Taliban tilbage ved magten

Angrebet på USA den 11. september 2001 og den efterfølgende amerikansk-ledede invasion af Afghanistan har været afgørende begivenheder for udviklingen i den globale jihadisme de seneste 20 år. Nu hvor Taliban har generobret magten i Afghanistan, er al-Qaeda og IS igen i søgelyset. Organisationerne har i årenes løb formået at omgruppere sig, reorganisere sig og slå tilbage. Så hvordan vil Talibans magtovertagelse påvirke deres fremtid i Afghanistan og i udlandet? Og hvad fortæller forskningen os om IS og al-Qaedas udvikling de seneste to årtier?

Den 11. september 2001 kaprede en gruppe jihadister med tilknytning til al-Qaeda, som på det tidspunkt var ledet af Osama bin Laden, fire kommercielle fly. To af dem blev fløjet ind i de to tårne kendt som World Trade Center i New York. Resultatet blev tusindvis af civile ofre. Begivenheden blev på flere måder afgørende for udviklingen i den globale jihadisme, da den resulterede i den amerikansk-ledede invasion af Afghanistan senere samme år. Invasionen var medvirkende til at drive al-Qaeda væk fra organisationens primære tilflugtssted, hvorefter den dannede filialer i bl.a. Algeriet og Yemen.

I 2014 løsrev al-Qaedas irakiske gren sig officielt fra organisationen og etablerede sig som en selvstændig transnational aktør – den såkaldte Islamisk Stat (IS). IS erklærede efterfølgende et kalifat, og bevægelsen nåede på sit højdepunkt at kontrollere et område, der dækkede store dele af det nordlige Irak og Syrien. Dog lykkedes det i marts 2019 kurdisk-ledede enheder og pro-iranske shiamuslimske militser, med omfattende amerikansk luftstøtte, at fordrive IS fra alle befolkningscentre i dens kerneområde.

Med Talibans magtovertagelse i Afghanistan er al-Qaeda og IS, som begge fortsat er aktive i landet, igen kommet i internationalt søgelys.

Men hvad er så den aktuelle status på IS og dens største transnationale rival, al-Qaeda, tyve år efter den 11. september 2001, tre et halvt år efter nedkæmpelsen af IS' "kalifat" og med Taliban tilbage ved magten i Afghanistan? Hvor indflydelsesrige er organisationerne og i hvilke dele af verden er de aktive? Og hvordan kan man forklare deres modstandsdygtighed over for de hårdhændede metoder, der er blevet anvendt i kampen mod terror?

Al-Qaeda og IS i dag

I 2020 var al-Qaeda og IS på globalt plan involveret i organiseret vold – dvs. kampe mod regeringer, ikke-statslige grupperinger eller angreb på civile – i mindst 28 lande. Nogle af de berørte stater som f.eks. Østrig og Frankrig oplevede kun få terrorangreb, som IS tog skylden for, mens andre kun oplevede mindre oprør, som f.eks. i det nordlige Kaukasus i Rusland. Alligevel har de to organisationers tilknyttede grupper øget deres tilstedeværelse markant i flere andre lande. På trods af IS’ tab af territorium i Irak og Syrien, er de stadig til stede i begge lande. Faktisk var IS markant mere aktive i 2020 end i 2019. I Syrien fordobledes antallet af dødsfald som følge af angreb relateret til IS, mens angreb i Irak førte til en stigning i dødsfald på over 30 procent.

Ud over Irak og Syrien er der fire brændpunkter for jihadistisk vold - alle på det afrikanske kontinent. I Mali og Burkina Faso er der jævnligt sammenstød mellem al-Qaeda-tilknyttede jihadister, som allerede i 2012 var involveret i den midlertidige dannelse af “den islamiske stat Azawad”, og deres rivaler i Islamisk Stats afdeling i Storsahara (ISGS).

