Vi er på vej mod den postmoderne og promiskuøse verdensorden

I slutningen af august erklærede BRIKS efter sit topmøde i Sydafrika at ville udvide kredsen med de seks lande Iran, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten, Etiopien og Argentina.

Nogle reagerede med begejstring: Hermed øger organisationen sin andel af verdens BNP fra knap 26 til 29 pct., sin andel af verdens befolkning fra knap 41 til 46 pct. og sin andel af global eksport fra 18 til 21 pct. Endelig og mest markant mere end fordobler man andelen af den daglige olieproduktion fra 21 til 43 pct. Mange peger på, at det er Kina, som har arbejdet særligt hårdt for udvidelsen, og at det derfor er en sejr for Xi Jinping, der da også strålede som en sol, da man tog det obligatoriske foto efter topmødet. Særligt hæfter man sig ved, at Iran, der i januar blev fuldgyldigt medlem af Shanghai Cooperation Organisation (SCO), med BRIKS-udvidelsen styrkes og hives endnu længere ud af den internationale isolation, USA ønsker at låse landet fast i. Irans olieproduktion og -salg nærmer sig samtidig hastigt niveauet i 2018 – altså inden Trump trak sig ud af USA’s aftale med Iran og genindførte sanktioner.

Andre – navnlig angelsaksiske – eksperter reagerede med skepsis. De finder, at udvidelsen er uden betydning – peger på, at den nye kreds af BRIKS- lande internt er uenige og fremhæver især Kina og Indiens rivaliserende forhold og stående grænsekonflikt. De har også svært ved at se, hvilken gavn organisationen kan have af det økonomiske fallitbo Egypten, der har verdensrekord i gæld til Den Internationale Valutafond (IMF), og som kun kan holde sig kørende gennem massive økonomiske tilskud fra Kina, Saudi-Arabien og USA. Etiopien er lige kommet ud af to års blodig borgerkrig, det gældtyngede Argentina har kun netop afsluttet sin recession og Brasilien vil stadig være klemt mellem Øst og Vest. Derfor trækker disse eksperter nedladende på skuldrene og kalder BRIKS-udvidelsen betydningsløs, mens de forsikrer verden om, at ”de der lande, næppe kan blive enige om noget”.

Den moderne verden

Der er altså tale om to fuldstændig modsatrettede konklusioner, men interessant nok funderet i den samme forståelse af den internationale orden som et system af stater, der vurderes efter deres styrke, ressourcer og kapaciteter, herunder evnen til at indgå i forpligtende alliancer. I dette paradigme rangordnes verdens stater efter kapaciteten til at sætte deres vilje igennem – med henvisning til fx militære ressourcer, økonomiske midler og deres regeringsmæssige og bureaukratiske effektivitet.

Man grupperer dermed verdens stater i et hierarki – fra supermagt over stormagt til mellemstore stater og videre til skrøbelige og fejlslagne stater. Det sker ud fra en målestok, der kaldes 'den postwestfalske protostat’, sådan som den blev sammenfattet af den tyske sociolog Max Weber. Ifølge definitionen har den ideelle stat voldsmonopol og suveræn kontrol over sit territorium, legitimitet over for sit folk, lighed for loven (klassisk retsstat) og velfungerende institutioner. Dette statsbegreb havde udviklet sig i Europa efter Den Westfalske Fred (1648), hvor forholdet mellem stater baserede sig på magtbalance – indtil systemet brød endeligt sammen med udbruddet af Første Verdenskrig. Når man siger magtbalancesystemet virkede trods krige, f.eks. Napoleonskrigene skyldes det, at ingen stat opnåede hegemonisk magt, men blev slået ned af alliancer – præcist som det skete med Napoleons Frankrig.

