Heller ikke Macron kan klare sig uden et tættere forsvarssamarbejde
Præsident Macron har siden sin tiltrædelse i 2017 gjort styrkelsen af EU og det, han kalder europæisk suverænitet til en hovedprioritet – Europas evne til bedre at råde over egen skæbne.
Når stats- og regeringscheferne torsdag 10. marts til fredag 11. marts mødes under fransk EU-formandskab på Versaillesslottet er det med de store spørgsmål af betydning for den suverænitet på dagsordenen - energi, økonomi, forsvar og sikkerhed. Det har især været op ad bakke for Macron at få alle europæere til at bide på krogen, når det gælder sikkerhed og forsvar. Det kan den franske præsident også godt lidt have sig selv at takke for.
Han fik i et stort interview i 2019 kaldt Nato for "hjernedød". Det blev bevis for mange på, at han var ved at lægge Atlantpagten i graven. Det er i hvert fald uafviseligt, at han kan være lidt for rap i replikken.
Han konstaterede i realiteten ikke mere, end at man på det tidspunkt havde en alliance, som en amerikansk præsident – Donald Trump – åbent drog i tvivl. En alliance, hvor for eksempel Nato-partneren Tyrkiet angreb de allieredes allierede i Syrien – kurderne – og indledte et tæt forsvarssamarbejde med Rusland. Kroppen fungerede, men der måtte altså være lidt i vejen med hovedet.
Hvis man skulle være i tvivl om, hvor lidt Macron har ønsket at fjerne sig fra den store allierede i Washington, kan man iagttage hans reaktionsmønster i kølvandet på ubådsaffæren i 2021. Australiens fravalg af de bestilte franske ubåde og deres engagementet i en ny sikkerhedsalliance med USA for Det Indiske Ocean og Stillehavet, fik det til at dampe ud af ørerne på franskmændene af raseri.
Macron selv sagde længe intet – i hvert fald om USA's rolle i sagen. Og det, han endelig sagde, blev for lukkede døre. For heller ikke Frankrig kan klare sig uden USA for sin sikkerhed. Heller ikke Frankrig kan klare sig uden Nato.
Paris fik samtidig det ud af ubådsaffæren, at Washington i en fælleserklæring bekræftede, hvad på fransk hold er og bliver centralt, nemlig at "et stærkere og mere kapabelt europæisk forsvar - komplementært til Nato" blev hilst velkommen.
Det betyder i fransk perspektiv at bygge energisk videre på den proces, der allerede er godt i gang i EU. EU-rammens objektive ambitionsniveau er højt, men der har hidtil ikke været den store kollektive lyst til at omsætte alle ord til handling.
Der bliver man nødt til at huske på, siger den franske præsident, at der så langt tilbage som i 1999 på det europæiske topmøde i Køln blev truffet beslutning om øgede europæiske militære kapabiliteter og evne til autonome operationer. Det begynder at haste. Den gang forholdt det europæiske samarbejde sig til krigene på Balkan. I dag skal det forholde sig til russisk invasion i Ukraine. Verden er ikke blevet lettere.
Der er så også dem, der ser med nogen mistro på Frankrig og franske motiver. Det er ikke helt uset, at Paris har prøvet at gøre franske interesser til alle andres. Når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt en europæisk forsvarsdimension skal være integreret i lommen på Frankrig, er det derfor værd at tage turen for eksempel omkring en tale, som Macron holdt på Ecole Militaire tidligt i 2020:
"Ønsket om national suverænitet (for det franske forsvar) er ikke uforeneligt med vores ønske om at udvikle europæiske kapabiliteter. Det er en forudsætning. Samarbejde opnås bedst, når man suverænt kan bestemme, om man overhovedet vil samarbejde".
Der er ingen grund til blindt at stole på franskmændene. Hvorfor skulle man dog det. Men det er værd at notere, at den franske præsident insisterer på sit forsvars nationale suverænitet. Et tættere europæisk forsvarssamarbejde forudsætter respekt for det, som det vil forudsætte det for alle andres. Så meget bør man nok have med i ligningen. En Europahær under overstatslig styring - bare som eksempel - ville stemme dårligt med traditionel fransk tænkning.
DIIS Eksperter
