Bidens fredsplan for Mellemøsten er endnu en illusion om en tostatsløsning, der aldrig kommer
Med en kommentar i The New York Times lykkedes det den amerikanske journalist Thomas L. Friedman at få en hel verden til at diskutere, hvad han kaldte en ’Biden-doktrin’. En doktrin i tre trin, der for det første består i, at USA resolut og med stor militær kraft gengælder de proiranske militsers angreb på amerikanske soldater i Mellemøsten. For det andet diplomatisk at arbejde for etablering af en afmilitariseret palæstinensisk stat her og nu. Og for det tredje at tilbyde Saudi-Arabien en sikkerhedspagt, der både ville rykke kongeriget væk fra sin dialog med Iran og lokke saudiaraberne til at oprette fulde diplomatiske forbindelser med Israel i form af en såkaldt Abrahamaftale.
Forfatteren bag kommentaren, Friedman, siges at være tæt på Biden-regeringen. Og udenrigsminister Antony Blinkens femte rejse til Mellemøsten siden det brutale Hamas-angreb 7. oktober og den efterfølgende krig af Israel i Gaza tog da også sigte på at diskutere en palæstinensisk stat og sikkerhedspagt med Saudi-Arabien – og efterfølgende sondere mulighederne for våbenhvile og gidseludveksling mellem Israel og Hamas. Indtil videre uden succes. Mens forhandlinger mellem Israel og Hamas faciliteret af Egypten og Qatar tilsyneladende er sat i bero, står det imidlertid klart, at Saudi-Arabiens betingelser for seriøse forhandlinger om en Abrahamaftale er: (1) våbenhvile i Gaza, (2) nødhjælp ind og udlevering af gidsler og (3) en suveræn palæstinensisk stat (en uafhængig stat). Dertil har Saudi-Arabien hele tiden forlangt en omfattende sikkerhedspagt med USA, og den skal omfatte både avancerede våben som jagerfly – samt solide garantier fra USA om at beskytte Saudi-Arabien og Den Arabiske Halvø mod ydre fjender, hvor det mest nærliggende er at tænke på Iran. I de perspektiver er USA’s tale om en demilitariseret palæstinensisk stat under overordnet israelsk sikkerhedskontrol hverken acceptabel for palæstinenserne eller for staterne i Den Arabiske Liga og Organisationen af Muslimske Lande (OIC), der blandt sine 57 medlemmer også tæller Iran.
Derfor er Biden-doktrinen udtryk for illusorisk amerikansk selvovervurdering i den tro, at verden, herunder Mellemøsten, kan ordnes ud fra USA’s prioriteringer på et tegnebræt i Washington, DC, som flytter skakbrikker rundt på et verdenskort. Men det kan den ikke.
Den lange historie om en tostatsløsning, der er omdrejningspunktet i Biden-doktrinen, viser, at Israel aldrig har accepteret at forhandle om en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat. Det fortoner sig ofte i den almindelige debat, at selvstyre og stat ikke er det samme, og at en demilitariseret stat ikke er uafhængig og suveræn – og derfor ikke en stat, men højest et selvstyre. Dette er baggrunden for, at Biden-doktrinen i Mellemøsten og mange andre steder mødes med skepsis og kritik. Der kan derfor være grund til historisk at se på, hvordan tostatsmodellen reelt er blevet fortolket af Israel i forhandlinger om fred og hvilken rolle udvidelse af israelske bosættelse har i denne fortolkning.
Selvstyre, ikke selvstændighed
En tostatsløsning består af to stater, der begge er suveræne og som kan opretholde et voldsmonopol over deres territorium. Ellers er der ikke tale om stater. Man kalder jo heller ikke hverken Grønland eller de indfødte folks reservater i USA for stater selvom de i forskellig grad har selvstyre – men selvstyre er noget ganske andet end statslig suverænitet. Derfor opfatter palæstinensere, staterne i Den Arabiske Liga og i OIC samt mange andre stater og folk i Latinamerika, Afrika og Asien forslaget om en ’demilitariseret stat’ som rent blændværk og afviser den. Uanset hvor meget Biden, USA og Europa ønsker, at et demilitariseret selvstyre under israelsk suverænitetskontrol kan sælges som ”en palæstinensisk stat”, køber resten af verden ikke denne ret beset israelske idé.
Hvorfor bliver USA så ved med at prøve at sælge denne idé som en løsning på den såkaldte Palæstina-konflikt? Fordi amerikanerne ved, at Israel under ingen omstændigheder vil acceptere tostatsmodellen, hvorfor de med kreativt sprogbrug og imponerende retorik om Grand Strategy, som vi fx ser i Biden-doktrinen, at kunne overbevise verden om, at ”Peace in our Time” – er inden for rækkevidde. Men der er grænser for, hvor meget sproglig kreativitet kan forandre det, vi med rette stadig benævner virkeligheden.
En tostatsmodel med en suveræn palæstinensisk stat bestående af Gaza og Vestbredden og med Østjerusalem som hovedstad har på intet tidspunkt været en realistisk mulighed af den simple grund, at Israel på intet tidspunkt har villet acceptere oprettelse af en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat. Det jødiske samfund i Palæstina anerkendte ganske vist FN’s delingsplan i 1947. Men på det tidspunkt eksisterede staten Israel ikke og da FN’s udsending, Folke Bernadotte, under den første israelsk-arabiske krig i 1948 forsøgte at forhandle et mæglingsforslag om to stater med Jerusalem under international kontrol igennem, blev han myrdet af jødiske terrorister fra den såkaldte Sterngruppe, som var ledet af den senere israelske premierminister Yitzhak Shamir. Den nye stat Israel ville ikke acceptere forhandlinger om en palæstinensisk stat og – må der tilføjes – palæstinenserne ville på det tidspunkt heller ikke acceptere en tostatsmodel fordi de mente af have historisk og international ret og krav på hele Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet.
Helt frem til 1988, hvor den palæstinensiske leder Yassir Arafat i Algiers erklærede etablering af en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden svarende til 24 procent af Palæstina, fastholdt den palæstinensiske ledelse kravet på hele territoriet, hvilket ville være ensbetydende med en opløsning af den israelske stat. Med sin erklæring åbnede Arafat for idéen om tostatsmodel, men den har aldrig været tæt på at blive realiseret.
Thomas L. Friedman har skrevet om Israel og Mellemøsten i mere end 30 år, så han ved selvfølgeligt godt, at Israel aldrig har accepteret en suveræn palæstinensisk stat. Alligevel fortsætter han i sin kommentar illusionen om en palæstinensisk stat ved at kalde et amputeret selvstyre uden suverænitet over eget territorium for en ”demilitariseret stat”. Det samme gjorde Joe Biden, da han kommenterede på Benjamin Netanyahus lodrette afvisning af en tostatsløsning.
