Vold i zionismens grænseland

Da zionisterne kæmpede for deres stat, brugte de med succes terrorisme vendt mod det britiske mandatstyre. Israel tillader i dag jødiske bosættere på Vestbredden at fortsætte terrorismen mod palæstinensere. Israelsk militær har nu efter to måneders krig dræbt kvinder og børn i Gaza i en proportionsløs og uacceptabel skala. Det hverken relativerer eller legitimerer Hamas terrorismen 7. oktober, som med sine voldsexcesser uden forbehold skal fordømmes. Måden krigen i Gaza føres på og den øgede bosættervold viser, at Israel ikke sigter mod en fredsaftale, men mod total kontrol i Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet. Men hvad med palæstinenserne?

4. august 2023 opfordrede en gruppe af jødiske akademikere i USA kolleger til at underskrive en petition med krav til Israel og det internationale samfund om at stoppe den israelske besættelse af palæstinensiske territorier. Det skete i forlængelse af de store protester hundredtusinder af israelere ved demonstrationer havde markeret mod Netanyahu-regeringens lov, der skulle svække den israelske højesterets vetoret mod israelsk lovgivning. Israel har ingen forfatning og heller ingen Bill of Right, så højesteret betragtes af israelske forsvarere af demokratiet som en nødvendig institution, der ikke skal pilles ved, hvis israelsk demokrati skal bevares.

I petitionen fra 4. august gjorde de amerikanske jødiske akademikere opmærksom på, at det israelske demokrati allerede var svækket på grund af israelsk besættelse af palæstinensiske territorier. De kaldte problemet ”The Elephant in the Room”.[i] Hvis ikke Israel sørgede for, at palæstinensere under en eller anden ordning – det kan være i to stater, i én stat eller på anden måde – ville få samme rettigheder og samme muligheder for at leve deres liv som israelere, ville Israel styre direkte mod demokratisk forfald eller det, der er værre. Pointen er, at en demokratisk stat ikke kan opretholde en besættelse i strid med folkeretten og med metoder, som er i konflikt med Genevekonventioner uden at udvikle autoritære træk. Det samme har tidligere chefer for Shin Bet (Israels efterretningstjeneste), bl.a. den tidligere israelske ambassadør i Danmark Cami Gillon, advaret imod i dokumentaren og bogen The Gatekeepers.[ii] Mere end 2000 fortrinsvis jødiske forskere ved amerikanske og israelske universiteter og forskningsinstitutioner, intellektuelle, kulturpersonligheder og religiøse ledere, de fleste er ansatte i Israel og USA, skrev under inden d. 7. oktober.

Da Hamas d. 7. oktober angreb Israel og med sin terrorisme målt i antal døde påførte Israel det største angreb siden holocaust og tog 240 gidsler med til Gaza, fremsatte gruppen bag ”The Elephant in the Room” en ny erklæring, hvor de fordømte Hamas terrorismen og forlangte de mange gidsler øjeblikkeligt frigivet. Men de opfordrede fremdeles til, at den eneste vej frem, hvis Israel fremover skal udvikle sig til at blive et liberalt demokrati og ikke blot som i dag et illiberalt demokrati med fulde rettigheder alene for jødiske statsborgere, vil det kræve en afslutning på den israelske besættelse. Siden har yderligere flere hundrede jødiske akademikere fra Israel og USA skrevet under på petitionen.[iii]

Definitioner og deklarationer

Der er mange israelere og jøder både i Danmark og i USA, der er uenig i Netanyahu-regeringens måde at håndtere den såkaldte Palæstinakonflikt på. Både inden og efter 7. oktober. Ingen af dem ønsker en udslettelse af Israel. Ingen af dem er antisemitiske. Ingen af dem forsvarer terrorisme, heller ikke Hamas’ terrorisme. Men de er uenige i den strategi, den israelske regering og højrefløjen i Israel mener er løsningen på den såkaldte Palæstinakonflikt, som består i fortsat besættelse med henblik på at eliminere det palæstinensiske problem med vold, militær besættelse og med annektering af de besatte områder.

Jeg er enig med disse jøder og dermed også med mange jøder i Israel, Danmark og resten af verden, og er ligesom mine jødiske kolleger på ingen måde antisemitisk. Som stat anerkendes Israel i dag af 167 ud af FN’s 193 medlemsstater. Enhver forestilling om udslettelse af Israel er således både folkeretligt forkert og moralsk uansvarlig. Det ville være en lige så stor uretfærdighed mod det jødiske folk i Israel, som oprettelsen af staten Israel var mod den indfødte palæstinensiske befolkning i Palæstina i 1948, der gjorde mere end 700.000 mennesker til flygtninge. Kritik af Israel og krav om, at Israel stopper sin besættelse af palæstinensiske territorier er derfor ikke ensbetydende med ideer om udslettelse af Israel. Tværtimod er den argument for at sikre Israel som et liberalt demokrati.

Kritik af Israels måde at føre sin ekstremt brutale krig på er ikke støtte til Hamas. Hverken når gruppen anvender terrorisme som metode eller argumenterer for et Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet. I 2006 meddelte Hamas, at gruppen ville acceptere en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden akkurat som Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) erklærede det i 1988. Hamas gentog i forbindelse med ændringer i sit charter i 2017 sin indforståelse med den såkaldte tostatsmodel, idet gruppen dog ville overlade det til en folkeafstemning mellem palæstinensere at tage stilling til spørgsmålet om anerkendelse af Israel.[iv] Samtidig tilføjede gruppen til accepten af tostatsmodellen, at den ville gælde i mindst 10 år efter oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det udtrykker klart tvivl om, hvad Hamas egentlig vil. På den baggrund anerkender Israel selvsagt ikke Hamas som forhandlingspartner i en fredsproces. Dog har Israel gang på gang forhandlet våbenhvile og fange/gidsel-udvekslinger med Hamas, senest i slutningen af november.

En undersøgelse, Arab Barometer havde gennemført lige før 7. oktober viste i øvrigt, at opbakningen blandt palæstinensere i Gaza og på Vestbredden til Hamas var faldet siden den seneste konflikt med Israel i 2021, og at det sekulære parti Fatah havde størst opbakning. Den viste også, at et flertal i Gaza og på Vestbredden ønsker en forhandlet fredsløsning.[v]

Dansk-israeleren og mangeårige chefredaktør af Dagbladet Politiken, Herbert Pundik, skrev i en oplysende artikel i tidsskriftet Udenrigs i 2009: ”Palæstinakonflikten begyndte som en kamp om jord mellem jødiske socialistiske pionerer og fordrevne arabiske daglejere. I dag, 100 år senere, udkæmpes den mellem to nationale selvstændighedsbevægelser, men det centrale motiv er stadig kampen om jord”.[vi] De ”jødiske socialistiske pionerer” var i Palæstina som følge af systematisk indvandring af jøder, der flygtede fra forfølgelser i Europa. Den zionistiske bevægelse, World Zionist Organisation (WZO), stod bag projektet om at skabe et ”nationalt hjem for jøder i Palæstina”. I 1890 udgjorde befolkningen i Palæstina 532.000, hvoraf 42.000 var jøder. I 1946 var fordelingen 1.076.783 indfødte palæstinserne og antallet af jøder var steget til 608.225 jøder, hvoraf 564.255 var indvandret siden 1890.[vii]  Den indfødte palæstinensiske befolkning var i stigende grad imod indvandringen og forlangte den stoppet. De krævede en palæstinensisk stat i det territorium, der havde udgjort det britiske Palæstina Mandat siden 1923 (reelt siden 1920). Staten skulle ifølge palæstinenserne baseres på flertalsstyre og med henvisning til kapitel 1 i det nyoprettede FN’s charter argumenterede de for, at de gennem tusind års indfødt tilværelse i Palæstina havde ret til national selvbestemmelse samt var imod enhver form for deling af territoriet.[viii]

