Får verden USA’s eller Kinas verdensorden?
Hvis der er én ting, Rusland og Kina er helt enige om, er det, at den liberale verdensorden, som supermagten USA har forsøgt at skabe, skal være slut. De har forskellige grunde: Putins Rusland vil genskabe det russiske imperium, hvilket Kina ser som en tragisk selvovervurdering, som Rusland selv må ligge at rode med.
Kina vil en multilateral orden baseret på princippet om økonomisk udvikling også for de mange fattige befolkningsgrupper i Latinamerika, Afrika og Østeuropa, som den amerikanske globalisme efterlod endnu fattigere, og på bilaterale partnerskaber frem for alliancer. Handel, infrastruktur, forsyningslinjer, teknologi, urbanisering, velstand og forbrug er midlerne.
Hvor USA og Europa stadig taler om, at udbredelse af demokrati er vejen til mere fred i verden, lyder kinesernes modsvar, at det er udvikling i velstand, der skaber stabilitet og sikkerhed. Verden skal være alliancefri og styret af respekt for staternes suverænitet – og princippet om ikkeindblanding i suveræne stater skal overholdes. Hvordan stater styres, er et anliggende for staterne selv, sådan som europæerne også mente det i flere århundreder efter den westfalske fred i 1648, indtil USA efter 9/11 vendte op og ned på det med den militære demokratieksport til Afghanistan og Irak.
Som Kina ser det, har den militante udbredelse af demokrati i krigen mod terrorisme kun ført til uendelige krige, masseødelæggelse og store menneskelige ofre. Kineserne peger på, at den mest krigeriske stat i verden efter Anden Verdenskrig er demokratisk, nemlig USA. De anerkender, at USA efter Anden Verdenskrig på den ene side skabte de institutionelle rammer for en verdensorden baseret på regler og institutioner.
På den anden side kritiseres USA for aristokratisk at hæve sig over den selvsamme orden fx ved at lede en krig uden FN-mandat mod Serbien i 1999 og at udarbejde en national sikkerhedsstrategi, der baserer sig på regimeskifte i andre stater uden FN-mandat (Irak 2003, Libyen 2011).
Dobbeltheden kommer tydeligt til udtryk, når Joe Biden kræver, at Putin skal stilles for den internationale krigsforbryderdomstol – som USA ikke selv anerkender skal gælde for USA. USA ser sig selv som exceptionel og hævet over de internationale regler, som verdens øvrige stater skal følge. Den orden vil Kina ikke længere acceptere og arbejder derfor systematisk på at skabe en ny orden.
Ved den årlige konference i Boao Forum for Asia i Beijing i april i år annoncerede Xi Jinping Kinas Global Security Initiative med at erklære: „We stay committed to respecting the sovereignty and territorial integrity of all countries, uphold non-interference in internal affairs, and respect the independent choices of development paths and social systems made by people in different countries” og fortsatte med direkte adresse til USA „We stay committed to abiding by the purposes and principles of the UN Charter, reject the Cold War mentality, oppose unilateralism, and say no to group politics and bloc confrontation”.
Fordi Rusland heller ikke vil acceptere den amerikanske orden, står de to lande på dette punkt urokkeligt sammen. Men Kina vil heller ikke den orden, som den russiske præsident ser for sig – inklusive genopbygningen af det russiske imperium og Moskva som det tredje Rom.
Meget tyder derfor på, at det russisk-kinesiske partnerskab baseres på logikken om, at min fjendes fjende er min ven’ – og at det i dette tilfælde er den amerikansk-ledede liberale verdensorden, der er fjenden. Det betyder to ting: For det første hopper Kina ikke over i den amerikanske lejr i konflikten med Rusland, og for det andet bliver partnerskabet med Rusland et politisk-praktisk arrangement og ikke meget andet end det.
