Kirsten Biering

I en aktuel situation af så stor usikkerhed – efter en epidemi og med krig ved EU’s grænser – kan det meget vel være også trygheden ved det kendte tilsat hele tyngden af præsidentembedet, der bidrager til, at Macrons fortælling vinder stort i april. Fra Macron Den Revolutionære i 2017 til Macron Beskytteren i 2022.

Franskmændene har længe ventet på en klar udmelding om, hvorvidt Macron genopstiller som præsident, men med krigen i Ukraine ser det ud til, at det bliver en valgkamp uden kampagne. Det skriver Kirsten Biering.

Macron har mere end de fleste af sine forgængere set behovet for at modernisere det fransk-afrikanske forhold og få gjort helt op med Françafrique-politikken, den gamle franske vane med at ville blande sig i alle dele af de tidligere kolonier. Topmødet mellem EU og AU, der løber af stablen lige nu, er en bekvem lejlighed til at markere et fransk kursskifte overfor Afrika og særligt Sahel-regionen.

Frankrigs præsident Macron vil både være EU-formand og kandidat til præsidentvalget i Frankrig. Hensigten er naturligvis, at Europa skal udgøre en rygrad i valgkampagnen som i 2017. Men spørgsmålet er, om det er en god idé, skriver Kirsten Malling Biering, tidligere ambassadør i Frankrig.

For Frankrig er de internationale udsigter lysere med Biden i spidsen for USA, men man har heller ikke mange illusioner om, at det helt vil vende en udvikling i relationen mellem USA og Frankrig, som blev indledt inden Trump. For franskmændene ligger fremtiden stadig i et forpligtende værdibåret europæisk samarbejde

Genåbningen af det franske samfund efter corona og behovet for at kickstarte en trængt økonomi har ikke ligefrem gavnet Macrons europæiske projekt. Et nyligt fransk-tysk udspil giver på mange måder nyt håb.

Den franske præsident har i et interview erklæret NATO for hjernedød. Han har samtidig endnu en gang opfordret til et stærkere europæisk forsvarssamarbejde. Det har givet anledning til skarpe reaktioner, ikke mindst fra tysk side, hvor forsvarsministeren har taget afstand fra Macrons forsøg på “ at afskaffe NATO til fordel for europæisk forsvar”.

​Det nationale valg, der klarest afspejlede kampen om unionens værdier, var det franske. Tvekampen mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron vandt Le Pen med et mulehår. Men i det nye Europa-Parlament, hvor den liberale centergruppe med Macrons mandater kommer til at veje tungt, kan den franske præsident godt sidde tilbage med de bedste kort på hånden

Emmanuel Macron har bundet meget af sit nationale politiske projekt på at være en visionær pro-europæer, og derfor er Europa-Parlamentsvalget også et nationalt opgør for ham. Her er han hæmmet af både manglende erfaring i sit hold, og af at den ”demokratiske krise”, han selv taler om, især favoriserer populister med begrænset begejstring for EU, skriver Kirsten Biering