Geopolitisk disharmoni mellem Frankrig og UK

Ukraine-konflikten har på mange måder genskabt ’Vesten’ og revitaliseret NATO. Stillet overfor en uventet og alvorlig udfordring i nærområdet er rygmarvsrefleksen naturligt nok at stå sammen. Når det derimod handler om at vælge konkrete og fælles modforanstaltninger, kommer traditionelle uenigheder i Ruslandspolitikken tilbage.

Blandt de større magter er de europæiske yderpunkter i dette billede Storbritannien og Frankrig. Frankrig ønsker tydeligvis at mægle og få stoppet krigshandlingerne, gerne med et ’uafgjort’ resultat. UK derimod ønsker en fortsættelse af krigen, forventeligt med en ukrainsk sejr baseret på fortsatte vestlige våbenleverancer: ‘Any attempt to settle the conflict now will only cause enduring instability and give Putin licence to manipulate both sovereign countries and international markets in perpetuity.’

Bagtæppet

Bagtæppet for disse uenigheder er et generelt køligt fransk-britisk forhold. Brexit har slidt på forholdet, og der har været eftervirkninger i form af fiskeri-stridigheder (flådefartøjer indsat fra begge sider ved Jersey) og uenighed om Nordirlandsproblematikken i den samlede Brexit-pakke. Frankrig har villet vise, at Brexit var en forkert beslutning, og den britiske regering selvsagt det modsatte. Migrantoverfarterne fra Frankrig til England (specielt de mange omkomne d. 24. november 2021) skabte også splid på højeste niveau.

AUKUS

15. september 2021 eksploderede den såkaldte ’AUKUS-konflikt’, da Stillehavspagten mellem Australien, UK og USA blev præsenteret (som led i forsøget på at inddæmme Kina). I denne forbindelse trak Australien sig ud af en 66 milliarder dollars kontrakt om køb af franskproducerede diesel u-både til fordel for amerikansk leverance af atomdrevne u-både (og britisk ekspertise). Paris, der først blev underrettet få timer før offentliggørelsen af ’dolke-stødet’, svarede med at trække sine ambassadører hjem fra Canberra og Washington. Dog ikke fra London, om end den franske udenrigsminister Le Drian beskrev den britiske ageren som styret af sin ’sædvanlige opportunisme’. Franske medier mindede læserne om Napoleons nederlag mod briterne ved Trafalgar. For UK var det, i tillæg til det traditionelle parløb med USA (knap så stilrent ved den kaotiske exit fra Kabul), formentlig også en måde at tilføre substans til udtrykket ’Global Britain’, der har været anvendt i forbindelse med Brexit-processen – et glorværdigt alternativ til at være ’klemt inde’ i EU. Nu skulle Frankrigs stejle holdning i Brexit-forhandlingerne ’hævnes’.

For EU var det en ekstra diplomatisk fornærmelse, at AUKUS blev lanceret samme dag som EU præsenterede sin strategi for Stillehavet og det Indiske Ocean; sidstnævnte blev selvsagt helt overskygget. Signalet til EU og Frankrig var, groft sagt: ’vi har ikke brug for jer i forhold til vores vigtigste geopolitiske udfordring, dvs. Kina. I er for økonomisk-pragmatiske i forhold til Kina’ (Frankrig/EU deltager heller ikke i QUAD-samarbejdet (USA, Indien, Japan og Australien) eller i det angelsaksiske efterretningssamarbejde ’Five Eyes’).

EU har i det store og hele stillet sig solidarisk med Frankrig og lagt en stor frihandelsaftale med Australien på is. Både kommissionsformand von der Leyen og rådsformand Michel kom med markante udtalelser til støtte for Frankrig i forbindelse med FNs Generalforsamling i New York i september 2021. Bemærkelsesværdigt var dog, at Danmark stod uden for EU-solidariteten. Statsminister Frederiksen lagde i et opsigtsvækkende avisinterview tydelig afstand til Frankrigs reaktion (’[den] forstår jeg overhovedet ikke’), da den angiveligt kunne true det vitale atlantiske samarbejde (’det vil jeg virkelig, virkelig advare imod’).

Premierminister Johnson beskrev styrken i den franske reaktion som ’overraskende’ og tilføjede: ’donnez-moi un break’. Efterfølgende aflyste den franske forsvarsminister et møde med sin britiske kollega. Johnson og Macron talte dog i telefon, hvor førstnævnte strakte hånden ud til forsoning.