Når Kina udtrykker bekymring for den russiske krig i Ukraine, som Xi Jinping gjorde ved topmødet med Putin i Samarkand i midten af september, er det ikke, fordi Xi holder med USA, men fordi Kina reelt og principielt er imod krænkelse af staters suverænitet. Det ved Putin godt, og ved mødet udtrykte han da også, at han derfor forstår Kinas bekymringer’.
Glem ideen om regimeskifte
Kina vil ikke alliancer! Derfor er der ingen alliance mellem Rusland og Kina. Der er gensidig forståelse, og der er aftale om ubegrænset samarbejde – men om hvad? Som nævnt primært om at pensionere den amerikanske orden – og skabe en anden, som der til gengæld næppe er meget enighed om, ud over at den skal være regelstyret og multilateral. Hvordan den konkret vil se ud, må tiden vise.
Modstanden mod den amerikanske orden kommer til udtryk ved, at de to stormagter arbejder sammen i FN’s Sikkerhedsråd. Da både Rusland og Kina i 2011 her undlod at nedlægge veto mod den resolution, der gav grønt lys til militær beskyttelse af de libyske oprørere mod Gaddafi, og NATO allerede dagen efter udstrakte mandatet til at gælde regimeskifte og angrebskrig mod hans regime, mistede de den sidste rest af tillid til den amerikanske orden.
Konsekvensen var, at det i FN blev helt umuligt at skabe fælles fodslag om en model for at afslutte krigen i Syrien: Også her fastholdt USA, at der skulle ske regimeskifte, og at der under ingen omstændigheder kunne gives diktatoren Bashar al-Assad en rolle i en overgang til et nyt regime, som den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan ellers troede, han havde fået forhandlet på plads i 2012. Herefter fastholdt Kina og Rusland sammen med en række andre stater, at al-Assad er Syriens legitime leder, og i 2015 gik Rusland som bekendt ind i krigen på diktatorens side.
I dag fastholder USA regimeskiftestrategien, men ud over knap 1.000 amerikanske soldater, som bevogter grænsen til Irak og bekæmper tilbageværende Islamisk Stat-kadrer, har USA ingen rolle i spillet om Syriens fremtid. Derimod bakker flere og flere stater i Mellemøsten op om al-Assad, henunder både Jordan og de arabiske Golfstater, som ellers støttede den syriske opposition i starten af krigen. Senest har den tyrkiske kamæleon Erdogan forelsket sig i al-Assad.
Resultatet af USA’s regimeskiftestrategier – med eller uden bomber – og Ruslands og Kinas konsekvente modstand mod den har lammet Sikkerhedsrådet og ført til, at al-Assad – en krigsforbryder og den hovedansvarlige for det brutale regime i Syrien – i dag sidder mere sikkert på magten end nogensinde tidligere.
Set fra Kinas perspektiv har den amerikanske regimeskiftestrategi, der blev vedtaget som respons på terrorangrebet 11. september 2001, ført til langvarige krige og konflikter – i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Iran. Kina tilføjer også Balkan, især NATO’s Kosovo-krig i 1999, der nok bremsede serbiske krigsforbrydelser, men stadig ikke har skabt fred og stabilitet.
Det er en tungtvejende grund til, at Kina i samarbejde med Rusland vil ændre den amerikanske orden til et multilateralt internationalt samfund af suveræne stater, der selv skal bestemme deres styreform uden indblanding fra stormagter.
Vendepunktet: Libyen-krigen
Der er ingen tvivl om, at Libyen-krigen blev et afgørende vendepunkt i den kinesiske positionering i det internationale samfund, og at partnerskabet med Rusland om en ny international orden for alvor startede her.
Der er selvfølgelig en del andre grunde til, at oprøret mod USA blev cementeret efter Libyen-krigen – herunder Kinas kolossale økonomiske vækst og behovet for at ekspandere økonomien globalt samt reaktionen på den amerikanske Pivot to Asia-politik fra 2012, der blev iværksat af Barack Obama.
