Der er også i fransk politik et før og efter den russiske invasion
Er Frankrig virkelig ved at falde sammen i værditab, kaos og fattigdom? Det siger i hvert fald flere af de kandidater, der har meldt sig til præsidentvalget den 10. og 24. april i år, ikke mindst dem til højre for midten.
Helt så galt står det måske ikke til. Grundlaget for den sociale sammenhængskraft i Frankrig er egentlig ikke blevet mindre solidt over de seneste årtier, konstaterer bl.a. den franske professor Pierre Bréchon i sit mangeårige arbejde med European Values Survey og kortlægningen af franske værdier. Tolerancen er vokset. Tilliden til velfærdsstatens institutioner er blevet større. Til gengæld går en stigende individualisering af det franske samfund hånd i hånd med øget kritik af selve det politiske system.
Et meget stort flertal erklærer sig enige i, at det er vigtigt at leve i et demokrati. Stadig flere tvivler samtidig på, at Frankrig er særlig demokratisk og viser deres utilfredshed ved at stemme blankt eller blive væk fra valg. Andre igen er blevet mere åbne over for stærke mænd og alternative regeringsformer. Nok ser Bréchon altså ikke samfundsmæssige opløsningstendenser, men han ser en voksende og bekymrende distance til traditionel politik. Her følger Frankrig andre vestlige samfund ind i forenkling, ind i populisme.
De store demonstrationer af De Gule Veste i 2018, der begyndte som protester mod forhøjelse af energipriser, men endte som noget meget mere, var også for den siddende præsident Emmanuel Macron et wake-up call om, hvor langt der kan være fra politik og til folkelig forståelse i den 5. republik. Det er en dobbelt udfordring i et land, hvis parlamentariske tradition er kompleks og for en præsident, der netop ville gøre op med det bestående.
Her har De Gaulle som så ofte før haft en finger med i spillet. Efterkrigstidens voldsomt ustabile Frankrig banede i 1958 vejen for hans opgør med det gældende parlamentariske system til fordel for en styrkelse af den udøvende magt og udstrakte beføjelser til en folkevalgt præsident. Ind kom flertalsvalg i to runder. Ud røg proportionalvalg på nationalt niveau, der ellers som andre steder i Europa havde kunnet tilskynde til forankring af en differentieret partistruktur. De Gaulle selv lagde ikke skjul på, at hans 5. republik, der stadig er den franske stats ordning, blev bygget mod parlamentarismen og mod den politiske klasse. Jeg ville knuse partierne, sagde han. Målet var stabilitet og samling om den franske stat, og i den forstand må man sige, at generalen jævnt hen fik, hvad han ville have.
Den folkelige protest
Af det præsidentielle system voksede et nyt politisk landskab med en klar markering i blokke mellem Nationalforsamlingens højre og venstre, konservatisme og socialisme/kommunisme, mellem majoritet og opposition og koncentreret om få partier, der hver især kunne sikre præsidenten en stabil majoritet. De, der stemte for præsidenten, stemte også oftest for det parti, der støttede ham. Det er stort set forblevet sådan.
Krav om forandring hos dem, der ikke har set sig selv reflekteret og forsvaret politisk, er kommet nedefra som demonstrationer, protester eller bevægelser. Majrevolten i 1968, “Mai 68”, og De Gule Veste årtier senere er indbyrdes meget forskellige, men ens i det sociale oprør for at blive hørt. Den kollektive vrede er også med voksende styrke rykket inden for den parlamentariske ramme i form af politisk populisme med Jean-Marie Le Pen og hans Front National (i dag Rassemblement National, RN) som den første store markør i den 5. republik. Le Pens deltagelse i 2. runde af præsidentvalget i 2002 over for præsident Jacques Chirac var et gennembrud. Så tæt kunne denne politiske strømning altså komme den traditionelle magt.
Den generelle profil af fransk politisk populisme er ikke anderledes end mange andre steder i Europa. Det er et forsvar af folket overfor eliten og dens institutioner (inklusive medierne), i hvert fald til højre en forkastelse af det multikulturelle samfund sat sammen med en stærk nationalisme og en retorisk stil, der ofte hviler på forsimpling, overdrivelse og spøgelset af ”den store fare”. Jean-Marie Le Pens datter Marine Le Pen, der har efterfulgt ham som partileder, får i præsidentvalgkampen 2022 følgeskab af en anden populistisk politiker, Éric Zemmour. Han er bl.a. talsmand for teorien om Le Grand Remplacement, en truende udskiftning af Frankrigs oprindelige befolkning med et fjendtligt muslimsk flertal.