Men at sælge illusionen om en stat, der mest af alt ligner de reservater, USA hegnede den indfødte befolkning ind i, da territoriet vest for Mississippi blev koloniseret af hvide europæere, forsøgte Donald Trump sig allerede med i 2020 med sin såkaldte ”århundredets fredsplan”, som prompte blev afvist af palæstinenserne. Nu skal illusionen om en stat, der ganske vist ikke er en stat, overtale Saudi-Arabien til at danse efter USA’s pibe, men Saudi-Arabien har allerede demaskeret gøglespillet og utvetydigt meldt ud, at med stat mener de en suveræn stat efter de præmisser, folkeretten med Montevideokonventionen definerer som en stat.
Illusionen om Osloprocessen
Forud for Camp David forhandlingerne i 2000 om det, den israelske premierminister Ehud Barak kaldte ”en endelig aftale”, havde den danske ambassade (der stadig ligger) i Tel Aviv venligt inviteret mig til middag. Til middagen havde ambassadøren også inviteret diplomater og akademikere fra Jordan, Egypten, Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah. Over et dejligt måltid diskuterede vi udsigterne til, at forhandlingerne skulle ende med den såkaldte tostatsløsning. Det var første gang, en israelsk premierminister havde erklæret sig villig til at forhandle om etablering af en palæstinensisk stat. Alle var optimistiske, og jeg tog hjem fra middagen med en god fornemmelse i maven om, at fredsløsning mellem Israel og palæstinenserne var inden for rækkevidde. Det var den ikke. Slet ikke!
Mere end 23 år senere meddeler den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, at han ikke anser en tostatsløsning for en mulighed. I stedet anser han, at Israel skal total kontrol og suverænitet over hele Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet. Joe Biden kommenterede som nævnt udtalelsen med en bemærkning om, at han stadig tror på tostatsløsning og tilføjede, at der er mange forskellige slags stater i verden – den kan fx være demilitariseret, altså at den ikke har det voldsmonopol, der skal sikre staten kontrol over statsterritoriet inklusive grænserne. I det her tilfælde skal voldsmonopol afleveres til nabostaten, altså Israel, der således vil have suverænitetskontrol over det territorium, som udgør en palæstinensisk stat, der derfor ikke er en stat.
Osloprocessen handlede om selvstyre, ikke om statsdannelse. Den sigtede på, at der efter fem år fra dens start skulle etableres et selvstyre i Gaza og på dele af Vestbredden først og fremmest i et antal byer. Den strandede i 1996 i Hebron, fordi Israel ikke som aftalt ville rømme byens centrum, hvor patriarkernes grav findes under en bygning, der både tjener som moske og synagoge. Det er et helligt sted for jøder, og Israel ville ikke opgive kontrol med både gravstedet og den militære beskyttelse af en bosættelse med dengang 400 beboere, som findes i Hebrons centrum. Efter at være forsøgt genoplivet med den såkaldte Wye-aftale året efter, blev det dermed enden på Osloprocessen.
Da den israelske premierminister Yitzhak Rabin uden for Det Hvide Hus i september 1993 underskrev aftalen, der startede Osloprocessen, brugte han ikke begrebet stat, men talte om, at processen kunne føre til en palæstinensisk ”enhed”. Efterfølgende kunne man i Tel Aviv og navnlig i Jerusalem se plakater på husmure og i lygtepæle, der viste Rabin iklædt det karakteristiske palæstinensiske tørklæde og nogle gange ligefrem se ham karikeret som en Adolf Hitler. Kæmpedemonstrationer blev arrangeret imod Rabin og Osloprocessen. Ved en fredsdemonstration i Tel Aviv i 1995 blev Yitzhak Rabin myrdet af en jødisk bosætteraktivist, der protesterede mod Osloprocessen – uden at begrebet palæstinensisk stat havde været på den israelske dagsorden eller på Rabins læber. ”Palæstinensisk enhed” var nok til at fælde hans dødsdom.
Arven fra Jabotinsky
Lederen af partiet Likud, Benjamin Netanyahu, greb folkestemningen mod Osloprocessen, som han selv var lodret imod: Afgivelse af de 18 procent territorium, som det palæstinensiske selvstyre kunne regere i, var for Netanyahu simpelthen for meget og, som han sagde, satte Israels sikkerhed over styr. Likud er arvtager til Revisionistisk Parti som Vladimir Zeev Jabotinsky, russisk zionistisk leder, havde grundlagt i 1925. I modsætning til de daværende zionistiske ledere argumenterede Jabotinsky i en berømt bog udgivet på russisk i 1923 for, at det jødiske samfund i Palæstina kun kunne overleve, hvis det opbyggede en stærk militærmagt, der kunne sikre kontrol over hele det territorium, som udgjorde det britiske Palæstinamandat. Altså begge sider af Jordanfloden og dermed inklusive det nuværende Jordan, der dengang hed Transjordanien. Jabotinsky argumenterede for, at det jødiske samfund skulle etablere en ”jernmur” omkring det jødiske samfund, og at det ville være livsvigtigt, at jøder i Palæstina kom i flertal for at sikre dets overlevelse[1]. Med stort klarsyn argumenterede han for, at ingen nationer på jorden ville acceptere, at udefrakommende kunne kolonisere deres land og tage kontrol over territoriet, og derfor ville alle nationer og indfødte folk udøve bitter og konsekvent modstand mod kolonisterne. Det ville palæstinenserne selvfølgelig også, understregede Jabotinsky, og derfor skulle det jødiske samfund forberede sig ved at opbygge stærk militær magt, som kunne knuse modstanden og dermed kontrollere territoriet.
I 1931 etablerede Jabotinsky den militante gruppe Irgun, hvis logo blev kortet over Palæstina – fra ”floden til havet” plus Transjordanien – og med et automatvåben, en AK 47, lagt henover kortet. Da den nuværende israelske finansminister Smotrich holdt tale i Paris i marts sidste år havde han fået udstyret sin talerstor med akkurat Jabotinskys kort og Irguns logo. Tankegangen i den nuværende israelske regering skriver sig således direkte tilbage til Jabotinskys analyser. Men der er en markant forskel: Jabotinsky var klar i mælet om, at jøderne, der migrerede til Palæstina fra især Europa fra begyndelsen af 1900-tallet, var indvandrere, der fordrev den indfødte befolkning og koloniserede deres territorium. Præcist som hvide amerikanere af europæisk afstamning havde gjort i 1800-tallet på hele det nordamerikanske kontinent vest for Mississippi. Indvandrerne skulle forberede sig på, at de ville blive mødt med indædt modstand. Smotrich og hans ligesindede i den israelske regering nægter derimod at anerkende, at der i det hele taget har været palæstinensere i Palæstina. Det er noget, de finder på, siger han. Der findes ikke palæstinensere, og hvis de findes, er det ham selv og hans familie, der er de sande palæstinensere, siger han med henvisning til Mosebøgerne.
