Vil Kina erstatte USA i Mellemøsten?
Samarkandmødet
Bortset fra en rejse til Hong Kong, som er en del af Kina, har Præsident Xi Jinping holdt sig i det kinesiske fastland under hele coronapandemien, indtil han i september rejste til topmøde i Shanghai Cooperation Organisation(SCO) i Samarkand i Usbekistan og på vejen indlagde et officielt besøg i Kasakhstan. Det var næppe tilfældigt, at Xi valgte Centralasien for sin første udlandsrejse, for regionen er vigtig i Kinas økonomiske og udenrigspolitiske strategi. Centralasien er vigtig i det store Belt and Road Initiative (BRI), men også i Kinas strategi med at bygge partnerskaber og fora, der udfordrer USA’s globale magt. Og regionen er kun blevet endnu mere betydningsfuld, efter Rusland startede sin angrebskrig i Ukraine, som bekymrer både Kina og de centralasiatiske republikker, især Kasakhstan, og derfor har brug for at finde strategier til at imødegå både krigens konsekvenser og Vestens sanktionspolitik mod Rusland, som mange, inklusive Kina, er afhængige af. Det blev der talt om i Samarkand, hvor det også endeligt blev besluttet, at Iran, der ligeledes er mål for omfattende amerikanske sanktioner, fra januar er fuldgyldigt medlem af SCO. Beslutninger er baseret på konsensus mellem medlemmer af organisationen, hvilket understreger prioritering af multilateralt samarbejde. SCO er ikke en forsvarsalliance, men et forum for samarbejde, herunder om sikkerhedspolitik.
Kina er i modsætning til USA eksplicit imod alliancer, fordi de bliver set som aggressive mod tredje part. Rusland, som var med til at etablere SCO, er med kinesiske investeringer og landets ressourcer alt for vigtig til, at Kina vil bryde med det store land, men kineserne anerkender ikke de russiske interventioner i og annekteringer af ukrainske territorier – heller ikke annekteringen af Krim. Kina argumenterer for en forhandlingsløsning, der består i fuldstændig russisk tilbagetrækning mod omfattende sikkerhedsgarantier til Rusland fra Nato, som Kina mener i årevis har optrådt truende med sin politik lige på den anden side af de russiske grænser. Jo hurtigere en sådan løsning kan komme i stand, desto bedre for Kina, Rusland, Ukraine og Europa er det kinesiske synspunkt.
G20 i Bali
Næste rejse var i november til Bali, hvor G20 mødet fandt sted. Xi mødte her USA’s præsident Joe Biden, men havde også særdeles travlt med at tale med andre landes ledere såsom især den australske premierminister, Macron, lederen fra Sydafrika den første dag og møderne forsatte med andre G20-ledere fortsatte de næste dag.. Der er ingen tvivl om, at Kina er optaget af at finde en position mellem den russiske angrebskrig og den vestlige reaktion på den: Kina anerkender ikke Vestens sanktioner og presser derfor på for at få den foreslåede forhandlingsløsning, hvilket formodentlig var grunden til Xis mange møder i Bali. Så selvom vestlige medier nedladende konstaterede, at der ingen gennembrud i afspænding mellem Kina og USA kunne registreres, hvilket vel også ville være lidt vel rigeligt at forlange af et tretimers møde mellem de to supermagters præsidenter, kørte det kinesiske diplomati på højtryk i Bali, og 2023 vil vise, om det bærer frugt i form af forhandlinger i Ukrainekonflikten.
Purpur i Saudi-Arabien
Den tredje og nok mest betydningsfulde rejse fandt sted, da Xi Jinping tog til Saudi Arabien for at holde møde i det årelange kinesiske-arabiske forum og for første gang også skulle mødes med GCC, de arabiske golfstaters samarbejdsråd. I modsætning til Joe Bidens modtagelse i juli i Saudi-Arabien, der ikke bød på festivitas, men en akavet knytnæve hilsen på Saudi-Arabiens reelle leder, Mohammad Bin Salman, blev Xi modtaget med pomp og pragt og med hesteryttere i galla, som ledsagede hans kortege, kanonader og en purpurfarvet løber lagt ud til ære for den kinesiske præsident. Saudi-Arabien har med henvisninger til det purpuragtige skær, som lægger sig over dele af landet i foråret, når lavendelblomsterne springer ud, besluttet at udskifte den røde løber med en purpurfarvet.
