Jihadismens encyklopædi

                                                               1: Jihadisme:

Jihad er et centralt begreb i islam, men det bliver ofte anvendt temmelig forskelligt, både i en ikke-muslimsk offentlighed, men også inden for islam, hvor forskellige skoler tolker ordet forskelligt, og diskuterer, hvorvidt jihad især er en spirituel eller især en fysisk pligt, der implicerer væbnet kamp. Så hvad er jihad egentlig?

Mona Sheikh (MS): »Jihad bliver ofte oversat til ”bestræbelse”, men det er et udtryk, der kan indholdsudfyldes på mange måder. Og det er det også blevet igennem islamisk historie. Nogen har tillagt den indre bestræbelse på at være en bedre muslim en større vægt end andre. Andre mener i højere grad, at det er en eksistentiel, fysisk overlevelseskamp for at forsvare muslimske territorier mod fjender. Ortodoksien har etableret en ret skarp skelnen mellem den indre og den ydre jihad, mens jihadismen anfægter den skelnen; de mener, at dem der understreger behovet for en indre jihad, negligerer den fysiske kamp. I deres fortolkning er det vigtigste at kæmpe for Islams overlevelse – og det indebærer en decideret fysisk kamp. I muslimsk intellektuel historie har der været en løbende debat om, hvad jihad indebærer, hvornår man må kæmpe fysisk, og hvornår man ikke må. Hierarkiet er i store træk blevet etableret sådan, at den indre, spirituelle jihad, er den vigtigste, mens den ydre, fysiske, kun kan legitimeres under nogle særlige forudsætninger. Det som jihadismen repræsenterer, er et brud med det og en udvidet forståelse af, hvornår den fysiske jihad er legitim.«

Saer El-Jaichi (SJ): »I den mere asketiske, sufi-inspirerede, jihad-litteratur har man lagt vægt på, at de to ikke kan adskilles: At den militante jihad og den spirituelle må gå hånd i hånd. Den form for litteratur går langt tilbage i islam, hvor der også er en tendens til at ville gøre op med den centrale styring af jihad. Og så er der en dominerede modtendens, der lægger vægt på, at jihaden er underlagt statens kontrol, at det er en pligt, lidt ligesom man har værnepligt i dag. At man ikke drager ud individuelt, men bliver sendt i jihad af en stat, når der er tilstrækkelig mange soldater til rådighed. Det er jo på mange måder det, der adskiller dagens jihadister så meget fra fortidens: At de på så mange måder slet ikke tillægger centralmagten eller staten nogen autoritet og legitimitet«.

MS: »Jihadismen repræsenterer en individualisering af pligten til jihad. Det er ikke længere en kollektiv pligt eller knyttet an til staten. Jihadisterne mener, at det er på linje med de vigtigste krav til det at være en god muslim – de omtaler det som den sjette søjle i islam, og faktisk som en prioritet, der går forud. Hvis valget står mellem, om du skal bede dine bønner, eller du skal kæmpe, så skal du kæmpe: Det rangerer højere at kæmpe på slagmarken.«

Illustration © Rasmus Fly

                                                             2: Fjendebilleder

Fjendebilleder står i sagens natur centralt i jihadisternes tankegang. Her skelnes der ofte mellem det, jihadisterne betegner som den nære fjende, og det de betegner som den fjerne fjende. Men fjendebillederne forandrer sig også løbende og varierer fra gruppe til gruppe.

2.1: Den nære fjende

Saer El-Jaichi: »Den nære fjende er de arabiske og muslimske styrer, som er opstået i kølvandet på kolonitiden. De spænder i jihadisternes øjne ben for islamiseringen af et samfund, som oprindeligt var muslimsk, men som i dag har forsømt sin islam og er gået tilbage fra de oprindelige idealer og praksis. De optager den plads, som burde være udfyldt af guds lov og suspenderer guds suverænitet, hakimiyah, og i stedet indtræder det gudsløse samfund, jahiliyah«.

