Finsk og svensk medlemskab af NATO kan øge spændingerne i Østersøregionen

Sveriges og Finlands forventede medlemskab af NATO øger på kort sigt deres sikkerhed mod russisk intimidering og invasion. Begge lande styrker samtidig NATO. Men der er risiko for, at det på længere sigt forstærker sikkerheds-dilemmaet og spændingerne mellem Rusland og USA/NATO i Østersøregionen.

Et af de officielle russiske mål med invasionen af Ukraine i februar 2022 var at holde USA og NATO på behørig afstand af Ruslands grænser. Men en af invasionens afledte effekter er, at Finland og Sverige har ansøgt om medlemskab af NATO-alliancen. Det betyder, at Rusland vil få en ny og meget lang landegrænse til NATO, ligesom hele Østersøområdets sikkerhedsgeografi ændrer sig. Vestlige analytikere taler om, at USA/NATO og Rusland er fanget i et såkaldt sikkerhedsdilemma. Altså, en situation, hvor de tiltag, som den ene side gør, fordi man føler sig truet – for eksempel at flytte militære enheder frem mod grænsen, opstille nye våbensystemer eller tilslutte sig en militær alliance – ser truende ud på den anden side af ”hegnet”, hvorfor den anden side responderer med lignende tiltag, og så fremdeles.

Dilemmaet er, at selv hvis begge sider alene handler af defensive årsager, ender de begge i en værre situation. Ifølge teoretikerne John Herz og Robert Jervis, som er to af de klassiske tænkere på området, så er der tre centrale variable, der påvirker et sikkerhedsdilemma mellem to lande eller grupper af lande. Den første er graden af usikkerhed og gensidig mistro landene imellem. Den næste er spørgsmålet om, hvorvidt geografien fremmer forsvarshensyn (defensiven) eller muliggør militær fremrykning (offensiven). Den tredje variabel er spørgsmålet om, hvorvidt (våben)teknologien fremmer defensiven eller offensiven. For Jervis er den farligste situation den, hvor der er høj grad af mistro, og hvor både geografien og våbenteknologien fremmer en offensiv tankegang – samtidig med at det er vanskeligt rent faktisk at skelne mellem offensive og defensive tiltag.

Stor usikkerhed og gensidig mistro

Graden af usikkerhed og gensidig mistro USA/NATO og Rusland imellem er særdeles høj. I USA og NATO har bekymringen over Ruslands intentioner og militære formåen været støt voksende siden annekteringen af Krim i marts 2014. NATO’s seneste strategiske koncept fra juni 2022 kalder Rusland ”den mest betydningsfulde og direkte trussel mod de allieredes sikkerhed” og beskylder Rusland for at søge ”at etablere indflydelsessfærer og direkte kontrol ved hjælp af tvang, undergravning, aggression og annektering”. USA’s præsident Joe Biden har kaldt Putin en ”krigsforbryder” og har sat sig i spidsen for et omfattende sanktionsprogram mod den russiske elite og en lige så omfattende våbenhjælp og økonomisk støtte til Ukraine.

Omvendt er der i Rusland stor mistillid til USA og NATO. Toneangivende medlemmer af den russiske elite mener, at krigen i Ukraine reelt er en stedfortræderkrig med Vesten, som udkæmpes på ukrainsk territorium. Rusland ser derfor med bekymrede øjne på et svensk og finsk medlemskab af NATO. Forsvarsminister Sergej Sjojgu udtalte den 21. december sidste år, at Rusland er nødt til at reagere ”ved at oprette en tilsvarende styrke-gruppe i Ruslands nordvestlige del”. Siden har chefen for generalstaben Valerij Gerasimov talt om at oprette et nyt ”hærkorps i Karelen”, som grænser op til Finland, samt oprette et nyt militærdistrikt i Moskva og et i Leningrad-regionen. Det sidste formentlig til bedre at kunne fokusere på forsvaret af Sankt Petersborg. Hvor styrkerne og materiellet skal komme fra, har de ikke sagt noget om. Men Putin har understreget, at ”vi har ingen begrænsninger i forhold til finansieringen”.

Geografien øger risikoen

Ved et finsk og svensk medlemskab af NATO får Rusland tilføjet 1.340 km landegrænse til NATO. Samtidig forvandles Østersøen til noget nær en NATO-indsø. NATO vil dermed få et betydeligt forøget operationelt råderum. Derudover øges omfanget af regional infrastruktur og styrker, som Rusland i en konflikt med NATO skal forholde sig til.

I dag har Finland officielt en krigstidsstyrke på 280.000 soldater (fredstidsstyrken er på 21.500). Og selvom en stor del af den finske hær koncentrerer sig om regionalt og lokalt forsvar, så er ca. 20% af hæren moderne manøvreenheder og inkluderer to mekaniserede brigader, to pansrede regiment kampgrupper, samt specialstyrker. Hærens materiel er relativt moderne og består, ifølge Totalforsvars-instituttet (FOI), af 100 Leopard 2A6 kampvogne, 212 pansrede mandskabsvogne (CV90 og BMP-2M), samt større mængder raketartilleri (heraf eksempelvis 41 M270 MLRS). Disse enheder vil, set med russiske øjne, kunne true forbindelseslinjerne til Murmansk på Kola-halvøen, der reelt består af hovedvej E105 og Murmansk-jernbanen, som det vil være let for finnerne at forstyrre eller ligefrem blokere.