I Beijing blev den entydigt opfattet som en inddæmningsstrategi (containment) rettet direkte mod Kina med trusler mod den kinesiske udenrigshandel, hvoraf 40 pct. flyder gennem Malaccastrædet ved Malaysia. Kina havde længe oprustet i Det Sydkinesiske Hav, fordi det er helt afgørende for landets vækst at have kontrol her, men med det nye amerikanske sikkerhedspolitiske fokus på Det Sydkinesiske Hav og det, der siden af Trump-regeringen blev kaldt The Indo-Pacific (i øvrigt en term, der første gang blev lanceret af den nazistiske geopolitiker Klaus Haushofer), er de kinesiske aktiviteter blevet stadig mere aggressive.
Det er næppe tilfældigt, at præsident Xi Jinping året efter Obamas Asien-rejse i Kasakhstan i 2013 annoncerede det gigantiske Belt and Road Initiative (BRI), der på dansk mere romantisk også kaldes det nye Silkevejsprojekt. Det er tænkt som et globalt projekt, men skal i første omgang især forbinde Kina gennem Sydasien til Den Persiske Golf og gennem Centralasien til Europa samt sikre, at kineserne kan stå for at drive dybvandshavne i adgangen til de store oceaner, herunder ikke mindst i Mellemøsten.
Man behøver ikke at se meget på et verdenskort for at konstatere, at disse forbindelser, der er opnået gennem kæmpe investeringer i infrastruktur, blandt meget andet giver Kina alternative muligheder til søvejen gennem Malaccastrædet.
Spillet om Centralasien
Med andre ord blev og er Centralasien en særdeles vigtig brik i Kinas økonomiske ekspansion og forsøg på at skabe en alternativ orden til den amerikanske. Men Centralasien er traditionelt russisk interesseområde, og også af denne grund har det været nødvendigt for Kina at pleje partnerskab med Rusland.
Skønt Kina har lavet masser af aftaler om investeringer, om konstruktion af rørledninger til at transportere olie og gas fra regionen til Vestkina, om etablering af motorveje og jernbaner og om sikkerhedspolitisk samarbejde med de fleste af de centralasiatiske republikker, har kineserne været varsomme med ikke at optræde alt for provokerende og udfordrende over for Rusland. Det er formentlig slut nu. Med Putins katastrofale krig i Ukraine svækkes Ruslands position i Centralasien, hvilket blev skåret ud i pap ved topmødet i Shanghai Cooperation Organisation (SCO), der fandt sted 15.-16. september.
Her gjorde Xi Jinping som nævnt Putin opmærksom på, at Kina så på den russiske invasion med stor bekymring, hvilket i øvrigt blev gentaget af den indiske premierminister, Narendra Modi, der formulerede kritikken ved at sige: „Det er ikke en æra for krig”. Ved begge lejligheder modtog Putin beskeden med ydmyg forståelse.
Man kan ovenikøbet fristes til at tro, at hele afstemningscirkusset i Østukraine og efterfølgende russisk annektering er Putins respons og forsøg på at få sluttet krigen hurtigst muligt. Men også her gør han regning uden vært – for Kinas officielle politik i forhold til Ukraine er ikke, at Rusland skal annektere områder i Ukraine, men omvendt: At der skal forhandles en fred, der imødegår de sikkerhedsudfordringer, som alle parter i konflikten har, herunder Ruslands bekymring for NATO’s aggressive politik tæt på dets grænser’, mens Rusland skal respektere andre staters suverænitet og territoriale integritet, hvilket altså klart indebærer, at Rusland helt skal trække sig ud af Ukraine.
Det fremgår også af, at Kina aldrig har anerkendt Ruslands annektering af Krim, hvilket også ville være i strid med princippet om ikkekrænkelse af andre staters suverænitet. Efter et møde med den kinesiske viceudenrigsminister, Le Yucheng, citerede Ukraines viceudenrigsminister, Yenin, ham for følgende: „The key thing is that the government of China does not recognize Russia’s attempted annexation of Crimea and has informed the country’s central and regional authorities about a ban on contacts with the peninsula’s occupation authorities”.
