Arktis og Østersøen skal tænkes sammen i forsvarspolitikken

I et interview med Jyllands-Posten i slutningen af april satte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) Arktis og kongeriget øverst på sin liste over prioriteringer i forsvaret efterfulgt af Østersøen   ̶   og så resten af verden. Denne prioritering blev også bekræftet i det nye forsvarsforlig, indgået d. 28. juni i år, med Rigsfællesskabet først, efterfulgt af nærområdet i øst, og til sidst verdens brændpunkter. Denne tredeling af vores sikkerheds- og forsvarspolitiske udsyn giver god mening i national sammenhæng, og svarer til de politiske og budgetmæssige realiteter, regeringen må håndtere på sin hjemmebane. Men hvor stærk er sammenhængen med de realiteter, Rigsfællesskabet står overfor på udebanen?

For første gang siden Berlinmurens fald, har Rigsfællesskabet igen i sine nærområder – hvad enten de hedder Arktis, Nordatlanten eller Østersøen   ̶   den samme modspiller som under den Kolde Krig. Den største ulempe ved at holde Arktis og Østersøområdet adskilt strategisk og prioriteringsmæssigt ligger i, at de er nært indbyrdes forbundet i russisk tankegang. Denne forbindelse vil styre Ruslands reaktion på vestlige aktiviteter i begge regioner. Med finsk og svensk NATO-medlemskab er Rusland på Kola-halvøen omgivet af NATO på alle sider. Hvis Danmark effektivt skal kunne målrette sine forsvarsaktiviteter i nærområdet, er der brug for, at vi på samme måde som Rusland ser området som en helhed og bevarer et overblik omfattende såvel russiske som egne aktiviteter i Arktis, Nordatlanten   ̶   og i Østersøområdet. 

I en tid med mange sikkerhedspolitiske krav og begrænsede ressourcer er prioritering afgørende. En klar udmelding af prioriteter for den fremtidige danske forsvars- og sikkerhedspolitik kan bidrage til at rationalisere investeringer og kapacitetsopbygning. Men hvis eksisterende sammenhænge mellem geografiske regioner bliver overset, kan en streng prioritering også føre til blinde vinkler, og til ineffektivitet – med mulige negative strategiske konsekvenser. For Danmark betyder det, at tilstedeværelse og indsats i Østersøen kan blive tvunget i baggrunden på et tidspunkt hvor Østersøen med Finlands og formentligt snart også Sveriges Nato-medlemskab, stadig tydeligere fremtræder som ”NATO-indhav”.

Sammenhængen mellem Østersøen og Arktis

Overordnet set har der været mange gode grunde til at adskille de to geografiske regioner, fordi de hver især er præget af forskellige stater, interesser og strategiske og operationelle forhold. Både Arktis og Østersøen består af distinkte ”subregioner” med forskelle i klima, ressourcer, interesser og tilgange. Når det giver god mening for Danmark at betragte indsatsen i Arktis og Østersøen som forbundet er det fordi der begge steder udspiller der sig den samme stormagtskonkurrence med Rusland som NATO-landenes væsentligste modspiller.   

Især med det finske, men også med det kommende svenske NATO-medlemskab bliver Arktis og Østersøen i stigende grad sammenhængende strategiske rum: forbindelsen knyttes mellem det europæiske Arktis på den ene side og Østersøen og NATOs østflanke på den anden. Omend russiske Anti-Access/Area-Denial (A2/AD) kapaciteter ved Kaliningrad og Skt. Petersborg og hybride aktiviteter i Østersøen udgør en stor og stigende udfordring, har magtbalancen i Østersøen ændret sig til fordel for NATO. Især ser Rusland på den finsk-russiske grænse med nye øjne, og nu som en 1300 km lang udvidelse af frontforløbet overfor NATO. Fokus er øget på Kola-halvøen i det nordvestlige, arktiske Rusland, hvor en stor del af Ruslands nukleare gengældelseskapacitet er stationeret i form af interkontinentale atommissiler og ubåde udstyret med atomvåben. Denne atomare gengældelseskapacitet bliver med russiske øjne nu truet af en mere påtrængende NATO-tilstedeværelse netop på et tidspunkt, hvor nuklear afskrækkelse har fået ny relevans i et konventionelt svækket Rusland efter en opslidende og ressourcetung krig i Ukraine. De operative betingelser for den baltiske flåde er også svækket af NATO-overmagten i Østersøen.

Det betyder, at selv en begrænset, lokal konfrontation mellem NATO og Rusland i Østersøområdet hurtigt ville have spredningspotentiale i Arktis og i Nordatlanten. Rusland vil da implementere det såkaldte 'bastion-forsvarskoncept', der er designet til at beskytte de arktiske patruljeområder for landets atommissil-bærende ubåde (især i Barentshavet) og deres baseområder på Kola-halvøen mod fjendtlige kræfter for at sikre den russiske nukleare gengældelseskapacitet. Konceptet forudsætter kontrol over Barents- og Norskehavet og dele af det nordlige Norge og Finland samt kapaciteter til at afvise NATO aktiviteter i det nordlige Atlanterhav ned til havpassagerne mellem Grønland, Island og Storbritannien (det såkaldte GIUK – gab). Dermed truer Ruslands bastionsforsvar NATO-territorier i Finland og Norge samtidig med, at Alliancens traditionelle rolle som garant for de atlantiske forsyningslinjer igen aktualiseres. Også NATOs egen tilgang til forsvar mod og afskrækkelse af Rusland med fokus på fremskudt deployering (i form af enheder i brigadestørrelse om nødvendigt understøttet af hurtigt tilgængelige forstærkninger, præpositioneret udstyr og en forbedret kommando- og kontrolstruktur) til østflanken, betyder, at Arktis og Østersøregionen fremstår som vigtige og stadig mere integrerede strategiske skuepladser for Alliancen.

