Sverige og NATO

Sverige er et af de få lande i historien, der har sagt nej tak til en NATO-invitation. Motivationen for at fravælge NATO-medlemskab i 1949 var ikke politisk-ideologisk. Det indtryk kan læserne imidlertid let få ved læsning af den Sveriges-kyndige Joakim Jakobsens anmeldelse (WA 29/12) af bogen ’Tredje ståndpunkten’ af T. Forser og Th. Tjäder. Som bogen og Jakobsen fint beskriver, foregik der i starten af 1950-erne en ophedet diskussion blandt forfattere og kulturpersonligheder om, hvorvidt landet var blevet ’halvkommunistisk’, når man nu havde opretholdt sin klassiske ’alliancefrihed sigtende mod neutralitet i krig’ i den nye konflikt mellem Vesten og Stalin. Men Jakobsen generaliserer denne interessante nichedebat i kultureliten til at omfatte problemstillingen om NATO-medlemskab som helhed.

Derfor fortjener det at blive sagt, at kulturdebatten intet havde at gøre med Sveriges reelle bevæggrunde. Sverige frygtede Stalin ligeså meget som alle andre. Men Sverige sagde nej til NATO af to hovedgrunde: for det første havde landet selv et - relativt set - stærkt forsvar, der var blevet oprustet under krigen uden at blive brugt; man stod f.eks. med verdens fjerde stærkeste flyvevåben. (Udviklingen af en svensk atombombe blev også påbegyndt - og testet i Norrland - i dybeste hemmelighed og først opgivet i start-1970erne). Danske politikere foretrak i øvrigt et Nordisk Forsvarsforbund (under de facto svensk ledelse) et stykke ind i 1949, selv efter at planerne om en Atlantpagt (NATO) var blevet lanceret (og endog et bilateralt dansk-svensk forbund efter at Norge havde valgt Atlantpagten).

Den anden grund til Sveriges fravalg af NATO var udsigten til mulige sovjetiske gengældelser i Østersøområdet. Et svensk medlemskab ville udløse kompenserende sovjetisk pres på Finland, som formentlig var blevet tvunget ind i en alliance med Sovjet. Udover hensyn til Finland og dets finlandssvenske befolkning var Sveriges beslutning også drevet af egeninteresse: medlemskabet ville have ført til en ’Berlinmur’ hele vejen ned gennem den Botniske Bugt og Østersøen. I stedet fik man, ved at stå udenfor, et relativt lavspændingsområde i Norden (som Danmark og Norge i øvrigt også bidrog til med deres ’lave profil’ i NATO, som indebar nej til permanente fremmede baser og nej til atomvåben på deres territorier).

Det er rigtigt, at statsminister Olof Palme i 1970erne og 1980erne brugte neutraliteten offensivt for at score points i udviklingslandene som en ’Tredje Vej’ mellem kapitalisme og socialisme. Bl.a. gennem kritikken af USA's krigsførelse i Vietnam samt anti-apartheid-politikken vandt Sverige renommé og indflydelse i den Tredje Verden. Men det var immervæk kun ’boller på suppen’; det havde intet med de grundlæggende alliancepolitiske drivkræfter at gøre, heller ikke for Palme selv.

Den aktuelle svenske NATO-ansøgning skyldes, at man militært står relativt svagere end i 1949. Og som det vigtigste at Finlands præsident Ninistö reelt eliminerede det beskrevne Finlandsargument ved selv at søge om optagelse i NATO – dvs. overhale Sverige indenom. Sverige kom haltende bagefter med sin ansøgning (der som bekendt endnu ikke er ratificeret i Ungarn). Finland var nøglen i 1949 og er det også i dag.

Denne artikel blev bragt på weekendavisen.dk den 26. januar 2024