Kina invaderer næppe Taiwan, men en blokade af østaten lurer i horisonten

I takt med intensiveringen af stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina har Taiwan-konflikten påkaldt sig voksende opmærksomhed. Daværende forkvinde for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosis Taiwan-besøg i august 2022 affødte ligefrem, hvad nogle observatører har omtalt som en fjerde Taiwanstræde-krise med blokadelignende kinesiske militærøvelser omkring Taiwan (se Tabel 1). Efterfølgende har Kinas vedvarende militære intimidering af østaten næret frygten for en egentlig militær invasion af Taiwan, og ifølge CIAs direktør William Burns har Folkets Befrielseshær (dvs. Kinas militær) fået besked på i givet fald at kunne gennemføre en invasion fra 2027. Alt imens forfølger de centrale aktører – Taiwan, Kina og USA – hver især en kurs, som gradvis svækker udsigten til en `fredelig genforening´ og øger risikoen for, at den kinesiske regering ser sig nødsaget til at gribe til mere drastiske virkemidler. At præsident Biden tilmed har signaleret en amerikansk forpligtelse til at intervenere i tilfælde af en væbnet Taiwan-konflikt, rejser tilsyneladende foruroligende perspektiver om en direkte militær konfrontation mellem Beijing og Washington.

Imidlertid er der adskillige grunde til at mane invasionstruslen i jorden. Ikke blot fordi Kina næppe tør risikere en væbnet konflikt med USA, men også fordi erfaringerne fra Ruslands invasion af Ukraine næppe giver Beijing blod på tanden. I stedet arbejder Kina aktivt på at kunne indsnævre Taiwans de facto suverænitet eller ligefrem afkoble østaten fra omverdenen i en krisesituation. Eftersom Danmark har væsentlige interesser på spil i forhold til Taiwan-konflikten, bør den danske regering især forberede sig på, hvordan man vil håndtere en kinesisk blokade af Taiwan.

Hvorfor Kina ikke tør invadere Taiwan

Kinas magtfuldkomne leder Xi Jinping har gentagne gange erklæret, at ”genforeningen af Taiwan skal og vil finde sted”, om nødvendigt med brug af væbnet magt. I samme åndedrag understreges det, at genforeningen er afgørende for at kunne realisere Kinas `historiske mission om national genopstigning´ frem mod 2049, som markerer 100-årsjubilæet for Folkerepublikken Kinas oprettelse. Med vedtagelsen af den såkaldte `anti-løsrivelseslov´ fra 2005 har den kinesiske regering endda officielt forpligtet sig til at sikre genforeningen med militærmagt, hvis der ikke længere er udsigt til en fredelig genforening. Ikke desto mindre er der grund til at nedtone risikoen for en kinesisk invasion af Taiwan.

For det første er der tale om en uhyre omfattende, kompleks og risikabel militær operation, som de taiwanske forsvarsstyrker har forberedt sig på i årtier, og som kineserne ikke har nogen form for praktisk erfaring med. Krigen i Ukraine har tilmed udstillet, hvor vanskeligt det er for en regional stormagt at tryne en mindre nabostat, hvis denne har adgang til vestlige våben og efterretninger. Og hvor russerne kunne opmarchere sin invasionsstyrke lige på grænsen til Ukraine, skal kineserne først forcere Taiwan-strædet og dernæst gennemføre en uhyre farlig landgangsoperation, førend invasionen overhovedet kan iværksættes.

For det andet vil en kinesisk invasion med stor sandsynlighed udløse en amerikansk intervention. Ganske vist måtte Taiwan i 1979 give afkald på en traktatfæstet amerikansk sikkerhedsgaranti, men Taiwan Relations Act fra samme år forpligter amerikanerne til at assistere Taiwan i at kunne tage vare om egen sikkerhed, og Biden-administrationen har gjort op med årtiers såkaldt `strategisk usikkerhed´ ved gentagne gange at give udtryk for viljen til at ville intervenere direkte i tilfælde af en væbnet konflikt. Kinesernes kvantitative militære fortrin opvejes desuden ikke kun af USAs kvalitative overlegenhed i militærteknologisk forstand, men også af Taiwans egne forholdsvis kapable forsvarsstyrker.

For det tredje risikerer Kina med en invasion at kappe båndene til de vestlige lande helt over. De omsiggribende afkoblingstendenser vækker allerede bekymring i Beijing, ikke mindst fordi Folkerepublikkens eksportdrevne udviklingsøkonomi – trods ambitiøse planer om strategisk autonomi – stadig er langt mere afhængig af adgang til vestlige markeder, teknologi, viden og kapital end omvendt. At de vestlige lande, uagtet Europas vidtgående afhængighed af russiske råstofsleverancer, har demonstreret en stålsat vilje til at straffe russerne for invasionen af Ukraine, varsler således ilde for Kinas forhold til Vesten i tilfælde af en Taiwan-invasion.

