Kernevåbennedrustning er gået i stå

Kernevåbenspørgsmål er for alvor tilbage på den internationale politiske dagsorden. En voksende politisk kløft mellem atomvåbenstater og ikkeatomvåbenstater samt en dybt bekymrende udvikling i forholdet mellem verdens to største atommagter i kølvandet på krigen i Ukraine betyder, at stater som Danmark gør klogt i at forberede sig på de nedrustningspolitiske spørgsmål, der venter på den anden side af krigen.

En frygt som mange har anset for at være et levn fra den Kolde Krig er vendt tilbage. I april 2022 – blot uger efter Ruslands invasion af Ukraine – viste en meningsmåling foretaget af DR, at mere end en tredjedel af danskerne frygtede, at Rusland ville bruge atomvåben i Ukraine. En tilsvarende andel var bekymret for udbruddet af en egentlig atomkrig.

Frygten er ikke helt ubegrundet. De senere år har budt på flere (antydninger af) trusler om brugen af atomvåben, og Vladimir Putins aggressive retorik om at ville bruge alle midler for at forsvare Rusland er næsten entydigt blevet tolket som en trussel om brugen af atomvåben.

FNs generalsekretær António Guterres har da også advaret om, at verden kun er én misforståelse fra atomar udslettelse, og at der skal skub i nedrustningen. De forværrede stormagtsrelationer og geopolitiske konflikter understreger kernevåbenproblemets alvorlige karakter og behovet for at allokere mere opmærksomhed og energi til forebyggelsen af atomkrig. Men de tydeliggør også, at en bred nedrustningsdagsorden har vanskelige hvis ikke nær umulige vilkår i den aktuelle politiske situation.

Året 2022 bød på to store politiske og diplomatiske begivenheder indenfor rammen af to væsentlige folkeretslige aftaler om global nedrustning. Resultaterne fra disse diplomatiske møder tydeliggjorde, at området er i krise, nytænkning er tiltrængt, og at ikke-atomvåbenstater som Danmark har mulighed for at gøre en (mere) aktiv indsats for at sikre fortsat fokus på nedrustning.

TPNW og NPT: to diplomatiske konferencer i 2022

Det første af de to store politiske og diplomatiske begivenheder på nedrustningsområdet var mødet mellem deltagerstaterne af forbudstraktaten (TPNW). TPNW, som blev vedtaget i FN i 2017 og trådte i kraft i starten af 2021, søger at stigmatisere atomvåben og har haft stort fokus på våbnenes humanitære konsekvenser. Mødet tiltrak sig stort set ingen opmærksomhed i Danmark, formentlig fordi Danmark hverken deltog i forhandlingerne om traktatens tilblivelse eller har tilsluttet sig traktaten.

Mødet blev afholdt i juni i Wien og skulle udarbejde en køreplan for en verden uden atomvåben. Atmosfæren var præget af betydelig optimisme og gå-på-mod – måske mere end den internationale situation tilsagde. 

Kort efter, nemlig i august, fandt den anden vigtige begivenhed sted: Den på grund af COVID-19 pandemien udskudte Review Conference inden for rammerne af ikke-spredningstraktaten (NPT). Sådan en konference afholdes hvert 5. år for at tage bestik af udviklingen på de tre søjler i NPT: fredelig anvendelse af kernekraft, ikke-spredning af atomvåben og nedrustning.

Her var stemningen aldeles anderledes. Kombinationen af minimale eller fuldstændigt fraværende resultater ved de seneste reviewkonferencer og den negative udvikling i stormagtsrelationerne gav ikke gunstige forhold for gode resultater. Ved konferencens begyndelse i starten af august var der ikke mange eksperter, der helhjertet troede på, at konferencen ville lede til positive resultater.

Hertil kom så presset fra den voksende gruppe af ikke-atomvåbenstater, der har tilsluttet sig forbudstraktaten – i vid udstrækning i frustration over den manglende nedrustning inden for rammerne af NPT. Opfattelsen blandt mange af disse lande er, at atomvåbenstaterne har misligholdt deres del af traktatens grundlæggende håndslag: kravet om at arbejde for generel og komplet nedrustning.