Mødet, der varede i tre dage, var på alle måder i kontrast til Bidens i juli: der blev indgået 34 kontrakter til et ukendt, men tocifret milliardbeløb, navnlig inden for grøn teknologi og IT, hvor Huawei, der har etableret 5G netværk i alle de arabiske golfstater, fik en ny stor kontrakt, der bl.a. skal sikre, at store datamængder kan lagres i cloud. I 2022 var Kina den største investor i saudiarabisk IT-teknologi, og det skal fortsætte sammen med investeringer i og samarbejde om satellitteknologi, forsvar og våben, infrastruktur og naturligvis energi. På sidste dagen af mødet, og efter indgåelse af comprehensive strategic partnership pact, udsendte Kina og Saudi-Arabien en fælles erklæring, der var omfattende og berørte stort set alle emner fra samhandel over kultur til sikkerhedspolitik. Ved besøget var det især Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater (UAE), Kina lavede aftaler med, men de fire andre stater, Kuwait, Bahrain, Qatar og Oman, var der også, og alle har de partnerskabsaftaler på forskellige niveauer med Kina. I modsætning til Joe Biden, der rejste hjem fra Saudi-Arabien med stort set uforrettet sag i juli – og nok en smule ydmyget efter at have fået nej fra en sur Mohammad Bin Salman og en selvbevidst UAE-præsident til sine bønner om mere arabisk olie på verdensmarkedet – kunne en tilfreds kinesisk præsident rejse til Beijing med kufferten fuld af nye aftaler. Bidens bitterhed blev yderligere forstærket i oktober, da Saudi-Arabien udtalte, at landet ville følge aftalerne i OPEC+, hvor Rusland deltager, og erklærede en reduktion af olie til verdensmarkedet. Kongressen var rasende, og Biden lovede, at revurdere USA’s forhold til Saudi-Arabien, hvilket de dog i Riyadh tager med sindsro i vished om, at landet er uomgængelig i USA’s Mellemøstpolitik.
Økonomisk ekspansion skal redde hjemmefronten
På hjemmefronten har Xi Jinping og Kina voldsomme problemer med stor intern gældsætning, truende mangel på unge, følgevirkninger af USA’s sanktioner mod den kinesiske hightechsektor samt ikke mindst en katastrofal håndtering af coronapandemien. Det sidste har med nedlukninger, herunder af verdens største containerhavn i Shanghai i to måneder, gjort ondt på kinesisk økonomi. Skal Kinas regering og kommunistparti opretholde legitimitet i den store del af befolkningen, som har nydt godt af det kinesiske Wirtschaftswunder, skal en fortsat økonomisk vækst opretholdes, hvilket er svært, når landets grænser lukkes, og den ene storby efter den anden holdes lukket og i karantæne. Utilfredsheden med nul-smitte-politikkens mange nedlukninger blev til sidst så voldsom for store dele af kineserne, at de strømmede i gaderne i protest og faktisk blev hørt af myndigheden, der helt har stoppet restriktionerne og senest i slutningen af december også åbnede grænserne for udenlandsk indrejse. Fordi der endnu er mange, der ikke er fuldt vaccinerede og fordi der ingen immunitet er i befolkningen – og endelig fordi de kinesiske vacciner ikke skulle være lige så effektive som de vestlige – er der stor risiko for høje dødstal og kæmpe pres på sundhedssektoren. Ikke desto mindre har myndighederne besluttet, at der ikke er anden vej end at fjerne restriktioner og åbne grænser. På hjemmefronten står den kinesiske regering således over for voldsomme udfordringer, hvorimod den økonomisk og diplomatisk synes systematisk at æde sig ind på en stadig mere presset amerikansk verdensorden.
Kina i Mellemøsten
Xi Jinpings besøg i Saudi-Arabien kan ses som en foreløbig kulmination på en årelang økonomisk satsning på landene omkring Den Persiske Golf. For Kina handler det om at sikre sig energiforsyning for at kunne opretholde sin vækst, men i høj grad også at sikre sig forbindelses- og forsyningsruter ved både at investere i og drive havne og udbygge transportruter over såvel land som til vands. Den udviklingsstrategi – i form af Belt and Road Initiative som paraply og drivkraft – har Kina forfulgt systematisk og med succes, eftersom der er sikret korridorer over land mellem Vestkina, Centralasien og Den Persiske Golf samt drift af havne hele vejen rundt om Den Arabiske Halvø fra Golfen, gennem Det Arabiske Hav og Rødehavet med forbindelser både til Vest- og Østafrika samt gennem Suez til Middelhavet.