Hvordan Kina i stedet kan stramme grebet om Taiwan

For så vidt der ikke umiddelbart er udsigt til en kinesisk invasion af Taiwan, bør opmærksomheden i stedet rettes mod Beijings alternative strategier for at stramme grebet om østaten. Siden 2016 har Kina intensiveret sine bestræbelser på at isolere Taiwan diplomatisk og politisk i den internationale arena, mens det tætte handels- og investeringssamkvem mellem de to parter har afholdt Beijing fra at gribe til andet end symbolske økonomiske sanktioner. Til gengæld er Kina i stigende grad opsat på at (kunne true med at) anvende fysiske magtmidler til i praksis at udfordre, indsnævre og blokere Taiwans de facto suverænitet. Mere specifikt drejer det sig om tre typer af ”stranguleringsmetoder”, hvor Kina søger at stramme grebet om Taiwan med forskellige typer af virkemidler [se Tabel 2].

Den første metode kan betegnes `selvhævdende myndighedsudøvelse´. Eftersom den kinesiske regering påberåber sig fuld suverænitet og jurisdiktion over Taiwan – herunder Taiwanstrædet, som ellers har status af internationalt farvand – ser den sig berettiget til at udøve myndighedsopgaver inden for Taiwans Eksklusive Økonomiske Zone (EEZ) og sågar territorialfarvand. I april 2023 kridtede kineserne banen op for denne form for myndighedsudøvelse, idet provinsregeringen i Fujian annoncerede (omend ikke gennemførte) tre dages inspektioner af skibstrafikken i Taiwanstrædet på begge sider af medianlinjen. Det kan udvikle sig til en alvorlig krise, hvis de kinesiske myndigheder rent faktisk insisterer på at kontrollere skibstrafikken (eller fx fiskeriet), fordi de taiwanske myndigheder allerede har gjort klart, at de ikke vil acceptere den slags kinesiske indgreb.

Den anden stranguleringsmetode – `militær intimidering´ – benytter Kina sig allerede af i form af lavintensive luft- og flådepatruljeringer med næsten daglige overskridelser af Taiwans luftforsvarsidentifikationszone (ADIZ) såvel som medianlinjen i Taiwanstrædet. Men i en krisesituation kan Beijing, som demonstreret både i august 2022 og april 2023, i stedet iværksætte langvarige, højintense militærøvelser med henblik på at blokere centrale knudepunkter for Taiwans civile luft- og skibstrafik og herved i praksis afskære østaten fra omverdenen. Under alle omstændigheder øger den vedvarende militære intimidering risikoen for utilsigtede sammenstød, som kan få situationen til at eskalere ud af kontrol.

Det tredje og mest dramatiske redskab er en `flådeblokade´, som ifølge folkeretten kan sidestilles med en krigshandling. I kraft af en massiv maritim kapacitetsopbygning det seneste årti råder Kina i dag over verdens største flåde af krigsskibe, kystbevogtningsfartøjer samt paramilitære militsfartøjer (ombyggede fiskekuttere med en vis magtudøvelseskapacitet). Hertil kommer luftvåbnet, som i stigende grad kan operere hele vejen omkring Taiwan bl.a. fra Kinas tre hangarskibe. Således vil Beijing efter alt at dømme kunne etablere en flådeblokade omkring Taiwan, hvilket de kinesiske statsmedier antydede i april 2023 i forbindelse med tre dages militærøvelser, hvis formål var at optræne de kinesiske styrker i en ”flerstrenget ø-indesluttende blokade-situation”.

Hvad det vil betyde for Danmark

De tre skitserede stranguleringsmetoder kan potentielt få alvorlige følgevirkninger for Danmark. Det gælder specifikt de enorme investeringer, danske virksomheder såsom Ørsted og CIP for nyligt har foretaget inden for off-shore havvindssektoren i Taiwan, idet denne sektor vil høre til de allermest udsatte, hvis Kina indsnævrer eller helt afskærer Taiwans forbindelseslinjer til omverdenen. Mere generelt vil en blokadelignende krisesituation kunne få vidtrækkende afledte effekter på Danmark i kraft af en samfundskritisk forstyrrelse af den skibsbårne containertrafik i Taiwan-strædet – en af verdenshandlens absolutte hovedfærdselsårer – herunder et brud på forsyningskæderne for de allermest avancerede mikroprocessorer (ca. 90% fabrikeres af virksomheden TSMC i Taiwan). Herudover har den danske regering ofte understreget det værdipolitiske fællesskab med Taiwan, hvilket i sig selv skaber forventninger om dansk opbakning i en krisesituation.

I lyset heraf bør den danske regering berede sig på i givet fald at kunne bidrage til at imødegå en eller anden form for blokering af Taiwans forbindelseslinjer til omverdenen. Som en stærk søfarts- og frihandelsnation, samt nær allieret til USA, vil det være oplagt at kunne medvirke til flådeeskorteringsopgaver omkring Taiwan i en eventuel krisesituation, såfremt Washington anmoder os om det. Andre vestlige lande såsom UK, Canada, Tyskland, Frankrig og Holland påtager sig allerede et voksende ansvar for sammen med USA at sikre konventionsbestemte rettigheder for maritim navigationsfrihed i regionen. Og jo mere multilaterale operationerne bliver, desto vanskeligere vil det være for Kina at udfordre disse rettigheder – også i forbindelse med en ny Taiwanstræde-krise. Med udsigt til langsigtede platformsinvesteringer i forbindelse med det nye danske forsvarsforlig er det derfor vigtigt at sikre fremtidig dansk flådekapacitet til at kunne holde fanen højt i Indo-Pacific regionen.