Konferencen endte som forudsagt uden fremskridt. Det traditionelle slutdokument formuleret i konsensus udeblev for anden gang i træk – noget som aldrig er sket før. Formuleringen af slutdokumentet er en symbolsk vigtig handling, og dokumentet indeholder typisk fælles hensigtserklæringer og undertiden også specifikke handleplaner.

Den umiddelbare årsag var, at Rusland nægtede at skrive under, fordi dokumentet indeholdt kritik af den russiske ageren i Ukraine. Ifølge mange iagttagere og ikke-atomvåbenstater var dokumentet på det tidspunkt dog allerede stærkt udvandet. Uanset årsagen stod fraværet af konsensus blandt atommagterne indenfor rammerne af NPT i skarp kontrast til den fælles deklaration om en verden uden atomvåben, der blev vedtaget på TPNW-mødet.

Behov for at nytænke nedrustning

I skrivende stund, hvor stort set alle våbenkontrolaftaler mellem USA og Rusland er udløbet, opsagt eller suspenderet, virker store fremskridt på nedrustningsområdet usandsynlige. Og selv med en afslutning af krigshandlingerne i Ukraine og en positiv udvikling i det russisk-amerikanske forhold er det bedste håb på kort sigt formentlig genoptagelsen af en række våbenkontrolaftaler mellem de to stater.

Kernevåbennedrustning har dog aldrig været et projekt for den korte bane. Der er derfor behov for at se frem mod tiden, efter krigen i Ukraine forhåbentlig har fundet en afslutning (og uden brug af kernevåben).

Som verdens to største atommagter har Rusland og USA et særligt ansvar. I dag besidder de to lande tilsammen stadig omkring 90 procent af de cirka 13.000 nukleare sprænghoveder, der findes i verden i dag. Prominente klimatologer såsom professor Alan Robock fra Rutgers University estimerer i dag, at en regional krig med anvendelse af blot 200 kernevåben kan have katastrofale globale følger. I det lys er det problematisk, at nedrustningen nærmest er stagneret i det seneste årti, og at de største kernevåbenstater igen investerer massivt i modernisering af kernevåben.

Også stater, som ikke selv har atomvåben, men omfattes af NATO’s atomparaply, kan og bør spille en mere fremtrædende rolle. Disse stater, herunder Danmark, har en unik mulighed for at bygge bro mellem de forskellige positioner i debatten.

Selv hvis de ikke vil tilslutte sig forbudstraktaten grundet deres forsvarsalliance med atommagten USA, kunne de med fordel deltage som observatører i konferencer og forhandlingerne om traktatens gennemførelse for at fastholde fokus på nedrustning, lade sig oplyse om alternative perspektiver, og deltage i de dele af arbejdet, som ikke kolliderer med NATO-medlemskabet.

Indtil videre har flere NATO-medlemmer dog hævdet at forbudstraktaten risikerer at underminere ikke-
spredningsaftalen. Det er imidlertid en blind sti: NPT er allerede i krise på nedrustningsområdet, og i lyset af august-konferencens manglende resultat, er det svært at bebrejde deltagerstaterne af forbudstraktaten for ikke længere at anse den 50 år gamle NPT-traktat som leveringsdygtig.

Der er derfor behov for nytænkning. En række NATO-lande, for eksempel Norge, Tyskland, Nederlandene og Belgien, har allerede deltaget som observatører i møder om forbudstraktaten. Danmark derimod har indtaget en mere passiv rolle i globale atomvåbenspørgsmål i de senere år. Ukraine-krigen viser tydeligt, at det i længden er en uholdbar strategi. Internationalt stilles der i stigende grad spørgsmål ved atommagternes vilje til nedrustning og våbenkontrol. En debat om atomvåben og nedrustning, heriblandt om og hvordan kernevåben bidrager til sikkerhed i fremtiden, er tiltrængt.