Ventetiden på Grønlands udenrigsstrategi har udstillet dansk magtesløshed

Der har længe foreligget et færdigt udkast til en ny arktisk strategi for kongeriget udarbejdet i samarbejde mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Men udkastet har ligget og samlet støv uden at kunne vedtages og offentliggøres, fordi Grønland krævede at have sin egen udenrigspolitiske strategi klar først. Og Grønland har taget sig god tid til sit eget strategiarbejde.

En tekstnær læsning af grundloven siger ellers, at det er den danske regering, der har monopol på at føre kongerigets udenrigspolitik. Alligevel har det danske kongerige ikke haft en arktisk ambassadør siden efteråret 2023. Og Grønland har nu efter tre års tilløb fremlagt sin egen udenrigspolitiske strategi.

Tiden har de grønlandske politikere brugt til at gøre sig grundige tanker om, hvilken plads og rolle Grønland skal arbejde for at få i verden. Men den langtrukne proces har også presset Danmark og bidraget til at undergrave den danske stats monopol på udenrigspolitikken. Og den grønlandske udenrigsstrategi er i sig selv også en slags modpol til det danske monopol på at føre udenrigspolitikken.

Ventetiden har helt konkret betydet, at det danske kongerige i årevis har været uden et aktuelt arktisk strategidokument. At præsentere en arktisstrategi har ellers udviklet sig til en slags adgangsbillet til arktisk samarbejde. Alle de andre arktiske stater har én, ligesom både nære og fjerne naboer som Holland, Tyskland, Kina og Korea. Storbritannien og Skotland har sågar hver sin.

Det har fremstået tiltagende pinligt for Danmark, at man ikke har kunnet stå frem med en politik for en region, man selv har udpeget som et centralt nærområde. Skiftende danske udenrigsministre har bidraget til selvpineriet ved at understrege vigtigheden af det manglende dokument. 

For knapt et år siden fremlagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen regeringens årlige redegørelse om samarbejdet i Arktis i Folketinget. Løkke forsøgte i den forbindelse at udstille Grønlands manglende beslutsomhed ved at udmale, hvordan han ventede »med tålmodig utålmodighed på, at de grønlandske partier bliver enige om, hvad det er, Grønland vil på det udenrigspolitiske område«. Men samtidig udstillede han dansk magtesløshed ved at understrege, at Danmark »desperat« havde brug for en arktisk strategi – men altså ikke havde det i sin magt at formulere den uden Grønlands velvillige deltagelse.

Nogle vil måske undre sig over, at Danmark ikke bare har sat foden ned og offentliggjort sin egen arktiske strategi. I stedet for at vente på en udenrigspolitisk strategi fra et Grønland, som alligevel formelt er underordnet dansk udenrigspolitik. På samme måde har Danmark afstået fra at give den nye danske chef i kontoret for Arktis og Nordamerika titlen som arktisk ambassadør, fordi Grønland insisterer på, at det skal være en grønlænder, der skal koordinere og repræsentere riget i Arktis.

Men for den danske regering indebærer alt, der gælder Grønland, en svær balancegang. Man ønsker på den ene side at holde fast i sin autoritet og sikre sin rolle i arktisk sikkerhedspolitik. Men på den anden side tør man heller ikke træde Grønland for meget over tæerne ved at trumfe beslutninger igennem. Risikoen er at bekræfte billedet af den onde kolonimagt og dermed skubbe Grønland længere væk og henimod selvstændighed.

Der er ingen tvivl om, at Grønlands arbejde med sin udenrigspolitiske strategi og helt særligt ventetiden har gjort det smerteligt tydeligt, at Danmark ingen legitimitet har i Arktis uden Grønland, og at Grønland er den eneste grund til, at Danmark overhovedet har en rolle at spille i Arktis.

Omvendt har Grønlands forhaling af udarbejdelsen af deres udenrigspolitiske strategi og dermed kongerigets arktiske strategi ikke været uden risici. For det første risikoen for at forhale processen så meget, at andre lande og mulige samarbejdspartnere ville begynde at se Grønland som en useriøs partner. Mistænke Grønland for at mangle evnen til overhovedet at formulere en strategi og navigere i det diplomatiske spil internationalt.

For det andet risikoen for at den arktiske strategi og den arktiske ambassadør, som har været taget gidsel i processen, ville miste sin værdi. Det kunne meget vel være sket – og det kan nå at ske endnu. Arktisk Råd har ligget i koma siden Ruslands invasion af Ukraine. Hvis rådet afgår ved døden, inden formandskabet overgår til Danmark i maj 2025, er det knapt så vigtigt at have en arktisk strategi. Og ret meningsløst at have en arktisk ambassadør. Så havde Grønland stået tilbage uden at have vundet noget ved sin strategiske langsommelighed.

Men Grønland har faktisk høstet en række gevinster, fordi den danske regering har gjort sig umage for at komme Grønland i møde. Statsministeren har sat sig for bordenden i et nyt kontaktudvalg, hvor man gerne vil tale sig frem til fælles forståelse med færøske og grønlandske ministre for at undgå at sætte foden ned ved uenighed. 

I sit regeringsgrundlag har den danske SVM-regeringen gjort det grønlandske slogan ”Intet om os, uden os” til sit eget; de grønlandske politikere holder hver dag den danske regering op på, at det forpligter. Naalakkersuisut bliver inddraget historisk tæt i de danske forsvarsforligsforhandlinger, når det gælder Arktis. Og regeringen har lovet, at man finder en tilfredsstillende løsning på den arktiske ambassadør og rigets optræden i Arktis.

På den måde kommer Grønlands udenrigspolitiske strategi på et ret heldigt tidspunkt: Grønland har fået det maksimale ud af at lade Danmark vente. Og samtidig viser Grønland, at man kan levere et seriøst prioriteret og hæderligt sammenhængende svar på, hvordan Grønland ønsker at placere sig for at bidrage til at løsne op for både regionale spændinger og løse globale udfordringer.