Populistiske strømninger har fået indflydelse også på den traditionelle politik. Det store højreparti i Nationalforsamlingen UMP, i dag Les Républicans (LR), fik med Nicolas Sarkozy en præsidentkandidat i 2007, der drejede politikken mod højre, mod en mere udpræget nationalisme og en dagsorden af lov og orden. Han anlagde en retorisk stil, der ofte var lige så direkte og enkel som populistiske politikeres. LR’´s kandidat til præsidentvalget i 2022 Valérie Pécresse har forsøgt at gøre Sarkozy kunsten efter i en endnu hårdere retorik om sikkerhed og immigration og med et frisk sprog, der dog hidtil har tjent hende lige så dårligt, som det i sidste ende tjente Sarkozy.
Populismen er heller ikke fremmed for den franske venstrefløj, især den yderste del af den i form af politikeren og præsidentkandidaten Jean-Luc Mélenchon og hans parti La France Insoumise. Også dette parti bygger på modstillingen mellem folk og elite og i Mélenchons variant med et varmt blik for bl.a. den latinamerikanske populismes store skikkelser som Chavez.
Der er i Frankrig populisme til venstre, som der er – ikke mindst – populisme til højre. Men der er også, siger den franske sociolog Michel Wieviorka, en slags “populisme d´en haut” – en populisme fra oven. Sejren til Emmanuel Macron ved præsidentvalget i 2017 bekræfter i Wieviorkas øjne populismens styrke i en forandringstid. Vælgerne forkastede al etableret politik til fordel for en præsidentkandidat med begrænset politisk erfaring og en ny politisk bevægelse La République En Marche (LREM), som ingen heller rigtig kendte. Det var en kandidat, der igen talte direkte til det franske folk, når han lovede at sprænge alle grænser mellem det politiske venstre og politiske højre og skabe et nyt paradigme, et proeuropæisk, reformbåret ”både-og” i midten af fransk politik. Forandringen ville her komme oppefra, gennem magten, ikke nedefra gennem den folkelige protest.
Hvis man accepterer påstanden om, at både Macron og hans hovedmodstander ved præsidentvalget i 2017 Le Pen var udtryk for politisk populisme i en eller anden variant, kunne idégrundlaget til gengæld ikke være mere forskelligt. Her vandt han, hun tabte.
I den afgørende duel var Le Pen for aggressiv og for dårligt forberedt -ikke præsidentiel nok. Det kostede stemmer. Hun havde samtidig skræmt selv sine egne vælgere med forslaget om at forlade euroen og trække Frankrig mod udgangen i det europæiske samarbejde. Efter 2017 har Le Pen af samme grund fortsat afskrælningen af de mere ekstreme sider af sit partiprogram for at kunne favne bredere. Hun taler ikke længere mest om immigrationens fare, men snarere om ”at give franskmændene deres penge tilbage”, ikke mindst de dårligst stillede. I sin første valgvideo forud for dette års præsidentvalg vandrer hun – som Macron ved sin præsidentindsættelse – foran Louvre blandt glade franskmænd og signalerer overskud og sikkert præsidentmateriale. Le Pen går nu til valg på et EU som en forening af frie nationer, hvor national lov til hver en tid står over europæisk, og hvor EU-Kommissionens “ukonstitutionelle” kompetencer i hvert fald skal rulles tilbage.
Det politiske landskab i 2022
Ifølge de fleste meningsmålinger kan det også godt igen være Le Pen og Macron, der mødes i præsidentvalgets afgørende runde. Det bliver i så fald på noget anderledes vilkår.