Derfor har dem, der kalder sig palæstinensere i dag, ingen adkomst til Palæstinas jord. Det har kun jøderne, der har fået ’det forjættede land’, af Gud, som man kan læse i de bibelske skrifter. På det punkt var Jabotinsky mere ærlig og klarsynet i sin analyse, men han var lige så uvillig til at gå på kompromis om jorden dengang, som Smotrich og Benjamin Netanyahus regering er i dag. Det er i øvrigt også bemærkelsesværdigt, at Jabotinsky mente, der godt kunne leve ikke-jøder, palæstinensere, i den jødiske stat, men kun under den forudsætning, at jøderne ville være i flertal. Staten skal først og fremmest være defineret som jødisk, hvilket den faktisk også er i dag. Det sætter selvsagt stærke begrænsninger på det israelske demokrati, som kun jøder fuldt ud kan være del af.
Og at jøder skal være i flertal for at sikre definition af Israel som en jødisk stat betyder, at Israel anser den såkaldte et-statsmodel forstået som ’én stat – to nationer’, der omfatter hele Palæstina-territoriet, at være helt uacceptabel – den vil nemlig hurtigt bringe den ikke-jødiske befolkning i flertal og dermed underminere definitionen af Israel som jødisk stat. Det er også derfor, Israel ikke anerkender FN-beslutningen fra 1948 om palæstinensernes ret til at vende tilbage til de områder, de blev fordrevet fra under den første israelsk-arabiske krig.
Jabotinsky fik selvfølgelig ret – det jødiske indvandrersamfund i Palæstina mødte modstand og har gjort det lige siden. Under det britiske mandatstyre frem til 1939 prioriterede den zionistiske ledelse at arbejde sammen med briterne og dermed forfølge en diplomatisk linje i modsætning til de revisionistiske zionister. Det gav mening, fordi briterne bistod det jødiske samfund med at opbygge statslignende institutioner – herunder den jødiske milits Haganah, forløberen for den israelske hær. Haganah blev etableret med stor støtte fra briterne til at bekæmpe angreb fra frustrerede palæstinensiske bønder og arbejdere, der mistede deres beskæftigelse og livsgrundlag i takt med, at det jødiske samfund etablerede sig.
Frem til 1936 satsede de palæstinensiske ledere på forhandling, indtil konflikterne eksploderede i den store opstand, intifada, som endte med, at briterne i 1939 ændrede deres prioriteter: Nu krævede de begrænsning af jødisk indvandring, fordi de mente, at med 450.000 jøder i Palæstina (en stigning på mere end 400.000, der var indvandret siden begyndelsen af århundredet) var deres løfte om et ”nationalt hjem for jøderne” indfriet. Derudover foreslog de, at Palæstina inden for en 10-årig periode skulle være selvstændigt og blive ledet af jøder og palæstinensere i fællesskab.
Navnlig begrænsningen af jødisk indvandring fandt zionisterne uacceptabel. Irgun og den anden terrorgruppe, Sterngruppen, havde længe bekæmpet det britiske mandatstyre med terrorisme, sabotage, kidnapninger og likvideringer af britiske ledere – men nu fik de også tilslutning fra Haganah, hvilket førte til omfattende militant kamp mod mandatstyret frem til erklæringen om oprettelse af staten Israel i 1948. Den kom samme døgn, som briterne trak sig ud. Da det heller ikke var lykkedes briterne at få jøder og palæstinensere til at indgå aftaler om at dele territoriet, havde de i 1947 opgivet deres mandat og overdrog det til FN, der imidlertid ikke udover vedtagelse af delingsplan formåede at realisere løsninger på konflikten. Trods store anstrengelser, utallige resolutioner, rapporter og andre initiativer har FN frem til i dag som bekendt ikke formået at skabe en varig løsning på konflikten.
Det ekspansive Israel
Siden sin oprettelse i maj 1948 har Israel ekspanderet sit territorium. Krigen i 1948 udvidede territoriet til 76 procent af Palæstina, i 1967 blev Gaza og Vestbredden inklusive Østjerusalem besat og siden er 60 procent af Vestbredden reelt blevet indlemmet i Israel – til bosættelser, sikre veje, grænsebevogtning og den mere end 700 km lange mur, der er bygget på Vestbredden, og som skal forhindre adgang for palæstinensere til Israel. Udover de 60 procent kontrollerer Israel sikkerhedsmæssigt yderligere 22 procent af Vestbredden – hvilket efterlader 18 procent til det Palæstinensiske Selvstyre, som Mahmoud Abbas er leder af. I 2005 trak Israel sig ud fra Gaza og nedlagde samtidig sine bosættelser der, hvis huse blev sprængt i luften af israelsk militær for at forhindre palæstinensere i at bruge dem. Den israelske leder Ariel Sharon mente med sin ”adskillelsespolitik” – adskillelse af Israel og palæstinenserne – at det var bedre at kontrollere Gaza og forhindre terrorister i at komme ind herfra ved at rømme striben og udbygge en stor sikkerhedsmur omkring Gaza. Det betyder, at Israel kontrollerer adgangen til Gaza både fra luften, til vands og over landjord, hvilket folkeretligt definerer Israel som besættelsesmagt i Gaza – ligesom Israels kontrol med Vestbredden folkeretligt er defineret som besættelse.
Israel havde også besat Sinai, som blev rømmet i forbindelse med fredsaftalen med Egypten i 1979. Også her blev husene i bosættelserne sprængt i luften. Golanhøjderne, der var besat syrisk territorium, blev derimod i strid med folkeretten annekteret i 1981. Siden anerkendte daværende præsident Trump annekteringen og Joe Biden-administrationen har bekræftet USA’s holdning, at Israel af sikkerhedsmæssige grunde har ret til annekteringen. I 1980 vedtog Israel en basislov (basislove erstatter en forfatning, som Israel ikke har) om Jerusalem, der definerer Jerusalem som Israels hovedstad, og at hele byen inklusive Østjerusalem, hvis territorium på Vestbredden blev udvidet, er underlagt israelsk lov og ikke skal administreres som besat efter Genevekonventionens bestemmelser. I december 2017 anerkendte præsident Donald Trump på vegne af USA hele Jerusalems status som Israels hovedstad – og også den beslutning har Joe Biden bekræftet.
