Vesten knytter stadig tættere bånd til Taiwan

Da Nancy Pelosi, forkvinde for Repræsentanternes Hus, rejste til Taiwan i begyndelsen af august 2022, udløste hendes besøg den værste Taiwanstræde-krise i mere end et kvart århundrede. Voldsomme protester fra Beijing blev ledsaget af stærkt intimiderende, blokade-lignende militærøvelser omkring Taiwan, som med fornyet styrke rejste spørgsmålet, om Kina er rede til at invadere Taiwan for at gennemtvinge en genforening? Selv om frygten for en amerikansk intervention, isolation fra Vesten og måske endda et ydmygende nederlag alt sammen fortsat vil afskrække Beijing, præges konflikten om Taiwan i disse år af tre udviklingstendenser, som gradvis øger risikoen for et væbnet sammenstød: (1) Taiwans selvstændighedssøgende kurs, (2) USA’s gradvise udhuling af ét-Kina-politikken og (3) Kinas stigende politiske og militære pression mod Taiwan.

Alt imens båndene mellem Kina og Vesten slides stadig tyndere, har Taiwan udviklet sig til at blive en strategisk nøglepartner for Vesten. Det skyldes ikke blot østatens dominerende position inden for produktionen af mikroprocessorer, men også Taiwans status som Asiens liberale fyrtårn, hvortil vestlige parlamentarikere valfarter for at give deres opbakning til kende. Herudover udgør Taiwan en helt central geostrategisk brik i den inddæmningsstrategi, amerikanerne forfølger for at imødegå Kinas voksende ambitioner og selvhævdelse i regionen.

At Biden-administrationen tilmed signalerer en øget vilje til at forsvare Taiwan, forstærker indtrykket af et spirende skæbnefællesskab mellem Taiwan og Vesten anført af USA.

For Danmarks vedkommende rykker Taiwan-konflikten også tættere på i kraft af vores nære bånd til USA, højprofilerede værdipolitik og stadig mere anspændte forhold til Kina. Under alle omstændigheder risikerer en væbnet Taiwan-konflikt at få langt større betydning for Danmark end de skadevirkninger, krigen i Ukraine har affødt.

Strategisk forbundne: Teknologi, ideologi og sikkerhed

De vestlige landes såkaldte ét-Kina-politik (se faktaboks) har ikke hindret dem i at opdyrke kulturelle og især økonomiske relationer til Taiwan. Men med enkelte undtagelser (fx Litauen) blegner Danmarks og de øvrige vestlige landes økonomiske samkvem med Taiwan alligevel sammenlignet med Kina. Når man ikke desto mindre efterhånden kan ane konturerne af et strategisk skæbnefællesskab mellem Taiwan og Vesten, skyldes det primært tre forhold.

For det første har Taiwan en monopollignende dominans (med en markedsandel på ca. 90%) inden for produktionen af de allermest avancerede mikroprocessorer, som indgår i al civil og militær højteknologi. Vestens – og Kinas – afhængighed af især TSMCs, Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, fabrikation (men ikke udvikling/design) af mikroprocessorer er blevet så udtalt, at en eventuel kinesisk magtovertagelse ville få fatale konsekvenser for Vesten. Symptomatisk for skæbnefællesskabet er Tsai Ing-wen, Taiwans præsident, begyndt at omtale de mikroskopiske elektroniske halvledere som ”democracy chips”, mens Washington i stigende grad udnytter sin magtposition i forsyningskæderne til at afskære Kinas adgang til de mest avancerede mikroprocessorer fra TSMC.

For det andet har Taiwan på få år udviklet sig til at blive et fuldbyrdet liberalt demokrati, som efterhånden stort set kun overgås af de nordiske lande i de årlige rangeringer af verdens demokratier – så meget desto mere bemærkelsesværdigt i lyset af demokratiets generelle tilbagegang i verden. Som liberalt fyrtårn er Taiwan hermed ikke blot et markant vidnesbyrd om det `vestlige demokratis’ forenelighed med kinesisk kultur, men også et stærkt politisk symbol som ideologisk frontlinjestat på dørtærsklen til et stadig mere autoritært Kina under Xi Jinping. Den taiwanske regering har således formået at iscenesætte sin egen eksistentielle kamp som en del af USA’s fortælling om kampen mellem demokratier og autokratier for herigennem at mobilisere Vestens støtte og solidaritet. ”Destruktionen af Taiwans demokrati vil være et alvorligt nederlag for verdens demokratier”, understregede Tsai i sin tale på Taiwans nationaldag i år.

For det tredje har USA i kraft af Taiwan Relations Act formelt forpligtet sig til at ”yde defensiv våbenhjælp til Taiwan” og til selv ”at ruste sig for at kunne imødegå brugen af magt eller tvang” mod Taiwan. Hvorvidt amerikanerne ligefrem vil intervenere militært i tilfælde af en væbnet Taiwan-konflikt har dog altid været omgærdet af ”strategisk usikkerhed” i fraværet af en traktatfæstet sikkerhedsgaranti (de to parters `Sino-American Mutual Defense Treaty´ ophørte i 1979). Men stik imod sædvane har præsident Biden leveret gentagne forsikringer om USA’s forpligtelse til at intervenere (senest i september 2022), og derfor er det blevet stadig vanskeligere at forestille sig en væbnet Taiwan-konflikt uden deltagelse af USA (og Vesten).