Til venstre for midten er der stadig liv, omend ikke meget. Da Macron for fem år siden rev hele den traditionelle partistruktur fra hinanden, lå de store, gamle partier blødende tilbage. Det gør Mitterrands gamle parti Parti Socialiste (PS) fortsat. Partiets kandidat til præsidentvalget Anne Hidalgo, Paris’ borgmester, ser ikke ud til at kunne samle meget mere end et par procent af stemmerne. De Grønne EELV er kommet til at stå stærkt lokalpolitisk, men meget mindre landspolitisk. Kun veteranen Mélenchon kan glæde sig over stabil tilslutning. Det øde landskab omkring ham har givet hans kampagne og skarpe budskaber en del dynamik på en venstrefløj, der ellers ikke tegner til at kunne sætte noget afgørende præg på præsidentvalget .
Mod højre er der til gengæld blevet trængsel siden sidst. Det kan godt være, at franskmændene denne gang har været allermest optaget af deres købekraft. Men de er også bekymrede for deres sikkerhed, for grænsernes ukrænkelighed og for deres ret til at leve, som de vil – alle de punkter, der står højt på højrefløjens dagsorden.
Mens Le Pen har opblødt og nuanceret sin profil, har hun samtidig givet plads på det yderste højre til den nye, rene vare i form af journalisten Éric Zemmour og hans Reconquête ! – Generobring – med reference til opgøret med middelalderens muslimske dominans af den iberiske halvø. Zemmours første valgvideo var ingen vandring foran arkitektoniske vidundere, men billeder af bål i gaderne. Hans Frankrig er et Frankrig under angreb, først og fremmest af islam. Det budskab har Zemmour, der selv har jødisk-algerisk baggrund, formidlet i flere bøger, bl.a. Le Suicide francais – Det franske selvmord – der er solgt i mere end 500.000 eksemplarer: “Fremtiden for vores kære Frankrig befinder sig et sted mellem en kæmpe forlystelsespark for turister og islamiske befæstninger, mellem Disneyland og Kosovo”.
Måske kun fransk populisme kan fostre en så relativt intellektuel repræsentant som den spinkle Zemmour med hans krav om klassisk dannelse og latin tilbage på skoleskemaet. Der er derimod ikke meget intellektuelt i hans besynderlige hvidvaskning af behandlingen af franske jøder under 2. Verdenskrig eller i de mange eksempler på hadsk tale, der har kostet ham adskillige bøder. Senest for udtalelsen om, at migrantstrømmens uledsagede mindreårige alle er tyve, mordere og voldtægtsmænd. Midlerne til at bevare Frankrig for franskmænd og imødegå farerne indefra som udefra behøver heller ikke i Zemmours aftapning at holde sig inden for gældende love og traktater. Suveræniteten skal forsvares for enhver pris. EU skal derfor være så lille, at det knap kan ses, og NATO må klare sig uden det franske bidrag.
Der er partifolk, herunder et par medlemmer af Europa-Parlamentet, der er listet fra Le Pen og over til den noget mere skarpkantede konkurrent. Højtprofilerede repræsentanter for De Gule Veste støtter ham også gerne. Selv Le Pens politisk engagerede niece Marion Maréchal har tilsluttet sig Zemmours projekt. Der er nok at bekymre sig om. Men det har ikke kun været dårligt nyt for Le Pen. Zemmour sætter hendes erfaring og bredere, mere afdæmpede profil i relief. Franske vælgere kan godt have en grænse for, hvor langt de vil ud på højrepopulismens overdrev. Det måtte Le Pen sande i 2017. Det kunne blive tilfældet for Éric Zemmour, der efter en meteorisk start har mistet noget flyvehøjde i opinionsmålingerne, mens Le Pen igen har lagt sig forrest i feltet af Macrons politiske modstandere.
Begyndelsen til enden for Les Républicains
I modsætning til Parti Socialiste hænger det traditionelle højre i form af Les Républicains stadig sammen. Men kun lige akkurat. De Gaulles gamle parti er spændt faretruende ud mellem en centristisk fløj og en højrefløj, der ligger tæt op ad Le Pen og Zemmour. Partiets præsidentkandidat Valérie Pécresse må følge strømmen mod en skærpelse af tonen i spørgsmål om immigration og lov og orden, hvis hun skal have en chance for at holde fast i vælgere på højrefløjen. Det gør det vanskeligere at erobre de nødvendige stemmer fra Macron, selv om hendes økonomiske politik og reformiver ikke er fjernt fra hans.