Det synspunkt fastholdt de frem til PLO’s leder, Yassir Arafat, i Algier erklærede en Palæstinensisk stat i Vestbredden og Gaza, hvilket svarer til ca. en fjerdedel af territoriet af Palæstina Mandatet. Arafat og PLO’s udmelding er således udtryk for et stort kompromis, der samtidig anerkendte en jødisk stat i trefjerdele af Palæstina. Kompromiset dannede udgangspunkt for den såkaldte tostatsmodel, der i dag bakkes op af USA, Kina, Rusland, FN og EU. På et topmøde i Saudi-Arabien 11. november 2023 mellem Den Arabiske Ligas 22 medlemmer og Organisationen af Muslimske Lande (OIC), der består af 57 lande inklusive Iran, fastslog de 79 stater i deres sluterklæring, at kun en tostatsløsning vil udgøre en bæredygtig løsning på den såkaldte Palæstinakonflikt. Med andre ord er hele verden for en tostatsløsning – med undtagelse af Israel, der i hvert fald under den siddende Netanyahu-regering ikke blot vil fortsætte besættelse af palæstinensiske territorier, men har annektering af Vestbredden som politisk program.[ix]

Bosættervold i grænselandet

Den gruppe af palæstinensere, der blev tvunget i eksil af Israel i 1948, er i dag vokset til verdens største flygtningeproblem. Statsløse flygtninge bor i dag i Gaza, på Vestbredden, Libanon, Jordan og i mange andre af verdens lande. Netop oprettelsen af staten Israel som en løsning på det jødiske flygtningeproblem efter Holocaust og Anden Verdenskrig dokumenterer, at et stort flygtningeproblem ikke løses ved at eliminere et folk fra deres territorium og fratage dem deres jord og ejendom, som det skete for de mere end 700.000 i palæstinensere i 1948, der måtte flygte fra den israelske hær.[x] Det er imidlertid erklæret politik fra den nuværende Netanyahu-regering at eliminere palæstinensere på Vestbredden og annektere territorier.

Det sker ved at opføre bosættelser, der i FN entydigt ses som overtrædelse af Folkeretten, hvilket er blevet bekræftet gennem resolutioner i både Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet.[xi] Jimmy Carter-administrationen var enig, men Ronald Reagan satte tvivl om USA’s fortolkning, og gang på gang har USA brugt sin vetoret i Sikkerhedsrådet mod resolutioner, der fordømmer Israels opførelse af bosættelser. I 2016 undlod Obama-administrationen at bruge vetoretten og indikerede derved, at den som Jimmy Carters så bosættelser som værende i strid med Folkeretten. Imidlertid trak Donald Trumps udenrigsminister Mike Pompeo igen Reagans tvivl frem i en tale, hvor han på vegne af Trump administrationen erklærede, at bosættelser på Vestbredden ”ikke er i uoverensstemmelse med Folkeretten.”[xii] Ikke desto mindre har Biden-administrationen valgt at lægge sig tæt op ad Obamas linje og har navnlig efter Netanyahu-regeringens beslutninger om at øge antallet af bosættelser samt legalisere ulovlige, der gennem selvtægt er oprettet af militante bosættergrupper, været meget direkte i sin kritik.[xiii] Biden er ligeledes stærkt kritisk over for den kraftigt stigende bosættervold på Vestbredden, som foregår i et juridisk set fuldstændig uigennemskueligt grænseland mellem israelsk lovgivning og militær administration, hvilket giver rum for selvtægt udøvet af bosættere, som dokumenteret og analyseret af den israelske forsker Nir Gazit.[xiv]

I dag er målet med bosættervolden på Vestbredden ifølge FN, de to israelske menneskerettighedsorganisationer B’Tselem og Yesh Din, israelske medier som The Times of Israel og +972 samt israelsk forskning, målrettet fordrivelse af palæstinensiske hyrder og bønder fra deres jord på Vestbredden ved dagligt at øve vold mod dem og ødelægge deres jord med cement, fælde deres oliventræer etc. Denne bosættervold er mere end tredoblet i 2023 og er dermed taget betydelig til, efter Netanyahus regering tiltrådte i 2022 og især efter 7. oktober. Den finder sted med opbakning fra den israelske regering: Både finansminister Bezalel Smotich og national sikkerhedsminister Itamar BenGvir, støtter de aktivistiske bosætteres aktiviteter, som Shin Bet betegner som terrorisme.[xv] Gvir opfordrede direkte såkaldte Hilltop Youth – unge aktivistiske bosættere – til at etablere såkaldte outposts, ulovlige bosættelser, som efterfølgende ville blive lovliggjort af regeringen: ”We have your backs, run to the hilltops, settle the land” sagde Gvir under et besøg på en outpost i juni i år.[xvi]

Når jeg taler om ’grænselandet’ er det med reference til USA’s ekspansion mod vest i 1800-tallet, der skete med eliminering af den indfødte befolkning der. Mange blev slået ihjel, men mange endte i reservater og resultatet var, at ”de røde vilde” – som Præsident Andrew Jackson kaldte de indfødte i sine kommentarer til Indien Removal Act i 1830 – ikke længere stod i vejen for amerikanernes ekspansion.[xvii] Siden har de indfødte været elimineret og uden indflydelse på den politiske udvikling i USA. Den amerikanske historiker, Frederick Jackson Turner, holdt i 1893 en tale i det amerikanske historiske selskab, ”The Significance of the Frontier in American History”, hvor han fremstillede ekspansionen mod vest som en civilisationsproces, der både skabte fremskridt og amerikaniserede såvel landet som menneskene, der var hvide europæiske immigranter. Turner kaldte Vesten grænselandet, the Frontier, og gennem civiliseringen og elimineringen af de indfødte vaskede indvandrerne deres europæiske nationaliteter af sig og blev amerikanere.[xviii]

Den historie og ikke mindst den historiografiske strid, som den skabte, har jeg skildret i min nye bog Den amerikanske mission, og det zionistiske projekt har mange ligheder med den amerikanske annektering af ”The Wild West”.[xix] På mange måder kan amerikanerne derfor spejle sig i det zionistiske projekt, hvor forfulgte jødiske indvandrere i Palæstinas grænseland heroisk civiliserer landet og skaber sin stat og israelske identitet akkurat som amerikanerne vandt Vesten (Winning the West), civiliserede den tomme prærie og skabte sin identitet som amerikanere. Men ligesom Vesten ikke var et tomt ødeland, men både kulturelt opdyrket og befolket med indfødte og indvandrede sorte og asiater, er Palæstina både beboet og civiliseret.