Formålet var ikke at undgå krig, men at undgå en europæisk hegemonisk magt. Lige siden har magtbalancesystemet ret beset ikke eksisteret andre steder end i diplomatiet og i hovederne på statskundskabsprofessorerne, der jo uddanner diplomaterne inden de slippes løs på de bonede gulve. Med udviklingen af teorier om international politik efter Anden Verdenskrig, der satte en stopper for totalitarismens grusomheder etableredes en transatlantisk alliance under USA’s ledelse vendt mod kommunismen, fastholdt man et postwestfalsk statsbegreb, magtbalanceteori og alliancepolitik, hvor man på en måde globaliserede den europæiske model selvom, det med den kolde krig, to supermagter og det rige Vesten overfor ikke-Vesten var et helt andet system end det det gamle postwestfalske europæiske rum. Det tjente imidlertid Vesten godt for det var den vestlige model, som kom til at dominere både i teorierne, i diplomatiet som det ikke mindst fremgår af måden Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF)fungerer på. Og for at have sikker hånd i hanke med de internationale organisationer sørgede man for, at Verdensbanken altid har en amerikansk direktør og IMF en europæisk.

Da de europæiske stater sad på magten, bestemte de reglerne, selvfølgelig til egen fordel. Men da det europæiske magtbalancesystem blev revet i stumper og stykker – i indbyrdes konkurrence om kolonier, territorialmagt og økonomi – udløste det Første Verdenskrig. Skønt det var tydeligt, at systemet ikke længere virkede, blev det alligevel reddet af USA, der havde holdt sig på afstand, netop fordi amerikanerne ville undgå at blive fedtet ind i den europæiske magtbalance og dertilhørende interne krige. Den politik ændrede den amerikanske præsident Woodrow Wilson med sin erklæring om, at USA sammen med de gamle europæiske stormagter, Frankrig og Storbritannien, ville nedkæmpe Tyskland.

Samtidig formulerede Wilson visionen om et Folkeforbund og en uigennemskuelig og helt udefineret ide om ’nationernes selvbestemmelse’, som ville skabe freden til afskaffelse af al krig. Folkeforbundet blev til noget, men det var lederne af de to hensygnende imperier, Frankrig og Storbritannien, som mente at have første fødselsretten til at lede den nye verdensorden, da det ikke lykkedes Wilson at overbevise de amerikanske politikere om, at USA selv skulle indgå i den. Den blev som bekendt mest af alt noget rod med uendelige mindretal, som blev kastet rundt mellem staterne og skabte grobund for europæisk nationalisme, der kulminerede i fascisme, kommunisme og fascisme.

Vestens imperiebygning – undertiden legitimeret som såkaldte mandatstyrer, hvor europæerne skulle styre butikken indtil de lokale efter europæernes opfattelse var blevet tilstrækkeligt civiliserede til at styre sig selv – gjorde ikke det aldrende Europa mere populært. Tværtimod mindede det araberne, asiaterne og afrikanerne om de svigtede løfter om selvbestemmelse, som kynisk blev transformeret til fortsat europæisk koloniherredømme uden for Vesten ved de lyssky forhandlinger i Paris efter Første Verdenskrigs afslutning. Tyskland blev trykket i bund og skulle fastholdes der ved at blive pålagt kæmpe krigsgæld, Rusland havde travlt med sin revolution – mens Kina startede sin frihedskamp mod de vestlige imperiemagter, som mente at have større ret til de kinesiske ressourcer end kineserne selv.