Når kinesiske ministre og diplomater ikke siger direkte, at Rusland skal trække sig ud af alle besatte territorier i Ukraine, herunder Krim, men samtidig undlader at stemme for resolutionen i FN’s Sikkerhedsråd, der fordømmer Ruslands annektering af de fire besatte provinser i Ukraine, er grunden, at Kina ikke vil danne fælles front med USA. På det punkt er begrundelsen formentlig den samme for Indien, der ligeledes undlod at stemme om resolutionen. Det er således ikke korrekt at sige, at Kina forholder sig neutralt i forholdet mellem Ukraine og Rusland: Kina er nemlig klart imod den russiske krig, men også imod den amerikanske verdensorden.
Vigtigheden af SCO
Det var som nævnt på SCO’s topmøde i Samarkand i Usbekistan, at Kina (og Indien) i så klare vendinger udtrykte deres bekymringer’ ved Ruslands krig, at Putin med bøjet nakke måtte erkende, at han forstod budskabet.
SCO er blevet et vigtigt forum for samarbejdet mellem Rusland og Kina. Det er i vestlige medier blevet fejlagtigt beskrevet som en forsvarsalliance – a la NATO – vendt mod Vesten og USA. Det er derimod et forum for samarbejde – herunder sikkerhedspolitiske problemstillinger. Organisationen blev til på initiativ af Rusland og Kina og formelt etableret i 2002 efter forhandlinger i 2001.
Organisationen skal befordre samarbejde i Eurasien om fx grænsesikkerhed (hvilket naturligvis var blevet ekstra nødvendigt efter 9/11 og krigen i Afghanistan), om bekæmpelse af terrorisme, militært samarbejde (fx fælles militærøvelser mellem nogle af staterne), men også om økonomi og humanitære projekter.
Kina har desuden brugt dette forum til at facilitere diplomatiske forhandlinger med Taliban, der blev indledt i 2015, efter at Barack Obama havde annonceret tilbagetrækning af amerikanske kamptropper i Afghanistan. Meldingen satte fuldt blus på Kinas diplomatiske aktivitet i Kabul og forsøgene på at facilitere forhandlinger mellem den afghanske regering og Taliban med deltagelse af Pakistan.
Men i kredsen af medlemslande, observatører og såkaldte dialogpartnere bruges SCO også til at diskutere, hvordan der kan reageres på internationale forhold, fx de sanktioner, USA i 2018 begyndte at pålægge Iran, eller de sanktioner, EU og USA pålagde Rusland efter annekteringen af Krim i 2014. SCO er således et regionalt samarbejde, som Kina bruger til at styrke sin politik og sit engagement – især i Syd- og Centralasien, men også i Mellemøsten og Sydøstasien.
I Samarkand mødtes statslederne fra medlemslandene: Kina, Rusland, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan, Kasakhstan, Indien og Pakistan, men dertil deltog observatørlandene – Mongoliet, Iran, Belarus og Afghanistan – såvel som dialogpartnere: Sri Lanka, Cambodia, Tyrkiet, Azarbaijan, Armenien, Nepal, Egypten, Qatar og Saudi-Arabien. Alle deltager fuldgyldigt ved diskussionerne på møderne, men det er selvsagt kun medlemslandene, der sammen kan træffe beslutninger.
SCO er således et forum for samarbejde både om geopolitik – og i særlig grad geoøkonomi. Det er bl.a. i regi af SCO, at Kina forhandler sine mange kontrakter og aftaler om infrastruktur i landmasserne fra Vestkina hele vejen til Europa. Det sker naturligvis i regi af BRI, som er det vigtigste geoøkonomiske samarbejde i SCO uden formelt at være en del af SCO, der netop er en organisation, som befordrer samarbejde mellem de deltagende stater. Dette har ført til, at der i dag er skabt et regionalt samfund af stater (medlemslande, observatører, dialogpartnere), som alle – kun med undtagelse af Indien – har tilsluttet sig BRI og indgået kontrakter med Kina om infrastrukturprojekter på forskellige niveauer.