Et par tusinde kilometer længere mod øst har gruppen Islamisk Stats Vestafrikanske Provins ISWAP - tidligere kendt som Boko Haram - udvidet sin tilstedeværelse fra det nordlige Nigeria til Cameroun, Tchad og Niger.

På den anden side af kontinentet, i Somalia, nyder den al-Qaeda-tilknyttede gruppe al-Shabaab fortsat godt af den manglende statslige tilstedeværelse i store dele af landet. Og i Mozambique har Ansar al-Sunnah, der oprindeligt var en lille lokal jihadistisk bevægelse, erklæret sin troskab til IS og kæmper nu under navnet Islamisk Stats Centralafrikanske Provins (ISCAP). Selv om angrebene i Mozambique geografisk set er begrænset til den nordøstlige Cabo Delgado-provins, med en vis spredning til den tanzaniske side af grænsen, er angrebenes intensitet mod både civile mål og regeringsmål steget drastisk.

Efter Nigeria og Somalia var Mozambique i 2020 det land, der var hårdest ramt af al-Qaeda- og IS-relateret vold.

 
I Vesten har IS taget ansvar for så godt som alle angreb siden 2014. I perioden 2014-2019 var angrebene i Vesten mest hyppige og intense, som følge af eksistensen af IS’ selvudråbte kalifat. Data fra Uppsala Conflict Data Program (UCDP) viser, at IS-relaterede angreb i Vesten alene mellem 2015 og 2017 kostede 307 mennesker livet. Heraf kan godt en tredjedel af dødsfaldene henføres til angrebene i Paris i november 2015.

IS' evne til at mobilisere og instruere krigere i Vesten faldt imidlertid kraftigt, da bevægelsen begyndte at tabe territorium i Irak og Syrien. Dette afspejlede sig tydeligt i antallet af dræbte, som faldt til 24 i årene 2018-2020. Derimod har Al-Qaeda kun taget ansvaret for to enkeltstående angreb i Vesten de seneste syv år: Angrebet på Charlie Hebdo i 2015 og skyderiet på en amerikansk flådestation i Pensacola i 2019.

Hvilken rolle spiller militære interventioner?

De seneste tyve år har den dominerende strategi i kampen mod den jihadistiske trussel været bundet op på brug af militære midler. 11 af de 25 lande i Afrika, Mellemøsten og Asien, som i 2020 oplevede organiseret vold med tilknytning til al-Qaeda eller IS, modtog eller havde modtaget ekstern militær støtte i form af aktive tropper i løbet af de seneste ti år.

De militære indsatser mod jihadister har i nogle tilfælde ført til konkrete resultater på kort sigt: De intervenerende magter har med deres militære overlegenhed ofte formået at opløse jihadisternes protostater og genetablere kontrollen over større befolkningscentre. Dette var tilfældet i det nordlige Mali i 2013, hvor den islamiske stat Azawad blev opløst, ligesom Islamisk Stat i marts 2019 var blevet fordrevet fra alle de større byer, som organisationen havde kontrolleret i Syrien og Irak. Selv uden direkte militære indgreb har USA's dronekampagne formået at svække jihadistgrupper gennem målrettede angreb på højtstående ledere.

På trods af de militære resultater har jihadisterne før eller siden ofte været i stand til at omgruppere sig, reorganisere deres oprør og slå tilbage – i nogle tilfælde stærkere end før. Udviklingen viser, at militære interventioner på lang sigt mod forventning risikerer at styrke jihadisterne. Dette sker særligt, når interventionerne medfører store civile tab og jihadisterne udnytter muligheden for at fremstille sig som frihedskæmpere, der tager kampen op mod udefrakommende undertrykkere.

I de seneste år er der sket et skifte i forhold til hvem, der intervenerer militært, idet vestlige stater er blevet mere og mere tilbageholdende med at deltage i militære indsatser. Dette illustreres af både USA's tilbagetrækning fra Afghanistan og Irak og af Frankrigs planer om at afslutte "Barkhane"-missionen i Sahel i 2022.