I 2007 tog Hamas magten i Gaza ved at smide militsfolk fra Fatah ud. Hamas havde i Gaza og på Vestbredden vundet, hvad internationale observatører betegnede som frie og fair valg i 2006. Det Fatah-ledede Palæstinensiske Selvstyre var under stærk kritik, fordi det både var dybt korrupt og ikke leverede resultater, hvilket Hamas under valgkampen lovede at råde bod på (men aldrig kom til at realisere). Kort efter valgsejren havde Hamas dannet regering med deltagelse af nogle få Fatahministre, men uden anerkendelse fra hverken Selvstyret og Abbas eller fra Fatah. I stedet udbrød der konflikt mellem de to partier.
I foråret 2007 lavede de dog under saudiarabisk mægling i Mekka en aftale, der førte til en samlingsregering mellem Fatah og Hamas – og fuldt anerkendt af Mahmoud Abbas. Hamas erklærede sig indforstået med at deltage i regering under anerkendelse af tostatsmodellen, men ville stadig ikke anerkende staten Israel. Samlingsregeringen var uacceptabel for Israel og USA, der trænede og bevæbnede Fatah, så partiet kunne kuppe magten i Gaza, men i stedet led det nederlag og blev smidt ud. Som resultat har Israel lige siden opretholdt sin blokade af Gaza.
Det medførte også, at EU stoppede sin bistand til Gaza. Hamas har både på grund af de særdeles vanskelige betingelser – med blokade, faldende bistand og prioritering af midler til det, de betegner sig modstandskampen mod besættelsesmagten (altså våben, træning og konstruktion af tunnelsystemet) samt autoritær forvaltning – ikke kunne forhindre dramatisk forringede livsvilkår. Siden 2007 har Gazas økonomi konstant nærmet sig kollaps uden mulighed for at opbygge et erhvervsliv eller genopbygge efter de mange krige i Gaza siden 2007 – endsige opfylde basale livsbetingelser som levering af rent drikkevand, der i vid udstrækning er kommet ind fra Israel. FN tilskriver Israels blokade af Gaza et ansvar for elendigheden, men Hamas har med sit autoritære regime også et stort ansvar, hvilket afspejlede sig i en støt faldende opbakning frem til angrebet 7. oktober.
En landsby for al-Aqsa helligdommen
Det var efter kuldsejlingen af Osloprocessen, at Barak insisterede på at forhandle en endelig løsning i Camp David i 2000. Reelt var der ingen forhandlinger. Barak tilbød landsbyen Abu Dis uden for Jerusalem som hovedstad for palæstinenserne, hvilket Yassir Arafat selvfølgelig ikke kunne acceptere, selvom danske kommentatorer stod i kø for at råbe op om, at det skulle han da endelig havde gjort – måske vidste de, at det for alvor ville have beseglet hans egen dødsdom, for selvfølgelig kunne han ikke bytte Klippemoskeen, al-Aqsa helligdommen og Østjerusalems palæstinensiske bydele ud for en ligegyldig landsby.
Forløbet viser meget godt den asymmetri, der har været i de forslag palæstinenserne har fået tilbudt: en landsby for Østjerusalem, et ramponeret selvstyre for en stat og i Trumps plan igen Abu Dis i stedet for Jerusalem – samt fire ikke sammenhængende enklaver, en pose penge, ingen løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem, og fuld israelsk suverænitet over hele pakken inklusive det ramponerede selvstyre. Det kaldte Trump en stat, og de danske medier tog hans ord for pålydende og annoncerede frejdigt, at Trump og Israel nu tilbød en tostatsløsning med Østjerusalem til palæstinenserne. Men læste man bare fredsplanens indledende sammenfatning, kunne man hurtigt overbevise sig om, at det var det rene blændværk og gøglespil. En af de mest kolporterede usandheder, der ofte gentages i dansk presse, er, at Arafat i januar 2001 fik tilbudt en forkromet stat med Østjerusalem og hele molevitten. Det drejer sig om de såkaldte Clinton-parametre, som ganske vist rummer det meste af, hvad Arafat og palæstinenserne kunne forvente af en palæstinensisk stat. Arafat sagde nej til parametrene, fordi de ikke løste det palæstinensiske flygtningeproblem (flygtninge fra 1948). Det var nok en taktisk fejl af Arafat, der skulle havde gjort som den mere snu Barak, der sagde ”ja, med forbehold” – velvidende, at han stod til at tabe valget i Israel til Sharon, som absolut ikke ville forhandle på baggrund af Clintons parametre. Der var intet israelsk tilbud om en stat, men et forbeholdent og helt ansvarsfrit ja til at indlede en forhandling med udgangspunkt i nogle parametre fremsat af den amerikanske præsident. Intet mere end det! Det er ikke seriøst at kalde dette forløb for ”et israelsk tilbud om en palæstinensisk stat”, ligesom der heller ikke var et seriøst ”tilbud” om en palæstinensisk stat i Camp David i 2000.
’Køreplan for fred’
Under medvirken fra danske Per Stig Møller kom ”Køreplanen for Fred” på bordet i 2003. Planen blev dog lanceret af Præsident George W. Bush i 2002, der dermed for første gang formelt stillede USA bag ideen om en palæstinensisk stat, som ifølge planen skulle virkeliggøres fra 2005. Det var Ariel Sharon, som på vegne af Israel også for første gang formelt indgik i en aftale om etablering af en palæstinensisk stat. Men det var også Sharon, der få måneder senere med missiler fra kamphelikoptere som hævn for tre palæstinenseres angreb på israelske soldater, skød planen i sænk. Det israelske parlament Knesset havde kun modvilligt givet Sharon mandat til at acceptere fredsplanen og havde fremsat 14 forbehold til planen, der klart udelukkede ideen om planens formulering af etablering af en suveræn palæstinensisk stat.
I 2008 indgik premierminister Ehud Olmert i dialog med Mahmoud Abbas. Der var ikke tale om egentlige forhandlinger. Olmert fremsatte, hvad der må betegnes som det mest vidtgående forslag fra Israel: Dels var der tale om nedlæggelse af en del bosættelser, dels havde Olmert udarbejdet et kort, der gav mere end 93 procent af Vestbredden til en palæstinensisk stat – men det mest bemærkelsesværdige i forslaget var deling af Jerusalem, således at palæstinenserne kunne få, hvad der i planen betegnes som suverænitet over fem arabiske bydele, mens den gamle by inklusive helligstederne for muslimer, jøder og kristne skulle under mandat fra en international koalition.
