E-mail
smr@diis.dk
CV
Download pressefoto

Signe Marie Cold-Ravnkilde

Seniorforsker
Migration og global orden
Bio

Primære forskningsområder

Signe Marie Cold-Ravnkildes primære forskningsområde er krydsfeltet mellem sikkerhed, migration og udvikling i Afrika. Hun har særligt fokus på konflikt, terror og fredsopbygning samt internationale interventioner (herunder FN, EU og vestlige stater) i Vestafrikas Sahel-region, særligt Mali og Niger.

Aktuel forskning

Signe Marie Cold-Ravnkildes forskning er centreret omkring, hvordan sikkerheds-, migrations- og udviklingspolitik opstår, forhandles og implementeres. Hendes forskning bygger på etnografisk feltarbejde i Mali, Niger og Sydafrika, og hendes seneste forskningsprojekt fokuserer på, hvordan EUs eksternalisering af grænsekontrol forhandles lokalt og nationalt i Vestafrika.

Hun interesserer sig for transnational security governance i Sahel-regionen og undersøger i sin forskning desuden, hvordan lokale ressourcekonflikter har forbindelse til statsdannelsesprocesser og jihadistiske oprør. Signe Marie Cold-Ravnkildes forskning drejer sig derudover om, hvordan forskellige interventionspraksisser har indflydelse på den globale fordeling af ulighed og (u)sikkerhed i forbindelse med køn og race. Hvordan forhandles og anfægtes disse praksisser på forskellige interventionsniveauer? Hvad er deres tilsigtede og utilsigtede effekter? Og hvordan forandres lokale konfliktdynamikker i en globaliseringsæra?

Geografisk tager hendes forskning udgangspunkt i Afrika, særligt i Mali, Niger og Sydafrika. Derudover fokuserer hun på vestlige stater og internationale organisationer, herunder NGO’er, FN og EU.

Projekter

Signe Marie Cold-Ravnkilde er en del af det kollektive forskningsprojekt Borderwork - An Ethnographic Study of Migrants, Brokers and European Border Governance in West Africa støttet af FKK. Projektet bidrager med ny viden om, hvilke konsekvenser Europas nye fremskudte grænser i Afrika har lokalt i Vestafrika. Med tre forskellige etnografiske nedslag i Vestafrika kortlægger projektet forskellige internationale, nationale og lokale aktørers kamp om at opretholde eller overskride grænserne. Med fokus på nye EU-støttede tiltag – grænsekontrol i Niger, hjemsendelser i Mali og informationskampagner i Senegal – udforskes kampen om mobilitet, og hvordan udvidet grænsekontrol og lokale håb og længsler støder sammen, og nye strategier opstår nedefra.

Signe Marie Cold-Ravnkilde er desuden en del af forskningsprojektet TRANSJIHAD, et femårigt projekt hvis formål er at udforske dynamikkerne bag transnational jihadisme med fokus på Al-Qaeda og Islamisk Stat – to bevægelser der opererer transnationalt – såvel som Boko Haram og Taliban. Forskningsprojektet undersøger, hvordan jihadistiske konflikter bliver transnationale og under hvilke omstændigheder, de kan inddæmmes. Gennem en komparativ undersøgelse fokuserer projektet på nutidige jihadistiske konflikter i Asien, Mellemøsten, Den Arabiske Halvø og Afrika og sigter mod at udvikle en tværfaglig analytisk ramme, som kombinerer tilgange på både mikro- og makroniveau til jihadisme.