Især det stenrige UAE og Saudi-Arabien, der med sin Saudi 2030 vision satser voldsomt på infrastruktur og ikke mindst hightech, der skal udvikles gennem det futuristiske Neom-projekt, hvor en kæmpe by i ørkenen skal drives af grøn teknologi ved hjælp af kunstig intelligens, er interessante investeringsemner for Kina. Her kan de både samarbejde om globale ruter, avanceret teknologi, grøn omstilling og til Kinas fornøjelse kan Saudi-Arabien og UAE betale sine regninger. Derfor kan UAE cementere sin position som finanscenter i Asien, og Saudi-Arabien udvikle sig til et kraftcenter i IT og computerteknologi – det er i hvert fald, hvad der ligger på tegnebrættet.
Men det er ikke kun business og connectivity, der driver golfaraberne og Kina i armene på hinanden, men tillige samarbejde om rum- og satellit teknologi, atomkraft, våbenhandel og forsvar samt antiterrorisme, hvilket vil sige avanceret overvågningsteknologi, som kineserne har afprøvet på deres hårdtprøvede befolkning i Xinjiang, og som araberne derfor ved virker (på samme måde som Israel i årevis har markedsført sin militære teknologi med henvisning til, at den er afprøvet i Gaza). Araberne, der selv har meget restriktive antiterrorlove og bl.a. har sat Det Muslimske Broderskab på deres lister over terrorister, har fuld forståelse for Kinas hårde politik i Xinjiang og har faktisk offentligt støttet den. Der er heller ingen tvivl om, at de havneprojekter, kinesiske firmaer står bag i Qatar, UAE, Oman og Saudi-Arabien, også skal rumme kapacitet til at modtage store krigsskibe, hvor Kinas flåde udfordrer USA’s som verdens største.
Skal Kina erstatte USA i Mellemøsten?
Disse sikkerhedspolitiske tiltag har fået mange til at stille spørgsmålet, om Kina har til hensigt at erstatte USA som sikkerhedsgarant i Den Persiske Golf, og om golfaraberne er på vej til at skifte USA ud med Kina. Med andre ord, om Xi Jinpings besøg i Saudi-Arabien varsler en dramatisk ændret sikkerhedsstruktur i Mellemøsten? Svaret er dog nej – og præmissen for spørgsmålet er forkert.
Der er snarere tale om USA store politiske problemer i Mellemøsten. I årevis er der blevet talt om, at USA er på vej ud af Mellemøsten for i stedet at engagere sig i det, der kaldes The Indo-Pacific. Men det er næppe en præcis beskrivelse, for USA er i høj grad stadig til stede i Mellemøsten og har hverken lukket baser eller reduceret landets diplomatiske korps, og USA er fremdeles verdens største bidragsyder af udviklingshjælp til regionen. Man kan måske især hæfte sig ved, at der er det samme antal af baser i dag som under Barack Obama; med landtropper i Kuwait, flybase i Qatar og flådebase i Bahrain, den store Sultanbase i Riyadh samt mindre baser og faciliteter i de øvrige golfstater. Der har ligeledes været talt meget om, at USA har kasseret Carter-doktrinen fra 1980, hvor Jimmy Carter forsikrede amerikansk militær invasion i Den Persiske Golf, hvis fjendtlige magter som USSR, der netop var rykket ind i Afghanistan, eller Iran, som var i gang med en revolution, skulle true sikkerheden i Golfen ved at sætte sig på oliefelterne eller blokere udskibningen af olie gennem det strategisk vigtige Hormuzstræde.. Golfaraberne har lagt mærke til, at USA ”løber af pladsen”, når det er blevet træt af problemerne, som amerikanerne gjorde i Irak, Syrien og senest i Afghanistan. De har også konstateret , at der ingen amerikansk militær reaktion var på Irans sabotage mod skibe i Golfen i 2019 – og ikke engang da missiler ifølge USA og Saudi-Arabien fra Iran samme år smadrede saudiarabiske olieanlæg. Fra Houthimilitsen i Yemen er der en jævn strøm af droneangreb ind i Saudi-Arabien og mod UAE, uden det har ført til nævneværdige amerikanske militære reaktioner andet end den fortsatte logistiske støtte til Saudi-Arabiens ulykkelige krig; Yemen. Ikke desto mindre forsikrede Joe Biden under sit besøg i Saudi-Arabien i juli, at USA ikke ville svigte sine arabiske venner i Golfen, hvilket de dog stadig ikke er helt overbeviste om.