»Ideen om jihad som ”en forsømt pligt”, kan spores tilbage til en meget vigtig lille bog, der udkom i forbindelse med mordet på Egyptens præsident Sadat (Anwar al-Sadat blev myrdet af soldater tilknyttet Egyptisk Islamisk Jihad i 1981, red). Forfatteren, Abdel Salam Fahras´, hovedargument er, at sekulariseringen af Egypten og de muslimske lande er gået hånd i hånd med en forsømmelse af islam og dermed også jihad: Man er nødt til at eliminere det, han kalder ”den nære fjende”, den sekularisering, der har fået en lokal forankring i form af nationalstaten, for at man kan fortsætte kampen. Det inspirerer mange lokale jihadistiske grupper op gennem firserne, som planlægger og udretter mange angreb mod staten og myndighedspersoner.«

2.2: Den fjerne fjende

Saer El-Jaichi: »Osama bin Laden kommer med en erklæring i ´93 rettet imod det saudiske styre, der har tilladt amerikanske baser på den arabiske halvø i forbindelse med Golfkrigen. Han mente, at den saudiske kongefamilie agerer nikkedukke for USA, men at man er nødt til at hugge slangens, USA´s hoved, af først. At man ikke kan nøjes med at se på de lokale regimer, men at man er nødt til at starte med at slå til mod den primære, fjerne fjende, som er med til at opretholde de lokale regimer. 

MS: »Jihadisterne har et meget særligt svar på, hvad der er årsagen til hvad de ser som islams forfald. Det som går igen hos mange islamistiske og jihadistiske tænkere, er, at de prøver at finde ud af, hvorfor det, de ser som islams storhedstid i middelalderen og under Abbasid-dynastiet, ikke findes i dag. De har en idé om, at islam er truet af vestlige ideer og indflydelser, og at islams problemer skyldes, at folk ikke har indset, at jihad er en konstant forpligtelse for at forsvare ”islams fort”, noget som man har forsømt. På den måde ideologiserer de jihad«.

MS: »Men fjendebillerne har ændret sig markant over tid. Efter Golfkrigen blev det USA og Vesten, men før det var det jo Sovjet og det gudsløse samfund og sekularismen, som var det primære fjendebillede. I dag vil de tale imod sekularismen og det gudløse samfund og imod Vesten, men det prioriterede fjendebillede vil for de fleste jihadister i dag handle om lokale regimer – altså den nære fjende – som man mener er uautentiske og ikke-repræsentative nikkedukker for Vestens ekspansion. Der er selvfølgelig også dem, der er optagede af at foretage angreb i Vesten, fordi de definerer sig selv i modsætning til vestlige værdier; demokrati, liberale værdier.«

2.2: Nye fjendebilleder: Shiiter

Mona Sheikh: »I starten inspirerer shiismen og den iranske revolution og en del af tænkerne bag faktisk meget af den jihadistiske tænkning, også inden for det sunnimilitante miljø. Men efter invasionen i Irak bliver salafisten Abu Musab al-Zarqawis en væsentlig figur i kampen mod USA som leder af al-Qaeda i Irak. Han udråber shiismen, og den afvigelse, han ser den som, som en af hovedtruslerne mod det rene islam. Det er også et centralt element i jihadismen; at man ser sig selv som forsvarere af den rene islam, og her er shiismen blevet repræsenteret som noget, der har besudlet islam.«

SJ: Men det er også vigtigt at understrege, at Zarqawi og hans organisation – der jo er en forløber for IS – og det identitetspolitiske fokus, der kommer på shiismen, også er noget, der opstår i kølvandet på invasionen. Det budskab, Zarqawi kommer med, står i vid udstrækning i modstrid med det budskab, man prøver at bygge modstanden mod amerikanernes tilstedeværelse op omkring: et budskab, som i højere grad handler om at mobilisere en panislamisk, panirakisk modstand til besættelsen. Zarqawi vil fjerne fokus fra dét til en intermuslimsk jihad. Han bliver anklaget af andre jihadister for at fjerne fokus fra kampen mod USA og får reprimander fra såvel al-Qaeda lederen Zawahiri som sin jordanske læremester Maqdisi og bliver instrueret i, at fokus udelukkende skal rettes mod amerikanerne og deres lokale medhjælpere. Det er vigtigt for fortællingen om IS og dets sekteriske rødder: IS er også en slags dissidentbevægelse inden for mainstream-jihadisme«.