USA havde siden sin grundlæggelse insisteret på at være uafhængig af andre stater og forbeholdt sig fra den første præsident George Washington til Anden Verdenskrig retten til at handle unilateralt. Landet isolerede sig aldrig, som historikere og politologer ellers gerne belærer os om, men var i det 19. århundrede i konstant ekspansion, ikke blot på det nordamerikanske kontinent, men tillige i Caribien, Latinamerika, Stillehavet og fra slutningen af det 19. århundrede i Sydøstasien med annekteringen af Filippinerne, der blev erobret i en særdeles blodig krig, som varede 14 år og kostede op mod 200.000 lokale livet. Ifølge Woodrow Wilson kunne det store ørige, som USA havde overtaget fra Spanien, først få sin selvstændighed, når det var blevet ’civiliseret’, altså: Styrede sig efter de amerikanske principper. Det er en gåde, hvordan lærde historikere og internationalt anerkendte politologer kan definere denne amerikanske adfærd som ”isolationisme” og det kan tilføjes, at ikke-vestlige folk og stater aldrig har været enige i denne eufemisme, men husker adfærden som voldelig og alene motiveret af interesser i økonomisk fortjeneste og hegemonisk magt.

Derimod havde amerikanerne en opfattelse af, at USA var begunstiget med free security som følge af at være omkranset af oceanerne Stillehavet og Atlanterhavet samt Ishavet nord for Canada, med hvem USA havde sikre grænseaftaler. Det ændrede sig naturligvis med angrebet på Pearl Harbor i 1941 og ikke mindst udviklingen – eller, som det hedder i dag om Kina, opstigningen – af Sovjetunionen. Her blev USA klar over, at landet for at bekæmpe truslen fra kommunismen skulle opbygge et stående militært beredskab og forsvar og samtidig bygge alliancer. Svaret på udfordringerne var den sikkerhedspolitiske reform i 1947, der oprettede det Nationale Sikkerhedsråd, og dermed førte militærledelsen helt ind i hjertet af Det Hvide Hus, samt CIA, som var den første permanente strategiske efterretningstjeneste i USA, der hurtigt blev efterfulgt af mange flere.

Det var krigens sejrherrer, der dikterede betingelserne i de nye internationale organisationer, som så dagens lys efter Anden Verdenskrig – i høj grad på amerikansk initiativ og med amerikansk lederskab. Det er tydeligt fx i sammensætningen af og tildeling af vetoret til de fem faste medlemmer i FN. Og i både Verdensbanken og IMF, hvor kriterier i forståelse af ”ansvarlig økonomisk regeringsførelse” ikke blot følger vestlige principper, men også skal gavne Vesten. Den nye internationale orden skulle ikke blot styrke og konsolidere den vestlige civilisation, men udbrede de amerikanske værdier, der i USA anses som universelle, ”ikke fordi de er amerikanske men fordi de er givet af Gud”, som George W. Bush udtrykte det i et interview i The Washington Post i 2002 forud for Irakkrigen, der startede i 2003. Det er med samme begrundelse, at USA både kan udstikke reglerne i den amerikanske verdensorden og selv være hævet over dem, når det skønnes nødvendigt, som det fx. skete med Irakkrigen i 2003 og med beslutningen om ikke at ville anerkende Den Internationale Krigsforbryderdomstol, som Biden nu alligevel mener, Vladimir Putin skal stilles overfor. Det er som i George Orwells roman Kammerat Napoleon, hvor den ledende gris slår fast, at ’nogle altså er mere lige end andre’: Alle kan stilles for domstolen, lyder det fra Washingtons præsidentkontor – dog lige med undtagelse af USA og Israel.

Den postmoderne verdensorden er promiskuøs og kinesisk

Det er denne vestlig-amerikanske dominans i international politik, som den ikke-vestlige verden i stigende grad samler sig om at være imod.

Når man i BRIKS smilende stiller op til fotosession og markerer udvidelsen, handler det ikke om, at man nu kopierer den vestlige måde at organisere international indflydelse på, men lige præcist følger et alternativ til den amerikansk-vestlige orden. Indien og Kina samt Iran og Saudi-Arabien har meget at være uenige om – men de ER enige om, at de ikke længere vil lade sig diktere af Vesten og USA. Og de synes overbevist om, at der er andre modeller for samarbejde og sameksistens end principperne i den amerikanske unipolære globale sikkerhedsorden.