Forestillingen har, som dokumenteret af den tidligere CIA-analytiker og forfatter Kathleen Christison, stor indflydelse på USA’s politiske forståelse af Israel.[xx] Helt som franskmændene i annekteringen af Algeriet i 1830 og amerikanerne i the Winning of the West igennem det 19. århundrede havde begrundet det med civilisering, forklarede grundlæggeren af den politiske zionisme Theodor Herzl allerede i marts 1900 i et svarbrev til Jerusalems palæstinensiske borgmester Yusuf Diya al-Din Pasha al-Khalidi, at den jødiske indvandring i Palæstina ville komme de indfødte folk i Palæstina til gode: ”Det er deres velbefindende, deres individuelle rigdom, vi vil øge ved at bringe vores egne ind”, forklarede Herzl om den jødiske indvandring.[xxi] Men der var aldrig tale om fredelig sameksistens mellem de jødiske indvandrere og de indfødte palæstinensere, der heller ikke blev begunstiget af øget velbefindende og individuel rigdom. Som bekendt er der heller ikke fredelig sameksistens i dag mere end 100 år efter det zionistiske projekt blev indledt med indvandringen til Palæstina.

Terrorisme bestemmes ikke af, hvem der står bag, men hvad de gør

Metoderne, de jødiske bosættere anvender, må betegnes som terrorisme, der kan defineres som anvendelse af vold mod civile for at forandre en politisk situation. Terrorisme er et middel, der sigter på at opnå det politiske formål ved at forårsage lemlæstelse eller død, ødelæggelse og frygt. Terrorisme er også en kommunikationsstrategi, der gennem sin brutalitet mod civile skaber opmærksomhed om en problemstilling. De jødiske bosætteres terrorisme sigter på at fordrive palæstinenserne fra deres jord på Vestbredden. Terrorismen d. 7. oktober havde klart til formål at råbe verden op om palæstinensernes situation, der internationalt fortrænges, når palæstinenserne forholder sig i ro trods vold og krænkelser under den israelske besættelse. At Hamas-terroristerne havde andre motiver er i betragtning af den brutalitet, de anvendte, indlysende. Både Hamas og bosætternes terrorisme må selvsagt betingelsesløst fordømmes.

Kan terrorisme gradbøjes? Det kan den. Der er forskel på grader af brutalitet. Beretninger fra angrebet d. 7. oktober fremstiller det som ekstraordinært brutalt og fremhæver især volden overfor de israelske kvinder. Det har ført til sammenligninger med Islamisk Stat, der under kalifatet systematisk anvendte seksuel vold, brugte gidsler som slaver og kunne finde på at henrette fanger ved at brænde dem levende. Selvom Hamas-terrorismen var brutal, og deres regime i Gaza er autoritært, holder sammenligningen med Islamisk Stat næppe. Den excessive vold, som det rapporteres, at Hamas stod bag, er noget nyt i forhold til den terrorisme, gruppen tidligere har stået bag, og meget tyder på, at ledelsen i Doha ikke har været hverken konsulteret eller orienteret. Det kunne tyde på, det er et ungdomssegment, som har handlet på egen hånd. Det må undersøgelser udrede, men lige nu er det sikkert, at Hamas med sin terrorisme 7. oktober har tabt al legitimitet over for det internationale samfund og selvfølgelig overfor Israel, hvor selv fredsaktivister finder det utænkeligt, at Hamas kan være en reel forhandlingspartner. Og kun de færreste arabiske stater vil have relationer til Hamas (men får stadig opbakning fra mange i de arabiske befolkninger): På nær Qatar anser staterne på Den Arabiske Halvø Hamas som en terrororganisation. Egypten, der har total forbud mod Det Muslimske Broderskab, som Hamas indtil 2017 var forbundet til, bibeholder en relation ene og alene fordi Egypten og Gaza deler grænse, og egypterne derfor har brug for at kunne forhandle med Hamas.

Som den kendte amerikanske forsker i terrorisme Bruce Hofmann flere gange har påpeget, er den kyniske og ubehagelige kendsgerning ved terrorisme, at den ofte virker og giver resultater. Da den palæstinensiske gruppe Sorte September gennemførte den fatale gidseltagningsaktion mod det israelske hold ved OL i München i 1972, var konsekvensen, at palæstinenserne for første gang i internationale medier blev omtalt som palæstinensere og ikke som ”de folk, der også lever i Palæstina”, arabere eller flygtninge, og to år efter terrorismen stod PLO-lederen Yassir Arafat på talerstolen i FN’s Generalforsamling og talte palæstinensernes sag. Bruce Hoffman, der internationalt nok er mest kendt for sin forskning i al-Qaida netværket, viste i sin Ph.d.-afhandling, hvordan den jødiske terrorisme i Palæstina fra 1939-1947 både pressede briterne til at opgive deres mandat og dermed bidrog til at bane vejen først for FN’s delingsplan og dernæst til etablering af staten Israel.[xxii] Det er et indiskutabelt faktum, at Hamas med sin terrorisme d. 7. oktober fik sat den palæstinensiske sag på den internationale dagsorden, hvor vi nu hører udmeldinger fra hele verden – dog ikke fra Israel – at skal Palæstinakonflikten have en varig løsning, må arbejdet for at få gennemført tostatsmodellen hurtigst muligt genoptages, når Hamas ”er blevet udryddet”. Dertil kommer, at Hamas har tvunget Israel til at forhandle om udveksling af gidsler. Begge dele var formentlig, hvad Hamas ville opnå med sin terrorisme. Det er en ubehagelig kendsgerning, at terrorisme fører til resultater, hvilket gør den vanskelig at bekæmpe navnlig i konflikter, som handler om retten til land.

Eliminering af et folk

Udover løsladelse af gidslerne er de erklærede israelske mål med krigen i Gaza tilintetgørelse af Hamas og fuldstændig destruktion af det, Israel i årevis har betegnet som ”terrorismens infrastruktur”. Den indbefatter det omfattende tunnelsystem i Gazas undergrund, som Hamas benytter til våbenproduktion, til at gemme sig i og til at skjule gidsler i. Som krigen er forløbet, synes målet dog at være det samme som på Vestbredden, nemlig eliminering af palæstinenserne. Det siges ikke officielt, men blokade af mad, medicin og brændsel ind i Gaza, systematisk bombning og destruktion af boliger, veje, skoler, sundhedsklinikker, og et antal af dræbte på to måneder, der af det Hamas kontrollerede mediekontor i slutningen af november blev angivet til 15.000 inden en våbenhvile i slutningen af november, taler et klart sprog om, at palæstinenserne skal elimineres. Af de dræbte er en meget stor del civile, herunder kvinder og børn.[xxiii] Joe Biden har sået tvivl om de angivne tal på dræbte, hvilket man på en måde godt kan forstå, fordi de er så ubegribeligt store, at det nærmest er et kors for tanken. Ikke desto mindre har FN og internationale myndigheder tillid til tallenes korrekthed med henvisning til, at mediekontorets tal fra Sundhedsministeriet i Gaza ved tidligere krige har vist sig pålidelige. Men Israel udrydder ikke palæstinenserne; det er ikke folkedrab, som mange beskylder Israel for, men eliminering af et folk på samme måde som de indfødte i USA blev elimineret: efterkommere lever den dag i dag og bor i reservater, men de har som folk ingen betydning haft siden de blev fjernet.