Egentlig burde Pécresse være en udfordring hele vejen rundt. Hun har ministererfaring og erfaring som leder af Frankrigs rigeste region, regionen omkring Paris, Île de France. Hun har et effektivt partiapparat bag sig, og efter valget til LR’s præsidentkandidat i december 2021 så det faktisk også en tid ud, som om det kunne blive hende, der mødte Macron i den afgørende runde. Men siden den flotte start er det gået stadigt dårligere for Pécresse, der har vist sig overraskende svag på den store politiske scene og uden samme karisma som fx en Le Pen eller en Macron. I meningsmålingerne bider Zemmour konstant LR-kandidaten i haserne. Det kan blive begyndelsen til enden for Les Républicains som samlet parti.
Til trods for de politiske forskydninger har opinionsmålingerne også denne gang placeret Macron stabilt i front og med en betragtelig margen til konkurrenterne. Han må samtidig som alle andre forholde sig til de ændrede vilkår og en bane, der ikke længere er helt så tydeligt kridtet op. Macrons politiske budskab er ikke den fornyelse, som det var sidst. Bevægelsens program har mødt virkeligheden og fået et par stød. Meget er nået, andet er ikke – hvad enten det var De Gule Veste, epidemier eller trægheden i det politiske system, der kom imellem. Der er skuffede macronister. Lige som der er skeptiske vælgere, der i dag er tilfredse med en politiker, som nok siger, at han er fornyer, men beroligende nok fylder det centrale præsidentembede ud væg-til-væg, når kriser rammer Frankrig.
Macron har som andre set i øjnene, at stemmerne denne gang primært ligger mod højre. Præsidenten er blevet mere direkte i sine krav til en fastholdelse af Republikkens værdier, til religiøs neutralitet (laïcité) og en indvandring, der skal styres. Han lægger franskmændenes sikkerhed i front, mens han i øvrigt uden blusel låner tankegods fra Les Républicains som forhøjelse af pensionsalderen til 65 år og øgede krav til kontanthjælpsmodtagere. Der er ikke meget tilbage for Pécresse at stå på.
Et forandret Europa
Europa og EU var sidst en vigtig og definerende skillelinje mellem Macron og Le Pen. Det er det mindre i 2022, hvor ingen længere taler om helt at forlade EU. Også selv om resultatet for både Le Pen, Zemmour (og Mélenchon i den anden ende af spektret) skal være en harmløs snakkeklub, hvor Frankrig kan få lov at være sig selv. Valérie Pécresse har med det splittede bagland været nødt til at give det europæiske samarbejde nogle hvasse ord med på vejen. I virkeligheden står hun næppe så voldsomt langt fra den siddende præsident.
I dette mere mudrede billede har Emmanuel Macron alligevel ønsket endnu en gang at gøre Europa til central del af sin valgkampagne. Det har været så vigtigt, at han ikke ønskede at benytte muligheden for at flytte det franske EU-formandskab i foråret 2022, som falder sammen med den franske valgkalender. Også hans europæiske vision har ganske vist udviklet sig siden den store tale, som han holdt på Sorbonne lige efter valget i 2017. Det er i dag et Europa, der i endnu højere grad skal kunne beskytte sig selv i en verden med et stadig mere dominerende Kina, USAs ændrede geopolitiske fokus, aggressive naboer og pandemier, der afdækker forsyningskæders svaghed. Macron er ikke gået hele vejen mod protektionisme og lukkede grænser, men han har samtidig placeret sig et sted, hvor spændet til den almindelige franske vælger ikke er alt for stort.
Så kom Ruslands invasion af Ukraine, der uventet og dramatisk er blevet Macrons tunge argument for, hvorfor en styrkelse af det europæiske samarbejde, også i forhold til sikkerhed og forsvar, er mere vigtig end nogensinde. Det sker vel at mærke parallelt med substantielle franske bidrag til den aktuelle styrkelse af NATO-tilstedeværelsen mod øst. Den tyske regerings “Zeitenwende” – dens opgør med årtiers forsvars- og sikkerhedspolitik – udgør et lige så uventet og dramatisk grundlag for den bevægelse i det europæiske samarbejde, som Macron længe har efterlyst.
