En mislykket vestlig indsats i Mali har styrket jihadisterne og banet vejen for Rusland
Den russiske Wagner-gruppe er i fremmarch i Mali. Siden europæiske styrker forlod landet i februar i år, har Malis militærjunta i stigende grad vendt sig mod Rusland som allieret i kampen mod jihadister, som kæmper imod et korrupt og ineffektivt malisk styre.
Det er både nemt og bekvemt blot at se situationen i Mali som et eksempel på et ekspansivt og internationalt uansvarligt Rusland, hvis skruppelløse Wagner-lejesoldater igen har allieret sig med endnu en uansvarlig afrikansk hær. Men hvis vi glemmer vores egen rolle i Mali, overser vi, hvordan mislykkede europæiske militære og civile indsatser også har været med til at styrke jihadisternes position og banet vejen for Rusland i Mali.
Da Frankrig i april måned i år overrakte militærbasen i Gossi til den maliske hær, dukkede fotos af massegrave med omkomne civile op på Twitter sammen med beskyldninger om, at det var det franske militær, der stod bag drabene.
Opslagene var slået op af en falsk profil, der ifølge franskmændene var styret af russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen. Den type falske beskyldninger mod Frankrig er led i en informationskrig, hvor fotos og videoer fabrikeres og deles på de sociale medier for at puste til allerede eksisterende antivestlige følelser i befolkningen. Følelser som i høj grad er skabt af en årrække med fejlslagne vestlige interventioner, eskalerende vold og usikkerhed i den afrikanske Sahel-region, hvor Mali også ligger. I denne kronik vil vi opridse de vigtigste vestlige fejltagelser i den komplicerede konflikt i Mali.
Statens rovdrift på lokale befolkningsgrupper
Den franskledede militære involvering i Mali startede i 2013, da Malis daværende overgangsregering bad Frankrig om hjælp til at bekæmpe jihadistiske grupper, der havde taget magten i den nordlige del af landet og truede med at indtage hovedstaden, Bamako.
Indsatserne i Mali blev ført gennem støtte til Malis hær i forsøg på at opbygge dens evne til at tage sig af sikkerhedstrusler som jihadisme, terror, migration og organiseret kriminalitet i landets grænseområder. Det lyder umiddelbart fornuftigt. Problemet er, at visse befolkningsgrupper i de grænseområder, hvor jihadisterne har stået stærkt, historisk er blevet set som nogen, staten kunne udplyndre. Så når europæiske styrker har trænet Malis militær for at forsøge at sikre militær og statslig tilstedeværelse i landets grænseområder, har det haft ekstremt negative konsekvenser for befolkningens sikkerhed.
Med jihadisternes indtog i det centrale Mali og med hærens vestligt støttede antiterroroperationer i området er befolkningsgrupperne blevet udplyndret, fordrevet og slået ihjel. Ikke kun af jihadister, men i lige så høj grad af soldater fra hæren eller oprørsgrupper, som er allierede med det maliske styre. I 2020 var de maliske forsvars- og sikkerhedsstyrker skyld i flere civile tab end både ekstremistiske grupper og selvforsvarsmilitser. Den manglende forståelse for den maliske hærs ambivalente forhold til befolkningsgrupperne grænseområderne er et af de alvorligste fejltrin i kampen mod terror.
Militærets overgreb på civile har delvist været til gavn for jihadisterne, som landbrugsbefolkningen i stigende grad har tilsluttet sig. Ikke fordi de nødvendigvis går ind for streng sharialovgivning eller et islamisk kalifat, men fordi de ønsker at forsvare deres familier og landsbyer mod militæret – og undgå overgreb fra jihadisterne.
Fælles for jihadistgrupperne er deres ønske om at erstatte staten og dens voldelige overgreb på befolkningen med en ny form for social orden, hvilket appellerer til store dele af den marginaliserede befolkning i grænseområderne.
Udelukkelse af jihadister i fredsforhandlinger
På trods af deres brutale metoder, har jihadistgrupper i visse tilfælde leveret mere fysisk sikkerhed og basale sociale ydelser som rettergang, konfliktmediering, skolegang (om end i Koranskoler) og adgang til sundhedsydelser. I områder med mange voldelige sammenstød mellem befolkningsgrupperne har jihadistgrupper også forhandlet lokale fredsaftaler, som i mange tilfælde har holdt længere end dem, Vesten har været involveret i.
