Vesten er nødt til at blive klogere på Taliban for at kunne gøre noget for Afghanistan
Timingen var muligvis tilfældig, men ikke desto mere symbolsk. Tæt på et år efter at Taleban tog magten i Afghanistan, lykkedes det USA at likvidere Ayman al-Zawahiri, al-Qaedas leder siden drabet på Osama Bin Laden. Ovenpå drabet berettede Joe Biden triumferende om, hvordan USA igen var lykkedes med at fjerne endnu en mastermind bag jihadismen og dermed gøre verden mere sikker. Et plaster på såret for den tilbagetrækning i august 2021, der førte til Talebans magtovertagelse.
Men er drabet en succeshistorie for USA og Vesten? Og hvad siger likvideringen af al-Zawahiri om den situation Taleban, Afghanistan og Vesten befinder sig i her et år efter Taleban igen fik kontrol med landet?
Spændinger i Taleban
For Taleban betød drabet endnu et kapitel i den interne uro, der har præget bevægelsen, siden de overtog roret. På den ene side står den konservative, ultranationalistiske fløj, der er ved at distancere sig mere og mere fra al-Qaedas tanker om transnational jihadisme og den salafistiske fortolkning af, hvad der er legitimt og illegitimt for muslimer.
For Taleban handlede det om at erobre magten i Afghanistan, og deres alliance med al-Qaeda var et led i deres fortælling om autonomi og selvbestemmelse uden udenlandsk indblanding. På den anden side står en fløj – ledet af det såkaldte Haqqani-netværk der engang var en selvstændig bevægelse - de har en mere transnational orientering og er derfor tættere på Al-Qaeda og deres doktriner om krigsførelse. De to fløje har i forvejen svært ved at nå til enighed f.eks. om kvinders skolegang, hvor den konservative fløj især har holdt igen i forhold til kvinders uddannelse.
Likvideringen af al-Qaeda lederen al-Zawahiri vil formentlig kun skabe yderligere spændinger internt i Taleban-regeringen, der i forvejen kæmper med at håndtere selv de mest basale opgaver med at styre et land. At al-Zawahiri befandt sig i et hus midt i Kabuls tidligere diplomatiske kvarter peger samtidig på, at Taleban – trods løfter om det modsatte – har svært ved at bryde endeligt med al-Qaeda, som de ellers havde lovet amerikanerne.
Modstandsdygtige netværk
Hvad USA angår, viser drabet på al-Zawahiri, at amerikanerne trods deres tilbagetrækningsløfte langt fra er færdige med at interessere sig for, hvad der foregår i Afghanistan. Det amerikanske angreb var endnu en krigshandling i en årelang intervention, og situationen viste, at tilbagetrækningsaftalen hverken var et løfte fra amerikanerne om at blande sig uden om eller et løfte fra Taleban om at smide al-Qaeda ud af landet.
Fra et terrorbekæmpelsesperspektiv er paradokset det samme, som det har været de sidste årtier: Udrensningen blandt jihadismens topledere har ikke udryddet bevægelsen, men fragmenteret den. I dag er den aktiv ´på flere kontinenter end i 2001, og det er dermed sværere at inddæmme truslen fra jihadisterne. For en decentral jihadistisk bevægelse betyder ikke mere sikkerhed i Vesten, og tyngden i Al-Qaeda er allerede flyttet fra Afghanistan til Afrika, hvor bevægelsen er aktiv i flere områder.
Afghanistan og værdipolitikken
Midt i det hele står den afghanske befolkning, der befinder sig i en stadig mere håbløs situation. Ifølge FN er mere end halvdelen af landets 39 millioner mennesker fanget i ekstrem hungersnød, og både økonomien, uddannelsessystemet og de statslige institutioner står over for et kollaps.
At Taleban-regeringen ikke har en politik for mange af områderne, kæmper med intern splid og ekstern modstand forklarer en del. Men at omtrent 75 procent af det afghanske statsbudget før Talebans magtovertagelse kom direkte fra den udenlandske bistand, udgør også en stor del af forklaringen.
Set i lyset af den omfattende krise står Vesten med det tilbagevendende spørgsmål: skal man samarbejde med Taleban? Og hvad gør man nu, hvor både Vesten og Taleban har begået tillidsbrud?
Overordnet har Vesten en moralsk forpligtelse til at hjælpe den nødlidende befolkning. Men at finde de rette samarbejdspartnere i Afghanistan er vanskeligt.
For samarbejde med den fløj af Taleban, der flirter med transnational jihadisme, er udelukket - også selvom de har vist sig at være kompromis-villige på den værdipolitiske dagsorden. De ærkekonservative traditionalister på den anden side er samtidig dem, der ikke længere ser en interesse i at dyrke båndende til al-Qaeda. Sikkerhedspolitisk har Vesten store interesser i at styrke denne fløj, men værdipolitisk vil et samarbejde med de ærkekonservative være en katastrofe.
Selvforsyning og autoritære regimer
Oveni spørgsmålene om sikkerhed og værdier er der kampen om ressourcer og Talebans erklæringer om, at de vil gøre sig fri af Vesten. Afghanistan er rigt på en række naturressourcer som kobber, litium, naturgas, olie og kul. Til Vestens store bekymring har Kina og Rusland holdt møder med Taleban, som tweeter stolt derfra. For nærområdet vil Talebans ideologiske ståsted fylde mindre, end det gør for Vesten, og økonomi og handelsrelationer vil fylde mere.
Om det lykkes Taleban at komme i mål med deres aftaler med de regionale magter, vil være afgørende for deres fremtidige position.
Selvom den interne rivalisering i Taleban lige nu kan trække bevægelsen i to forskellige retninger, kan man håbe, at en tilbagevenden til tiden før 2001 – med censur, forbud mod musik, offentlige henrettelser og ekstrem segregering mellem kønnene – vil møde modstand og mobilisere et organiseret alternativ indefra.
I Vesten må vi så begynde at tænke over, hvordan vi kan få kabalen mellem humanitære hensyn, den værdipolitiske dagsorden og vores sikkerhedsinteresser og energipolitiske behov til at gå op.
En god strategi vil kræve en større indsigt i Talebans nuværende virke, deres interne diskussioner og ikke mindst: de ønsker, der spirer blandt den unge afghanske befolkning.
DIIS Eksperter