Begrebet eliminering er inspireret af den australske folkedrabsforsker Patrick Wolfe. Wolfe udviklede begrebet til forskel fra udrydning af folket, hvilket er betydningen i folkedrab (genocide). Eliminering beskriver, at den indfødte palæstinensiske befolkning skal fratages deres identitet som et folk med et legitimt krav på Palæstinas territorium. Til forskel fra nazisternes folkedrab på jøderne i udryddelseslejrene er eliminering fratagelse af palæstinensernes forbundethed til Palæstina ved at nægte dem identitet som et folk med tilknytning til landet, hvorimod nazisternes folkedrab var præcis det modsatte, nemlig at udpege personer som jøder og dermed tilhørende et folk, der skulle forsvinde i udryddelseslejrene. Med andre ord, folkedrab samler folket for at udrydde det, mens eliminering spreder det for at fratage det dets betydning af national identitet. Mange jøder, der endte i KZ-lejrene, havde ikke haft stor opmærksomhed om deres jødiske identitet inden naziregimet udpegede dem som jøder. Eliminering er den modsatte proces, der fratager og nægter folk national identitet og tilhør til et folk, et land og territorium. Derfor omtalte Israel det palæstinensiske problem som Israels konflikt med de arabiske stater (der sjældent havde reel interesse i palæstinenserne) i stedet for, som Pundik gør i sin artikel, at se konflikten som en kamp om jord mellem to nationer. Det har været en bevidst strategi lige fra begyndelsen af 1900-tallet.

De indfødte var i den Mandattekst for Palæstina, Folkeforbundet vedtog i 1922 simpelthen ”andre folk” skønt de var i stort flertal og havde levet i Palæstina i tusind år. Hverken ordet palæstinenser eller araber optræder i Mandatteksten. I forhandlinger om Palæstinas status under Mandatstyret og senere om FN’s delingsplan er palæstinenserne omtalt som enten ”de andre”, som arabere og senere hen som flygtninge.[xxiv] Heller ikke i FN resolutionen (242) efter 1967-krigen nævnes palæstinenserne ved navn. Først efter terrorismen ved OL i München i 1972 begyndte verden at tale om palæstinenserne som et folk. Men selv i dag anonymiseres palæstinserne sprogligt, hvilket blev tydeligt i mediernes omtale af udvekslingen af tilbageholdte som følge af Hamas og Israels forhandlinger under våbenhvilen i slutningen af november: de løsladte israelske gidsler kom hjem til deres land og familier og blev genforenet med deres folk, mens palæstinenserne, de fleste kvinder og unge under 18 år, der havde siddet i fængsel, mange uden at være dømt endsige sigtet, blev løsladt: kriminelle fanger, der blev løsladt til ingenting, fordi er de er ingenting, ikke har et land, ikke tilhører et folk, skønt de er mennesker, hvis forældre og forfædre har boet i Palæstina i mere end 1000 år, og som israelsk militær har fængslet uden dom.[xxv]  

I dag arbejder den israelske regering på at fratage palæstinenserne deres nationale identitet. De omtales som flygtninge, terrorister eller som nogle, der har fundet på deres palæstinensiske identitet i sidste århundrede. Det er jo også Herbert Pundiks pointe, men med den rigtige tilføjelse, at det skete samtidig og i sammenhæng med, at den moderne zionistiske nationalisme blev etableret i Centraleuropa med en ny ide om, at jøderne skulle samles som et folk.

Den store sammenhæng var nationalismen, som skyllede hen over Europa og kolonierne. Op til og under fredsforhandlingerne i Versailles efter Første Verdenskrig var slagordet og nøglebegrebet ’national selvbestemmelse’ og med det fulgte definitionen af territorier: Hvilket land skulle et givet folk have national selvbestemmelse over, blev spørgsmålet. Svarene gav anledning til, at i millioner af mindretal og statsløse blev kastet rundt mellem de nye nationalstatsgrænser.[xxvi]

Palæstinakonflikten er en af de mange nationale konflikter, Versaillesfreden skabte, og lige siden har forskellige folk overalt på kloden, men ikke mindst i Mellemøsten, kæmpet for territorier og nationalstat. Det gjorde jøderne også, og de udså sig Palæstina som stedet, landet, territoriet for det jødiske folks nationale hjemland, men de var ikke enige om, hvori det skulle bestå: Skulle det være en stat i Palæstina, som skulle deles med ”dem, der allerede boede der”, eller var Palæstina ”et land uden folk”, som skulle være en jødisk stat fra Jordanfloden til Middelhavet, eller skulle det være en stat, som udstrakte sig til Østbredden, som dengang hed Transjordanien?  Det var den zionistiske bevægelse og det nyetablerede jødiske samfund, Yishuv, ikke enige om. Det splittede samfundet, og det splitter Israel den dag i dag.

USA og de israelske bosættelser

Allerede de tidlige såkaldte revisionistiske zionister arbejdede for, at den jødiske stat skulle udvikles til et Storisrael, der inkluderer Jordans territorium. Det er veldokumenteret i såvel israelsk som i international forskning, at revisionistiske zionister som fx Zeev Jabotinsky, Menachem Begin, Yitzhak Shamir, Avraham Stern og Benjamin Netanyahus familie, blot for at nævne de formentlig mest kendte navne, ikke lagde skjul på, at de arbejdede for et Israel i hele Palæstina og mente, at Jordan skulle inkluderes. Først efter 1967-krigen opgav fx Menachem Begin inkludering af Jordan i Israel og koncentrerede sig om annektering af Vestbredden.[xxvii] 

Det var Begin, som forhandlede fredsaftalen med Egypten i 1978 og indgået året efter. Det var den første fredsaftale mellem en arabisk stat og Israel, og den indeholdt en aftale om oprettelse af palæstinensisk selvstyre. Igen er det vidnesbyrd om, at palæstinenserne ikke respekteres af Israel som et folk, men at deres skæbne kan aftales med andre stater, uden at palæstinenserne selv inddrages. Aftalen mellem Israel og Egypten hed Camp David, fordi den blev forhandlet på den amerikanske præsidents såkaldte landsted. I 1974 havde PLO-ledelsen foreslået palæstinensisk selvstyre i besatte områder, men Israel troede ikke på PLO og støttede i stedet de lokale palæstinensere i territorierne med en klar strategi om at sætte en kile ind mellem dem og PLO. Israel støttede tillige de islamiske grupper i områderne herunder den, der senere udviklede sig til Hamas. Israel mente Det Muslimske Broderskab og det samfund, grundlæggeren af Hamas, Sheikh Yassin, etablerede, var en harmløs gruppe, som kunne bruges til at svække nationalisterne i PLO med. Aftalerne om palæstinensisk selvstyre i Camp David var det, Israel fik af Egypten for til gengæld at rømme Sinai og neddægge bosættelser her. Denne egyptisk-israelske studehandel samt selve fredsaftalen blev af palæstinenserne betragtet som et forræderi mod dem.[xxviii]