Trekantsdrama: Revisionistiske strategier intensiverer konflikten

Sideløbende med denne udvikling forfølger Taiwan, USA og Kina hver især en dybest set revisionistisk tilgang til Taiwan-konflikten, hvilket øger risikoen for sammenstød og i sidste ende væbnet konflikt.
Taiwan har i stigende grad distanceret sig fra Kina siden 2016, hvor det uafhængighedsorienterede Demokratisk Progressive Parti (DPP) anført af præsident Tsai Ing-wen kom til magten. Dels har Tsai fra starten lagt afstand til sin forgængers tilslutning til den såkaldte ”1992 konsensus” om ét-Kina-princippet, dels har hun fuldstændigt afvist Beijings genforeningsmodel baseret på ”et land, to systemer” og hudflettet de kinesiske magthavere for deres praktisering af modellen i Hongkong. Men allermest bekymrende fra Beijings perspektiv arbejder DPP systematisk – og med stor succes ifølge diverse opinionsundersøgelser – på at fremme en særskilt national identitet i den taiwanske befolkning, hvorved Folkerepublikkens krav om også at repræsentere Taiwans befolkning gradvis undermineres.

USA har siden 2018 på forskellig vis udhulet sin officielle ét-Kina-politik, i takt med at Taiwan-konflikten er blevet forvandlet til en strategisk brik i stormagtsrivaliseringen med Kina. Som altid er det Kongressen, der fører an i bestræbelserne på at styrke de politiske såvel som militære samarbejdsrelationer med Taiwan.
Våbenhjælpen er udvidet, ligesom et voksende antal amerikanske militærrådgivere nu assisterer østatens væbnede styrker. Mindst lige så vigtigt har Taiwan Travel Act fra 2018 tilskyndet parterne til at foretage langt flere højniveaubesøg med Pelosis august-besøg som det hidtil mest prominente, mens formanden for Senatets Udenrigsudvalg rejste til østaten i foråret. Og hvis lovforslaget Taiwan Policy Act som ventet vedtages, vil samarbejdsfladerne blive yderligere opgraderet.

Kina er også selv slået ind på en mere uforsonlig kurs, hvor Taiwan udsættes for politisk isolation og militær intimidering. De senere år har Beijing intensiveret presset på regeringer og organisationer for at få dem til at tilslutte sig ét-Kina-princippet og hindre dem i at inkludere Taiwan i nogen former for mellemstatsligt samarbejde (fx som observatør i WHO eller i FN-organet for civil luftfartskontrol), mens internationale virksomheder tvinges til at referere til Taiwan som en kinesisk provins. Men frem for alt har kineserne øget den militære sabelraslen over for Taiwan: Kinas luftvåben overskrider konstant medianlinjen og udfordrer Taiwans luftforsvar, den kinesiske flåde patruljerer stadig hyppigere i farvandene omkring Taiwan, mens storstilede militærøvelser forbereder hæren på invasionsscenarier. Som Kinas nyligt udgivne hvidbog om Taiwan konkluderer: ”Den historiske genforening af vores moderland skal og vil blive realiseret.”

Set fra København: Ét-Kina-politikken under krydspres

Siden Danmark i 1950 som et af de første vestlige lande anerkendte Folkerepublikken Kina, har danske regeringer både indadtil (i Folketingsdebatter) og udadtil ført en konsekvent ét-Kina-politik uden at tage direkte stilling til Taiwans tilhørsforhold. Imidlertid har Beijing på det seneste søgt at fremtvinge et skifte i Danmarks officielle position. Helt uhørt valgte den statskontrollerede kinesiske presse – fejlagtigt ifølge Udenrigsministeriet – at citere udenrigsminister Kofod for Danmarks tilslutning til ét-Kina-princippet under hans Kina-besøg i slutningen af 2021. Kontroversen er symptomatisk ikke blot for Beijings mere selvhævdende fremfærd, men også for den voksende mistillid mellem Danmark og Kina.

Omvendt synes Danmarks position ligeledes at komme under indirekte pres fra vestlig side, når USA gradvis udhuler sin ét-Kina-politik, og når adskillige europæiske partnere udtrykker øget solidaritet med Taiwan bl.a. via besøg af parlamentsdelegationer. Således overvejer også medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn, om de skal aflægge et snarligt Taiwan-besøg. Samtidig aner man et snigende opgør i Folketinget, hvor Enhedslisten høstede adskillige positive tilkendegivelser, da partiets ordfører under en debat i foråret spurgte, om tiden er løbet fra ét-Kina-politikken. Under samme debat pointerede udenrigsministeren i flere omgange, at ”vi deler centrale fælles værdier med Taiwan”. Selv om det langt fra i sig selv er tilstrækkeligt til at knytte et skæbnefællesskab mellem Danmark og Taiwan, fremstår Danmarks ét-Kina-politik ikke længere som en urokkelig bastion.