Faktum er, at USA er fuldt ud til stede i Mellemøsten med baser og hele det militære arsenal helt på samme niveau, som efter Obamas tilbagetrækning fra Irak i 2011. Jo, USA trak sig på nær ca. 1000 mand fra Syrien, da de kurdiske styrker havde nedkæmpet Islamisk Stat, hvilket både var forventeligt, skammeligt og bestyrker billedet af et USA, der løber af pladsen. Det er snarere Mellemøsten, der i stigende grad ser andre steder hen og optræder mindre loyalt over for USA end det er USA, der trækker sig. Tværtimod sendte USA sin præsident med hatten i hånden i juli til Saudi-Arabien og senest har USA givet den saudiarabiske kronprins Mohammad bin Salman immunitet mod retsforfølgelse selvom CIA har erklæret han er ansvarlig for mordet på kritikeren Jamal al-Khashoggi i Istanbul i 2018. . Araberne forstår, at deres militære teknologi, forsvarssystemer og jetfly, er amerikanske, og at de er afhængige af amerikanerne for at kunne både bruge, vedligeholde og udbygge dem. Derfor er de ikke ved at forlade USA som sikkerhedsgarant. Der er heller ingen i Kina eller i Mellemøsten, der tror, at Kina kan eller vil overtage den amerikanske rolle som sikkerhedsleverandør. Præmisserne for den diskussion er derfor helt forkerte: Kinas strategi i Mellemøsten – og for den sags skyld i Centralasien – er aldeles uamerikansk: Det handler ikke om, som amerikanerne i mange år har gjort, at bygge alliancer og etablere store baser. For Kina handler det om at etablere partnerskaber og etablere aftaler om multilaterale sikkerhedsoperationer i disse regioner, som det er sket med bekæmpelse af pirateri og i form af fredsbevarende missioner. Først og fremmest at få venner, der vil bidrage til kinesisk økonomisk ekspansion, deltage i Belt and Road Initiative, skabe stabilitet og samarbejde i tilfælde af konflikt.
Civilisationskrigen
På en måde ligner den kinesiske strategi i Mellemøsten og Centralasien den, USA forfulgte i Mellemkrigstiden, og faktisk er der ligheder med Kinas situation i dag og USA’s for godt hundrede år siden: I slutningen af 1800-tallet havde USA konsolideret sig på det amerikanske fastland fra kyst til kyst ved at nedkæmpe den oprindelige befolkning, dræbe den eller sende den i reservater. Der blev gennemført strenge immigrationslove, der skulle holde asiater, navnlig fra Kina, ude af USA og civiliseringen, som det blev kaldt, blev ledsaget af et udbygget jernbanenet, en imponerende infrastruktur, industrialisering, urbanisering og en ekspanderende kapitalisme. Borgerkrigen havde afskaffet slaveriet og sikret unionen, men socialt tårnede problemerne sig op efter The Gilded Age (1877-1890) med ulighed og alt for store grådige kapitalmonopoler. USA’s første globale præsidenter, Ted Roosevelt og Woodrow Wilson, dominerede i den efterfølgende The Progressive Era (1890-1920) med nationale reformer, der skulle tøjle monopolerne, tilvejebringe rettigheder for arbejderne og bremse den vildtvoksende ulighed. Samtidig engagerede USA sig militært, økonomisk og politisk internationalt og indledte dermed USA’s opstigning til at blive global stormagt. Med andre ord sluttede USA’s isolationistiske sikkerhedspolitik under Roosevelt og Wilson, der begge indledte interventionismen. Det gik imidlertid grueligt galt for Wilson, hvis messianske fredsplan i Versailles skabte mere krig og konflikt end fred, og derfor dæmpedes amerikanernes trang efter militære interventioner frem til 1941, hvor USA gik ind i Anden Verdenskrig. Som amerikanske historikere har påpeget, førte den amerikanske tilbageholdenhed i mellemkrigstiden ikke til fornyet isolationisme, som mange ellers hævder. Tværtimod engagerede USA sig diplomatisk og politisk i verden, fordi den amerikanske økonomi havde brug for ekspansion og nye markeder, dersom den skulle fastholde sin vækst. Det lyder som Kina i dag.