Omvendt indtager ikke-vestlige stater som Iran, Rusland, Tyrkiet og Saudi-Arabien en stadig mere aktiv rolle. Styrker fra Rwanda, støttet af tropper fra samarbejdsorganisationen for det sydlige Afrika (SADC), er for nylig gået ind i kampen mod IS' filial i Mozambique. Det er i denne forbindelse vigtigt at bemærke, at jihadisterne ikke kun har mobiliseret sig mod vestlige nationer som undertrykkere. Den offentlige modstand mod Etiopiens militære tilstedeværelse i Somalia var for eksempel en væsentlig faktor for støtten til al-Shabaab.

I Kashmir har jihadister længe mobiliseret sig mod det indiske styre i et forsøg på at forene den omstridte region med Pakistan. Og da Tyrkiet i 2014 tilsluttede sig den USA-ledede koalition mod IS, førte det til en række IS-inspirerede og -koordinerede angreb mod tyrkiske mål – og dette på trods af, at Tyrkiets borgere overvejende er sunnimuslimer.

Hvorfor er disse bevægelser så modstandsdygtige?

Al-Qaeda og IS indrammer deres oprør i lignende religiøse termer og trækker på en fortælling, der fokuserer på både indenlandske og udenlandske aktørers fornærmelse og undertrykkelse af religionen. Der ligger imidlertid mange forskellige faktorer til grund for, hvorfor enkeltindivider beslutter sig for at støtte eller tilslutte sig en jihadistisk bevægelse. I nogle områder kan det være betinget af socioøkonomiske forhold, mens det i andre kan være påvirket af marginalisering, en personlig agenda eller jihadisternes diskurs om globaliseringen som et vestligt projekt, der gennemføres på bekostning af verdens muslimer. Forskningen viser, at politisk indignation over regimer, der opfattes som undertrykkende eller uretfærdige, er en anden vigtig forklaringsfaktor.

Når det gælder de socioøkonomiske forklaringer, er der meget forskellige mekanismer i spil fra region til region. I flere af Sahel-landene har jihadisterne udnyttet en frustration hos lokalbefolkningen, der lider under mangel på offentlige ydelser, sikkerhed og økonomiske udfordringer.

I Bangladesh blev en af de største terroraktioner – modsat hvad man måske ville forvente i et udviklingsland – kædet sammen med en velstående studerende på et privatuniversitet, der var blevet påvirket af propaganda fra jihadister på internettet. Der findes altså ingen enkle forklaringer, som gør sig gældende i enhver regional sammenhæng.

På organisatorisk plan har en nøglefaktor for al-Qaedas og IS' succes været den fleksibilitet, som deres regionale filialer opererer under. Da de fleste filialer (eller de fraktioner, de består af) allerede eksisterede som mere eller mindre sammenhængende oprørsgrupper, før de erklærede troskab til al-Qaeda eller IS, havde de også allerede veletablerede rekrutteringsnetværk. Med andre ord er deres rekrutteringsstrategi i høj grad tilpasset den lokale dynamik, og f.eks. varierer betydningen af religion markant fra region til region. Generelt har al-Qaeda og IS fået fodfæste i konfliktrammer, hvor de lokale frustrationer spiller sammen med den religiøse "løsning", som de to bevægelser tilbyder. 

Vi ved også fra tidligere forskning, at der er en tendens til, at oprørsgrupper er mere modstandsdygtige, hvis de kan søge tilflugt fra en stats oprørsindsatser ved at krydse grænsen til et nabolands territorium. Det skyldes ganske enkelt, at en stats militær ikke kan operere frit uden for landets grænser. Herudover er samarbejde og gensidig udveksling af efterretninger ofte hæmmet af rivaliserende strategiske interesser mellem nabolande.