Præsidenten var Jimmy Carter, som efterfølgende fik kolossale problemer med sit vælgergrundlag blandt kristne i Midtvesten, der så ham som en forræder, der svigtede den zionistiske sag og dermed deres apokalyptiske forestillinger om de sidste tider, der skulle føre til genkomst af Messias, men først når det jødiske tempel i Jerusalem var genopført. Ifølge forskning tabte Carter omkring 30 millioner stemmer ved den lejlighed, hvilket var en meget mere afgørende grund til, at han tabte valget til Ronald Reagan, end hans mislykkede forsøg på at redde amerikanske gidsler under den iranske revolution.[xxix]

Det var også en advarsel til efterfølgende amerikanske præsidenter, der gerne ville genvælges, at de i så fald skulle holde sig gode venner med Israel, den israelske lobby og de amerikanske zionister, men Ronald Reagans efterfølger George H.W. Bush  havde ikke helt lært lektion: Han og hans udenrigsminister James Baker klappede pengekassen i, da Israel, der havde startet sin bosættelsespolitik på Vestbredden, ville låne penge til opførelse af bosættelser i Østjerusalem, hvilket fik en indigneret Baker til at sige, at de kunne få penge, når de standsede disse bosættelser, hvorefter han demonstrativt læste telefonnummeret på sit kontor op.[xxx]

Miseren udløste en regeringskrise i Israel, der endte med, at zionisten, Yitshak Shamir, med sin vision om et Storisrael måtte overgive premierministerposten til Yitshak Rabin, som to år efter underskrev den israelsk-palæstineniske aftale om selvstyre kaldet Osloaftalen. Bakers demonstrative afvisning af at ville give Israel penge til bosættelser blev af Bill Clinton udnyttet under præsidentvalgkampen mod Bush, der tabte til Clinton trods sine store internationale triumfer. Det lærte amerikanske præsidentkandidater, at de op til valg ikke skal rode sig ind i konflikter med den israelske regering, hvilket er en interessant detalje, når man betænker, at Joe Biden netop er på vej ind i en ny valgkamp. Episoden viste imidlertid også, at USA har en stor mulighed for at påvirke politikken i Israel, for Bakers optrin førte jo til regeringsskifte og Osloproces, men prisen kan være stor for den præsident, der sætter Israel stolen for døren. Det er i den forbindelse sigende, at Barack Obama ventede til den sidste måned af sin anden præsidentperiode til at undlade at bruge vetoretten i FN’s Sikkerhedsråd mod den resolution, der fordømmer opførelse af israelske bosættelser på Vestbredden.

Den revisionistiske zionismes drøm om Storisrael i dag

I dag er det især minister for national sikkerhed Itamar Ben-Gvir og finansministeren Bezalel Smotrich, som argumenterer for et Storisrael og for eliminering af palæstinensere forstået som fratagelse af deres palæstinensiske identitet og tilknytning til Palæstinas jord. Således talte finansminister Smotrich i Paris i marts 2023 under et officielt besøg fra en talerstol, hvorpå der var et kort, der viste Israel med både Vestbred og Jordan inkluderet og bedyrede i sin tale, at palæstinensere ikke findes, og hvis de alligevel gør, er det Smotrich selv og hans familie, der er de ægte palæstinensere.[xxxi]

I 1980 vedtog det israelske parlament Basis lov (en lov, der sammen med andre basislove træder i stedet for en forfatning) om ”Jerusalem, Capital of Israel”, hvor Jerusalem omtales som ”Complete and United” og i 2017 anerkendte USA officielt det udelte Jerusalem som Israels hovedstad. 1981 annekterede Israel de syriske Golanhøjder, der var blevet besat i den israelske angrebskrig i 1967, og i 2019 anerkendte USA officielt annekteringen.[xxxii] Da USA’s udenrigsminister Antony Blinken kraftigt kritiserede Ruslands annektering af provinser i Østukraine for at være brud på Folkeretten og i oktober 2022 blev spurgt om det ikke også gjaldt for Israels annektering af Golan, svarede Blinken: “Leaving aside the legalities of that question, as a practical matter, Golan is very important to Israel’s security as long as Assad is in power in Syria”.[xxxiii] I mange stater i Det Globale Syd er der enighed om, at Ruslands annektering både af Krim og de østlige provinser i Ukraine er klokkeklare overtrædelser af Folkeretten, men i modsætning til USA finder de Israels annektering af Golan og Østjerusalem akkurat ligeså ulovlig og ser amerikansk anerkendelse af annekteringen som udtryk for vestlig og amerikansk dobbeltmoral.

Stormagterne og zionismen: Den historiske baggrund

Israel blev etableret på baggrund af udbredt forfølgelse af jøderne i Europa, der havde stået på i århundreder og kulminerede med verdenshistoriens største folkemord. Det var den tyske nazisme, der stod bag Holocaust, men europæere inklusive Danmark havde stort medansvar for omfanget af tragedien, fordi de ikke ville modtage jødiske flygtninge fra Tyskland efter nazisternes magtovertagelse i 1933. Som den socialdemokratiske justitsminister K.K. Steincke i kronikker og radioforedrag indigneret havde forklaret og gentog kun et par uger efter Krystalnatten, modtog Danmark kun selvbemidlede tyske flygtninge og kun på et tremåneders turistvisum.[xxxiv] Efter krigen, da Holocaustoverlevende og hundredtusinder af flygtede jøder sad i interneringslejre i Europa, ville de europæiske stater stadig ikke tage imod dem.[xxxv] Europa var økonomisk i knæ og kunne ikke magte at tage imod jøderne. 2,8 millioner, navnlig fra Østeuropa, var i perioden 1880-1924 flygtet fra pogromer og forfølgelse til USA, men indvandringen blev effektivt stoppet, da amerikanerne med skrappe immigrationslove lukkede grænserne, og de blev ikke åbnet efter Holocaust. Kun ca. 30.000 kom til USA efter Anden Verdenskrigs afslutning.

Alternativet for de mange Holocaustoverlevende og fordrevne jøder i ingenmandslandet i interneringslejrene var Palæstina, og sådan blev det. Palæstina kom i fokus, da jøder med den østrigske journalist Theodor Herzl i spidsen etablerede den zionistiske bevægelse World Zionist Organisation (WZO) i 1897. I bogen Der Judenstaat fra samme år argumenterede Herzl for, at jøderne for at beskytte sig mod den europæiske forfølgelse skulle samle sig som et folk og etablere en nationalstat. Zionisterne udpegede Palæstina som jødernes hjemland og påpegede, at der i navnet Zion henvises til det bibelske Jerusalem og det forjættede land kaldet Israel. Det legitimerede for den zionistiske bevægelse, at den jødiske stat skulle placeres i Palæstina inklusive Jerusalem, hvor det jødiske tempel skulle have været frem til dets ødelæggelse af romerne i 70 e.v.t. Med henvisning til Bibelhistorien og Det Gamle Testamentes beretninger om et kongerige kaldet Israel ca. 1047 til 930 f.v.t. argumenterer zionister tillige for jødernes tilknytning til det nordlige Palæstina under kongerne Saul, David og Solomon, men nyere arkæologisk forskning debatterer stadig, om der faktisk har været et sådan rige.[xxxvi] Ikke desto mindre spiller beretningen om det gamle Israel en stor rolle i Israels nationale historie.

