Artikel

Pønser du på at lægge diamanter under juletræet i år? Her er en ting, du bør vide inden

Pas på, du ikke kommer til at støtte Putins lejesoldaters krig i Ukraine og Sahel.

Den efterhånden berømte og berygtede russiske Wagner-gruppe, kendt som Putins private lejehær, har spillet en stor rolle i Ruslands krig i Ukraine. Gruppen er dog ikke kun aktiv i Ukraine, den er også aktiv flere steder i Afrikas Sahel-region. I bl.a. Mali og Den Centralafrikanske Republik (CAR) efterlader gruppen spor af menneskerettighedskrænkelser og grove brud på krigens love.

Wagner-gruppen er en af Yevgeny Prigozhins mange lyssky ’forretninger’. Han er kendt som ’Putins kok’. Andre relaterede forretninger er udvinding og eksport af indtægtsgivende ressourcer, f.eks. diamanter.

I CAR har der siden 2017 været en tæt kobling mellem tilstedeværelsen af russiske private lejesoldater og udvinding af diamanter. Prigozhin har minerettigheder i fem provinser i CAR, fire af dem ligger steder, hvor man ikke kan garantere, at diamanterne ikke bruges til at finansiere krig og konflikt. Derudover beskriver rapporter fra CAR, hvordan Wagner-soldater intimiderer, truer og dræber lokale for at tage de diamanter, som lokale har udvundet. Ud over at indtægter fra diamanter risikerer at finansiere krig, er Wagner-gruppens involvering i diamantudvinding altså også forbundet med anden vold og usikkerhed.

Diamanterne bliver formentlig enten solgt som ’rene’ diamanter gennem andre af Prigozhins virksomheder i CAR, f.eks. Lobaye Invest, eller smuglet gennem Sudan til Rusland, hvorfra de kan videresælges som konfliktfrie diamanter.

Inden Ukraine-krigens start var diamanter en af Ruslands topti eksportvarer, når man ikke medregner energi, og eksportværdien af diamanter fra Rusland var sidste år på næsten 32 milliarder danske kroner.

Der har længe været rapporter om, at Wagner sidder så tæt på præsidenten i CAR, at de stort set styrer militæret i landet, samt at deres mere brutale adfærd i et eller andet omfang accepteres, f.eks. når de truer og intimiderer sig til diamanter i landet. Wagner-gruppens eksport af ’konfliktdiamanter’ menes også at ske med præsidentens tilladelse.

Men Wagner-gruppen er ikke kun ude efter diamanter i CAR. Rapporter har eksempelvis peget på en skovbrugstilladelse i CAR’s Lobaye-region og på, hvordan Wagner-gruppen har overtaget dele af en lukrativ tømmerproduktion. Derudover er der rapporten om, at Wagner-gruppen inddriver kaffeskat – hvilket tidligere var forbeholdt de oprørsgrupper, de er i landet for at bekæmpe. Det hele naturligvis uofficielt.

Ud over det økonomiske engagement i CAR – et land, som i årevis har været ramt af borgerkrig – er Wagner-gruppen i landet for at assistere den nationale hær, Faca, med at bekæmpe oprørsgrupper. Det gør de blandt andet gennem deres meget voldsomme operationer, ofte rettet mod civile.

En 2022-rapport fra ACLED-data peger på, at mere end halvdelen af Wagners operationer i CAR er rettet mod civile. Værre er det i Mali, hvor Wagner er indsat af den midlertidige regering for at bekæmpe jihadistiske grupper. Her er det omkring 70 pct. af Wagners operationer, der direkte er rettet mod civile, ikke mindst etniske minoriteter.

Vi ser den samme ekstreme brutalitet fra Wagner-gruppen i Ukraine, hvor de støtter Ruslands krig. Her har Wagner-gruppen desuden – uden konsekvenser – henrettet flere russere, der enten har overgivet sig til Ukraine eller trukket sig tilbage fra kampe ved fronten. Også i Ukraine synes Wagner-gruppen at have rammer, som andre ikke får. Blandt andet er der rapporter om, at Prigozhin er en af de få, der taler direkte til Putin om, hvordan det egentlig går i Ukraine. Han kritiserer Ruslands indsats, de ansvarlige generaler, og det vækker genklang hos den russiske højrefløj, når han taler for et større og bedre engagement i krigen fra russisk side.

Prigozhin har desuden rekrutteret straffefanger i Rusland til at kæmpe for Wagner, heriblandt den 23-årige Lemekhani Nathan Nyirenda fra Zambia i det sydlige Afrika, som var fængslet i Rusland og nu er fundet død i Ukraine efter at have kæmpet som del af Wagner-gruppen, siden han i november blev hvervet af Prigozhin i et russisk fængsel.

Wagner-gruppen begyndte allerede tidligt i Ukraine-krigen at sende soldater fra CAR til andre operationer – både i Mali og Ukraine. På det seneste er ideen om at rekruttere fanger nu rejst fra Ukraine til CAR, hvor Wagner-gruppen er begyndt at tilbyde fængslede rebeller at kæmpe i Ukraine, ofte som alternativ til langt værre skæbner.

De penge, som Wagner-gruppen og Prigozhin tjener på diamanter, tømmer og kaffeskat i CAR, går bl.a. til at drive Wagner-gruppen i hele verden. Det betyder, at pengene fra konfliktdiamanter – som er forbundet med voldelig adfærd og øget usikkerhed for lokale omkring CAR’s diamantminer – er med til at finansiere Wagners menneskerettighedskrænkelser langt ud over CAR’s grænser – både i Ukraine og i andre lande i Afrikas Sahel-region.

Derfor: Hvis du skal have diamanter under juletræet i år, så husk at sikre dig, hvor diamanterne kommer fra, så du ikke utilsigtet støtter Ruslands krig eller voldsomme lejesoldater.

Debatindlægget blev bragt i Politiken 15. december 2022.

DIIS Eksperter

Karen Philippa Larsen
Global sikkerhed og verdenssyn
Ph.d.-studerende
+45 6044 2232
Pønser du på at lægge diamanter under juletræet i år? Her er en ting, du bør vide inden
Politiken, 2022