Når modstanden er det eneste, der er tilbage, bryder helvede løs

Med sit angreb lørdag har Hamas kortsluttet alle de tendenser til afspænding i Mellemøsten, som i længere tid havde været i gang: Afspændingen mellem Iran og Saudi-Arabien er sat på pause, mens man afventer afklaring på Irans eventuelle rolle i angrebet. Det er en kendt sag, at Iran støtter Hamas med penge, men det indebærer ikke nødvendigvis, at iranere har hjulpet Hamas med at organisere angrebet. Det er muligt, men det er også muligt, at Hamas selv har stået for det.

Tirsdag aften havde Israel ingen beviser for iransk involvering, men skulle de komme, vil Saudi-Arabien ikke fedtes ind i det, for selvom saudierne stadig mere nærmer sig Kina, har de fortsat brug for USA. USA’s og Joe Bidens bestræbelse på at få en Abrahamaftale (normaliseringsaftale i form af fulde diplomatiske forbindelser, red.) i hus mellem Israel og Saudi-Arabien er udskudt på ubestemt tid: Saudi-Arabien kan ikke gå videre med sådan en aftale samtidig med, at Israel med sin stramning af blokaden mod Gaza sørger for, at palæstinenserne sulter, fryser, blive syge af at drikke forurenet vand og tæppebombes uden at have nogen steder at flygte hen. Saudi-Arabien havde store krav til en aftale med Israel. Et af dem var en to-statsløsning, som er endnu mindre på tapetet nu end for en uge siden, hvor de fleste vurderede, at løsningen alligevel var helt urealistisk.

Joe Biden får ikke en Abrahamaftale mellem Israel og Saudi-Arabien som en fjer i hatten forud for sin valgkamp i USA. Til gengæld får han forøgede oliepriser, risiko for mere inflation og ikke mindst stor kritik fra republikanerne og de neokonservative i sit eget parti: De vil kraftigt bebrejde ham, at han ikke mere helhjertet har bakket op om Israel, ikke har haft Benjamin Netanyahu på besøg i Det Hvide Hus, og de vil nedgøre ham for at have forhandlet med Iran, lavet en aftale om gidseludveksling, der gav Iran adgang til 6 milliarder US dollars, vendte det blinde øje til kinesisk import af iransk olie til discountpris og åbnede for muligheden af nye forhandlinger om atomenergiaftalen.

Alt sammen noget, som i perspektiv af internationalt diplomati kunne være fornuftigt, men som Republikanerne nu med uforsonlig retorik vil revse Biden for. Hvis det ovenikøbet bliver dokumenteret, at Iran har været direkte involveret i Hamasangrebet, vil ydmygelsen af Biden være kolossal. Det er formentlig også en grund til, at Biden har troppet op med hangarskib, våben og 100 pct. politisk støtte bag Israel og Netanyahu.

Der var mange tegn på afspænding og bedre tider på vej i Mellemøsten: Forsoning mellem Tyrkiet på den ene side og Saudi-Arabien og UAE på den anden, hvilket med undtagelse af Qatar betød enig arabisk front mod politisk islam. Tilnærmelser mellem Iran og Saudi-Arabien, der både handlede om at finde løsninger i Yemen og trække Basher al-Assad i Syrien tilbage i selskabet af arabiske stater og Joe Bidens våde drøm om en aftale mellem Saudi-Arabien og Israel, som ville give ham en kærkommen trumf i sin mislykkede Mellemøstpolitik.

I bedste fald ville en aftale åbne for forhandlinger om palæstinensernes situation, ganske vist på israelske, amerikanske og saudiarabiske betingelser. Altså så det ud til, at alle var indstillet på tale om at løse konflikter gennem dialog og samarbejde fremfor krig og konflikt, hvilket for en gangs skyld tegnede et behersket optimistisk billede af Mellemøsten. Den amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan gik så vidt i et interview med The Atlantic kun en uge inden Hamasangrebet som til at sige, at Mellemøsten ikke har været mere stille i to årtier end det var nu.

Altså hvis man med stille accepterer, at stabiliteten i Egypten er resultat af brutal undertrykkelse i form af et militærdiktatur, at krigsforbryderen Bashar al-Assad, der har anvendt kemiske våben mod sin egen befolkning, var hastigt på vej tilbage i varmen, at de stærke arabiske Golfstater, Saudi-Arabien og UAE, i dag er etableret som sultanater, altså som en mands diktaturer og at Iran fortsat fører krig mod sin egen befolkning i et oprør ført an af modige kvinder. Og at situationen for palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden og i flygtningelejrene i Libanon bliver værre og værre for hver dag, der går.

Men Sullivan udtrykte et generelt optimistisk syn på Mellemøsten, som Hamas med sit angreb har sprængt i stumper og stykker. At den amerikanske sikkerhedsrådgiver ikke var opmærksom på de truende tendenser skyldes måske, at amerikanske diplomatiske topposter i Mellemøsten, herunder en amerikansk ambassadør i Israel, står ubesatte hen, fordi den bitre kamp mellem republikanere og demokrater i det amerikanske senat konstant udskyder den endelige godkendelse af kandidater til topposterne.