Zionisterne organiserede sig i WZO, som blev et stærkt netværk med nære kontakter til den britiske regering og til de amerikanske eliter. To rige fonde, Jewish Colonial Trust i 1899 og Jewish National Fund i 1901, faciliterede indvandring, finansierede jordkøb, støttede landbrugsprojekter og etablerede virksomheder. I 1929 oprettede WZO Jewish Agency for Palestine (senere Jewish Agency for Israel), som fungerede som det udøvende regeringsapparat for det nyetablerede jødiske samfund, Yishuv, og udgjorde (hvilket det stadig gør) forbindelsesled mellem Yishuv og den jødiske diaspora. Der blev etableret fagforening (Histadrut) og med det britiske mandatstyres hjælp opbygget et Jewish Settlement Police fortrinsvis til at beskytte det nye jødiske indvandrersamfund fra palæstinensiske bønder, daglejere og arbejdere, som følte sig stadig mere truede af de nytilkomne indvandrere fra Europa. Den mest betydningsfulde hjælp kom fra Storbritannien, hvis udenrigsminister Arthur Balfour i 1917 gav løfte til WZO om, at hans land ville arbejde for etablering af et jødisk hjem i Palæstina, hvilket med Palæstinamandatet blev et opdrag fra det internationale samfund i form af Folkeforbundet etableret af de sejrende europæiske stormagter sammen med USA under Præsident Woodrow Wilson.

Palæstinensisk modstand og jødiske militser

Zionisterne var således velorganiserede og begunstiget af stor bistand fra velhavende globale netværk og rigmænd samt politisk støtte fra vestlige stormagter. Men de var fra starten klar over, at deres koloniseringsprojekt ville møde modstand fra de indfødte palæstinensere. Allerede i 1923 udgav Vladimir Zeev Jabotinsky bogen The Iron Wall. We and the Arabs, hvor han slog fast: ”Every native population in the world resists the settlers as long as it has the slightest hope of being able to free itself from the danger of being colonized”.[xxxvii] Han indleder med at sige, at han har den samme holdning til palæstinenserne som til alle andre nationer, nemlig ”høflig ligegyldighed”. For så vidt jøderne ville komme i flertal i Palæstina, havde han i princippet intet problem med at leve sammen med den palæstinensiske nation. Men denne mulighed afviste han med det samme: ”A voluntary agreement is not possible. There can be no voluntary agreement between us and the Palestinian Arabs. Not now not in the future”. Der er kun en mulighed for zionisterne: Hele Palæstina skal med magt erobres og koloniseres, mente Jabotinsky.

Det blev dogmet i den del af den zionistiske bevægelse, som kom til at hedde Revisionist Zionism efter det navn, Jabotinsky gav sit parti, han etablerede i 1925. Der var i opposition til socialisterne i Labor Zionism under ledelse af David Ben-Gurion og Chaim Weismann, som prioriterede en mere moderat og forhandlingsorienteret linje overfor både det britiske mandatstyre, palæstinenserne og de arabiske stater. Zionisterne blev med andre ord splittet i to hovedgrupper, nemlig arvtagerne fra Herzl og revisionisterne, der insisterede på total jødisk kontrol med et Storisrael inklusive Transjordanien, det senere Jordan. Det overfor nævnte kort, finansminister Smotrich havde fået placeret på sin talerstol i Paris, var lige præcis Jabotinskys signatur og som en automat riffel tværs over blev logo for den milits, han under navnet Irgun oprettede i 1931. Revisionisternes tilhængere talte som nævnt Netanyahufamilien, Begin, Shamir og i dag må den israelske regering under Benjamin Netanyahus ledelse entydigt ses som dybt præget af revisionisternes fortolkning af zionisme med et mål om total israelsk kontrol af Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet.[xxxviii] Det er Jabotinskys visioner for zionismen, som former den nuværende israelske regerings politiske støtte til Hilltop Youth aktivisternes vold og terrorisme på Vestbredden og til det strategiske koncept bag krigen i Gaza.

We fight, therefore we are

Jabotinskys forudsigelser i sin bog fra 1923 holdt selvfølgelig stik: ingen indfødte vil, som han skrev, uden modstand se deres land blive frataget dem af indvandrere, og det gjaldt heller ikke palæstinenserne. Men han skrev også, at en frivillig aftale mellem jøderne og palæstinenserne af samme grund ville være utænkelig, og her tog han fejl, eftersom PLO ved Yassir Arafat i 1988 overlod 78 pct. af Palæstina til den jødiske stat Israel, hvis Israel ville afslutte besættelsen og overlade Vestbredden og Gaza til en palæstinensisk stat. Det er der givet vis mange israelere og jøder i verden, der vil, men israelerne har de sidste mange år valgt regeringer, som i voksende grad er domineret af ideologien fra revisionistisk zionisme, der har annektering af Vestbredden på programmet – og nu måske også annektering af Gaza?

Det er kun trekvart år siden, danske aviser og kommentatorer støttede den israelske opposition mod Natanyahu-regeringen og kritiserede den for med sin ekstremisme at ville ødelægge det israelske demokrati og dermed åbent erkendte, at Israel blev ledet af ekstremister. Det handlede om Israels eget demokrati, der med den jødiske nationallov i 2018 allerede havde forbeholdt fulde demokratiske rettigheder alene til jødiske statsborgere og de facto gjort Israel til teokrati.

I Netanyahus samlingsregering fra december 2022 med indoptagelse af partier, der helt åbent vil nægte palæstinensere deres nationale identitet, støtter bosætterterrorisme og  har et Storisrael på programmet, er det ikke blot indenrigspolitikken, som er ekstremistisk, men også regeringens strategi i Gaza. Hvad er målet med at sønderbombe hele Gaza og trænge mere end 2 millioner mennesker op i et minimalt område i det sydlige Gaza? Vil det fjerne Hamas, hvis lederskab sidder i Doha langt fra Gaza og vil det fjerne den modstand, som Jabotinsky med sin kynisme allerede i 1923 præcist diagnosticerede, og som kan komme til udtryk i form af den frygtelige vold og terrorisme, Hamas stod bag 7. oktober? Det var en terrorisme, som uden forbehold af nogen art skal fordømmes og har frataget Hamas al legitimitet. Men elimineres Hamas af, at mere end 2 millioner menneskers boliger sammen med skoler og hospitaler sønderbombes og tusinder af børn dræbes for øjnene af hele verden? 