Blandt de andre større projekter, som fremmes ved møderne i SCO, er Den Internationale Nord-Syd-korridor, som er et transportprojekt i samarbejde mellem Rusland, Azarbaijan, Iran og Indien samt Den Eurasiske Økonomiske Union, der ledes af Rusland. Under BRI har Kina været optaget af at etablere forsyningskæder hele vejen til Europa og de seneste år suppleret med ruter, der faktisk går uden om Rusland.
Centralasiatiske stater vender Rusland ryggen
Det var faktisk netop transportprojekter med alternative ruter uden om Rusland, som præsident Xi Jinping forhandlede med Kasakhstan og Usbekistan om i forbindelse med sin rejse til Samarkand. Det var hans første udlandsrejse siden coronapandemiens udbrud (med undtagelse af et besøg i Hongkong, som Kina dog ikke betragter som udland).
Og det var interessant, at Xi lagde rejsen forbi Kasakhstan, inden han ankom til Samarkand, fordi Kasakhstan i stigende grad har lagt afstand til Putin og Rusland, efter at russerne i januar ellers hjalp med at dæmpe nogle uroligheder i forbindelse med demonstrationer vendt mod regimet. Siden er ledelsen i Kasakhstan, hvor der er et betydeligt russisk mindretal, blevet nervøs for, at landet kan blive det næste, Putin vil indlemme dele af i Rusland.
Og derfor har Kasakhstan i stigende grad vendt sig mod Kina, hvilket netop kom til udtryk ved Xis besøg. Her bekræftede den kinesiske præsident utvetydigt, at Kina ikke ville acceptere krænkelse af Kasakhstans suverænitet. Samtidig indgik de to lande nye kontrakter, der afspejler, at Kina hele tiden er om sig for at sikre alternativer til Rusland, hvad angår såvel energi som transportruter.
Det sidste blev understreget af de kontrakter, Xi underskrev med Usbekistan, om at genoptage anlæggelsen af en jernbane mellem Kina, Kirgisistan og Usbekistan, som via Iran og Tyrkiet kan give Kina alternative ruter til Europa uden om Rusland. Desuden laves der aftaler om fx brugen af den iranske havn Chabahar, som både Indien og Kina har investeret i under accept af det iranske krav om, at havnen skal være åben for alle nationer.
Alternativer til dollaren
Samarbejdet i SCO bruges også til det, der kaldes dedollarization, hvor staternes valutareserver skal overgå til at være i andet end dollars, og etableringen af finansielle mekanismer til at handle uden om dollaren.
Det er selvfølgelig tiltag, der skal svække amerikansk dominans og modgå de amerikanske og vestlige sanktioner, fx mod Iran. Med iranerne har Kina lavet en omfattende partnerskabsaftale, hvor de gerne aftager billig olie (som Kina nu også får fra Rusland og betaler i kinesisk valuta). Også Indien har interesse i at handle med Iran trods amerikanske sanktioner – og Putin har bl.a. til brug i Ukraine indkøbt iransk-producerede armerede droner. For tiden forhandler Iran – ligeledes i regi af SCO – om etablering af en frihandelsaftale med Den Eurasiske Økonomiske Union.
I 2005 gav SCO Iran observatørstatus, i 2008 ansøgte landet om fuldt medlemskab, og i Samarkand blev døren åbnet helt til Iran fra 2023, hvilket det iranske regime ser som en stor triumf. Der tales om, at medlemskabet kan åbne et stort marked for Iran, der også vil få en mere central rolle i de mange transport- og infrastrukturprojekter. De fleste aftaler laves dog bilateralt – bl.a. med Kina om BRI eller med Den Eurasiske Økonomiske Union, så det fulde medlemskab er derfor mest en klar bekræftelse af, at Iran ikke står isoleret i verden.
