Ruslands fremfærd i Ukraine presser de nordiske lande tættere sammen

Finland og Sverige har de senere år rykket sig markant tættere på Nato og på USA. Men det er den russiske invasion af Ukraine, der har sat debatten øverst på dagsorden hos vores nordiske naboer, hvor der nu for første gang nogensinde er flertal i begge lande for Nato-medlemskab. Det er ikke gået ubemærket hen i Moskva.

Således var udmeldingen fra Kreml kort efter invasionen af Ukraine, at et eventuelt finsk og svensk Nato-medlemskab ville få ”alvorlige politiske og militære konsekvenser og ville udløse gengældelse” fra Rusland.

Det får imidlertid næppe Finland eller Sverige til at stoppe deres tilnærmelser til alliancen. Måske snarere tværtimod. Dels har begge lande udtrykt modstand mod, at Nato indgår en bindende aftale med Rusland, som betyder, at alliancen ikke fremover kan udvides. Dels peger flere historiske tendenser på, at russiske trusler og provokationer over for Finland og Sverige styrker snarere end afskrækker de to landes interesse i tilnærmelse og eventuel fremtidig tilslutning til Nato.

Fra koldkrigsopdeling til nordisk tilnærmelse

Under Den Kolde Krig var Norden et relativt lavspændingsområde. Danmark og Norges medlemskab af Nato (med selvpålagte begrænsninger), Sveriges væbnede neutralitet og Finlands venskabstraktat med Sovjetunionen udgjorde en ”nordisk balance”, hvor supermagterne samtidig indtog en afdæmpet styrkeprofil. Sovjetunionens og Warszawapagtens opløsning, der fulgte med ophøret af Den Kolde Krig, skabte ikke den tilnærmelse mellem de nordiske lande, man kunne have forventet. Finland og Sverige meldte sig ganske vist ind i EU, men valgte sikkerhedspolitisk at forblive uden for Nato som alliancefrie nationer. Omvendt holdt Danmark, Norge og Island fast i deres Nato-medlemskab.

Samtidig manglende der ikke politiske initiativer for styrket samarbejde. I 2009 lancerede den tidligere norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg en højt profileret rapport om perspektiverne for nordisk samarbejde. Ej heller var der mangel på konkrete forsvarspolitiske tiltag. De nordiske lande forsøgte igennem NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation) og dets forløbere at samarbejde på et væld af områder fra våbenindkøb til træning og international udsendelse. Men særligt i 00’erne manglede der, især fra danske beslutningstageres side, en klar efterspørgsel på nordiske sikkerheds- og forsvarspolitiske løsninger.

Ruslands annektering af Krim i 2014 revitaliserede nordisk forsvarssamarbejde. Den væsentligste årsag hertil var, at de nordiske lande nu alle anså Rusland som den centrale sikkerhedsudfordring i Norden. Man begyndte også i højere grad at fokusere på nærområdet i form af Arktis og Østersøen.

Denne udvikling gjorde med et slag Norden, inklusive de formelt alliancefrie lande Sverige og Finland, langt mere interessante samarbejdspartnere for Danmark, end de havde været tidligere. Det førte til en klar finsk og svensk bevægelse i retning af stadigt tættere samarbejde med USA og Nato.

Et af hovedfundene i en ny analyse, som vi har udarbejdet sammen med nordiske forskerkollegaer, er, at USA i dag anses som den centrale sikkerhedspolitiske partner for de nordiske lande - ikke kun de traditionelt transatlantisk-orienterede Danmark og Norge, men også i Finland og Sverige. I de seneste år har Finland og Sverige endvidere indgået både bi- og trilaterale aftaler med USA samt partnerskabsaftaler med Nato.

Sikkerhedsudfordringen i Norden og de samstemmende syn på den medførte en øget sikkerhedspolitisk dialog - både på politiker og på embedsmandsniveau. De nordiske lande rykkede tættere sammen. Siden 2014 har de nordiske lande indgået en række konkrete aftaler, bl.a. om militære styrkers adgang til hinandens territorier og luftovervågning.

Samlet har det medført, at forskelligheder i landenes formelle tilknytning til USA, Nato og EU efterhånden betyder mindre, fordi Finland og Sverige ligger tættere på USA og Nato, mens Norge tilvælger EU's sikkerheds- og forsvarssamarbejde, og Danmark har en pragmatisk indstilling til forsvarsforbeholdet.

Ruslands invasion af Ukraine styrker i høj grad denne tendens. Et udfordrende Rusland er nu normalbilledet. Trusselsvurderingerne i de nordiske lande er nu i endnu højere grad i sync. Fokus i de nordiske lande var allerede rettet mod den russiske trussel i nærområdet i form af Østersøen og Arktis, men det vil nu skærpes yderligere. Endelig er de nordiske lande i det hele taget tæt forbundne, og Finland og Sverige er knyttet til en række europæiske og transatlantiske forsvarssamarbejder.

Det betyder ikke, at det nordiske kan erstatte Nato. Dertil er de nordiske landes kapaciteter alt for begrænsede. Men mindre forskelle i de nordiske landes Nato-politikker og i deres forhold til USA gør det langt nemmere at samarbejde på det operative niveau.

Dermed er mulighederne for tættere nordisk forsvarssamarbejde allerede bedre, end de har været i mange år. Og skulle udviklingen føre til finsk og svensk Nato-medlemskab, så vil yderligere nordisk forsvarssamarbejde være en oplagt konsekvens.

Spørgsmålet om finsk og svensk Nato-medlemskab

Et åbent spørgsmål er, hvorvidt den russiske invasion i Ukraine får Finland og Sverige til at tage deres formelle tilknytning til Nato op til revision. Finland og Sverige har en fælles forståelse om, at de i givet fald vil konsultere hinanden forud herfor. Men spørgsmålet er også indenrigspolitisk betændt. I Finland har politikken siden 1995 været, at man forbeholder sig retten til at kunne melde sig ind, hvis man ønsker det.

I Sverige gik debatten allerede i december 2020 i stedet på, hvorvidt muligheden for kunne søge medlemskab, hvis man måtte ønske det, skulle være den officielle position. Her viste debatten, at der var et flertal uden om den socialdemokratiske regering for at indføre en såkaldt Nato-option på linje med Finlands. Centrum-højrepartierne taler her for at forfølge medlemskab nu.

Invasionen i Ukraine vækker bekymring i Finland og Sverige og aktualiserer spørgsmålet om Nato-medlemskab. De to lande er nok så tæt på Nato, som det er muligt for ikke-medlemmer at være. Det understregedes eksempelvis ved, at de to lande sammen med EU-lederne Ursula von der Leyen og Charles Michel var inviteret med til Natos topmøde angående Ukraine. Siden har den finske præsident, Sauli Niinistö, og den svenske statsminister, Magdalena Andersson, holdt et fælles telefonmøde med præsident Biden under Niinistös besøg i Washington. Fortsat står de to lande dog uden for alliancens sikkerhedsgaranti. Måske er der ændringer på vej.

Uanset hvad, så fortsætter Rusland med at presse de nordiske lande tættere sammen - og Finland og Sverige tættere på USA og Nato.

Debatindlægget er oprindeligt udgivet hos Jyllands-Posten.