MS: »Zarqawi kommer jo med et alternativt svar på, hvorfor islam er truet. Dét, han på en måde siger er, at det er fordi, man er gået væk fra de sande doktriner; at vi er blevet for brede i vores forståelse af, hvem der er en sandfærdig, troende muslim. Han vil gerne snævre det ind. For ham repræsenterer shia-islam udvandingen af Islam«.

MS: »Det, der ofte er diskussionen blandt jihadister, er, hvad der er den rigtige prioritering af fjender, og hvad ambitionen er. Skal vi tage den store, endelige kamp nu, er vi så tæt på apokalypsen, hvor de gode skal kæmpe mod de onde, eller skal vi tage det lidt mere roligt og starte indefra, og så arbejde udad. Det er også en strategisk diskussion; hvad er klogt at gøre i hvilken rækkefølge. Der har været stor intern debat, som splitter vandene. Skal vil starte med at få orden på eget hus, den nære fjende, og er angreb i Vesten, mod den fjerne fjende, således spildte kræfter, eller omvendt. Men man tænker grundlæggende, at både den nære og den fjerne skal nedkæmpes.«

Illustration © Rasmus Fly

                                                                    3: Jihadismens rødder

Jihad i form af krigsførsel er ikke et nyt fænomen inden for islam. Traditionen starter så og sige med profeten Muhammed, der især i sine senere år førte krig for at udvide Islams territorie på den arabiske halvø og for at bekæmpe indtrængende fjender, mens efterfølgende kalifater også har ført jihad-krig. Dagens transnationale jihadister adskiller sig imidlertid på mange måder fra fortidens ”jihadister” og også på nogle områder fra de politiske islamister, der vandt frem i mange muslimske lande, efter at Hassan al-Bannah grundlagde Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1928.

Mona Sheikh: »Mange peger på den Kolde Krig og Afghanistan som det punkt, den moderne transnationale jihadisme udspringer fra. Man så en markant grad af mobilisering af det, vi i dag kalder fremmedkrigere fra Mellemøsten. Folk, der forlod deres hjemstavne og kæmpede for noget, der var større end bare deres egne lokale konflikter, for en større konfrontation mellem ”det gudsløse” og så forsvaret for Islam«.

SJ: »Afghanistan bliver et midtpunkt. Jihadisterne ville sandsynligvis aldrig have mødt hinanden, hvis de ikke var kommet dertil på det tidspunkt, og der var kommet ressourcer og institutioner og infrastruktur til. De blev enige om og kunne fastholde en fælles mission«.

MS: »De finder resonans i den samme fortælling, selvom de kommer forskellige steder fra. Samtidig med at der også er en basal materiel faktor; penge, materiel infrastruktur. Der er mange, der siger, at det i virkeligheden er den vigtigste faktor. Der er jo mange grupper i verden, der har ideologiske overlap, men der er få, der får den materielle og økonomiske motor bag sig, som Afghanistan-krigerne fik. For mange, bl.a. den norske jihadisme-forsker Thomas Heghammer, er det et afgørende og definerende øjeblik for den transnationale jihadisme, som vi kender den i dag; en transnationalisering af jihad. Tidligere tiders islamister var i højere grad fokuseret mod lokale regimer – i slipstrømmen på dekoloniseringsprocessen. Osama bin Laden havde succes med at mobilisere transnationalt. Der havde også været andre konflikter – f.eks. omkring Palæstina, som også mobiliserede transnationale krigere, men dengang var det stadig framet i nationalistiske termer – folk deltog af såkaldte sekulære årsager, for at forsvare det arabiske, snarere end for at forsvare islam som sådan. Den fortælling der handlede om forsvaret for islam fik et større gennembrud i Afghanistan«.