”We fight, therefore we are” er ikke et citat fra Hamas, men fra Menachem Begin i hans bog The Revolt om den jødiske terrorgruppe, Irgun, som Jabotinsky havde etableret, og som Begin var i ledelsen for under dens aktioner mod det britiske mandatstyre 1939-1948.[xxxix] Baggrunden var de mange Holocaustoverlevende og jødiske flygtninge, som de vestlige stater ikke ville tage imod, og som derfor kun så Palæstina som deres redning. Samtidig havde Storbritannien ændret kurs og med det såkaldte White Paper fra 1939 sat store restriktioner for jødisk indvandring. Begin blev senere israelsk premierminister og fik Nobels fredspris for at forhandle fred med Egypten. I sin bog skrev han: ”When Descartes said: ‘I think, therefore I am,’ he uttered a very profound thought. But there are times in the history of peoples when thought alone does not prove their existence. A people may ”think” and yet its sons, with their thoughts and inspite of them, may be turned into a herd of slaves – or into soap. There are times when everything in you cries out: your very self-respect as a human being lies in your resistance to evil. We fight, therefore we are!”! Begins omskrivning af filosoffen René Descartes’ Cogito ergo Sum til ”Vi kæmper, altså er vi” kunne sagtens være overskriften på den palæstinensiske modstand mod Israels besættelse.[xl]

Irgun blev dannet i 1931, hvor revisionister splittede sig ud fra Haganah, der var en jødisk paramilitær enhed oprettet i 1921. Haganah var ledet af Labour-zionister og ønskede at fremme zionismen gennem dialog og forhandlinger, hvilket Irgun ikke troede på. Gruppen organiserede indvandring, stod bag vold mod palæstinenserne, erklærede oprør mod briterne i 1939 og gennemførte talrige terroraktioner med bombesprængningen af det britiske hovedkvarter på Hotel Kong David som det mest kendte. Under ledelse af den religiøse fundamentalist Avraham Stern blev endnu en milits, Sterngruppen eller LEHI, dannet som en udbrydergruppe af Irgun i 1940. Den senere premierminister Yitshak Shamir blev aktivt medlem af ledelsen af Sterngruppen. Dens aktiviteter bestod af bombeaktioner, gidseltagninger og politiske mord, bl.a. i 1948 på FN’s særlige udsending til at forhandle en løsning mellem Israel og palæstinenserne, Folke Bernadotte.[xli]

Som Bruce Hoffman i sin forskning har gjort opmærksom på, virkede terrorismen: Storbritannien forlod Palæstina, Israel udråbte sin stat og 11 minutter senere anerkendte Præsident Harry Truman som den første leder i verden Israel. I de første år arbejdede USA for, at Israel og de arabiske stater skulle forhandle fred og lagde her et pres på Israel.[xlii] Med 1967-krigen stillede USA sig entydigt bag Israel og siden har Israel både spillet en stor rolle i amerikansk indenrigspolitik og indiskutabelt været USA’s tætteste allierede, der hvert år er modtager af den største bistand, USA giver noget land.

Modstanden

Palæstinenserne var i deres modstand mod den zionistiske kolonisering af Palæstina splittede mellem eliterne, der prioriterede forhandlinger med briterne og det internationale samfund, og arbejdere, daglejere og bønder, som følte presset i deres dagligdag, hvilket førte til voldelige konfrontationer med de jødiske indvandrere. Mest kendt er Jaffaoprøret i forlængelse af 1. maj-demonstrationer i 1921 og det store oprør i 1929. Herefter organiserede palæstinenserne sig stadig bedre og organiserede i 1936 en generalstrejke, der førte til uroligheder og en række forsøg på at finde en løsning, som kulminerede med det såkaldte White Paper.[xliii] Briterne havde af en række grunde, hvoraf en var, at det hensygnende imperium mente at have behov for gode relationer til de arabiske stater for at kunne opretholde basefaciliteter. Derfor indførte briterne restriktioner på jødisk indvandring og opsatte begrænsninger for jødisk opkøb af jord. Det førte til den jødiske terrorisme, som Haganah endte med at tilslutte sig.

Hverken palæstinenserne eller araberne kunne acceptere den nye stat, som de mente var resultat af kolonialisme og i strid med FN’s charter. Syv arabiske stater indledte i 1948 krig mod Israel, men det var reelt blot to, der havde en hær at komme med, nemlig Egypten og Transjordanien. Egypterne kom ikke længere end til Gaza, hvorved Gazas ulykkelige historie med utallige krige og ødelæggelser for alvor blev indledt. Det tidligere vigtige område og kulturcentrum blev som buffer mellem Israel og Egypten indhegnet og gang på gang bombet, som fremstillet af den franske historiker, Jean-Pierre Filiu i en fremragende bog.[xliv] Briterne havde støttet Transjordanien og instrueret jordanerne om, at Israel, der ekspanderede sit territorium i krigen, skulle stoppes ved Vestbredden og dermed ikke erobre Østjerusalem. Det lykkedes, men i 1950 annekterede Transjordanien Vestbredden og skiftede navn til Jordan. I 1967 erobrede Israel Vestbredden, og i 1988 opgav Jordan sit krav på den, hvilket muliggjorde, at PLO nogle måneder senere kunne erklære en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden og dermed åbne for muligheden af en tostatsløsning.

Gazakrig og eliminering

Som reaktion på terrorismen d. 7. oktober blev omkring en million beboere fordrevet fra deres hjem i det nordlige Gaza til den sydlige grænse ind mod Egypten. Israel gennemførte omfattende bombninger af Gaza by og de nordlige områder. Under den ugelange våbenhvile fra 24. november fik de flygtede palæstinensere af de israelske styrker at vide, at de ikke måtte benytte våbenhvilen til at søge mod nord for at vurdere omfanget af ødelæggelserne af deres hjem og lede efter efterladte slægtninge, døde eller levende. Gjorde de det alligevel, ville de blive beskudt. Israels begrundelse for, at de fordrevne Gazabeboere ikke måtte besigtige deres sønderskudte hjem var, at Hamas-kadrer i så fald kunne gemme sig blandt dem.