Minsk-aftalerne skilte Paris og London

De såkaldte Minsk-aftaler mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine (med Belarus som vært) udgjorde længe et håb for en mindelig løsning i forholdet mellem Rusland og Ukraine. De to østlige udbryder-provinser i Donbas skulle fortsat tilhøre Ukraine, men tildeles øget autonomi fra Kyiv. Frankrig havde være primus motor i ’Minsk II-forhandlingerne’. UK (og i mindre grad USA) lod derimod Kyiv forstå, at processen var et blindspor; aftalens forpligtelser burde negligeres, da de kun ville øge russisk indflydelse i Ukraine og bl.a. udelukke fremtidigt NATO-medlemskab. Kyiv lyttede tydeligvis kun til London i dette spørgsmål. Kort før krigsudbruddet i Ukraine anerkendte Rusland Luhansk og Donetsk som selvstændige stater og gjorde dermed en ende på Minsk-processen.

Krig: sammenhold for en stund, men…

Det geopolitiske landskab blev brat ændret med Ruslands angreb på Ukraine fra 24. februar 2022. De vestlige fordømmelser var unisone. For en stund var det ikke længere Kina, der var hovedfjenden, og AUKUS-splittelsen mellem Frankrig og UK (USA) blev fortrængt.

Snart var man imidlertid tilbage i de vante hjulspor. Storbritannien (og USA) har været primus motor hvad angår våbentilførsler til Ukraine, mens Frankrig har betragtet betydelige leverancer som en glidebane i retning af egentlig krigsdeltagelse. Den britiske efterretningstjeneste (MI6) spiller en stor rolle i dannelsen af det vestlige mediebillede af krigen.

Frankrig (og Tyskland) tilstræbte selv efter krigs-udbruddet i det længste en forståelse med Rusland og holdt linjen åben til Moskva. For en stund så det ud som om, Ukraines præsident Zelinsky accepterede en fremtidig neutral status for Ukraine. Men i takt med vestlige våbentilførsler og fremskridt på slagmarken lykkedes det igen Johnson at overdøve Macron og skærpe den ukrainske (forhandlings)position. Pr. september 2022 er der ikke udsigt til forhandling mellem parterne.

Grundforskellen forklarer alt (næsten)

Grundforskellen mellem britisk og fransk geopolitisk tænkning er ganske enkelt, at Frankrig tilstræber en multipolær verden (hvor EU er en af de globale poler sammen med USA, Rusland og Kina), mens UK ønsker at forlænge den amerikanske unipolaritet mest muligt. Alt (næsten) kan afledes herfra. Forskellen går tilbage til efterdønningerne fra Suez-konflikten 1956, hvor briterne opgav en uafhængig linje og lagde sig i den amerikanske slipstrøm. Frankrig (de Gaulle) satsede på en autonom linje med uafhængig atomslagstyrke og med udstrakte frihedsgrader indenfor den atlantiske alliance.

I den britiske opfattelse er Kina og Rusland mod-polerne, og der er ingen plads til EU/Frankrig i dette billede. Russisk ekspansionisme passer som fod i hose til denne opfattelse, idet den kan forebygge amerikansk isolationisme og fastholde USA i Europa. Polakker, rumænere, baltere og danskere støtter op om denne idealtype. På den franske side har vi de fleste kontinental- og sydeuropæere. Mønsteret har en slående lighed med Irak-uenigheden i 2003 (holdningen til den amerikansk-ledede intervention).

I forhold til både Kina og Rusland er Frankrig duen og UK høgen. Det er logisk udfra præmisserne. Ifølge en af grundreglerne i den multipolære verden skal polmagterne nok kunne tilføje hinanden nederlag i den fortløbende konkurrence, men der skal samtidig eksistere en vis ’kollegial’ stormagtsrespekt. Frankrig/EU (som aspirerende pol) skal derfor fortsat kunne omgås de andre polmagter; Rusland må f.eks. ikke ydmyges af et nederlag i Ukraine som udtalt af Macron. I den britiske grundopfattelse vil noget sådant derimod være ønskeligt. Konkurrerende polmagter bør så vidt muligt modarbejdes, det være sig via NATO eller AUKUS.

Med fortsatte russiske og kinesiske udfordringer til Vesten i de kommende år vil forskellen mellem britiske og franske grundopfattelser fortsat være i fokus, uanset navnene på deres beslutningstagere. Den vil være et referencepunkt for mindre europæiske og asiatiske lande.