3.1: Fra Det Muslimske Broderskabs islamiske til salafisme

Mona Sheikh: »Diagnosen fra islamister og jihadister er den samme; islam er presset, der er sket et forfald. Men svaret på, hvordan man skal reagere på det, er forskellig. Islamisterne i form af Det Muslimske Broderskab og grupper som Jamaate islami, vil sige, at vi sagtens kan kæmpe indenfor de eksisterende systemer; stille op til parlamentsvalg, ændre systemet indefra. Nationalstaten er ikke nødvendigvis et problem. Dem, der så blev transnationale jihadister, var ofte dem, der kom i fængsel for deres synspunkter om, at islam skulle fylde mere i samfundet. At der skulle være emirater i stedet for nationalstater eller sharia skulle fylde mere som lov. Der var ideer, der resonerede allerede før 80erne: At det ikke er nok bare at adoptere systemet, at nationalstaten er for vestligt et koncept, og at man er nødt til at agere akut. Og at det kræver fysisk handling her og nu, fordi islam er under angreb. Det er der, det skiller: I hvor høj grad kræver situationen umiddelbar og radikal handling. Både islamister og jihadister ønsker at indføre den rene islam og mener, at man i den muslimske verden er for påvirket af vestlige ideer. Men man er uenige i strategien. Islamisterne tror i højere grad end jihadisterne på, at man skal omvende folk, overbevise dem, og det er derfor de i så høj grad etablerer civilsamfundsorganisationer; skoler, velgørenhedsorganisationer, hospitaler. De vil vise, at doktrinerne har noget at byde på. Man er meget optagede af ideen om en velfærdsstat. Og så kan man bagefter tale om jihad mener de, selvom flere islamistiske organisationer har også en væbnet arm, der er aktiv i f.eks. Kashmir. «.

SJ: »Hvis man læser Hassan al-Banna, Det Muslimske Broderskabs grundlægger, så skriver han helt tydeligt, at jihad for ham er at opbygge et velfungerende skolesystem. Det er, at kvinder også skal have en uddannelse på linje med mænd – han har så lige nogle forbehold over for hvilke job, de kan have. De har et jihadbegreb, som i de fleste tilfælde ikke er militant, og hvor han også vil mene, at det er op til staten at varetage den militante jihad: Det er ikke op til en hvilken som helst gruppe at erklære jihad mod nogen. I den klassiske litteratur har man et begreb for den slags: At man er khariji; at man sætter sig ud over fællesskabet, og hvad statens ledelse beslutter. Hvornår man skal føre krig, hvornår man skal slutte fred; alt det, kan du ikke selv gøre. Så sætter du dig over fællesskabet. Det bruger man også i dag. Al Azhar universitet (Egyptens øverste officielle islamiske myndighed, red.) udtalte, at Islamisk Stat ikke kunne bruge udtrykket takfir (ikke-troende, red.) om shiiter, at de sætter sig over autoritet og over konsensus, hvis de gør det. Det kan skabe splid, fitnah. Det er ret vigtigt at fremhæve. Mange af de store jihad-ikoner har en fortid i broderskabet, men man kan ikke på den måde klandre broderskabet for alle deres handlinger. Det var der, man gik hen, hvis man var religiøs og politisk bevidst i disse lande.«

MS: »Generelt indtræffer der et skifte i 80erne, hvor man skifter hovedfokus fra den nære til den fjerne fjende. Her er det interessant at se på de lokale regimers - og USA´s – ageren. Stormagternes interesser gennemgår også et skifte, hvor prioriteten bliver at smide Sovjet ud af Afghanistan. Det sker synkront med, at de her islamistiske aktører bliver undertrykt og begrænset i deres aktivisme, fordi regimerne generelt ser islamismens grænseoverskridende karakter som en trussel mod deres nationalstater. Det betyder, at mange af dem begynder at ændre deres fokus. F.eks. slår det jordanske styre hårdt ned på Det Muslimske Broderskabs aktivisme, hvilket får en indflydelsesrig skikkelse som den palæstinensiske islamist Abdullah Azzam, til at vælge en ny retning og hjælpe med til at organisere hele strømmen af fremmedkrigere til Afghanistan«.