Der var også problematiske forslag for palæstinenserne: For det første var der ikke nogen løsning på 1948-flygtningeproblemet, hvor der bortset fra nogle få tusinder, der kunne vende tilbage, blev krævet, at palæstinenserne opgav at insistere på Right of Return-princippet. For det andet skulle der være tale om en demilitariseret stat, der ikke måtte indgå traktater med andre stater og heller måtte have en lufthavn, men omvendt skulle tillade Israel at bruge luftrummet. Grænsen til Jordan skulle bevogtes af en international styrke. Disse problemer har sikkert rumsteret i baghovedet på Mahmoud Abbas, men hans begrundelse for ikke at acceptere Olmerts tilbud, er dog i stedet de lidt aparte omstændigheder, det skulle ske under. Han skulle underskrive planen, og det medfølgende håndtegnede kort på stedet. Han kunne ikke få udleveret en kopi af planen, som han kunne tage med til granskning i sit bagland, inden han underskrev. De betingelser kunne han ikke acceptere – og som nævnt fik Abbas nok at se til med konflikt i Gaza, mens Olmert havde sin korruptionssag at tage vare på.
Allerede året efter i juni 2009 holdt Benjamin Netanyahu en opsigtsvækkende tale på Bar Ilan Universitetet, som gjorde sig bemærket med en forsonlig tone overfor palæstinenserne. Natanyahu havde dannet en meget bred regering i marts med deltagelse af både højreorienterede partier og Arbejderpartiet, hvilket selvfølgelig gjorde den noget vakkelvorn. I USA var Barack Obama blevet præsident og havde stillet krav om et stop for opførelse af bosættelser (der ikke blev imødekommet) – og efterdønninger med indirekte forhandlinger med Hamas under krigen i Gaza i begyndelsen af året var stadig mærkbar. Selvom tonen i talen var forsonende, kunne palæstinenserne nok ikke genkende den historiske opsummering af det hidtidige forløb, der bar bræg af, at Israel have tilbudt alt og altid handlet rigtigt og nobelt, men alligevel var blevet afvist og mødt med vold. De kunne nok heller ikke genkende, at jøderne med henvisning til Mosebøgerne havde et flere tusinde år gammelt krav på Palæstinas jord – mens det forhold, at palæstinenserne havde boet der i mere end de seneste 400 år som provins i Det Osmanniske Rige, ikke blev nævnt. Ville palæstinenserne anerkende Israel som stat, der er defineret som et national hjem for jøderne – altså reelt give afkald på Right of Return – og ville de acceptere en helt demilitariseret stat uden en hær og ingen kontrol med luftrum – samt at Jerusalem til evig tid er en udelt israelsk by under Israels suverænitet – så ville Israel gerne sætte sig ned og forhandle en tostatsmodel. Læser man Netanyahus tale, er det ret tydeligt, at den vision, som gemmer sig bag de forsonende toner, meget ligner det, Trump præsenterede som århundredets fredsplan i 2020.
Et foreløbigt sidste forsøg på en fredsaftale blev gjort af Barack Obamas udenrigsminister John Kerry over en periode på 9 måneder fra 2013 til 2014, hvor de endegyldigt brød sammen. Barack Obama konstaterede officielt, at begge parter havde ansvar for sammenbruddet, men at den væsentligste grund var Israels fortsatte udbygning af bosættelser på Vestbredden.
Det er således klart, at Israels fortolkning af tostatsmodel er, at den skal bestå af en suveræn og uafhængig israelsk stat og en demilitariseret palæstinensisk stat, som ikke selv kan håndhæve sine grænser og luftrum – og som ikke kan indgå i statslige relationer til andre stater, medmindre de er godkendt af Israel. Med andre ord: Israel har aldrig accepteret, at en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat kan etableres i Palæstina, ikke engang på de 24 procent af territoriet, som Vestbredden og Gaza tilsammen udgør. Et konkret og realistisk billede af, hvordan Israel reelt forestiller sig en såkaldt tostatsmodel udmøntet, kan man bedst få ved at studere den plan, Donald Trump præsenterede i 2020. Her er det klart, en tostatsmodel Made in Israel ikke indebærer en palæstinensisk stat. Nu har Netanyahu så tilkendegivet, at selv denne vision ikke er acceptabel for Israel, hvilket efterlader mange spørgsmål om, hvad Israel egentlig forestiller sig, at der skal ske med palæstinenserne såvel i Gaza som på Vestbredden.
Koloniseringen af Vestbredden
Israels kolonisering af Vestbredden startede uger efter afslutningen på 1967-krigen. Det var under Levi Eshkol, der var leder af Mapai, som i 1968 fusionerede med andre partier og dannede Arbejderpartiet. Den første bosættelse blev allerede få uger efter krigens slutning grundlagt af venstreorienterede aktivister i Golan. De mente, at de med bosættelser kunne skabe et socialistisk Israel fra græsrødderne. Religiøse aktivister kom til og grundlagde ligeledes bosættelser, hvor Gush Etzion omkring Betlehem er den mest kendte.
Eshkol-regeringen var i tvivl om, hvordan de besatte områder skulle håndteres. Overordnet var der allerede international konflikt om fortolkningen af FN’s Sikkergedsresolution 242: De arabiske stater forstod den sådan, at Israel blev pålagt at trække sig ud af alle de områder, der var blevet besat under krigen. Det gjorde Israel ikke, der henviste til, at der i den engelske tekst (forfattet af USA) stod ’besatte områder’ i ubestemt form – hvilket ifølge Israel betød, at det var til forhandling, hvilke territorier landet skulle trække sig ud af. Den fortolkningsstrid er aldrig blevet løst. Mens Eshkol var imod aktivisternes ideologiske koloniseringsprojekter, mente han i 1967, at der i tyndere befolkede områder af Vestbredden med fordel kunne etableres bosættelser ”af sikkerhedsmæssige grunde”. Det var bosættelser i Jordandalen, i Østjerusalem samt i Hebron, der blev projekteret i den såkaldte Allonplan allerede i 1967. Denne politik blev støttet af Arbejderpartiledere som Yitzhak Rabin og Golda Meir, og den er stadig et dogme i israelsk politik, hvor bosættelser er del af Israels sikkerhedspolitik, som danner udgangspunkt for forhandling om deling af territorier: Bosættelser skaber ”facts on the ground”, mente de israelske ledere. Denne fortolkning blev lige fra 1967 afvist af de arabiske stater og af palæstinenserne med henvisning til resolution 242 og Genevekonventionen. Skønt bosættelser klokkeklart er i strid med folkeretten, er Israel aldrig af det internationale samfund blevet bremset i koloniseringen af Vestbredden, der er fortsat med stadig større styrke frem til i dag. Eshkol-regeringen blev imidlertid også tvunget til at acceptere de ideologisk etablerede bosættelser, herunder genetablering Gush Etzion, der var blevet smadret af araberne under 1948-krigen.