Det truer den logistiske understøttelse af dele af Ruslands atomare gengældelseskapacitet, da ca. 2/3 af de russiske søbaserede atomvåben (især placeret på ubåde) er under kommando af Nordflåden, hvis baser befinder sig spredt ud over Kola-halvøen. Set med russiske øjne er også selve baserne truet, da der eksempelvis kun er godt 188 km fra den finske grænseby Neiden til Zapadnaja Litsa, hjembasen for de nye russiske atomare angrebsubåde af Jasen-klassen. NATO kan, set med russiske øjne, bruge Göteborg som anløbshavn og det nordlige Sverige og Finland (og Nordnorge) som opmarchområde for et angreb på Murmansk, og true den russiske atomslagstyrke.

Samtidig betyder NATO-udvidelsen, at det bliver vanskeligt for Rusland i en krisesituation at sikre forsyninger til og forsvar af eksklaven Kaliningrad, der er ”lukket inde” i NATO-land mellem Litauen og Polen. Rusland havde ellers med den øgede russisk-belarussiske militære integration sikret sig større muligheder for at blokere det såkaldte ”Suwalki-gap” mellem Kaliningrad og Belarus, som NATO’s styrker hidtil har skullet igennem, hvis de skulle undsætte de baltiske lande fra landjorden. Det har udvidelsen forpurret ved at sikre nye adgangsveje for NATO-styrker. Også den russiske storby Sankt Petersborg bliver mere udsat ved et finsk medlemskab, ligesom den russiske Østersøflåde vil få det særdeles svært i den mellem 80 og 120 km brede Finske Bugt, især hvis Finland og Estland koordinerer deres kystforsvar. Et svensk og især finsk medlemskab af NATO vil således øge den russiske sårbarheds-fornemmelse i det vestlige og især i det nordlige militærdistrikt.

NATOs (våben)teknologi udfordrer russerne

Rusland er særdeles bekymret for NATO’s formodede militærteknologiske overlegenhed, ikke mindst på det konventionelle område. Rusland har fra sidelinjen kunnet betragte USA og NATO føre højteknologiske krige i for eksempel Irak og Libyen med stor militær effekt, i al fald indledningsvist. Et finsk og svensk medlemskab vil ikke ændre meget ved det. Dog er det værd at nævne Finlands indkøb af 64 F-35 jagerfly til afløsning af de aldrende F18 Hornet. F-35 kan sammenlignes med en flyvende teknologiplatform, som er fyldt med sensorer, der kan detektere mål på jorden, styre våbenplatforme, selv engagere mål, og som de russiske luftforsvarssystemer S-300, S-400 og måske også S-500 ikke kan se, før flyene er så tæt på, at det måske er for sent. Med Finlands indlemmelse i NATO vil de nordiske NATO-lande have mere end 140 F-35 fly til rådighed omkring 2030.

Sverige har en veludrustet flåde, moderne luftforsvars-systemer og annoncerede i 2020, at man vil forøge sine forsvarsudgifter med 40 procent frem til 2025. Det må forventes, at der også fra svensk side vil blive investeret i våbensystemer, som understøtter landets integration i NATO. Det forhold, at de to lande kommer ind i NATO med velfungerende, opdaterede styrker og relativt gode muligheder for at finansiere indkøb af avanceret militært materiel, bidrager til, at optagelsen af Finland og Sverige udgør en teknologisk udfordring for Rusland.

Fra sikkerhedsdilemma til krig?

Medlemskabet af NATO vil isoleret set øge Sveriges og Finlands sikkerhed mod russisk intimidering og ultimativt invasion. Og begge lande styrker NATO ved at tilføre moderne, duelige militære styrker. Men der er stor risiko for, at Sveriges og Finlands medlemskab vil øge den russiske usikkerhed og mistro over for NATO, og at det fører til, at Kreml iværksætter militære foranstaltninger i det nordvestlige Rusland, som øger truslen mod NATO. Som så må opruste yderligere. Altså: Der er risiko for, at sikkerhedsdilemmaet mellem USA/NATO og Rusland forværres, og at det også påvirker sikkerheden i Østersøregionen.

Det er dog begrænset, hvad Rusland reelt kan udfordre NATO med på kort sigt. I første omgang vil en eventuel øget russisk styrkeopbygning være hæmmet af de store tab af soldater og materiel i Ukraine. Dertil kommer en forventet lavere russisk økonomisk vækst og en begrænset adgang til vestlig teknologi i de kommende år på grund af sanktionerne. Det vanskeliggør en omfattende oprustning med sofistikerede våbensystemer.

At Rusland er markant svækket på det konventionelle område kan dog omvendt føre til, at der lægges forøget vægt på den atomare afskrækkelse. Ikke blot vil vægten på atomvåben være højere, men barrieren for indsættelse i en konflikt vil måske blive tilsvarende lavere. Det var i al fald den russiske strategi i 1990’erne, da Rusland var konventionelt svagere.

Jørgen Staun er ph.d. og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.