Den europæiske og amerikanske orden er baseret på magt og rå styrke samt selvfølgelig økonomisk herredømme. Nu ser USA sig på den økonomiske magt truet af, hvad de kalder en opstigende magt – eller en revisionistisk magt (a revisionist power), der vil ændre systemets spilleregler, nemlig Kina. Det vil USA ikke acceptere, og derfor skal Kina, som det direkte defineres i den nationalale sikkerhedsstrategi, Biden-administrationen udgav i oktober sidste år, inden for de næste ti år ”udkonkurreres og udmanøvreres”.

Kinas største forbrydelse er således, at landets økonomi vokser. Men er det virkelig en forbrydelse at hive endnu flere ud af fattigdom, udvikle landet yderligere –og derved uundgåeligt få en større økonomi end den amerikanske? Det synes USA åbenbart, og derfor skal Kina med hjælp fra de amerikanske allierede udmanøvreres. USA arbejder derfor systematisk på at sammentømre en stærk alliance, der både militært og økonomisk skal inddæmme og udkonkurrere Kina på samme måde og med samme midler som det lykkedes at konfrontere Sovjetunionen under den Kolde Krig.

I en tale til de studerende på George Washington University fremhævede den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken, at det var lykkedes verden at hive 1 milliard ud af fattigdom, hvilket han øjensynligt mente var en bedrift. 770 millioner af disse begunstigede mennesker har Kina hevet ud af fattigdommen, altså ca. tre/fjerdedele. Men denne udvikling skal Kina måske stoppe med, for den vil gøre kinesisk økonomi større end den amerikanske?

Verden er anderledes i dag end under Den Kolde Krig, så opgaven med at udmanøvrere Kina er også anderledes og måske mere udfordrende. Verden er globaliseret – dvs. den er økonomisk klistret sammen på kryds og tværs, og det er ikke kun Kina, der er ”opstigende”, men andre stater i Latinamerika, Mellemøsten og Asien. Landene på det afrikanske kontinent modsætter sig i stigende grad at blive domineret og snydt for globaliseringens økonomiske frugter. Kina står over for store økonomiske udfordringer, men råder over kolossale økonomiske reserver, der sagtens kan holde landet kørende, indtil kurven ganske givet vender. Den tech krig, USA har indledt mod Beijing, gør ondt, men får ikke Kina til at skvatte sammen.

Det globale syd vil en anden verdensorden end den amerikansk-ledede og er træt af at blive underlagt dollardominans og vestlige regler, der mest ses som Vestens forsøg på at fastholde sin magt og rigdom med USA som den ultimative leder. Derfor organiserer de sig i stigende grad i opposition til den vestlige vision for verdensorden. Derfor indgår de partnerskaber – efter kinesisk model – på kryds og tværs. Gerne med USA og Europa, hvis de ser en fordel i det, men også gerne med Kina, Rusland og Iran, hvilket Indien og Saudi-Arabien – to stater, som USA ellers håber eksklusivt at have i sin fold – er eksempler på.

Partnerskaber og indgåelse i internationale fora som Shanghai Cooperation Organisation (SCO) og BRIKS er noget andet end traditionelle alliancer, hvor stater giver hinanden håndslag på at stå sammen mod en udpeget fjende, der skal bekæmpes økonomisk og militært, samt afskrækkes fra at bruge militær magt. Sådan lød principperne i den amerikansk-vestlige alliancepolitik siden Anden Verdenskrig. Derimod defineres partnerskaber som bilaterale aftaler mellem to lande til begge landes fælles bedste – uden at være aggressivt rettet mod tredje part. Det gør det muligt at have udbyggede samarbejdsaftaler med stater, der ellers er hinandens fjender, hvilket er blevet tydeligt med Kinas store engagement i Mellemøsten det seneste årti. Som den eneste stat nogensinde er Kina venner med samtlige stater i Mellemøsten – altså fx både Israel, Saudi-Arabien og Iran – og i foråret lykkedes det for Kina i rollen som mægler at realisere en aftale mellem Iran og Saudi-Arabien om at genoptage diplomatiske forbindelser og indlede økonomisk samarbejde. Kina indgår partnerskaber på flere niveauer og de mest udbyggede – som dem med Iran og Saudi-Arabien – indeholder samarbejde om alt fra handel og investeringer til militært samarbejde, atomenergi (dog ikke med Iran), våben og rumteknologi. Men det er ikke alliancer, som det fx kendes fra NATO.