Lige fra 1967 har der således været en grundlæggende uenighed om bosættelsespolitikken. Uenigheden går ikke på, om der skal være bosættelser, men om hvor, hvor mange, og hvordan de skal begrundes. Der er stor konsensus om den sikkerhedspolitiske begrundelse, der skal sikre Israel omkring Jerusalem og i Hebron. Derudover befæstes de ydre grænser mod Syrien, hvor Golan er annekteret, og mod Jordan i Jordandalen langs Jordanfloden. Alene det indikerer tydeligt, at Israel suverænt skal kontrollere hele Palæstinas territorium fra Jordanfloden til Middelhavet og fra Golan i ord til Egypten i syd.
Dertil kommer en nationalreligiøs begrundelse, som fremføres af den religiøse besætterbevægelse, og som begrunder koloniseringen med henvisning til Mosebøgerne – og insisterer på, at Guds love og løfter om det forjættede land står over al verdslig lovgivning og internationalt diplomati. Bevægelsen bag denne tolkning er blevet stadig stærkere, den har stor indflydelse på Likud og naturligvis i de højreorienterede små partier. For denne stærke bevægelse er det religiøst bestemt, at Israel skal være en jødisk stat i hele Palæstina, og den sætter et dybt præg på den verdensanskuelse i Israel, der fortolker forholdet til især Vestbredden, der skal være israelsk. Udbredelsen af denne verdensanskuelse er helt sikkert også blevet befordret af, at en meget stor del af israelske bosættere i dag lever i bosættelser mere af velfærds- end af ideologiske grunde: De kan få større, bedre og billigere boliger i bosættelserne end i Israel bag 1967 grænserne. Deres huse er resultat af ”facts on the ground”, og de er ikke motiveret til at opgive deres dejlige boliger for at palæstinenserne kan få 24 procent af Palæstina til en stat.
Der bor mere end 700.000 israelere på Vestbredden, og de tæller med, når der skal stemmes til valgene. Afgivelse af besat palæstinensisk territorium til opbygning af en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat har aldrig haft bred opbakning i Israel og har med en enkelt undtagelse aldrig været del af officiel israelsk politik. Ikke desto mindre har det internationale samfund med USA i spidsen i årtier talt om tostatsmodellen velvidende, at Israel ikke vil have den og hver eneste dag siden 1967 har undermineret den med sin koloniseringspolitik – hvor kolonisering kaldes bosættelse fordi det lyder pænere – ved at tage bid efter bid af Vestbredden ind under israelsk lovgivning. Ganske vist med rettigheder og pligter, der omfatter israelske jødiske statsborgere, herunder selvfølgelig, bosætterne, mens palæstinenserne i de besatte områder ingen borgerlige rettigheder har og er underlagt det israelske militærs forvaltning.
Den politiske kamæleon Sharon
Det er ikke stedet her at gå ind i en nærmere redegørelse for Ariel Sharons historiske meritter som succesfuld general og forkætret politiker. Hans handlinger som forsvarsminister under Libanonkrigen i 1982, der endte med at gøre ham til international efterlyst krigsforbryder (samtidig med at han var premierminister i Israel), burde være almen viden og skal ikke tygges igennem her. Men samtidig med, at han betragtes som en af de allermest indflydelsesrige politikere, når det kommer til israelsk bosættelsespolitik, var han den første og den sidste, altså den eneste, israelske politiker, der som siddende premierminister formelt accepterede at forhandle om etablering af en palæstinensisk stat. Det skete med den føromtalte Køreplanen for Fred, som han sammen med Mahmoud Abbas, den amerikanske præsident George W. Bush og med Jordans kong Abdallah på sidelinjen underskrev i Aqaba i 2003. Sharon havde fået armen vredet rundt af Bush, der havde lovet Storbritanniens Tony Blair at arbejde for en palæstinensisk stat som betingelse for britisk støtte til USA’s krig i Irak. Bush holdt sit løfte, men Sharon vred sig som en ål. Det lå ham uendelig fjernt at skulle forhandle med palæstinenserne, og hvordan de nærmere omstændigheder omkring forløbet end skal fortolkes, var Sharon ingenlunde utilfreds med, at Køreplanen for Fred hurtigt blev skudt i sænk af palæstinensisk vold og israelsk gengældelse. Sharon havde imidlertid ikke fuldstændig aflivet ideen om en palæstinensisk stat – men hvis den skulle realiseres, skulle det ikke være gennem forhandling og med israelsk hjælp, men gennem unilateral israelsk politik.
Sharon udviklede i stedet sin ”adskillelsesstrategi”, der bestod i, at Israel byggede den lange adskillelsesmur på Vestbredden og nedlagde bosættelser i Gaza, trak tropperne ud og murede Gaza inde til det, der blev et stort friluftsfængsel. Dermed mente Sharon, at han sikrede Israel mod indtrængende terrorister og voldsmænd fra de besatte områder og overlod ellers palæstinenserne til deres eget forgodtbefindende. Ideen gik faktisk videre end til rømning af Gaza, for Sharon lod også hæren rømme fire bosættelser på Vestbredden og bedyrede, at flere kunne komme på tale. Planen var unilateralt at adskille de to nationer. På en måde blev han derved 30 år senere enig med sin ærkerival Yitzhak Rabin, der i 1974 havde afløst Golda Meir som premierminister: Rabin var modstander af kolonisering af hele Vestbredden fordi det ville betyde, at Israel ville få en stor arabisk befolkning, som ikke kunne få samme rettigheder som jøderne og dermed undergrave det israelske demokrati. 30 år senere delte Sharon denne bekymring, skønt han indædt siden 1974 havde kæmpet for kolonisering af hele Vestbredden. Sharon var stoppet i hæren i 1974 og havde tilsluttet sig den særdeles aktive og religiøst radikale besætterbevægelse Gush Emunim, der hyldede den religiøse fundamentalistiske fortolkning, at det var forsynsbestemt, at Israel skulle sætte sig på hele Palæstina, som skulle ’judaiseres’, som de sagde. Dermed mente de, at Palæstina, det hellige land, skulle renses for arabere og palæstinensere: Faktisk kaldte Sharon på dette tidspunkt palæstinenserne for ’fremmede’ (strangers), der intet havde at gøre i Palæstina. Rabin tænkte som nævnt bosættelsespolitikken som sikkerhedspolitik, der skulle sikre Israel og grænserne, men ikke føre til kolonier (det var det ord, Rabin brugte i et interview i 1976) i tæt befolkede palæstinensiske områder. Han kaldte Gush Emunim for en ”cancersygdom” og understregede, at en udvidelse af kolonier på hele Vestbredden ville gøre Israel til en ”apartheid stat” (det var det ord, han brugte) og undergrave det israelske demokrati.