Situationen i slutningen af 1800-tallet i USA og det internationale engagement i mellemkrigstiden ligner også på andre punkter situationen i Kina i dag: En kolossal økonomisk vækst, der har afskaffet meget fattigdom, men stadig lider af en social slagside, en aggressiv politik i Kinas nærområde i Hongkong, Taiwan, Tibet og Det Sydkinesiske Hav – på samme måde som USA intervenerede i Mellemamerika og Caribien samt koloniserede Filippinerne – etablering af forbindelser mellem kinesisk drevne havne, a String of Pearls, som USA’s Stepping Stones i form af annektering fire øer fra den amerikanske vestkyst til Kina, etnisk udrensning i Xinjiang som amerikansk folkemord mod (og internering af) oprindelige folk. 100 år efter USA’s opstigning til supermagts status, har Kina indledt sin. Men med en strategi, der mere ligner USA’s i mellemkrigstiden end den militært interventionistiske efter Anden Verdenskrig, hvilket vil sige opbygning af partnerskaber, diplomatisk aktivitet og økonomisk ekspansion. Prioriteringen for USA i mellemkrigstiden var sikring af national stabilitet og international økonomisk ekspansion. Det samme prioriterer Kina i dag.
Men de to stormagters mytologi er væsensforskellig: USA skriver sin storhed tilbage til kampen i the Frontier, hvor Manifest Destiny blev opfyldt og hvor de europæiske indvandrere ifølge myten blev amerikanerne – altså en historie med rødder tilbage til den europæiske indvandring i 1600-tallet og amerikanisering i 1800-tallet. Herimod skriver Kina sin civilisationshistorie 5000 år tilbage, hvilket den kinesiske ambassadør i Saudi-Arabien ikke undlod at gøre opmærksom på i en arabisksproget artikel forud for Xis besøg i december. Skønt sammenblandingen af marxisme og gammel kinesisk filosofi kan forekomme en kende aparte, er det ikke desto mindre myten om den 5000 år gamle kinesiske civilisation, der trækkes frem og holdes oppe mod USA’s korte historie som en balstyrisk tumling, der på et århundrede har sat verdensrekord i at starte ustyrlige krige med voldsomme tab af menneskeliv til følge. Uanset om man er enig eller ej i den mytologi, lyder den som sød musik i ørerne på store dele af befolkningerne uden for den amerikansk dominerede vestlige civilisation. Og kineserne sætter trumf på ved at argumentere for, at stolte civilisationer arbejder sammen om at løse verdens problemer i stedet for at starte civilisationskrige, som USA praktiserer i navn af demokrati.
Kina vil ikke kopiere USA i Mellemøsten, og araberne ved det
Præmisserne for diskussionen af Kinas engagement i Mellemøsten som alternativ til USA som sikkerhedsleverandør er derfor forkert: Kina hverken kan eller vil erstatte USA på sikkerhedsområdet og har ingen ambitioner om at blive ny militær hegemon i regionen. Tværtimod er kineserne kritiske overfor den amerikanske strategi og vil ikke kopiere den, men i stedet promovere sin egen model i form af bilaterale partnerskaber og multilateralt sikkerhedssamarbejde. Xi Jinpings rejse til Saudi-Arabien bekræfter, at der er stor lydhørhed blandt golfaraberne for denne alternative strategi. Det er der flere grunde til: For det første er de kommet i tvivl om, hvad sikkerhed egentlig betyder på amerikansk, for de mener, at den indtil videre mest har ført til mere krig og større usikkerhed overalt i Mellemøsten. Når Biden nu opgiver at få en ny aftale med Iran, synes det eneste amerikanske perspektiv at være krig mod Iran, skønt man selvfølgelig kan håbe på, at de iranske kvinder kan få succes med at gennemføre et regimeskifte. Saudi-Arabien og UAE fik en forsmag på, hvad krig med Iran vil indebære, da missilerne ramte den østlige saudiarabiske kyst i september 2019. De ved, de er sårbare og vil hellere undgå krigen. Her synes den kinesiske strategi mere lovende end den amerikanske, og derfor ser de mod øst, mens de køber våben i vest. Kort sagt er tvivlen om USA som sikkerhedsleverandør voksende i Mellemøsten. Og derfor har Biden stadig sværere ved at skaffe sig ørenlyd hos araberne.
