Norge lar Kina diktere forholdet til Taiwan

Hvilken norsk udenrigsminister har udtalt, at ”Norge anerkender Folkerepublikken Kina, som Taiwan folkeretsligt set er en del af”? Udsagnet er kontroversielt af flere årsager. Dels lyder det, som noget Beijing selv kunne have formuleret. Dels er Taiwans politiske status ikke folkeretsligt bestemt. Og dels har skiftende norske regeringer officielt ført en ét Kina politik, men aldrig tilsluttet sig ét Kina princippet. Førstnævnte indebærer, at Norge – ligesom de allerfleste lande i verden – anerkender Folkerepublikken Kina som den eneste retmæssige repræsentant for Kina i det internationale samfund. Sidstnævnte at Taiwan er en udadskillelig del af Folkerepublikken. De kontroversielle ord blev ytret af Jonas Gahr Støre i et skriftligt svar til Stortinget i maj 2010.

Det kunne være fristende at afskrive udtalelsen som en banal fejltagelse, eftersom de semantiske spidsfindigheder omkring Taiwans politiske status kan være udfordrende. Men i praksis synes Norges tilgang til Taiwan-problematikken det seneste par årtier netop at være dikteret fra Beijing. Således skiller Norge (sammen med Island) sig ud ikke blot fra de øvrige nordiske lande, men også blandt de vestlige lande mere generelt i kraft af sin isolationistiske tilgang. Ganske sigende opsummerede en anden tidligere norsk udenrigsminister Norges forhold til Taiwan således i efteråret 2022: ”Vores behov for informationsudveksling og tilstedeværelse varetages af vores ambassade i Singapore”.

Norges isolationistiske kurs manifesterede sig allerede i 2004, hvor den daværende Bondevik-regering besluttede at lukke det norske handelskontor i Taipei. Under den langvarige konflikt med kineserne omkring Nobels Fredspris (2010-16) distancerede den norske regering sig yderligere fra Taiwan for at genvinde Beijings gunst, hvilket i sidste ende gjorde det uholdbart for taiwanerne at videreføre deres repræsentationskontor i Oslo, som lukkede i 2017. I hvad der ligner endnu et knæfald for Beijing, har de norske myndigheder siden 2010 kategoriseret taiwanske udvekslingsstuderende i Norge som kinesiske statsborgere.

Spørgsmålet om Norges og de øvrige nordiske småstaters forhold til Taiwan vedrører et storpolitisk drama om østatens skæbne. I kraft af at være Asiens førende demokrati, et højteknologisk fyrtårn og en geostrategisk frontlinjestat fremstår Taiwan som en åbenlys samarbejdspartner for Norden og Vesten mere generelt. Men i takt med at de kinesiske magthavere har skruet bissen på for at få ”genforenet” Taiwan med Folkerepublikken, har samtlige nordiske regeringer grebet Taiwan-problematikken defensivt an. Norges (og Islands) isolationisme er dog i en klasse for sig selv.

I USA og i Europa fører parlamentarikerne an i bestræbelserne på at støtte op om Taiwan, og i Norden har især de svenske Riksdagsmedlemmer været særdeles aktive på den front. Omvendt har norske politikere med en enkelt undtagelse afholdt sig fra at sætte Taiwan til debat i Stortinget, som – modsat Riksdagen, Folketinget og Eduskunta – ej heller huser nogen taiwansk venskabsforening. Venstre er ene om at forsøge at holde fanen højt ikke mindst i kraft af Guri Melbys Taiwan-rejse i november sidste år – alt imens intet mindre end 25 medlemmer af Riksdagen har besøgt østaten siden 2022.

Ved det nylige valg i Taiwan genvandt det uafhængighedssindede Demokratisk Progressive Parti (DPP) præsidentposten. Selv om den nyvalgte præsident Lai Ching-te’s mandat er svagere end hans forgænger (Tsai Ing-wen), vil han efter alt at dømme fortsætte DPPs arbejde med at løsne båndene til Folkerepublikken og opdyrke en særskilt taiwansk national identitet med afsæt i en liberal og pluralistisk demokratisk kultur. Dermed vil bølgegangen i Taiwanstrædet fortsat være høj i de kommende fire år, alt imens Beijing holder skarpt øje med enhver form for støtte til ”seperatisterne” i Taiwan.

På den baggrund er det vel forståeligt nok, at Norges tilgang til Taiwan-problematikken efterhånden er blevet så defensiv og isolationistisk, at regeringens ét Kina politik i praksis risikerer at blive uigenkendelig fra Beijings eget ét Kina princip. For de kinesiske magthavere understreger hyppigt, at Taiwan-spørgsmålet udgør selve ”kernen af Kinas kerneinteresser”. Og som bekendt erklærede den norske regering i forbindelse med normaliseringen af forholdet til Kina i december 2016, at man ikke blot ”tillægger Kinas kerneinteresser stor betydning”, men at man endda vil ”gøre sit ypperste for at undgå at skade de bilaterale relationer”.

Spørgsmålet er dog, om ikke Norge før eller siden vil blive tvunget til at ændre sin tilgang til Taiwan-problematikken, eftersom mange af Oslos vigtigste samarbejdspartnere med Washington i spidsen virker anderledes opsatte på at bakke op om Taiwan. Uanset hvad, tegner opgøret om Taiwans politiske status til at blive et af de afgørende ideologiske, teknologiske og geopolitiske stridspunkter i det 21. århundrede – med potentielt endnu større betydning for fjerntliggende småstater som Norge end krigen i Ukraine.

Kronikken er bragt i den norske avis Aftenposten 11. marts 2024.