Også i forhold til trusler mod kritisk infrastruktur og uønskede hybride aktiviteter fra konkurrerende stormagter som Rusland og Kina er der vigtige sammenhænge mellem Arktis og Østersøen. Efter sabotagen af Nord Stream rørledningerne i Østersøen er der øget fokus på beskyttelsen af kritisk infrastruktur, som i Arktis især er ekstremt sårbar på grund af manglende redundans, overvågning og reparationsmuligheder. Et Rusland som fremstår konventionelt svækket i Østersøen og Arktis vil sandsynligvis prioritere afskrækkelse af NATO gennem (blandt andet) øgede hybride aktiviteter i begge regioner.

Kongeriget Danmarks overlappende interesser og ansvar i Arktis og Østersøen

Danmarks grundlæggende forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser er de samme i Østersøen som i Arktis. Bag indlysende generelle motiver   ̶   værne om folkerettens regler, bidrage til Alliancens fælles forsvar   ̶   ligger en specifik dansk interesse i Washington-Traktatens art. 5: Hvis Rusland valgte at teste NATO’s sikkerhedsgarantier, og de viste sig at være ineffektive, ville det især få alvorlige konsekvenser for småstater på frontlinjen.   

Naturligt nok spiller Grønland en central rolle i forsvaret af det nordamerikanske kontinent mod interkontinentale ballistiske missiler – en rolle Danmark anerkender og understøtter. Både Grønlands og Færøernes placering som del af GIUK-gabet og dansk kontrol over adgangsvejene til Østersøen er væsentlige faktorer til beskyttelse af NATOs forsyningslinjer. Kun hvis GIUK-gabet er sikret, og Danmark håndhæver ansvaret for trafikken til og fra Østersøen, kan forstærkninger til regionen komme frem i tilfælde af en eskalerende konflikt med Rusland. Hybride aktiviteter skal ligeledes kunne håndteres i hele Rigsfællesskabets område, samtidig med at man i multilateralt regi understøtter etablering af en kodeks med henblik på definition af grænserne mellem acceptabel og uacceptabel opførsel på dette felt.   

 Arktis og Østersøregionen er dermed i et gensidigt sikkerhedsforhold, og det er vigtigt i de kommende år at undgå ensidig fokus på kun det ene område. En samtænkning af sikkerhedstiltag i Østersøen og Arktis kan meget vel vise, at en geografisk prioritering ikke behøver være et nulsumsspil.

Vejen frem

Vejen frem går gennem nordisk forsvarssamarbejde og ansvarsopdeling. Ingen af de nordiske småstater kan sikre hele regionen alene. Konflikthandlinger i Østersøen eller Arktis vil altid påvirke flere stater i regionen. Spørgsmålet fordrer derfor en regional tilgang snarere end en national. Her giver det finske og kommende svenske NATO-medlemskab et nyttigt mulighedsvindue for dybere og mere effektivt samarbejde til gavn for alle stater i regionen. Sammenlagt råder de nordiske lande over betydelige kapaciteter. En bedre integration af forsvarsplaner og styrker som det nye nordiske forsvarskoncept og hensigtserklæringen fra cheferne for de fire nordiske luftvåben i marts 2023 giver god mening. Med i billedet hører en ansvars- og arbejdsdeling: de enkelte deltagerlandes geografiske beliggenhed og specifikke sikkerhedsinteresser tilsiger varetagelse af nogle opgaver snarere end andre.

I perspektivet om et dybere nordisk forsvarssamarbejde ligger dog også faldgruber. En samtænkning af danske opgaver og dansk ansvar i Arktis, Nordatlanten og Østersøen kan bidrage til at undgå disse:

Regeringens prioritering af Rigsfællesskabet må ikke ske på bekostning af Danmarks historiske og stadigt meget aktuelle ansvar i Østersøen; specielt for adgangsvejene dertil. Især sidstnævnte kan ikke overdrages til andre. Et styrket nordisk forsvarssamarbejde bør derfor ikke ses som et instrument i en besparelsespolitik, men snarere som en mulighed for det enkelte deltagerland til at fokusere på bestemte funktioner, roller og ansvarsområder. Beslutninger om kapacitetsopbygning bør tages ud fra overvejelser om landets rolle i regionen, frem for i lyset af de kapaciteter andre lande allerede har. Det kan meget vel være, at det giver god mening at investere i for eksempel P8-overvågningsfly, selvom Norge har nogle, eller muligvis ubåde, selvom Sverige og Norge har dem. Det afgørende må være, hvilke behov der umiddelbart definerer landets rolle og ansvar, og hvordan disse behov bedst kan imødekommes. Selvfølgelig udelukker dette ikke afsøgning af integrationsmuligheder, samt muligheder for et samarbejde om anskaffelse og drift af kapaciteter. Indbyrdes konkurrence om amerikansk bevågenhed bør ligeledes undgås, især i forhold til investeringer i kapaciteter. Alle lande i regionen er kritisk afhængige af amerikanske sikkerhedsgarantier igennem NATO. Ved at samtænke Arktis og Østersøen i et effektivt nordisk forsvarssamarbejde, kan der leveres et stærkt bidrag til europæisk sikkerhed hvori andre lande og grupperinger spiller vigtige roller:  Tyskland, Polen og de baltiske lande i Østersøen; Storbritannien og til en vis grad også Frankrig og andre NATO- og EU-partnere i Arktis og Nordatlanten.