Den Kolde Krig, krigen mod terror og krigen i Ukraine: Konfliktbundter gør konfliktløsning vanskelig
Den Kolde Krig bliver ofte portrætteret som en global kamp mellem demokrati og kommunisme, men samtidig bestod den af en lang række lokale konflikter Latinamerika, Afghanistan, Angola der blev bundet op på den dominerende konfliktfortælling.
Det er mere end 30 år siden, Sovjet Unionen brød sammen, men der er stadig meget at lære af den måde Den Kolde Krig formåede at binde lokale konflikter sammen og dermed gøre dem lagt mere komplicerede og med langvarige konsekvenser. Situationen i Afghanistan er et godt eksempel på de konfliktlinjer, der blev forstærket af stormagternes involvering og stadig sætter sine spor i dag.
Vi har set et gentagende mønster i den måde, vi tilgår verdens konflikter på. Terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001 udløste en global krig mod terror, som hurtigt blev til en fortælling om en kamp mellem frihed og demokrati på den ene side og jihadisme på den anden. Vores måde at agere på og tale om krigen i Ukraine handler også i de dominerende forståelser om en global kamp om værdier, og styresystemer. Udfordringen ved at hive konflikter op til et niveau, der handler om værdikamp og civilisatoriske forskelle, er, at det vanskeliggør det diplomatiske arbejde, mægling og deeskalering.
Studier af konflikter i lande som Mali, Yemen, Syrien og Afghanistan viser, at jihadister er involveret i lokale stridigheder om ressourcefordeling, land og adgang til magt og repræsentation. Men når de bindes op på den større værdimæssige eller civilisationsfortælling om en dybereliggende konflikt mellem Islam og Vesten, får de tilført et nyt lag. På den måde er konflikterne mere tilbøjelige til at tiltrække transnationale aktører, internationale interventioner, og der kommer dermed flere versioner af, hvad konflikten egentlig handler om.
Ny forskning peger på, at konflikter som involverer jihadister, meget ofte udvikler sig til noget, man kunne kalde konfliktbundter, hvor en lokal konflikt tiltrækker både regionale aktører, og som regel også internationale interventioner mod jihadisme, og måske ydermere fremmedkrigere fra fjerne egne. De forskellige lokale, regionale, og internationale aktører mobiliserer fra hver deres lag, og det bliver langt vanskeligere at sætte en ring om, hvad det er for interesser, der er på spil, og dermed kan det blive nærmest umuligt at løse konflikten.
Hvis vi for eksempel tager en materiel konflikt mellem forskellige befolkningsgrupper om adgangen til en brønd eller retten til et stykke land, så er der ringe sandsynlighed for, at den bliver løst med traditionelle konfliktløsningsværktøjer som forhandlinger om ressourcefordeling eller magtdeling, hvis den part i konflikten er jihadister.
Udviklingen henimod en flerlaget konfliktkonstellation – et konfliktbundt - så vi for eksempel med det Arabiske forår i Syrien, der startede med protester mod et autoritært regime i 2011. Det blev dog hurtigt til et podium for regional rivalisering, og det udløste indblanding fra en række ikke-statslige aktører, en voldsom borgerkrig og international militær intervention. Den form for konfliktkompleksitet skal det internationale samfund være opmærksom på at undgå at bidrage til.
Ikke alene blev Syrien til en konfliktarena, der havde potentialet til at blive til "en tredje verdenskrig", som mange iagttagere dengang advarede om, men virkeligheden på jorden udfordrede også traditionel konfliktløsningstænkning og spørgsmålet om, hvilke parter man skulle bevæbne eller bekæmpe, splittede det internationale samfund. På grund af involveringen af jihadistiske aktører – nogle lokale, andre udlændinge – og med etableringen af ISIL og det territoriale kalifat blev konflikten yderligere kompliceret.
Vi ved fra forskningen, at de diplomatiske værktøjer sjældnere bliver brugt eller har mindre succes for at kunne håndtere konflikten, og en af forklaringerne ligger i den dynamik, der gør, at de lokale konflikter bliver til en del af et konfliktbundt.
Men udover at være særligt kendetegnende for jihadistiske konflikter er det også et mere generelt udviklingstræk ved verdens konflikter i dag, måske fordi tendensen til at beskrive og forklare verdens konflikter trækker på ideer om dybe værdimæssige skel. Det er blevet vanskeligere og vanskeligere at svare på spørgsmålet: Hvad handler konflikten i bund og grund om? Uretfærdig fordeling af magt eller ressourcer? Undertrykkelse af nogle grupper? En korrupt regering? Ideer eller det kollektive behov for at blive behandlet med værdighed?
Der brug for en ”genlokalisering” af verdens konflikter, hvis vi gerne vil benytte os af konfliktløsning, som vi kender den fra fredsforhandlinger, magtdelingsløsninger eller mægling. De komplicerende lag skal så vidt muligt skrælles af, så vi igen kan begynde at identificere parterne og interessekonflikten – handlede det i første omgang om retten til land, adgang til en brønd eller retmæssig utilfredshed med en repressiv stat. Hvordan vi løser op for de her konfliktbundter, der bindes sammen af civilisationsfortællinger, er et af tidens store spørgsmål, for vi ser det ske igen og igen og ikke kun i relation til jihadismen.
DIIS Eksperter
