Semantiske danske spidsfindigheder dækker over et storpolitisk drama om Kina

I bedste fald er der tale om en fejltagelse fra Udenrigsministeriets side. I værste fald endnu en indikation på, at Danmark gradvis tilnærmer sig det såkaldte “ét Kina princip”, som Beijing forsøger at påtvinge resten af verdenen. Altså at “Taiwan er en uadskillelig del af Kina”. På Udenrigsministeriets hjemmeside finder man en oversigt over Danmarks fire repræsentationer i Kina, som ud over ambassaden i Beijing og konsulaterne i Shanghai og Hangzhou også tæller handelskontoret i Taiwan. Problemet er dog, at Danmark – ligesom de øvrige vestlige lande – officielt set ikke tilslutter sig ét Kina princippet, og at man fra dansk side blot anerkender Folkerepublikken (siden 1950) som den eneste retmæssige repræsentant for Kina i det internationale samfund (dvs. ét Kina politikken).

At det nok vil være naivt at afskrive Kina-stemplet på det danske handelskontor i Taiwan som en banal fejltagelse skyldes, at andre indikationer synes at pege i samme retning. I forbindelse med et møde mellem daværende udenrigsminister Jeppe Kofod og hans kinesiske kollega Wang Yi i november 2021 udsendte det kinesiske udenrigsministerium en pressemeddelelse, hvori Danmarks tilslutning til ét Kina princippet hilses velkommen (flittigt videreformidlet i de engelsksprogede kinesiske statsmedier). Men i stedet for et officielt dementi nøjedes Udenrigsministeriet med at konstatere, at man skam havde ”mindet kineserne om” Danmarks ét Kina politik, da Jyllands-posten begyndte at bore i historien.  

Bag de semantiske spidsfindigheder lurer et storpolitisk drama om Taiwans skæbne. I kraft af at være Asiens førende demokrati, et højteknologisk fyrtårn og en geostrategisk frontlinjestat fremstår Taiwan som en åbenlys samarbejdspartner for Danmark og de vestlige lande. Men i takt med at de kinesiske magthavere siden 2016 har skruet bissen på for at få ”genforenet” Taiwan med Folkerepublikken, har man i Udenrigsministeriet såvel som på Christiansborg haft svært ved at finde ud af, hvilket ben man skal stå på.

Tag blot den hjemlige debat om at sende en Folketingsdelegation til Taiwan for at demonstrere støtte og solidaritet som modsvar på Kinas intensiverede militære intimideringsstrategi. I efterdønningerne af Nancy Pelosis Taiwan-besøg i august 2022 gav adskillige af Folketingets partier i Politiken udtryk for interesse i at rejse til Taiwan helt i tråd med adskillige af deres europæiske kollegaer (herunder 25 medlemmer af den svenske Riksdag siden 2022). I stedet valgte Udenrigspolitisk Nævn i slutningen af oktober 2023 at gennemføre en fem dages ”studietur” til Kina, som først blev annonceret ved Nævnets hjemkomst.

Ligesom en række andre europæiske lande varetager Danmark sine ikke-officielle relationer med Taiwan via handelskontoret i Taipei. Herfra plejes de voksende økonomiske interesser, hvor bl.a. Ørsted og CIP’s massive investeringer i Taiwans offshore vindindustri har gjort Danmark til en af Taiwans absolut største europæiske investorer de senere år. Ikke desto mindre er Danmarks samlede økonomiske samkvem med Kina langt større, hvilket naturligvis medvirker til at forme præferencestrukturerne hos de udenrigspolitiske beslutningstagere.

Under alle omstændigheder er den foregående regerings ”værdipolitisk kompas” blevet skrottet til fordel for en mere klassisk småstatspragmatisme siden Lars Løkke Rasmussens overtagelse af udenrigsministeriet. Et godt eksempel kom i august 2023 med genoplivelsen af det ellers hensygnende strategiske partnerskab med Kina. For mens Danmark ”deler centrale værdier med Taiwan”, som Løkkes forgænger pointerede under en Folketingsdebat i 2022, synes partnerskabet med Kina udelukkende motiveret af økonomisk opportunisme samt realpolitiske kalkuler om Kinas voksende magt og selvhævdelse på den internationale scene.

Netop frygten for Kinas brug af mere hårdhændede metoder (såkaldt tvangsdiplomati) præger den danske tilgang til Taiwan-problematikken. Da Litauen for et par år siden tillod oprettelsen af et ”Taiwans repræsentationskontor” i Vilnius – frem for et ”Taipei” ditto som ellers er kutyme – valgte Beijing ikke blot at afbryde al diplomatisk kontakt med den baltiske småstat, men også at ty til omfattende økonomiske sanktioner. Løkke har endda selv stiftet bekendtskab med det kinesiske tvangsdiplomati, idet hans møde med Dalai Lama på Marienborg i 2009 affødte kinesiske trusler om både politiske og økonomiske konsekvenser ledsaget af danske indrømmelser (den famøse Verbalnote).

Ved det nylige valg i Taiwan genvandt det uafhængighedssindede Demokratisk Progressive Parti (DPP) præsidentposten. Selv om den nyvalgte præsident Lai Ching-te’s mandat er svagere end hans forgænger (Tsai Ing-wen), vil han efter alt at dømme fortsætte DPPs arbejde med at løsne båndene til Folkerepublikken og opdyrke en særskilt taiwansk national identitet med afsæt i en liberal og pluralistisk demokratisk kultur. Dermed vil bølgegangen i Taiwanstrædet fortsat være høj i de kommende fire år, alt imens Beijing holder skarpt øje med enhver form for støtte til ”seperatisterne” i Taiwan.

På den baggrund er det vel forståeligt nok, at Danmarks tilgang til Taiwan-problematikken efterhånden er blevet så defensiv, at vores ét Kina politik i praksis risikerer at blive uigenkendelig fra Beijings eget ét Kina princip. Spørgsmålet er dog, om ikke Danmark før eller siden vil blive tvunget til at tone rent flag, eftersom mange af vores vigtigste samarbejdspartnere med USA i spidsen virker anderledes opsatte på at bakke op om Taiwan.

Uanset hvad, tegner opgøret om Taiwans politiske status til at blive et af de afgørende ideologiske, teknologiske og geopolitiske stridspunkter i det 21. århundrede – med potentielt endnu større betydning for fjerntliggende småstater som Danmark end krigen i Ukraine.

Indlægget er bragt i en redigeret version i Politiken 28. februar 2024.