Den latente uro blev i Vesten og tilsyneladende også i Netanyahus regering set som ubetydelige og irriterende forstyrrelser i en stadig mere stabil region, med henvisning til Abrahamaftalerne i 2020 og måske en mere på vej med Saudi-Arabien, der ville efterlade palæstinenserne venneløse og overladt til sig selv. I februar, mens utilfredsheden i Israel voksede sig stadig større med den nye israelske regerings forsøg på at ødelægge demokratiet, sad en storsmilende Netanyahu og konverserede med The Wall Street Journals mangeårige korrespondent Walther Russell Mead og forklarede, at opskriften på at håndtere palæstinenserne var at ignorere dem, fortsætte bosættelsespolitikken og lave aftaler med de arabiske stater om normalisering.

Mead indikerede med sine smilende nik, at han mente den israelske premierminister absolut havde fat i den lange ende. Når palæstinenserne var efterladt og omgivet af arabiske stater, der prioriterer diplomatiske forbindelser til Israel, ville palæstinenserne til sidst indse, at de havde tabt deres sag, forsikrede Netanyahu sit publikum i februar, hvor han præsenterede sin nyeste bog i Jerusalem. Alt dette har Hamasangrebet sat på pause eller ligefrem sønderskudt.

Israel står i dag over for en kæmpeudfordring, der består i at føre krig i Gaza, samtidig med at der befinder sig 100-150 israelske og måske udenlandske samt ifølge Joe Biden på pressemøde tirsdag aften formentlig 14 amerikanske gidsler, som bomberne risikerer at slå ihjel ved siden af de hundredvis, måske tusinder palæstinensere, der vil dø – i Gazakrigen i 2014 var det over 2000, og det kan sagtens blive tilfældet igen eller værre, hvis Israel optrapper sin militære kampagne.

Men hvad vil der ske, hvis det kommer frem, at gidsler dræbes af israelerne? Hvad vil der ske, hvis det er udlændinge? Det er den udfordring, Hamas har stillet Israel overfor. Skulle det komme til forhandlinger, som Qatar har tilbudt at mægle i, vil det ligne en sejr for Hamas. Men langtfra en entydig sejr for Hamas er allerede totalt delegitimeret i det internationale samfund, i hvert fald i Vesten, hvor USA som nævnt absolut står bag Israel, og det samme gælder EU, som diskuterer et stop for bistand til palæstinenserne. Det er en uforudsigelig situation.

Uforudsigeligt er det også med Hizbollah, som ligesom i 2006 må forventes at indlede et angreb i det nordlige Israel og dermed starte en israelsk krig ind i Libanon og åbne en anden front. I dag er Hizbollah og andre militser, herunder iranske, tilstede i Syrien på grænsen til Israel, og vil de tilslutte sig angrebene og åbne en tredje front? Og igen, hvis der skulle dukke beviser på iransk involvering i Hamasangrebet op, hvordan vil Israel da reagere? Vil israelerne indlede angreb ind i Iran og dermed åbne en krig, en fjerde front, som USA ikke kan undgå at blive en del af? Måske er det også derfor, at Biden sender et hangarskib til Mellemøsten, for at USA kan være i beredskab. Hvorom alt er, kan Israel true med og måske indlede den totale krig, og nok er Vesten forenet i fordømmelse af Hamas’ bestialske metoder, men krigens dilemmaer bliver større og større i takt med, den tager til.

I 2014 gennemførte Israel en omfattende krig mod Gaza inklusive invasion af israelske landtropper. Ifølge FN blev 67 israelske soldater dræbt, mens antallet på den palæstinensiske side var 2251, heraf 1462 civile og mere end 11.000 såret. 18.000 beboelser blev totalt eller delvist ødelagte, 73 sundhedsfaciliteter og et stort antal skoler blev helt eller delvist ødelagte af de 6000 luftangreb, Israel gennemførte. Formålet med krigen var at ødelægge det, Israel kaldte ”terrorismens infrastruktur”, altså Hamas og tunnelsystemet under Gaza.

Med det angreb, Hamas gennemførte i lørdags, blev det klart, at den omfattende krig i 2014 ikke lykkedes med at afvæbne Hamas. Hvis Israel i dag vil fjerne Hamas med krig og en ny invasion, vil det altså blive en meget større militær kampagne end i 2014, og formentlig vil kun en fuld israelsk militær besættelse af hele Gaza eliminere Hamas. Konsekvenserne for beboerne i Gaza vil være grufulde, og de ved og frygter det.

Hvorfor støtter palæstinensere i Gaza og på Vestbredden så alligevel Hamas, hvorfor ser man palæstinensere i lejrene i Beirut fejre Hamasangrebet, selvom der blev anvendt uhyrlige og bestialske metoder, som ingen kan forsvare? Det uhyggelige og triste svar er, at det er fordi de mener, det er det eneste, de har tilbage, nemlig det, de kalder modstanden. For palæstinenserne i Gaza og lejrene i Libanon er der intet andet tilbage. Modstanden er det eneste, det internationale samfund og Israel har efterladt til dem. Og ikke blot det internationale samfund, men også et korrupt selvstyre i Ramallah under ledelse af Mahmoud Abbas, som aldrig har leveret noget som helst til gavn for palæstinenserne.