Når Vesten negligerer jihadistgrupperne som magtfaktor i de belejrede områder og afviser at forhandle med dem om fred og våbenhvile, er resultatet uholdbare fredsaftaler, der gang på gang er blevet overtrådt af de væbnede grupper.
Især Frankrigs modvilje mod at forhandle med jihadister har været en afgørende fejltagelse, når freden skulle sikres lokalt. Malis regering har siden 2018 ytret ønske om og taget tiltag til at forhandle med jihadistledere, dog uden resultater for freden.
Samtidig har franske antiterroroperationer i grænseområdet mellem Niger og Mali skubbet jihadistkrigere mod øst ind i grænseområdet til Burkina Faso. På den måde har anti-terrorindsatsen indirekte bidraget til, at konflikten og jihadisterne spredte sig ind i grænseområderne til Burkina Faso, som har registreret over 500 voldelige angreb og 1.000 døde siden begyndelsen af 2022. Det er paradoksalt, taget i betragtning, at vores mål med krigen mod terror netop var at bremse transnational jihad. Den militære bekæmpelse af jihadister uden en efterfølgende politisk strategi for at vinde freden skubber kun problemerne videre hen over grænser.
Militærjuntaen vinder opbakning gennem antikoloniseringsdagsorden
Et tredje afgørende problem for indsatserne i Mali har været det komplicerede forhold til den maliske regering, ikke mindst siden en gruppe yngre officerer kuppede magten i august 2020. Den nye kupregering har mobiliseret befolkningen i hovedstaden gennem antikoloniale dagsordner og givet Frankrig og det internationale samfund skylden for de manglende resultater for sikkerheden.
Efter massivt pres fra EU og den regionale samarbejdsorganisation, ECOWAS på militærjuntaen i Mali om at overdrage magten til en civilregering og afholde valg, har de militære ledere søgt nye sikkerhedspartnere, herunder den russiske Wagner-gruppe, for at styrke deres position.
Ruslands tilstedeværelse blev for meget for Frankrig og udløste en diplomatisk krise i forholdet til Mali. Tilbagetrækningen af de franske tropper er derfor i første omgang endt med at være en sejr for kuplederne, der forsøger at skabe folkelig opbakning ved at besynge kampen for Malis suverænitet i et opgør med den tidligere kolonimagt.
Men den nylige tilbagetrækning af de europæiske tropper er også en succes for jihadistgrupperne, der udover indførsel af Sharia har haft international tilbagetrækning som et af deres vigtigste krav. Efter ti år med vestlige militære indsatser står jihadistgrupper i regionen i dag stærkere end nogensinde før. Rusland og Wagner-gruppen har overtaget opgaven med at bekæmpe jihadisterne side om side med en brutal malisk hær, som europæiske styrker har trænet. Meget lidt tyder på at samarbejdet med Wagner-gruppen kommer til at gøre den forskel, som Malis regering havde håbet på.
Siden starten af året er mindst 489 mennesker blevet dræbt af den maliske hær. I april rapporterede Human Rights Watch om 300 dræbte civile i landsbyen Moura, som er under jihadistisk kontrol. Angiveligt havde Malis hær sammen med russiske lejesoldater orkestret et angreb her på baggrund af et tip om, at en af de mest centrale jihadistledere befandt sig i byen. Jihadistlederen fik de ikke fat på. I stedet gik det hårdt ud over civilbefolkningen i et angreb, der et blev beskrevet som den mest drabelige episode siden konfliktens begyndelse i 2012.
Episoden er et varsel om, hvad Mali står overfor. Den type angreb vil formentlig tilskynde flere til at tilslutte sig jihadistgrupper for at forsvare sig mod overgreb fra hæren. Ifølge Malis regering blev der i weekenden den 18-19. juni dræbt 132 civile dræbt i et storstilet jihadistisk angreb i Bankass. Paradokset er, efter 10 års europæiskstøtte interventioner mod terror efterlader vi de bedste betingelser for, at jihadisternes projekt kan blomstre.
Nu kigger Frankrig mod nabolandet Niger for at forsætte kampen mod jihadisterne og delvist også Rusland. Det kalder på betænkningstid i Europas hovedstæder, inden de samme fejl gentager sig her.
DIIS Eksperter