Der er således tale om to meget forskellige koncepter om verdensorden: den moderne amerikansk-ledede – domineret af vestlige værdier, hvis udbredelse skal opnås gennem overvældende militær styrke, økonomisk dollardominans og amerikansk lederskab – overfor en postmoderne verden, der i princippet er alliancefri, baserer sig på partnerskaber, er værdimæssigt multikulturel og derfor præget af, hvad der kan kaldes, staternes promiskuitet, fordi de byder sig til som partnere for alle. Det har Kina gjort – ikke mindst under Xi Jinping i de 10 år, hvor han har stået i spidsen for Kinas Belt and Road Initiative (BRI). Her inviteres alle indenfor – pt. gælder det 155 stater og 32 organisationer (august 2023), der indgår i projekter, om end ikke alle i deciderede partnerskaber.

Man kan sagtens argumentere for, at der er megen varm luft i alt dette, men man kan ikke bortforklare, at det globale syd i stigende grad organiserer sig i opposition til den vestlige og amerikansk ledede verdensorden. Som det hedder i en rapport fra European Council of Foreign Relations, kan man et år efter starten på den tragiske krig i Ukraine, tale om ’the united west divided from the rest’. I FN-regi er 141 lande enige om at stemme for en kritik af Ruslands illegitime angrebskrig, men det er kun vestlige lande, der bakker om et sanktionsregime, der skal svække Rusland og tvinge Putin til at opgive krigen. Sanktioner som metode finder ingen støtte uden for Vesten, og derfor virker sanktionerne ikke effektivt. Der findes mange veje til at handle uden om dollars og amerikanske og europæiske sanktioner, hvilket selvsagt underminerer hele regimet.

Dette begrunder også betegnelsen promiskuøs – fordi de samme stater, der handler ivrigt med hinanden uden om sanktionerne, samtidig er villige til – og glade for – at handle også med både USA og Europa. Det er denne postmoderne orden, verden og Vesten i stigende grad må indstille sig på. Man må nok revidere sine overlegne og nedladende bemærkninger om, at nye organiseringer i det globale syd, som fx udvidelsen af BRIKS, intet betyder. Og spekulere over, hvorfor der etableres rige udviklingsbanker i Asien som alternativer til de vestligt dominerede Verdensbanken og IMF.

Hvad betyder postmoderne i denne sammenhæng? Det er straks sværere at forklare, men jeg bruger mest begrebet som en metafor inspireret af den måde, den danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen brugte det på, da han skrev om en fodboldlandskamp mellem Frankrig og England tilbage i 1980’erne. Nielsen er nok mest kendt for sin roman Fodboldenglen, men han var også essayist og skrev bl.a. artikler i Dagbladet Information, hvor han også delte sin interesse for fodbold. I en artikel skrev han om en landskamp, der blev spillet på Parc de Princes i Paris: Under ledelse af en af verdens bedste spillere gennem tiderne, Michel Platini, spillede Frankrig en helt ny type fodbold som Nielsen kaldte postmoderne. Det var i modsætning til englænderne, som baserede sig på rå styrke i forsvaret og los op ad banen, der skulle ende i hovedet eller støvlerne på en centerforward. Englænderne anvendte industrialismens fodbold – rå og hurtig, med hårde tacklinger, sved og megen prusten og hvæsen, som leder tankerne hen på fabrikshallernes larm. De franske spillere praktiserede derimod en ny spillestil, hvor alle skulle være teknisk dygtige, skulle kunne spille alle pladser (lidt som i hollandsk ’totalfodbold’ introduceret af Cruyff og co. ved VM i 1974) og – i stedet for at basere sig på ren styrke – elegant dansede rundt med bolden og udnyttede hver en kvadratcentimeter af banens territorium til at spille og ikke blot løbe på.

