Fransk forbud mod den muslimske kjole abaya

Loven fra 2004 blev i Danmark kendt som tøjklædeforbuddet. Men efter loven har eksisteret i næsten 20 år, vil det være decideret forkert at kalde den det, i og med listen over forbudt tøj konstant er blevet udvidet og udvidet i en stræben efter at skabe et homogent og stabilt sekulariseret samfund.

Loven indskrev en ekstremt snæver tolkning af sekularisme, der er så indskrænkende, at den fjerner muligheden for et samfund med forskelligheder. Om kort tid fylder loven tyve år. Det er en lejlighed til at se tilbage og overveje dens virkninger på det franske samfund.

Lad os begynde med et kort overblik over, hvordan loven blev udarbejdet. Den blev vedtaget i 2004 med udgangspunkt i et stærkt princip om sekularisme (laïcité), som i sig selv er en søjle i opbygningen af ​​den franske nationalstat.

Efter den såkaldte Creil-sag fra 1989, hvor tre unge piger blev bortvist fra deres skole, efter de nægtede at fjerne deres hovedbeklædning i klassen, havde man i en årrække diskuteret, om det at bære tøj eller tegn, som viste ens religiøse tilhørsforhold, udgjorde en trussel mod den franske nations sammenhængskraft.

Kunne man på en og samme tid ved at bære bestemte symboler tilkendegive et klart tilhørsforhold til en bestemt religion, men samtidig opfatte sig selv og blive opfattet af andre som fuldgyldigt medlem af Frankrig? Udgangspunktet for loven var nej. Og derfor blev der indført restriktioner på, hvordan man gennem sin beklædning må vise et religiøst tilhørsforhold.

Har loven skabt bedre sammenhængskraft?

En af de primære intentioner med sådan en lov er at sikre social sammenhængskraft og mindske spændinger og konflikter.

Tyve år senere må det siges, at loven tilsyneladende skaber flere konflikter, end den løser. Dens primære effekt synes at have været en uendelig gentagelse af de debatter og kontroverser, der skabte loven i første omgang.

Flere og flere tøjgenstande bliver genstand for debat om, hvorvidt denne her beklædningsgenstand nu er en trussel mod sammenhængskraften. Dermed udvides listen over tøjgenstande, der skal omfattes af forbuddet i en uendelighed: sløret, bandanaen, den lange nederdel, burkinien, burkaen og mest nyligt abayaen.

Måske er det derfor på tide at indrømme, at det svar, loven fra 2004 gav på spørgsmålet om, hvordan man kan leve sammen, ikke var det rigtige. Lovens svar var, at forskelligartede kulturer og religioner kun kan leve sammen i et strengt sekulariseret samfund, hvor alle synlige tegn på forskellighed er forbudt.

Ansvaret for at skabe sammenhængskraften og sikre sekularismen blev placeret på skolebørnenes skuldre i stedet for på statens medarbejdere: Det blev op til disse børn at udvise diskretion i deres påklædning og dermed demonstrere deres evne til at leve sammen. Staten blev fritaget ansvaret for at vise sine egne borgere, hvad man er fælles om i Frankrig, og hvilke fælles værdier sekularismen indebærer, som stadig levner plads til forskellighed, og som handler om andet og mere end, at man i hvert fald ikke må vise, hvad man tror på.

Loven fra 2004 indskrev en urokkelig og snæver sekularisme, der er så usikker, at den ikke kan rumme udtryk for forskelligheder. Denne version af sekularisme er baseret på en forestilling, der er bredt delt, men sjældent indrømmet af dens tilhængere, om at hvis disse forskelle undertrykkes længe nok, vil de til sidst forsvinde og skabe en jævn, homogen social enhed.

Og alligevel har loven fra 2004 langt fra udvisket visningen af islam i det franske samfund, den har tværtimod øget dens synlighed.

Det er værd at bemærke, at loven fra 2004 gik imod Conseil d'Etat, Republikkens råd af vismænd, som da spørgsmålet blev henvist til rådet af undervisningsministeren under Creil-sagen (i 1989), fastslog, at "det at elever bærer tegn, hvormed de ønsker at vise deres tilslutning til en religion, i sig selv ikke er uforeneligt med sekularismens princip" (Avis du Conseil d'État No 346963, 27. november 1989).

Allerede i begyndelsen af ​​2000'erne blev loven udnyttet af de folk, religionsantropologen og specialisten i islamiske spørgsmål Bruno Étienne (der tilfældigvis også var min onkel), kaldte 'sekularismens fundamentalister'. Lovens snævre fortolkning af sekularisme vendte op og ned på Frankrigs sande sekularisme, der er indskrevet i loven fra 1905, som indebærer en forpligtelse til neutralitet for statens agenter - dermed pålagt voksne, i stedet for Republikkens børn.

Udgangspunktet for Frankrigs oprindelige sekularisme var, at statens religions neutralitet gør det muligt at leve sammen, at danne en social og politisk enhed på tværs af forskelligheder. Oprindeligt var sekularismen aldrig beregnet til at undertrykke forskelle, heller ikke dem der kommer til udtryk gennem ens påklædning.

Hvad gavner en lov, som havde til formål at sikre sammenhængskraften, hvis den ikke skabe forsoning, men derimod øger opmærksomheden om forskelligheder, problematiserer disse forskelligheder og kun øger lysten til at bryde loven?

Det, der er sikkert, er, at denne lov kun har skærpet ønsket om at finde måder at omgå den på. Derfor er det på tide at spørge, om en lov, der konstant har ført til forsøg på at omgå den - med bandanaen (der tidligere blev brugt til at erstatte sløret, før den blev forbudt), den lange nederdel og nu (angiveligt) abayaen - virkelig er den lov, Frankrig har brug for.

Med den seneste regeringsskabte kontrovers, hvor man med en ministeriel skrivelse beder skoleledere om at overvåge brugen af ​​abaya (og qamis), trykker regeringen bevidst på den grænseoverskridende knap, der er indeholdt i alle tvangslove.

Før skrivelsen blev udsendt tilføjede Frankrigs undervisningsminister Gabriel Attals i sidste øjeblik det mandlige beklædningsstykke gamis til skrivelsen, så forbuddet mod nye beklædningsgenstande kom til at virke mindre rettet mod kvinder. Dermed kunne man give indtryk af, at regeringen (i modsætning til religiøse fundamentalister) går op i ligestilling mellem kønnene, på trods af at det først og fremmest er kvindens krop, og det tøj hun måtte ønske at bære, der overvåges og rammes af denne lov.

Den ultimative ironi er, at loven fra 2004 skulle sikre en ramme, vi alle er enige om at forsvare nemlig en religionsneutral stat, hvor borgere kan leve frit med tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed. Men i praksis har den gjort det modsatte.

Analysen er oprindelig udgivet i Jyllands Posten.