Politiske modstandere som Zemmour, Le Pen og Mélenchon med deres foragt for både EU og NATO fik skabt sig selv et problem med positive udtalelser om Rusland og Ruslands leder, inden det hele gik galt, og de selvsamme organisationer blev europæisk bolværk mod vanviddet. Selv Pécresse var ved at hoppe på den vogn. I forhold til det populistiske univers af suverænitet og respekt for folkets vilje kom det til at skurre fælt. Fløjene har skyndt sig at holde den russiske leder ud i passende armslængde og – mod højre – acceptere flygtninge mere eller mindre nølende, når det nu er nogle ukrainske nogle af slagsen. Men pengene passer stadigvæk ikke helt, især ikke hos Zemmour. Der er også i fransk politik et før og efter den 24. februar 2022 og den russiske invasion.
Franske vælgere forventer, at deres præsident fylder på den internationale scene. Hvad han fylder den rolle med, har derimod sjældent været det vigtigste i en valgkamp. Det er derimod – som De Gule Veste beviste – rammen om det daglige liv. Her har Macron på papiret en stærk hånd. Han går ind i en valgkampagne på baggrund af en stærk fransk økonomi, dynamisk jobskabelse, historisk lav arbejdsløshed og en reformproces, der i hvert fald er sat godt i gang.
Købekraft er tidligt af franskmændene blevet betegnet som et af de vigtigste valgtemaer. Det kan lige nu blive svært for Macron at forklare med tal og grafer, at købekraften er styrket de seneste fem år, når det individuelle indtryk af en række grunde – herunder nye, svimlende energipriser – er negativt. Værre kan desuden komme. Det er derfor endnu mere blevet et spørgsmål om en samlet politisk fortælling, der er stærk nok til at kunne overbevise den enkelte vælger. I en aktuel situation af så stor usikkerhed – efter en epidemi og med krig ved EU’s grænser – kan det meget vel være også trygheden ved det kendte tilsat hele tyngden af præsidentembedet, der bidrager til, at Macrons fortælling kan vinde stort i april. Fra Macron Den Revolutionære i 2017 til Macron Beskytteren i 2022.
Til gengæld går det muligvis ikke macronismen helt så godt, når Frankrig skal vælge nyt parlament i juni. Præsidenten kan komme til at betale for den meget høje personlige profil med et nederlag til sin politiske bevægelse La République En Marche, der har levet mere af en skyggetilværelse. LREM fik flertal i Nationalforsamlingen i 2017 og har helt efter de Gaulles bog fungeret som grundlag for de præsidentielle initiativer. Det er derimod ikke rigtig lykkedes at slå dybere rødder, som de franske kommune- og regionalvalg i 2020-2021 afslørede med al ønskelig tydelighed. De blev det traditionelle højres store triumf.
Selv om de nationale valg er en helt anden spillebane end de lokale, kan Macron godt havne i den 5. republiks utilsigtede bivirkning, den såkaldte cohabitation. Det er sket enkelte gange før, at en fransk præsident har måttet vælge en premierminister til at danne regering, der kommer fra et andet parlamentarisk flertal end hans eget. Så kan det blive svært at føre politik selv for en stærk præsident i et Frankrig med åbenbare brudlinjer. Macron er måske respekteret, men langt fra alles kop the – for klog, for glat, for rap i replikken. Kompromiser og alliancedannelser kan blive en udfordrende øvelse for ham. Det er en malfunktion af systemet, der nok ville have fået De Gaulle til at fælde mange, tunge tårer. Men sådan er den demokratiske funktion i den 5. republik også.
Vi er midt i den usikre forandringstid, som Wieviorka mener er særlig befordrende for populisme. Den er heller ikke svært at finde i Frankrig i alle de afskygninger, som de forskellige analyser af begrebet giver mulighed for. Når franskmændene nu går til valg, vil den vigtigste nyhed dette forår ikke nødvendigvis være, om det rent faktisk er Macron, der vinder. Eller om han siden vil kunne styre en ny Nationalforsamling. Det er, om vælgere til venstre som til højre vil fortsætte med at gå til stemmeurnerne frem for at blive hjemme. Det er, om de vælgere, der når så langt, vil lukke ørerne for de værste overdrivelser og bøje sig mod midten det afgørende stykke af vejen. Ironisk nok kan det blive en populist for enden af et meget langt bord i Moskva, der giver en hjælpende hånd i det stykke.
DIIS Eksperter