Den franske spillestil blev Nielsens metafor for det postmoderne. I dag kan det globale syds nye måde at praktisere international politik på ligeledes være en metafor: Det er postmoderne international politik – til forskel fra den tidligere orden præget af global hegemonisk magt baseret på økonomisk dollardominans og overvældende amerikansk militær styrke, der skal afskrække alle andre stater fra at udfordre USA som unipolær leder af verden.

I dag gælder det derimod betydningen af netværk, forbindelser, knudepunkter – herunder forsyningslinjer, og i det hele taget infrastruktur fra ørkenbyer til rumteknologi, fra havne til jernbaner og rørledninger. Dét er prioriteten i den nye postmoderne international politik – til forskel fra de gamle teoretiske travere om militær styrke, alliancepolitik, inddæmning og afskrækkelse, der doceres på de vestlige læreanstalter, og som nok har gjort Vesten stærk og overlegen. Nu må Vesten imidlertid sande, at resten af verden også vil lege med, og derfor bør man igen begynde at tænke sig lidt om – og ud af boksen, som det hedder.

For måske er der ved at ske et paradigmeskifte i forståelse af ’verdensorden’ og international politik.

Den multikulturelle verden

Visionen, som den tager sig ud fra det globale syd, om en multikulturel verden vil formentlig få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos mange, der i kor med den amerikanske politolog Francis Fukuyama stadig er enige om, at den amerikanske orden en dag vil vinde, fordi den er den bedste.

De amerikanske værdier er universelle, hævdes det. Her vil man argumentere for, at den multikulturelle verden derimod er relativistisk – at den får de promiskuøse stater til at byde sig til hos autoritære regimer, der ikke respekterer menneskerettigheder og internationale konventioner. Det er jo rigtigt! Kina er et godt eksempel på et land, der handler med alle og enhver uden at stille spørgsmål ved styreformer eller overtrædelse af menneskerettigheder.

Men heller ikke i den moderne verden har demokratierne afholdt sig fra at alliere sig med autokratier, illegitime demokratier og egentlige diktaturer. Det er der i hundredvis af eksempler på. Fx er det langt fra alle USA's nære allierede, som kan siges at være demokratiske mønsterstater: Israel har et begrænset demokrati, hvor kun jødiske statsborgere har fulde politiske rettigheder, mens rettighederne reduceres lag på lag nedad i systemet, indtil de helt er forsvundet for de statsløse palæstinensere. De bor jo de facto i staten Israel, fordi den ikke accepterer en to-statsløsning og derfor annekterer kvadratmeter for kvadratmeter af Vestbredden og har transformeret Gaza til et stort fængsel. Begge dele finder sted, mens USA og EU højtideligt forsikrer verden om, at de går ind for en to-statsløsning, som skal realiseres ved forhandlinger mellem parterne velvidende, det aldrig kommer til at ske. På et tidspunkt, hvor hundredtusinder israelere – altså dem, der trods alt nyder godt af det begrænsede israelske demokrati – demonstrerede mod en lov fremsat af regeringen under ledelse af Benjamin Netanyahu, som demonstranterne mente ville forkrøble det israelske demokrati, inviterede USA selvsamme Netanyahu til demokratimøde i Joe Bidens stort anlagte ’alliance af demokratier’, hvor den israelske premierminister kunne holde frikvarter fra demonstrationerne. Netanyahu skulle ovenikøbet holde en såkaldt keynote (hovedtale). Indiens premierminister Modi skulle ligeledes tale på demokratimødet som repræsentant for ”verdens største demokrati”, der dog reserverer demokratiet til hindunationalisterne, men der er jo mange andre nationaliteter i Indien end hinduer. Modi er verdensmester i at brande sig selv og Indien som gode, men virkeligheden er, at han og hans regime er ekstremt nationalistisk og næppe bedre end Viktor Orbans Ungarn, der dog ikke blev inviteret – med henvisning til, at Orbans projekt om at gøre sit land til et illiberalt demokrati med fuld kontrol over medier og domstole ikke var foreneligt med USA’s forståelse af demokrati. Det samme argument kunne snildt være brugt mod både Indien og Israel, men Biden skulle bruge disse to lande i sin stort anlagte manikæiske fortolkning af verden som gerådet i eksistentiel overlevelseskamp mellem autoritære og demokratiske stater.