Al-Qaeda og IS kan netop drage fordel af denne form for operationelle fleksibilitet, fordi deres kamp er transnational. De er ikke afhængige af noget land eller territorium – i modsætning til oprørsgrupper, der er blevet dannet med det udtrykkelige formål at vælte en regering, opnå territorial autonomi eller at løsrive sig fra en specifik etnisk befolkningsgruppe.

Hvis vi f.eks. ser på al-Qaeda, mistede bevægelsen sin sikre base i Afghanistan og Pakistan efter invasionen i 2001. Men de formåede at tilpasse sig nederlaget ved at trække på og investere mere i sit transnationale netværk af tilknyttede organisationer, f.eks. i Algeriet, Irak og Yemen.

Hvad angår de tilknyttede regionale organisationer, har nogle af disse også udviklet sig til selv at blive transnationale aktører. F.eks. var al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb (AQIM) oprindeligt en algerisk jihadistisk oprørsgruppe, som blev presset af den algeriske antiterror-indsats og i årenes løb næsten blev ubetydelig i Algeriet. Sideløbende med bevægelsens tilbagegang i Algeriet udvidede dele af den sig imidlertid til nabolandet Mali i syd, hvor den etablerede forbindelser med lokale oprørsbevægelser. Al-Qaedas nye tilknyttede organisation i Sahel er et resultat af en række af den type sammenlægninger, og er både er aktiv i Mali og i Burkina Faso.

Politiske løsninger

Nyere forskning viser, at det er sværere at indlede forhandlinger, når en bevægelse eller en konflikt er blevet grænseoverskridende. Der er meget få eksempler på reelle fredsforhandlinger med al-Qaeda eller IS-tilknyttede oprørsgrupper til trods for lejlighedsvise forhandlinger om midlertidige våbenhviler, humanitær adgang til konfliktområder eller fangeløsladelser. Selvom Taliban ved første øjekast kan fremstå som et eksempel på det modsatte, bør man holde sig for øje, at der er tale om en bevægelse, hvis kamp altid har været fokuseret på Afghanistan. På trods af deres beskyttelse af al-Qaeda har talibanerne altid været en selvstændig og uafhængig organisation.

Andre jihadistiske oprørsgrupper, der har underskrevet fredsaftaler, er på samme vis kendetegnet ved deres snævre nationale fokus - herunder MILF-oprørerne i Filippinerne i 2014. Lignende eksempler findes i Tadsjikistan, hvor en fredsaftale gjorde det muligt at etablere det såkaldte Islamiske Renæssanceparti i 1997, og i Somalia, hvor flere islamistiske fraktioner i 2008 underskrev Djibouti-aftalen og gik sammen i en føderal overgangsregering.

En af udfordringerne ved at forhandle med transnationale jihadistiske bevægelser er bl.a. deres vidtrækkende, radikale krav, hvor nationale grænser, demokratisk politik samt grundlæggende menneskerettigheder for væsentlige dele af den ikke-mandlige, ikke-sunnitiske muslimske del af befolkningen afvises. Men også deres transnationale aspirationer er en udfordring: For hvis en bevægelse stræber efter transnational ekspansion eller oprettelse af et kalifat, hvorfor skulle den så gå med til at demobilisere og opgive sin kamp til gengæld for politisk magt eller territorial autonomi i en bestemt stat eller region? Logikken i konventionelle politiske forhandlinger lader altså til at være tilsidesat.

En anden udfordring knytter sig til de målgrupper, som både regeringer og transnationale jihadister kommunikerer til. De fleste grupper, der er tilknyttet al-Qaeda og Islamisk Stat, er forbudte terrorgrupper. Derfor er det meget upopulært for de fleste regeringer, der er berørt af de to bevægelsers vold, at forhandle med dem.

Samtidig kommunikerer jihadisterne også til et transnationalt publikum og har et ønske om at vise sig som mere fromme krigere end andre oprørsgrupper eller jihadistiske rivaler. Det besværliggør også kommunikationen med deres tilhængere, at de ønsker at forhandle med selvsamme regeringer, som de jævnligt fordømmer som "apostater" og "vantro".