Den svage stemme
Ørenlyd har Biden også svært ved at få i Tyrkiet og i Israel. Erdogan truer i øst og vest, nord og syd alt efter, hvad der passer ind hans løbende dagsorden, som han forfølger uforstyrret af Washington. Selv Nato har han gjort til gidsel i sin kurderpolitik og har derfor endnu ikke ratificeret optagelse af Sverige og Finland. Alt imens hans tropper huserer i Syrien med grønt lys fra Stoltenberg, venter han på, at Sverige skal levere flere kurdere til de aldrig mættede tyrkiske fængsler. Hvornår Sverige har sendt nok, afgøres alene i hovedet på den tyrkiske præsident. Især Israel bliver ved at være et dilemma for Biden, fordi israelerne er lodret mod hans Iranpolitik, ikke vil støtte sanktioner mod Rusland, men tværtimod betragter Putins regering som en nyttig samarbejdspartner – og med den netop tiltrådte regering nu offentligt tilkendegiver, at Israel ikke vil arbejde for den såkaldte to-stats-løsning og overlader administreringen af Vestbredden til de radikale højrenationalistiske partier, der ikke lytter til Bidens bønner om moderation i overtrædelse af menneskerettigheder. De hører simpelthen ikke efter, hvad præsidenten i Det Hvide Hus siger. Men opgive Israel endsige indføre sanktioner mod det land, der støtter Rusland, handler med Kina, annekterer land i strid med folkeretten, og åbent gennemfører etnisk udrensning, kan Biden ikke af indenrigspolitiske grunde. At den palæstinensiske sag ikke er en død sild i Mellemøsten, kom klart til udtryk under VM-slutrunden i fodbold i Qatar, hvor det palæstinensiske flag blafrede på tribunerne ligeså ofte som slutrundedeltagernes. Med andre ord: Biden daccepterer de facto den israelske højrenationalisme og Palæstinapolitik, der klinger fælt i arabernes ører, hvilket han også fik lov at høre for under sit besøg i Saudi-Arabien i juli. Araberne tvivler derfor på de amerikanske hensigter og strategier, og Israel har nu en regering, der selvsikkert taler den amerikanske præsident midt imod, som reagerer med svag stemme og dukker nakken, for der er jo vælgere at tage hensyn til i den israelske sag.
Mens golfaraberne klarer sig og forsøger at udvikle deres økonomi i samarbejde med Kina, lider de arabiske befolkninger i de fattige lande såvel i Levanten som i Nordafrika, hvor de siden Ukrainekrigen har set prisstigninger på mad på over 30 pct, samtidig med at de politisk trædes helt og aldeles under fode af deres modbydelige regeringer. Mange mener, det kun er et spørgsmål om tid, før utilfredshedens boble braser, og nye oprør skyller hen over regionen med destabilitet og flygtningestrømme til følge. Mange i regionen ser de store sociale problemer og de mange konflikter som resultat af de krige, USA har indledt i regionen og på grund af amerikanernes støtte til Israel og de magtfulde eliter i de arabiske golfstater. Det kan synes uretfærdigt, al den stund inflationen i fødevarepriserne hænger sammen med Ruslands angrebskrig i Ukraine, og at russerne bestemt ikke har holdt sig tilbage fra at bombe civile mål i Syrien, men alligevel peger mange fingre af USA, når grunden til deres ulykke skal findes. Også derfor er det amerikanske popularitetsbarometer stærkt nedadgående.
USA’s problemer i Mellemøsten skyldes således ikke, at USA ikke er til stede i regionen – og slet ikke at Kina i voksende grad engagerer sig i den – men er i vid udstrækning selvforskyldt. Konsekvensen er imidlertid, at regionen i stigende grad ser mod øst, ikke for at få en ny sikkerhedsgarant, men for at få en alternativ sikkerhedsarkitektur til den amerikanske. Det udnytter Kina til at æde sig ind på den amerikanske dominans og promovere en alternativ verdensorden, der tvinger europæerne til at se på sig selv og spørge, hvordan de vil manøvrere i en multipolær verdensorden. Spørgsmålet bliver formentlig endnu mere påtrængende i 2023. Desværre har europæerne næppe nogle gode svar, men gør som strudsen: Stikker hovedet i jorden og håber på, at USA mirakuløst løser problemerne for de globalt forvirrede europæiske regeringer.
DIIS Eksperter