Det var faktisk lignende tanker, der 30 år senere lå bag Sharons unilaterale adskillelsespolitik, og ligesom Rabin i 1976 talte Sharon som nævnt om, at det kunne blive nødvendigt med yderligere ”evakuering” (altså rømning) af bosættelser på Vestbredden. En del af de bosættelser, der forblev på Vestbredden i Rabins første regeringsperiode, skønt han helst så dem evakueret, skyldtes intern uenighed i Arbejderpartiet, hvor Shimon Peres lå meget tættere på Sharon og Gush Emunim og støttede deres bosættelsespolitik. Rabin føjede Peres for at undgå en splittelse i partiet. I 2004 frem til sin hjerneblødning, som i 2006 sendte Sharon otte år i koma inden sin død, var det ham, der kom i modvind fra sine egne i sit parti Likud og i bosætterbevægelsen, der kaldte ham forræder fordi han nedlagde bosættelser. Dermed blev han nødt til at forlade Likud og starte sit eget parti Kadima for at få sin politik gennemført. Med Sharons hjerneblødning døde planerne om unilateral territorial adskillelse som løsning på Palæstina-konflikten – hvorimod kolonisering af Vestbredden fortsatte med uformindsket kraft.
Det er Likud, hvis territoriale mål for Israel ligger helt i forlængelse af Jabotinskys idéer – dog med den forskel, at Israel ikke skal omfatte Jordan, men stoppe ved Jordanfloden. Det var den tidligere leder af Jabotinskys Irgun terror milits, Menachem Begin, der som premierminister fra 1977 opgav at indlemme Jordan i Israel og koncentrerede sig om Vestbredden. Over for Likuds linje er der stadig israelske ledere, navnlig i Arbejderpartiet og på venstrefløjen, der ser bosættelser som sikkerhedsgaranti og som brik i forhandlinger med arabiske stater – men selvfølgelig også som boliger, hvor israelere bor, fordi de er attraktive. Med det omfang bosættelserne har i dag, er det Likuds linje og den nuværende regerings støttepartier, der dominerer israelsk politik. Og den går principielt efter annektering af Vestbredden og tilsyneladende nu også annektering af Gaza. Derfor har den i øvrigt upopulære Benjamin Netanyahu, der formentlig i dag ville tabe et valg med et brag, utvivlsomt et stort flertal af den israelske befolkning i ryggen, når han til den internationale presse udtaler, at tostatsmodellen ikke bliver til noget – og at Israel insisterer på at have suverænitetskontrol over hele Palæstina fra floden til havet. Den politik levner ingen rum for en selvstændig palæstinensisk stat.
Bidens tilbud til Saudi-Arabien
USA’s løfte til Saudi-Arabien om at arbejde for ”tostatsløsning” blev køligt modtaget i Riyadh, da Antony Blinken var på besøg i begyndelsen af februar. Saudi-Arabien lader sig ikke besnakke til at acceptere en Trump-model i Biden retorik, altså et amputeret selvstyre, der kaldes en stat og med den kaste sig ind i forhandlinger med Netanyahu om en Abrahamaftale. Der skal seriøse planer om en suveræn palæstinensisk stat på bordet – alt andet er tom snak. De arabiske stater i regionen, især Jordan, Egypten og Saudi-Arabien har som regel prioriteret egne interesser over palæstinensernes, som med rette har følt sig svigtet af dem og derfor tør de ikke tro på, at Saudi-Arabien ufravigeligt vil stå fast på kravet om en suveræn palæstinensisk stat. Men araberne og deres befolkninger synes under indtryk af Gazakrigen påfaldende enige om, at en uafhængig palæstinensisk stat er betingelse for reelle forhandlinger med Israel. Alle 57 stater i OIC bakker op om kravet og det gør en række stater i Det Globale Syd som f.eks. Kina og Sydafrika også. Siden 2021 har Saudi-Arabien lagt en vis distance til USA og er rykket tættere på Det Globale Syd, hvilket giver grund til at tro, at Saudi-Arabien i denne omgang faktisk mener, hvad deres udenrigsminister siger.
I 30 år har USA talt om tostatsmodel uden seriøst at arbejde for den. Tværtimod har USA med en enkelt undtagelse i FN’s Sikkerhedsråd med sin vetoret blokeret for kritik af Israelsk bosættelsespolitik, der som vist, er en systematisk og velovervejet underminering af grundlaget for en palæstinensisk stat. I den nuværende Gazakrig løfter Joe Biden pegefingeren, hæver stemmen og siger, at Israelsk krigsførelse ”is over the top” – men samtidig betaler USA for våben og ammunition, støtter Israel politisk og økonomisk og har end ikke formået at få øget mængden af humanitær nødhjælp ind i Gaza til et blot nogenlunde tilstrækkeligt niveau. Det længste USA indtil videre har villet strække sig til, er at arbejde for en midlertidig våbenhvile, men finansierer fortsat Israelsk krig. Derfor ser mange arabere, stater og folk i Det Globale Syd USA som direkte medansvarlig for den humanitære katastrofe i Gaza.
Derfor er det gennemgående krav til USA, at den tomme snak stoppes og seriøs handling indledes, og Biden-retorikken om ”demilitariseret palæstinensisk stat” henføres til afdelingen for tom snak.
Den anden side af Biden-doktrinen omhandlende et tilbud om en sikkerhedspagt er mere attraktivt for Saudi-Arabien – og er jo også et krav, Riyadh selv har formuleret som pris for en Abrahamaftale. Men der er ingen grund til at tale om den, før USA er seriøs om tostatsmodellen, er meldingen fra Riyadh. Derudover vil prisen for en sikkerhedspagt blive høj. Saudiaraberne og vennerne i Forenede Arabiske Emirater (UAE) er mildest talt utrygge ved den amerikanske såkaldte sikkerhedspolitik i Den Persiske Golf. Hvad gjorde USA, da skibe blev saboteret i Golfen og Iran nedskød en amerikansk drone? Ikke meget. Hvad gjorde USA, da et påstået iransk missilangreb (som houthierne tog ansvar for) i et par uger satte halvdelen af den saudiarabiske olieproduktion ud af drift? Ikke meget.