Den seneste udvikling kan være et udtryk for en ændring - i hvert fald hvad angår al-Qaeda-tilknyttede grupper. Al-Qaedas centrale ledelse er gennem en årrække blevet svækket som følge af drabene på mange af bevægelsens højtstående medlemmer. Det har markant begrænset ledelsens evne til at kommunikere og koordinere med de regionale medlemsgrupper, der i stigende grad handler selvstændigt.

Sidste år meddelte al-Qaedas Sahel-afdeling, JNIM, at den var villig til at indlede fredsforhandlinger, hvis Frankrig trak alle sine styrker tilbage fra regionen. Siden er der ydermere rapporteret om en hemmelig aftale mellem Burkina Fasos regering og JNIM i de nordlige dele af landet.

Et andet eksempel er den syriske jihadistgruppe Hay'at Tahrir al-Sham. De brød forbindelserne med al-Qaeda i 2016 og har siden forsøgt at præsentere sig som en moderat, pragmatisk islamisk gruppe. De har indikeret, at de er åbne for dialog og forhandling. Det bliver derfor interessant at følge, om der i fremtiden opstår lignende tilfælde, eller om de ovennævnte eksempler forbliver undtagelser.

Det er muligt, at man ved at svække forbindelserne mellem al-Qaeda, IS og deres regionale tilknyttede grupper kan lykkes med at etablere forhandlinger - selv om vi endnu ikke har nogen sammenlignelige eksempler for IS-tilknyttede grupper.

Taliban ved magten – hvilke konsekvenser har det for al-Qaeda og IS?

De Taliban-ledere, der sad med til fredsforhandlingerne med USA i Doha, forsikrede om, at de ikke ville tillade en genopblussen af al-Qaeda på deres territorium. Taliban har væsentlige incitamenter til ikke at bryde det løfte. Først og fremmest får den nye Taliban-regering brug for international økonomisk bistand. Siden 2002 har EU udbetalt over fire milliarder euro i udviklingsbistand til Afghanistan – intet land har modtaget mere.

Selv om Taliban-styret søger tættere forbindelser med ikke-vestlige magter – f.eks. Rusland, Kina, Iran eller Pakistan – har disse lande også en strategisk interesse i at mindske risikoen for terrorisme mod deres egne borgere og vil derfor presse på for at få Taliban til at inddæmme al-Qaeda.

Herudover er Taliban i dag ikke afhængig af al-Qaedas støtte, hvilket adskiller sig fra tidligere, hvor et mere sammenhængende og stærkere al-Qaeda støttede Taliban økonomisk. Det var imidlertid på et tidspunkt, hvor al-Qaeda selv havde en solid styrke på tusindvis af krigere, hvoraf mange var udlændinge. I dag er al-Qaedas finansielle kapacitet drastisk reduceret.

For det tredje kan en række al-Qaeda-orkestrerede angreb i Vesten udløse endnu en vestlig militæraktion, selvom dette på kort sigt er usandsynligt. Dette ville dog kunne destabilisere eller vælte det nye Taliban-styre – et scenario, der ikke er i Talibans strategiske interesse.

Der er dog også grunde til at være skeptisk. Det er først og fremmest ikke sikkert, at Talibans udtalelser giver det fulde billede af deres forbindelser med al-Qaeda. Til at begynde med har Taliban-ledere og politikere med tilknytning til bevægelsen ved forskellige lejligheder i de seneste år talt meget positivt om al-Qaeda. Dette tæller bl.a. offentligt at minde Osama bin Ladens død og glorificere fælles kamphandlinger mod fremmede magter.

Det faktum, at Taliban og al-Qaeda i flere årtier har haft et samarbejde - selv i årene efter invasionen i Afghanistan i 2001 - betyder, at der stadig er et bånd mellem dem.