SJ: »Den radikalisering af islamismen, der er sket over de seneste 70 år, kan også tilskrives de sekulære regimer og deres repressive adfærd over for islamisterne, f.eks. henrettelsen af dem islamiske teoretiker Sayyid Qutb. Når det er kommet til islamisterne, har regimerne tilsidesat alle retsstatsprincipper. Det har også bidraget til at militarisere de her små fraktioner, som altid har haft en skepsis over for ideen om politisk deltagelse, og som allerede har været isoleret, også inden for broderskabets egne rækker«.

MS: »Udviklingen afspejler nok også lige så meget Vestens skiftende sikkerheds- og geopolitiske fokus, der på sin vis også komme til at rette sig mod det fjerne. Der er en dynamik imellem de to fænomener. Det er ofte en dynamik og et samspil mellem tekster og argumenter, og den virkelighed, de befinder sig i, og hvordan de forskellige aktører agerer i.«

SJ: »Man kan ikke forstå jihadisme ved udelukkende at kigge tilbage på muslimske værker og historie. Man er også nødt til at se på den realpolitiske kontekst, det foregår i. Det handler ikke så meget om en tilfældig tekst fra det ottende århundrede, men mere om den politiske virkelighed, hvordan jihadisterne vælger at sætte deres dagsorden og forme deres strategi«.

4: Fremtiden: Splittelse inden for jihad-bevægelsen

Mona Sheikh: »Generelt er der sket et skred fra bin Ladens jihad i 90erne, som overordnet var defineret i defensive termer. Det, der er sket siden 90erne, er, at den jihadistiske ideologi i praksis er blevet mere offensiv: Det handler ikke kun om at forsvare sig, men om at der også i islam er nogle doktriner om hele tiden at skulle ekspandere, og at jihad er en forpligtelse, som varer indtil dommedag: At islam begyndte at forfalde, da man holdt op med at ekspandere, Det spiller meget tilbage til nogle af de oprindelige debatter om jihad; i hvilken grad er det defensivt, i hvilken grad er det offensivt«.

»I dag er det i højere grad ikke-statslige aktører, der støtter op om både al-Qaeda og Islamisk Stat, mens det var statslige aktører der finansierede mujahedinerne under Den Kolde Krig: Det var et resultat af stormagtsspillet mellem USA over for Sovjetunionen. Bevægelsen er blevet mere fragmenteret på mange måder og har mistet fysiske besiddelser, men samtidig er de transnationale jihadister også blevet globaliserede i samspil med vores vestlige verdens politikker. Globaliseringen af de her bevægelser er jo kommet i kølvandet på vores invasioner. Det er ikke så populært at sige, men det er helt tydeligt, at der er et mønster.«

»Der er også flere og flere interne debatter og splittelse hos jihadisterne om metoder og mål, fjendebilleder; hvem er den vigtigste fjende, hvem skal vi først gå efter. Er shia-muslimer legitime mål eller ej, er de frafaldne, eller er de bare dårlige muslimer: Der er rigtig mange af den slags debatter«.

SJ: »Nogen argumenterer for, at man skal opløse hele den organisatoriske struktur, og at det skal være op til enkeltindivider at udføre terrorhandlinger. Et af de mest kendte eksempler på den tilgang er ideologen Abu Musab al-Suri. Han har fremlagt en decentraliseret strategi, baseret på små isolerede celler, der skal kæmpe for en ”global islamisk modstand”.«

MS: »Man går væk fra ideen om, at det er nødvendigt at have ledere, både af praktiske årsager, fordi det gør det sværere at blive optrevlet, men også af ideologiske årsager som et radikalt opgør med den ortodokse forståelse af jihad, som den er beskrevet i den klassiske litteratur. Det er en mere individualiseret, lederløs jihad, decentral og anti-autoritær. Og det er mere effektivt, hvilket jo paradoksalt nok er et meget sekulært argument. Selv al-Zawahiri ville sige, at nogen burde autorisere angreb, før de er legitime. Her er IS langt mere radikale«.