Araberne begyndte at diskutere, at Carter-doktrinen – at USA ville bruge militær magt i Den Persiske Golf, hvis amerikanske nationale sikkerhedsinteresser bliver truet– nok er død og begravet. Med andre ord: Opfattelsen af, at den sikkerhedsparaply, USA havde holdt over Golfen siden 1971, hvor Storbritannien trak sig ud, er nu klappet sammen og skrottet. Derfor indledte Saudi-Arabien og UAE i stedet regionalt samarbejde, støttede sig til kinesisk mægling, hvor Saudi-Arabien oprettede diplomatiske til Iran, mens UAE arbejder sikkerhedspolitisk sammen med Tehran. Det skabte afspænding i regionen og førte til våbenhvile i Yemen. Altså lige indtil Hamas-angrebet 7. oktober sidste år, og Israels krig i Gaza igen har øget spændingerne til bristepunktet i hele regionen.
Set fra arabernes og Det Globale Syds perspektiv gør USA intet andet end at kaste mere ved på det bål ved at bombe i Yemen, Syrien og Irak uden seriøst at arbejde for en permanent våbenhvile i Gaza, der kan sende nødvendig nødhjælp ind. De synes ikke, det er seriøst at løfte pegefingeren og hæve stemmen samtidig med, at man sender en fed check til den israelske hær i Gaza. De mener, at hvis USA faktisk mener det alvorligt med at skabe sikkerhed i Mellemøsten, bør USA helt enkelt sørge for våbenhvile i Gaza, fordi i samme øjeblik, den er en realitet, vil hele situationen i Mellemøsten blive deeskaleret.
Katastrofen, der ingen ende vil tage
Den besked kunne Antony Blinken rejse hjem med fra Saudi-Arabien og tænke over, at arabere, asiater og afrikanere i stigende grad mister tillid til USA som selvbestaltet leder af den regelbaserede verdensorden. En tillid, der fordufter i takt med, at USA fortolker reglerne så ubehageligt kreativt; hvor vennerne får økonomisk og politisk støtte til at bryde reglerne, mens fjenderne får sanktioner og bomber i hovedet. Sådan ser og forstemmes den øvrige verden over, at USA forvalter den regelstyrede verdensorden. Udkommet af Gazakrigen synes derfor at komme til at forstærke den proces, der allerede i et stykke tid har været i gang – nemlig at The West and the Rest glider endnu mere og endnu hurtigere fra hinanden, hvilket ikke er til hverken USA eller Vestens fordel. Det advarede salig Huntington allerede imod i 1996.
Den største tragedie i forbindelse med konflikterne i Mellemøsten lige nu er dog den, der overgår befolkningen i Gaza. Siden krigen startede, og den israelske hær fordrev befolkningen sydpå, har spørgsmålet været, hvad der skulle ske med de mere end en million, som er samlet i grænsebyen Rafah. Ingen har kunnet svare på spørgsmålet. Har Israel en plan? Vi ved det ikke, og hvis der er en plan, har vi ingen viden om, hvad den går ud på. Vi kan kun gisne. Vi ved, at befolkningen ikke kan vende tilbage til deres boliger, fordi de sammen med gader, skoler, sundhedsklinikker, moskeer, vand- og elforsyning osv. er bombet til grus enten af krigens granatregn, eller fordi den israelske hær systematisk efterfølgende har sprængt det væk. Den zionistiske forfatter Theodor Herzl, der er mest kendt for i 1896 at udgive bogen Der Judenstaat, publicerede i 1902 den utopiske roman om, hvordan en jødisk stat kunne skabes, ”Gammelt Nyt Land” (AltNeuLand), hvor han argumenterer for, at det besatte land skal destrueres for, at det nye land kan skabes. Er det det, vi ser Israel er i færd med i Gaza? Vi ved det ikke. Vi ved, at de mere end en million i Rafah ikke kan overleve der. Vi ved, de ikke kan vende hjem, for hjemmet eksisterer ikke længere. Vi ved, der ikke er andre områder i Gaza, hvor de kan overleve. Mere ved vi ikke, hvad der skal ske, og hvad værre er, det ved familierne og deres børn i Rafah heller ikke.
Tostatsmodellen har længe været en illusion, og Israel har nu endegyldigt helt og aldeles aflivet den. Som påpeget af to amerikanske Mellemøstforskere i seneste nummer af Foreign Affairs er ét-stat allerede en realitet, men det er ikke i form af visionen om ”en stat – to nationer”, men det, de betegner som en ”apartheidstat”: Israel har fuld suverænitetskontrol over hele Palæstina, men det er alene de jødisk statsborgere, som har fulde demokratiske rettigheder, mens de palæstinensiske israelere nyder begrænsede rettigheder, og de mange statsløse i de besatte områder ingen rettigheder har. Der bor over fem millioner palæstinensere i de besatte områder, hvortil kommer mere end 2 millioner palæstinensiske israelere. Israels befolkning er på 9,3 millioner inklusive de godt 2 millioner arabere. Et-staten Israel er således allerede i dag udfordret af, at den arabiske befolkning, som lever med begrænsede rettigheder eller helt uden allerede er eller om kort tid, snart vil være i flertal. Det underminerer Israel som demokratisk stat og, som både Jabotinsky og Sharon understregede, truer det ikke-jødiske befolkningsflertal Israels identitet som jødisk stat. Eftersom Israel ikke vil tostatsmodel og heller ikke vil give den potentielle majoritetsbefolkning af palæstinensere lige rettigheder, er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med denne befolkning? Mange i Israel har argumenteret for, at den skal overføres til de arabiske lande, alternativt få asyl i fx Vesten. Når Israel i dag helt har afvist tostatsmodellen og modellen med en stat med lige rettigheder til alle, er der svært at få øje på andre alternativer end at palæstinenserne fordrives fra Palæstina. Kommer det virkelig til at ske og hvordan vil det i givet fald forløbe? Vi ved det ikke.
Egypten har på det bestemteste afvist, at de flygtende Gazabeboere kan komme til Egypten. Ikke desto mindre viser satellitbilleder, at der er hegnet et område ind på den egyptiske side af grænsen til Gaza. Er det der, Gazabefolkningen ender i endnu en af verdens store flygtningelejre? Kæmpestore flygtningelejre findes der for mange af i verden. Mere end 100 millioner fordrevne personer sidder ifølge FN i forskellige former for opsamlingslejre eller irregulære bosættelser rundt om på kloden, fordi ingen stater vil vide af dem. Menneskeheden har ikke plads til dem. Der kan de sidde i årevis, ja i årtier. Kommer Gazas beboere nu til at bidrage med 1-2 millioner til FN’s statistik om fordrevne personer i verden – eller indgår de 1,4 millioner statsløse Gazabeboere allerede i statistikken? Vi ved det ikke.
[1] Vladimir Zeev Jabotinsky: The Iron Wall. We and the Arabs, 1923
DIIS Eksperter