En relevant overvejelse er, at både al-Qaedas øverste ledelse omkring Ayman al-Zawahiri og lederne af de tilknyttede regionale grupper fortsat sværger troskab til Taliban. Og dette er på trods af Talibans formelle garanti over for USA om, at de ikke vil lade al-Qaeda bruge Afghanistan som tilflugtssted.

IS er den tredje jihadistiske aktør i Afghanistan. Bevægelsen har allerede haft konflikter med Taliban i løbet af årene og har mistet mange krigere i væbnede konfrontationer mellem de to, herunder flere af de øverste IS-ledere.

Begivenhederne i Afghanistan afspejler begivenhederne på andre slagmarker. Dette gør sig gældende i f.eks. Sahel, Yemen og Somalia, hvor lokale IS-tilknyttede grupper har kæmpet mod al-Qaeda-tilknyttede grupper. Hvis Taliban konsoliderer sit greb om magten i Afghanistan, er udsigterne dystre for IS. Kun få timer efter Talibans overtagelse af Kabul florerede der billeder af liget af en tidligere IS-leder, som tilsyneladende var blevet dræbt af Taliban-krigere under et fangeangreb.

Forskellige casebaserede undersøgelser viser, at den offentlige støtte til transnationale jihadistiske grupper kan undermineres ved at integrere islamistiske aktører i det politiske system. De politiske systemers relative åbenhed over for islamistiske partier i Syd- og Sydøstasien er blevet fremført som en forklaring på, hvorfor al-Qaeda og IS på trods af et vedvarende oprør i Filippinerne har haft svært ved at ekspandere yderligere i denne del af verden.

Det kan ses som en indikation på, at integrationen af islamister i de politiske systemer potentielt kan være et bolværk mod transnational jihadisme. Men selv om Talibans magtovertagelse kan svække IS-tilknyttede grupper i landet, kan det dog stadig inspirere andre jihadistiske bevægelser. I dette tilfælde kan det have en regionalt afsmittende effekt, som kan ses ved, at det pakistanske Taliban var hurtigt til at stadfæste sin troskab til det afghanske Talibans ledelse.

Indtil videre har det pakistanske Taliban fungeret som en søsterorganisation til det afghanske Taliban, idet begge bevægelser har vedtaget et nationalt orienteret fokus. Om Talibans overtagelse kan føre til et øget transnationalt samarbejde mellem IS og al-Qaeda, er svært at slå fast. Under alle omstændigheder kan vi konstatere, at jo større de afghanske talibaneres vilje er til at dele magten og tiltrække støtte fra andre stater, jo mindre sandsynligt er det, at de vil være villige til at styrke deres formelle bånd til deres pakistanske partnere på den anden side af grænsen, da dette sandsynligvis vil udløse både indenlandsk og transnational modstand.

Yderligere læsning:

Bunzel, Cole. “From Paper State to Caliphate: The Ideology of the Islamic State.” The Brookings Institution, Analysis Paper 19 (marts 2015).

Finnbogason, Daniel, og Isak Svensson. "The missing jihad. Why have there been no jihadist civil wars in Southeast Asia?." The Pacific Review 31.1 (2018): 96-115.

Harpviken, Kristian Berg. "The transnationalization of the Taliban." International Area Studies Review 15.3 (2012): 203-229.

Kovacs, Mimmi Söderberg. "Negotiating Sacred Grounds? Resolving Islamist Armed Conflicts." International Negotiation 25.3 (2020): 375-388.

Lia, Brynjar. "Jihadism in the Arab world after 2011: Explaining its expansion." Middle East Policy 33.4 (2016): 74-91.

Mendelsohn, Barak. The al-Qaeda Franchise: the Expansion of al-Qaeda and its Consequences. Oxford University Press, 2015.

Sheikh, Mona Kanwal. 2017. “Expanding Jihad: How al-Qaeda and Islamic State find new battlefields.” Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).