Endnu har man ikke hørt præsident Biden betegne Saudi-Arabien som et demokrati, men ikke desto mindre har han vældigt travlt med at reparere sit forhold til landets reelle leder, kronprinsen Muhammad Bin Salman, kaldet MBS. CIA og Joe Biden mener at vide, at MBS stod bag det bestialske mord på en saudiarabisk kritiker i Istanbul i oktober 2018. Derfor erklærede Biden, da han tiltrådte som præsident, at han ikke ville tale med MBS, men kun med hans far, der stadig er konge af Saudi-Arabien, dog temmelig svækket. MBS havde da for længst vendt sig mod Østasien – navnlig Kina – og da Biden i foråret 2022 fik brug for MBS, fordi USA gerne ville have Saudi-Arabien til at sende mere olie på markedet for at sænke prisen, undlod MBS at svare på telefonen. Da Biden rejste til Saudi-Arabien – stadig med samme ønske – i juli 2022 måtte han bide skammen i sig og hilse på MBS, hvilket skete med en kejtet knytnævehilsen. MBS virkede fåmælt, men meddelte dog, at Saudi-Arabien ville holde sig til aftaler om oliekvoter med Rusland og derfor ikke efterkomme Bidens ønske.

Skønt Saudi-Arabien absolut ikke er demokratisk og noget nær verdensmester i at overtræde menneskerettigheder – hele vejen gennem årtierne fra 1945 til Trumps regeringstid – har USA og Saudi-Arabien i hele den samme periode været nære allierede. Det er de ikke længere, fordi MBS ser mod øst. Ikke desto mindre hilste han nu gerne selvsikkert på en storsmilende Biden under G20-mødet i Indien i september.

For MBS handler forsoningen vel primært om, hvad Saudi-Arabien kan få ud af det – og for Biden sker det i håbet om at få Saudi-Arabien tilbage i den amerikanske fold – gerne sammen med Indien. Det skal Biden nok ikke regne med. For Saudi-Arabien er allerede dybt involveret med Kina, hvilket understreges af, at de saudiarabiske skolebørn nu skal lære kinesisk, uanset om de går i offentlig eller i privat skole.

Også MBS og Saudi-Arabien er nemlig klar til at indgå aftaler med enhver, der leverer ved kasse ét. Dét kan USA lige så godt kan vænne sig til.

Det er Kina – og ikke Vesten, der er svaret på det globale syds behov

Verden har reelt været multikulturel længe. I 1990erne fik det Samuel P. Huntington til at skrive i sin bog om ’civilisationernes sammenstød’:

”Nogle amerikanere har været fortalere for et multikulturelt samfund i USA, en del har været fortalere for universalisme uden for landets grænser, og en del har gjort begge dele. Hjemlig multikulturalisme truer USA og Vesten, universalisme i udlandet truer Vesten og verden. Hverken den ene eller den anden strategi tager hensyn til den vestlige kulturs unikke karakter. De globale multikulturalister vil have en verden, der er ligesom USA. Et multikulturelt Amerika er en umulighed, fordi et ikke-vestligt Amerika ikke er amerikansk. En multikulturel verden er uundgåelig, fordi et globalt imperium er umuligt [min fremhævning]. Bevarelsen af USA og Vesten kræver fornyelse af den vestlige identitet. Verdens sikkerhed er betinget af accept af global multikulturalisme”.

