Højt spil fra Macron - Satser på Europa som rygrad i sin valgkampagne
Frankrig overtog EU-formandskabet 1. januar og i denne uge var det præsident Macrons tur til at holde den traditionelle formandskabstale i Europa-Parlamentet og skyde jagtsæsonen ind.
Macron træder sjældent op på en talerstol uden for alvor at ville sige noget. Lige denne gang var der ikke de store forventninger.
Formandskabsprogrammet er allerede præsenteret i enhver tænkelig detalje i december, og der er trods alt grænser for, hvor langt et formandskab med ansvar for de 27 kan tillade sig at gå. Så joken var, hvad Macron i hvert fald ikke ville sige, som for eksempel: Oj, ved I hvad, nok med alt det franske. Vi taler engelsk. Allesammen. Og jeg begynder nu.
Det holdt stik det hele. Macron talte fransk, fransk blev talt også af andre med forpinte udtryk og i mange interessante varianter. Talen selv var generel og mest for nørder. Polen og det centrale spørgsmål om retsstaten og unionens grundlæggende værdier blev omhyggeligt pakket ind i et Camus-citat om den fælleseuropæiske civilisation og Krakows gyldne kupler. Det er ikke så sært, at Macrons tale ikke i sig selv har givet anledning til de store overskrifter.
Turen i Europa-Parlamentet er nemlig langt mere interessant for alt det, der sker udenom. Der er tradition for, at ikke mindst formandskabslandets medlemmer af Europa-Parlamentet stiller efterfølgende spørgsmål. Og man må sige, at den franske politiske opposition virkelig benyttede sig af lejligheden til at give præsidenten tørt på.
Det er for så vidt et problem, som Macron har skabt for sig selv: både at ville være EU-formand og være tænkelig kandidat til præsidentvalget i Frankrig i april. Hensigten er naturligvis, at Europa igen skal udgøre en rygrad i hans valgkampagne og helst på samme effektive vis som i 2017.
Derfor var et af hans konkrete tilsagn at tydeliggøre retten til abort og miljøbeskyttelse i EU's tekster. Det vil venstrefløjen og De Grønne i Frankrig nemlig gerne have (det sidste allerhelst i Frankrigs grundlov, men det er nu et stræk). En reform af Schengen og lidt tale om immigranter er det, som Macrons vælgere gerne vil høre.
Det er højt spil. Ingen ved, hvor meget – om noget – EU kan levere med et Polen, der allerede er på vej til at holde EU's tilslutning til en international skatteaftale som gidsel.
Det yderste højre har brugt lejligheden synkront med fremlæggelsen af Macrons fejende vision om Europa til at sætte pæle i jorden: Éric Zemmour tog naturligvis til Calais for at tale grænser og migranter. Marine Le Pen forsøger af al kraft at sløre den relative opblødning af sit partis EU-politik, der fulgte efter nederlaget til Macron i 2017, med sine krav om at “tage kontrollen tilbage”.
Og vælgerne? Ja, alt tyder på, at valg heller ikke i Frankrig vindes på udenrigs- eller for den sags skyld Europa-politik.
Hvad vælgerne derimod gerne vil have, er en præsident, der på den internationale scene ligner noget. Og her må man sige, at Macron leverer varen. Men også, at ønsket om at spille en rolle – som Frankrig alene og som Frankrig gennem EU – måske kan løbe af med fornuften.
Det er svært helt at få hoved og hale i, hvad Macron mener med et andet af de få konkrete forslag i talen i Europa-Parlamentet. Nemlig at der inden for de næste par uger opnås enighed om et forslag til ny ordning for europæisk sikkerhed og stabilitet, forhandlet først i EU, så med Nato og til sidst med russerne.
Macron vil have, at Europa skal stå på egne ben og have afgørende indflydelse på sin egen skæbne. Det har man ikke, hvis USA og Rusland lige nu sidder og forhandler alene om europæiske spørgsmål, nemlig Ukraine og alt, hvad der hører til. Det kan jo være rigtig nok.
Men man kan også spørge, hvor klogt det er netop nu at antyde alt andet end vestlig enighed. Og hvor sandsynligt det vil være, at en ny europæisk ordning ligger på bordet inden for de næste par uger.
Risikoen er, at Europa kommer til at stå endnu svagere. Og at det hele – som de ophidsede franske medlemmer af Europa-Parlamentet sagde – bare bliver til ord.
DIIS Eksperter