I øvrigt er det også værd at bemærke, at traditionelle rivaler – som Indien og Pakistan, Armenien og Azarbaijan samt Iran og Saudi-Arabien – under møderne i SCO sidder ved det samme bord og diskuterer geopolitik og økonomisk udvikling.
Alt dette viser, at der er store kræfter i gang med at bryde den amerikanske dominans i verden – både politisk og økonomisk. Og at mange stater, der tidligere var loyale over for amerikansk sikkerhedspolitik, er interesseret i at bidrage til opbygningen af en alternativ verdensorden i form af den kinesiske multilaterale model. Her kan der peges på Qatar, Egypten og Saudi-Arabien, der som dialogpartnere tager del i SCO-møderne, og som i juli vendte tommelfingeren nedad til USA’s ønsker om en antiiransk alliance. Ikke fordi de tre stater ikke er bekymrede for Iran, men forbi partnerskaber, økonomisk udvikling og diplomati i deres øjne ligner bedre strategier over for Iran end USA’s tilbud om dollardominans og regimeskiftestrategi.
USA’s modtræk og kampen om verdensordenen
USA har selvfølgelig bemærket udviklingen, og ved et møde med de arabiske ledere under sit besøg i Saudi-Arabien i juli foreslog Joe Biden, at USA og araberne skal samarbejde om at udbygge transport- og infrastruktur. Det er tydeligvis et forsøg på et modtræk over for de mange aktiviteter, der udvikles i forholdet mellem arabiske, central- og sydasiatiske stater og Kina. Problemet for Biden er dog, at araberne allerede længe har været involveret i netop sådanne projekter med Kina og synes at være godt tilfredse med dét arrangement.
Et andet modtræk fra USA er at forsøge at isolere Iran ved at optrappe sanktioner mod firmaer, der handler med iranerne – hvoraf mange af firmaerne har deres baser i SCO-lande. Faktisk annoncerede det amerikanske finansministerium 1. oktober sanktioner mod kinesiske firmaer med base i Kina, Hongkong, Iran, Indien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), fordi de alle er involveret i iransk olieeksport. Spørgsmålet er, om denne optrapning vil styrke amerikanske interesser, eller om den tværtimod vil få SCO-staterne, inklusive araberne og Indien, til yderligere at rykke sammen.
Et tredje modtræk er rettet mod kinesisk hightech, ikke mindst Huawei, der blev indledt med et præsidentielt dekret af Donald Trump i 2019, og som gør ondt i Kina. Dertil kommer modtræk i form af kritik af Kinas menneskerettighedssituation, navnlig i Xinjiang med den brutale håndtering af uighurer samt anklager om kinesiske overtrædelser af WTO-regler som statsstøtte til private virksomheder og tyveri af patenter.
Kampen om en ny verdensorden er således i fuld gang og er gennem 2022 blevet intensiveret af Ruslands krig i Ukraine. Meget tyder på, at Rusland gradvist svækkes, men at dét kun styrker samarbejdet mellem de centralasiatiske republikker og Kina, der synes at få en stadig mere ledende rolle i kampen for en multilateral verdensorden til erstatning for USA’s.
På det felt har Kina succes, men resultaterne kan ikke skjule, at Kina på hjemmefronten står over for kæmpe udfordringer – herunder deres interne gældsproblemer og en håndtering af coronapandemien, som kinesiske borgere i stigende grad er blevet voldsomt utilfredse med, mens økonomien er ramt af hightech-konflikten med USA. Man må så samtidig minde om, at også USA har alvorlige indenrigspolitiske udfordringer, som vil blive tydeligere, jo mere vi nærmer os midtvejsvalget 8. november. Med andre ord foregår den stadig mere intensiverede kamp om den nye verdensorden mellem to giganter, der begge står over for kolossale udfordringer på deres respektive hjemmefronter. Spændende tider.
DIIS Eksperter