Huntington siger altså her direkte, at bestræbelsen på at pådutte hele verden de amerikanske værdier er farligt for Vesten og USA, fordi det i værste fald kan føre til verdenskrig, som ingen kan vinde og ligefrem føre til verdens undergang, hvis den ender med, at der bruges atomvåben. Med andre ord er det ikke muligt for hverken USA eller Vesten at skabe sig selv som global hegemonisk magt: ”Et globalt imperium er umuligt”.

I dag er USA stadig verdens suverænt stærkeste militære stat, hvilket i sig selv gør NATO-alliancen til verdens stærkeste. Alligevel finder mange i den transatlantiske alliance det nødvendigt, at den opruster. Spørgsmålet er imidlertid, om det faktisk skaber større sikkerhed?

Man kan i hvert fald konstatere, at verdens stærkeste stat med støtte fra verdens stærkeste militære alliance ikke var i stand til at vinde en krig mod Taliban i et af verdens fattigste lande. Løfterne var, at landet skulle sikres for demokratiet, at kvinderne skulle få frihed og børnene skulle få en fremtid. Efter 20 års krig er de bombet tilbage til et Talibanregime, som bliver stadig værre og mere brutalt. Et kolossalt svigt af de vestlige løfter til afghanerne.

Godt er det heller ikke ligefrem gået med de militære operationer i Somalia, Irak og Libyen, og selvom der er lagt låg på urolighederne på Balkan, er der langtfra fred og ro. Anden Verdenskrig blev afsluttet med to atombomber smidt af USA. Siden har en del stater, både demokratiske og autoritære, fyldt våbenlagre op med atomvåben, der kan afslutte liv på kloden mange gange. Men, tænker man, der er er brug for mange flere og meget stærkere bomber. I det globale syd spørger man: Er dét virkelig vejen frem til en mere sikker verden? Er det det, der løser de truende klimaproblemer, den stærkt voksende ulighed og fordeling af ressourcer – især når 2,5 milliarder afrikanere i 2050 også vil deltage i globale forbrugersamfund?

I Mellemøsten har man lært, at Vestens og USA’s forsøg på at optræde som global politimagt kun har ført til mere konflikt og vold – og derfor spørger man om ikke samarbejde om økonomisk udvikling er et bedre alternativ. Og spekulerer på om ikke – en ganske vist promiskuøs, men postmoderne netværksstrategi, som den kinesiske –er bedre end USA’s såkaldte sikkerhedsgarantier?

Der er alt for mange spørgsmål, og de er meget svære at svare på. Mange i det globale syd synes dog, at der er mere perspektiv i reel udvikling i form af økonomisk vækst, fx i samarbejde om udbygning af infrastruktur og forsyningslinjer. De vil arbejde for, at de ikke endnu engang skal snydes af Vesten for at få de nødvendige vacciner, skulle en ny og måske farligere pandemi bryde ud. Derfor organiserer de sig i nye fora, som de også kan bruge til at øge presset for at få deres egne mål igennem i eksisterende internationale organisationer som FN, Verdensbanken og IMF.

Det er nok helt rigtigt, de ikke kan enes indbyrdes om alt. Til gengæld kan de blive enige om at være i opposition til USA og Vestens verdensorden – og enes om, at det for længst er deres tur til at få del i verdens rigdomme. Den eksisterende verdensorden er i hastig forandring, og forandringen udgår fra det globale syd. I 1996 havde Huntington helt ret i denne observation: Skal Vesten overleve som et fællesskab af demokratiske retsstater, bliver det nødt til at gentænke sin identitet.

Artiklen er bragt i Ræsons trykte efterårsnummer 2023.