Nordiske naboers erfaring er vigtig for forsoningen med Grønland

Historien om forholdet mellem Danmark og Grønland er ikke en fælles historie, som danskere og grønlændere deler, og det er endnu usikkert, om den planlagte historiske udredning kan skabe en egentlig fælles forståelse af, hvad der er sket. I bedste fald vil den kunne danne ramme om en bedre dialog mellem Danmark og Grønland end den nuværende, der længe har været præget af meget forskellige forståelser af Danmarks ageren i Grønland. 

Det mest bemærkelsesværdige ved Fælleserklæringen mellem Naalakkersuisut og Danmarks regering om en historisk udredning er den sidste passus om, at den planlagte udredning skal ”skabe forudsætninger for forsoning med fortiden.”

I nogle tilfælde bidrager en afdækning af historien til et senere forsoningsarbejde, men de to processer følger ikke nødvendigvis af hinanden. Det viser erfaringer med lignende udredninger, rapporter og processer både fra det store udland og fra vores nordiske nabolande.

Erfaringer fra tidligere sandhedskommissioner

Sandheds- eller historiekommissionen bygger på ideen om, at man ved at afdække den fulde sandhed om historiske uretfærdigheder, for eksempel et længere forløb af massive statslige overgreb på en befolkningsgruppe, kan yde en vis retfærdighed på en måde, som ikke kan opnås indenfor det normale retssystems rammer.

Forskning viser, at mange, der har været udsat for overgreb, senere angiver, at det er centralt for deres forståelse af retfærdighed, at den fulde sandhed om, hvad der præcist skete, kommer frem, og at der etableres en offentlig og bred forståelse af det. På den måde kan udredningerne være nødvendige skridt mod videre forsoning.

Men erfaringer viser også, at forsoning ikke er en nødvendig konsekvens af en sandhedsproces. Det kan være retraumatiserende at aflægge vidnesbyrd for en kommission. Krav om tilgivelse og forsoning kan virke intimiderende. Og afdækningen af historien kan forstærke spændinger mellem befolkningsgrupper, hvis der ikke bliver taget vare på vidnerne, og hvis der ikke er en reel politisk opfølgning på resultaterne.

Nye erfaringer fra Norden

Vores tre nordiske nabolande Sverige, Norge og Finland gennemfører alle i øjeblikket sandheds- og forsoningsprocesser, der skal afdække historiske uretfærdigheder begået mod det samiske folk og i Sverige og Norge også mod finsktalende minoriteter.

I alle tre lande er der lige som i det planlagte grønlandsk-danske arbejde tale om statslige udredninger. I alle tre lande har man valgt, at udredningerne skal udføres af kommissioner bestående af udvalgte forskere med relevante kompetencer, og repræsentanter for de berørte folk og minoritetsgrupper.

Selve udredningsarbejdet forestås af et hold granskere, der arbejder både i relevante arkiver og indsamler vidnesbyrd. Dertil kommer så kommissionsmedlemmerne, der både bidrager til selve udredningen, men også er involveret i arbejdet med at oplyse og engagere befolkningen i kommissionens arbejde og resultater.

Tre af de i alt fire nordiske kommissioner har titel af sandheds- og forsoningskommissioner. Men bemærkelsesværdigt nok er begrebet ”forsoning” udeladt i den svenske Sanningskommission för det samiska folket. Her henviser man til, at man først kan tage hul på forsoningsarbejdet, når den fulde sandhed om overgreb mod samer i Sverige foreligger.

Det er endnu for tidligt at sige, hvad resultaterne af processerne bliver, men der er allerede flere erfaringer at høste i forhold til den planlagte udredning.

Tilstrækkelig tid og midler: Det er tidskrævende af gennemgå arkiver og indsamle vidnesbyrd. Et forhastet eller hullet granskningsarbejde kan senere ende med at skabe tvivl om rigtigheden af den endelige rapport. Det kan skabe splid og føre til nye konflikter senere hen.

Repræsentation og samarbejde: Kommissionen skal opleves som afbalanceret og respekteret af alle sider af konflikten. Det er centralt for legitimiteten af den endelig rapport. Den finske kommission blev for nylig sat på pause, fordi den ene del af den samiske befolkning ikke stolede på, at de var ordentligt repræsenteret i kommissionsarbejdet. Samtidig viser erfaringer fra andre udredninger, at det er centralt, at kommissionen kan arbejde effektivt sammen, så man ikke bagefter står med en udredning, som ingen rigtigt vil være ved.

Offentlighed: Det er afgørende, at resultaterne formidles effektivt til den brede offentlighed. Foreløbig er erfaringen fra Norge, at kommissionens arbejde næsten udelukkende dækkes af nordnorske medier. De færreste i Sydnorge er derfor vidende om kommissionens arbejde og det blokerer for forsoningsarbejdet.

Opfølgning: En veludført udredning kan ikke stå alene, hvis målet også er forsoning. Der skal følges ordentligt op på de foreslåede tiltag.

Debatindlægget er oprindelig udgivet på Altinget