagsorden om at bekæmpe sunnimuslimsk islamisme - såvel jihadisterne fra al-Qaida som de parlamentarisk orienterede fra Det Muslimske Broderskab, hvor også palæstinensiske Hamas hører til.

En alliance tager form

Den nye alliance tog dog allerede de første skridt en håndfuld år inden Det Arabiske Forår, nemlig under den såkaldte sommerkrig i Libanon i 2006. Her kæmpede Israel mod det shiamuslimske og iransk-støttede Hizbollah i Libanon samtidig med, at de førte krig mod Hamas i Gaza.

Det blev tydeligt, at Saudi-Arabien sammen med Forenede Arabiske Emirater og Israel også her havde en fælles dagsorden: At holde Iran ude af det arabiske Mellemøsten og bekæmpe iransk-støttede militser som f.eks. Hizbollah. Samtidig advarede den jordanske kong Hussein om den såkaldte ”shiamuslimske halvmåne” med iransk indflydelse i shia-samfund i den arabiske del af Den Persiske Golf, især Bahrain, som har shiamuslimsk befolkningsflertal, og gennem Irak og Syrien til Libanon.

Under sommerkrigen fandt de konservative sunnimuslimske monarkier og Egypten således sammen med Israel om at holde Iran ude, politisk islam nede og bekæmpe shia-militser i det arabiske Mellemøsten. Alliancen blev støttet af USA.

Det Arabiske Forår havde i denne sammenhæng to modsatrettede konsekvenser: For det første cementerede det Israels og Saudi-Arabiens fælles interesser i Mellemøstens regionale magtspil, og for det andet truede udsigten til, at islamisterne med USA’s støtte kom til magten i Egypten med at splitte den alliance, som var blevet tømret sammen efter krigen i Libanon.

Saudi-Arabien saboterer processen

Da Israel og Saudi-Arabien ikke kunne forhindre, at Det Muslimske Broderskab både vandt parlaments- og præsidentvalg og dermed kom til magten, kunne de i stedet sabotere processen. Det blev især en opgave for Saudi-Arabien med støtte fra Forenede Arabiske Emirater. Saudi-Arabien, der også var stærkt skeptiske overfor Det Muslimske Broderskabs demokratiske dagsorden, støttede det salafistiske parti al-Nour, som fik næsten 20% af stemmerne ved parlamentsvalget. Partiet var hverken demokratisk eller egentlig politisk, fordi de grundlæggende opfattede politik som i strid med islam, hvilket passede godt ind i Saudi-Arabiens kram.

Det egyptiske militær havde navigeret snedigt under Det Arabiske Forår og givet indtryk af, at det støttede reformer og demokratisering, hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet: Militæret sad på økonomien, som generalerne forvaltede til egen gunst, men på bekostning af samfundet. Da det blev klart, at militæret under den stærke Abdel Fatah al-Sisi pønsede på at kuppe Det Muslimske Broderskab fra magten, bakkede Saudi-Arabien op og lovede at kompensere for eventuelle tab af vestlig bistand som straf for kuppet – ovenikøbet dobbelt! Kuppet fandt sted, og Saudi-Arabiens mission var lykkedes, men ikke slut: Sagen var, at islamisterne i Det Muslimske Broderskab langt fra var besejrede, og det skyldtes Qatars penge og Tyrkiets islamiske dagsorden.

Den tyrkiske model

Under Det Arabiske Forår havde vestlige politikere og Mellemøstkommentatorer afvist bekymringer om, at islamisme ikke kunne forenes med demokrati, og at det egyptiske militær ikke var demokratisk indstillet. ”Se på Tyrkiet”, sagde de.

Her havde Erdogan og hans parti bevist, at islamisme og demokrati fint kunne gå hånd i hånd og dertil kom, at det tyrkiske militær ved flere lejligheder havde ”reddet demokratiet”. Denne mageløse opdagelse gik under navnet ”den tyrkiske model”, og kunne den virke i Tyrkiet, kunne den også i Egypten og andre steder i Mellemøsten, mente man.

Selv lederne i Det Muslimske Broderskab tog den tyrkiske model til sig. De havde egentlig ikke været begejstrede for Erdogan og hans AKP-parti, men nu kastede de al deres kærlighed på den tyrkiske leder, som syntes at være den bedste rollemodel for dem i det internationale magtspil. Erdogan var smigret og så store muligheder i at agere som Mellemøstens islamiske rollemodel både økonomisk og magtmæssigt; en position, hvorfra han kunne drømme om at genskabe Tyrkiet i den storhed, landet havde under Det Osmanniske Rige.

Den dagsorden passede naturligvis hverken Israel eller Saudi-Arabien, der - sammen med Forenede Arabiske Emirater - ville Det Muslimske Broderskab og islamisterne til livs. Op mod 20.000 medlemmer af Det Muslimske Broderskab (herunder mange ledende figurer) havde søgt til Istanbul på flugt fra al-Sisi’s undertrykkelse og forfølgelse i Egypten. En del var taget til Qatar, som fortsatte med at give Broderskabet medieplads og økonomisk støtte, og tilbød asyl til de mest prominente profiler, som f.eks. den kendte Yousuf al-Qaradawi.

Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater rettede derfor øjnene mod Tyrkiet og Qatar i bekæmpelsen af Det Muslimske Broderskab og politisk islam.

Hvad indad tabes, skal udad vindes

I 1995 var den saudiarabiske og wahhabistiske gren af Al Thani-familien i Qatar blevet sat fra magten, da sønnen, Hamad bin Khalifa Al Thani, gennemførte en paladsrevolution mod sin far. Sønnen havde forbindelser til Det Muslimske Broderskab og var indstillet på at gennemføre en modernisering af det dengang ganske tilbagestående Qatar. Som bekendt lykkedes moderniseringen og gjorde på få år Qatar til en af verdens rigeste stater. Derimod mistede Saudi-Arabien sin indflydelse og forsøgte sig allerede året efter med et modkup, som mislykkedes.

Utilfredsheden i Riyadh blev ikke mindre af, at Qatar i 1996 startede al-Jazeera, der både gav rigelig med plads til kritik af Saudi-Arabien og andre arabiske stater (dog ikke Qatar), og til at prominente talere fra Det Muslimske Broderskab kunne få deres islamistiske budskaber transmitteret til hele Mellemøsten, hvor al-Jazeera hurtigt blev voldsomt populær.

Mens Saudi-Arabien således bekæmpede Det Muslimske Broderskab, fik bevægelsen massiv støtte både fra Tyrkiet og fra Qatar. Allerede i 2014 kom det til diplomatisk krise mellem Qatar og Saudi-Arabien, men det var i 2017, at konflikten for alvor blev skærpet: Sammen med Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten indledte Saudi-Arabien en embargo mod Qatar, der helt skulle isolere landet og gøre det umuligt at gennemføre forberedelserne til VM-slutrunden i fodbold i 2022, samt tvinge Qatar til at følge Saudi-Arabiens dagsorden.

Qatar afviste, og for at afskrække en militær invasion fra Saudi-Arabien og de øvrige embargolande sendte Tyrkiet 1000 soldater til Qatar. Tyrkiet var også aktiv i organiseringen af alternative transportruter, bl.a. via Iran, så det faktisk er lykkedes Qatar forbavsende uanfægtet at navigere gennem embargoen. Selvom Qatar de senere år har holdt lavere udenrigspolitisk profil end tidligere, støtter landet stadig Det Muslimske Broderskab, arbejder sammen med Iran om verdens største gasfelt, som de to lande deler, og lader al-Jazeera og andre medier køre på fuld blus.

De seneste år har Tyrkiet oprustet militært og teknologisk, bl.a. med droneindustri, og har udstationeret styrker i 9 lande i det, der på amerikansk kaldes The Greater Middle East, inklusive Syrien, Irak og Libyen. Alle steder støtter Tyrkiet Saudi-Arabiens fjender. Og Saudi-Arabiens misfornøjelse med Tyrkiet blev ikke mindre af Erdogans anklager mod kongefamilien i Khashoggi-sagen.

Tyrkiets stadig mere nationalistiske og aggressive udenrigspolitik har bred opbakning i Tyrkiet, både i samfundet som sådan, i de toneangivende medier samt i politiske sammenhænge. Dette står i skærende kontrast til opbakningen til Erdogans indenrigspolitik, der daler betragteligt. Det er derfor nærliggende at se den mere profilerede udenrigs- og sikkerhedspolitik ud fra devisen, at hvad indad tabes må udad vindes, skønt den givetvis også har at gøre med, at Tyrkiet økonomisk og politisk er pisket til at forstærke sig i regionen.

Fred og normalisering?

Til trods for den gemytlige snak mellem kong Salman og Erdogan om bedre tider landene imellem og de kryptiske udmeldinger fra Saudi-Arabien og Qatars udenrigsministre om dialog, synes der altså at være alt for meget at tale om til, at konflikterne bliver endegyldigt bilagt lige med det samme.

Derimod bliver alliancen mellem Egypten, Israel, Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien stadig mere offentlig, hvilket den såkaldte ”normaliseringsaftale” mellem Israel og Forenede Arabiske Emirater er bekræftelse på. Aftalen indebærer, at Israel nikker ja til, at USA sælger avancerede droner og F35 jagerfly til Forenede Arabiske Emirater, som kan bruges til Abu Dhabis krige i Libyen og Yemen.

Samtidig har Saudi-Arabien forklaret, at tiden nu er inde til at prioritere egne interesser over palæstinensernes, som kan sejle deres egen sø, mens saudiaraberne gøder den arabiske jord for en normaliseringsaftale med Israel. Flere avancerede våben til krigene i Libyen og Yemen og mindre indsats i forsøget på at løse Palæstinakonflikten er således resultat af aftalerne, som nogle kalder ”fredsaftaler”, hvilket synes at være en særdeles kreativ omskrivning af de virkelige forhold.

Præsident Trump og hans svigersøn, Jared Kushner, har med effektivt diplomati satset på normaliseringsaftalerne, men de blev muliggjort af fælles interesser mellem Israel, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater, som blev synlige under sommerkrigen i 2006 samt ikke mindst under Det Arabiske Forår.

Illustrationer: Cecilie Castor