Abbas har skovlet penge ind på sine private bankkonti i varetagelse af det job, Israel har udliciteret til ham, og som det internationale samfund betaler ham for; nemlig at forvalte elendigheden. Derfor tabte Abbas valget i 2006 til Hamas, der havde fået lov at stille op, fordi USA havde en demokratidagsorden for Mellemøsten, og derfor ikke ville udelukke Hamas, som det selvsikre USA mente alligevel ville tabe. Den daværende israelske ministerpræsident Ariel Sharon forsøgte ellers at overtale George W. Bush til, at Hamas ikke skulle deltage i valget, men uden succes.

Hamas blev valgt, og det demokratiske Vesten og Israel kunne ikke li’ valgresultatet og støttede taberen Fatah i et kup, der mislykkedes og førte til, at Fatah med Selvstyret og Hamas kom til at sidde hvert sit sted med Fatah i Ramallah og Hamas i Gaza. Gaza blev underlagt blokade i 2007, og siden er det blevet udviklet til område med en befolkning, hvor flertallet er børn, der lever med 95 pct. forurenet grundvand, en af verdens højeste befolkningstætheder i slum indespærret til lands, til vands og i luften. De har ingen fremtid, og de kan ikke komme væk. Ingen vil tage imod dem.

I 2012 udsendte FN en rapport, hvor det blev slået fast, at skete der ikke forbedringer i Gaza, ville striben i 2020 være uegnet for mennesker at leve i. Siden er det kun blevet værre. Nogenlunde sådan, men ikke helt så slem, er situationen for palæstinenserne i Libanon. I Gaza og Libanon kan de høre USA og EU sige, at der skal komme en to-statsløsning, men fordi palæstinensere i Gaza og Libanon ses som terrorister, alle sammen, hele befolkningen, er forhandlinger om en løsning ikke mulig lige nu. Heller ikke i morgen, heller ikke næste år. Faktisk er den aldrig mulig. Lever de deres fattige og elendige liv i glemsel, tolereres de og belønnes med lidt bistand. Råber de op, bliver de sendt i fængsel eller slået ihjel. Sådan ser de deres hverdag.

I min bog Oprør og Alliancer fra 2021 har jeg forsøgt at skildre deres livsforhold i større detaljer, men hvem gider læse om det? Hvem uden for Gaza, Vestbredden og Libanons palæstinensiske flygtningelejre gider høre på det? Ikke mange andre end palæstinensere i resten af verden og arabere i Mellemøsten. De synes, der sker en stor uretfærdighed. De henviser til Folkeretten. Både til, at det er mere end 70 år siden, det internationale samfund lovede en løsning og vedtog – det i dag helt urealistiske – princip om retten at vende tilbage til deres hjemland. De ser, at palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden og i flygtningelejrene fratages alle muligheder for leve værdige menneskelige liv.

Derfor hylder mange i Gaza og i lejrene i Libanon den modstand, som Hamas står for. Fordi modstanden er det eneste, de har tilbage. Ikke fordi de alle sammen, langt fra, hylder politisk islam eller den ideologi, Hamas står for. Slet ikke fordi de hylder de bestialske metoder, Hamas har taget i anvendelse. Men fordi den eneste værdighed, de synes, de har tilbage, er modstand.

Der findes ikke nogen som helst begrundelse for eller legitimitet i bevidst at dræbe tilfældige civile, mænd, kvinder og børn, eller i at tage dem som gidsler, bruge dem som bombeskjolde eller likvidere dem som hævn og pression. Basta. Og det gælder uanset om der er tale om en terrororganisation eller en stat, som står bag uhyrlighederne.

Efterlader man mennesker alene med modstand som den seneste eksistentielle værdighed, de har tilbage, vælger de enten dén eller også går de til grunde. Det er den situation, palæstinenserne i Gaza og Libanon lever i, hvor mange vælger at hylde modstanden, mens andre går til grunde, og nogle bare prøver at overleve. Mange hylder modstanden, for det er det eneste, de reelt har tilbage som et lille stykke menneskeligt værdighed i et internationalt samfund, der helst vil have, de bare holder kæft og lever under de elendige livsbetingelser, de tildeles. Nu synes EU så, de heller ikke skal have bistand. Det kommer nok til at skabe endnu mere grobund for de uhyrligheder og bestialske handlinger, Hamas står bag.

Det er Hamas og terroristerne, der skal straffes, men det er hele den palæstinensiske befolkning under israelsk besættelse, der straffes med metoder USA og EU ikke ville acceptere nogen som helst andre steder i verden. En ny omfattende krig i Gaza kan ikke stoppe uhyrlighederne. Det kan kun forhandlinger og en løsning på palæstinensernes situation, som de blev lovet af det internationale samfund første gang i 1948 og løftet er blevet gentaget mange gange siden, men aldrig blevet indfriet. Når modstanden er det eneste, der er tilbage, bryder helvede løs. Det skete i lørdags.

Artiklen er bragt i Ræson 11. oktober 2023.