Det efterlader et presserende spørgsmål om, hvornår denne million af fordrevne mennesker kan vende tilbage til ruinerne i det nordlige Gaza, og man kan kun frygte, at står det til Israel, kommer det aldrig til at ske. Hvad der så skal ske med dem, står hen i det uvisse. D. 30. oktober kunne magasinet +972, der produceres af palæstinensiske og israelske journalister, publicere et dokument på ti sider fra det israelske Ministerium for Efterretninger, der anbefaler, at Gazas 2.3 millioner indbyggere overflyttes til Sinai i Egypten.[xlv] Ministeriet er lille og dets anbefalinger bliver ikke nødvendigvis fulgt af regeringen, men diskussionen om etnisk udrensning af palæstinensere er vokset i Israel. Egypten og Jordan har pure afvist at modtage flygtninge fra Gaza, og den amerikanske vicepræsident Kamala Harris har ligeledes udtalt kraftig modstand mod ideen om at flytte Gazas befolkning til Sinai.[xlvi] Ikke desto mindre fortsætter diskussionen i Israel om, hvordan etnisk udrensning i Gaza kan foretages. Således skrev to politikere fra partiet Likud, Danny Danon og Ram Ben-Barak, i Wall Street Journal, at USA og Europa skulle give asyl til 1,2 million flygtninge fra Gaza. Med andre ord: Gazas befolkning skal spredes ud over verden.[xlvii]

Det kommer næppe til at ske. Efter våbenhvilen genoptog Israel bombninger i Gaza, men nu målrettet den sydlige by Khan Younis og med klare meldinger om at forsætte mod syd og gennemføre såkaldte landoperationer i hele Gaza. Beboere skal flygte både fra Khan Younis og andre områder i syd. Det vil sige, at Israel stræber efter, at samle befolkningen i et lille område på grænsen til Egypten. De får ikke lov til at komme tilbage til det nordlige, fordi Israel hævder, at skjulte Hamas-kadrer vil følge med. Hvad skal der ske med dem? Er verden vidne til, at Israel vil eliminere palæstinensernes krav på jorden i Gaza?

Tostatsmodel eller intethed

I årevis har eksperter, forskere, politikere, palæstinensere, jøder, israelere peget på, at den israelske politik i de besatte palæstinensiske områder systematisk undergraver mulighederne for en tostatsmodel som løsning på konflikten. Jeg har selv mange gange peget på problemet og spurgt politikere om, hvad alternativet er? Det eneste svar, der er kommet, er ”tostatsløsning”, og når jeg så har peget på dens aktuelle umulighed er svaret som regel ”ja” efterfulgt af tavshed.

I 2020 skrev jeg sammen med en ung palæstinensisk ansat i det Palæstinensiske Selvstyres udenrigsministerium, Yuad Jaradat, et Policy Brief, Future of Palestine, hvor vi argumenterede for, at tostatsmodellen er eneste reelle mulighed til en bæredygtig og varig løsning.[xlviii] Blandt kolleger, kommentatorer og andre vakte publikationen en reaktion med blanding af undren, latterliggørelse og afvisning, for det kommer jo aldrig til at ske, sagde man. Men hvad skal der så ske? At palæstinenserne spredes over hele verden, som israelske politikere foreslår, eller at de skal leve i strengt kontrollerede enklaver, reelt interneringsområder eller reservater, under israelsk suverænitet, hvilket var det reelle forslag i Donald Trumps fredsplan, der i USA gik under øgenavnet ”Made in Israel”? En model i form af den såkaldte ”én stat, to nationer” er helt umulig, fordi Israel dermed meget hurtig vil miste sin identitet som teokratisk jødisk stat. Hvad er svaret, hvis ikke en tostatsmodel?

Lige nu spekuleres der på højtryk i tænketanke, blandt forskere og eksperter, hos bistandsorganisationer og sikkert også i mange udenrigsministerier verden over, hvad der skal ske efter Gazakrig, hvis der altså kommer et efter. Mens spekulationerne foregår, er verden, inklusive USA, med forbløffelse vidne til den israelske krig i Gaza. Målet synes at være eliminering af palæstinenserne fra Gaza. Som det er på Vestbredden. Hvilken anden stat i verden ville man tillade, ovenikøbet forsvare, at føre krig mod civile, som Israel gør i Gaza?

Det er ikke ofte, jeg er enig med den slovenske filosof Slavoj Zizek, Som efter min mening tit er for hurtig på aftrækkeren. Men jeg er helt enig i hans karakterisering af, at den aktuelle krig mellem Israel og palæstinenserne udføres af ekstremister og fundamentalister på begge sider. Og jeg enig i hans konklusion: ”Utopian as this may sound, the two struggles are of a piece. We can and should unconditionally support Israel’s right to defend itself against terrorist attacks. But we also must unconditionally sympathize with the truly desperate and hopeless conditions faced by Palestinians in Gaza and the occupied territories. Those who think there is a “contradiction” in this position are the ones who are effectively blocking a solution”.[xlix]

Selvom israelerne de seneste mange år har stemt revisionistiske zionister til magten, at et flertal i Israel dermed tilsyneladende støtter strategien til eliminering af palæstinensisk national identitet, og selvom målinger viser, at unge faktisk i højere grad støtter Netanyahu og højrepartierne end deres forældre gør, er der også en markant opposition, også blandt de jøder, som blev udsat for Hamas voldsexcesser d. 7. oktober, der ikke tror på eliminering, men argumenterer for en tostatsmodel og sameksistens. Mange af dem taler under anonymitet, fordi de ved, som dokumenteret af CNN, at der er risiko for at blive forfulgt, få bank eller få frataget deres job, hvis de taler om nødvendigheden af en anden politik overfor palæstinenserne end den, den nuværende regering står for.[l] Er debatten i Danmark polariseret, er det intet at regne for, hvordan den er i Israel.

En hel verden bakker op om en tostatsmodel. Er den mulig? Mange siger nej med henvisning til de mange israelske bosættelser og alt, hvad dermed følger. I tilfælde af en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden skal Israel naturligvis rømme sine bosættelser, som det skete i Sinai og i Gaza, hvilket mange siger ikke kommer til at ske. Men det vil være nødvendigt, og de mange boliger kan indgå i den kompensation, Israel ifølge FN er forpligtet til at give de palæstinensiske flygtninge, som ikke kan komme tilbage til deres boliger og jord i det territorium, der i dag udgør Israel. Det tab og mangel på boliger, som vil være resultatet for Israel, vil utvivlsomt blive erstattet af USA og allierede. Vi kan vende Jabotinskys spørgsmål om og spørge om Israel frivilligt vil gå med til det, og svaret er det samme som Jabotinskys, nemlig nej. Israel skal tvinges til om ikke andet gennem sanktioner at indse, at det er den eneste mulighed. Israel og verden skal indse, at skal international folkeret og en regelbaseret verdensorden genoprettes, skal det palæstinensiske folks rettigheder naturligvis respekteres. Det er den eneste vej til eliminering af vold og ekstremisme. Denne simple kendsgerning fjernes ikke – tværtimod – af nok så mange ton bomber i Gaza.

Mange spekulerer i, om de arabiske lande, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Oman, Kuwait, Jordan, Egypten, Marokko, der alle bestemt ikke vil arbejde sammen med Hamas, og som gerne etablerer fulde diplomatiske forbindelser til Israel, vil tilbyde Israel samarbejde, fred og gensidig arabisk-israelsk udvikling i bytte for en reel etablering af en palæstinensisk stat i Vestbredden og Gaza. De rige Golfstater vil utvivlsomt gerne finansiere genopbygning af både Gaza og Vestbredden. Med andre ord om disse arabiske lande i fællesskab og med støtte fra Qatar, Arabiske Liga og Organisationen af Muslimske Lande vil tage lederskab af et nyt forhandlingsinitiativ, som hverken USA eller EU grundet deres indenrigspolitiske situationer formår at tage, men heller ikke kan lodret afvise, dersom andre, araberne, får det på dagsordenen. Hvad er alternativet?
  

Artiklen er oprindelig udgivet i Ræson