Kronik

Atomaftalerne smuldrer, men nedrustning er stadig nødvendig

Atomnedrustning stagnerede efter Den Kolde Krig. Det sætter os i en prekær situation i dag, hvor Putin truer med at bruge atomvåben i Ukraine. Men konflikten er samtidig en mulighed for Vesten til at gentænke atomvåbens rolle i sikkerhedspolitik.
reagan-gorbachev-inf-treaty
Præsident Ronald Reagan og Sovjet Leder Mikhael Gorbatjov underskriver den første INF traktat i 1987

Krigen i Ukraine har konfronteret os med en virkelighed mange af os har glemt eller ignoreret siden afslutningen på Den Kolde Krig. Nemlig at der stadig findes næsten 13.000 kernevåben i verden – nok til at slå ti- eller endda hundred millioner af mennesker ihjel. 90% af disse våben besiddes af USA og Rusland.

Begge lande har cirka 900 atommissiler på såkaldt ”hair-trigger alert”, hvilket vil sige, at de kan affyres blot et kvarter efter præsidenten i enten Kreml eller Det Hvide Hus trykker på den såkaldte røde knap.

Atomvåbnene beskrives ofte af atommagterne som freds- og ordensbevarende, idet deres primære formål er at afskrække en modstander fra at indlede et angreb. Atomvåben har dermed et præventivt sigte. De skal forebygge konflikt og er paradoksalt nok bygget for aldrig at blive brugt.

Putins gentagne trusler om at anvende atomvåben i Ukraine, et land der ikke selv har atomvåben og aldrig har truet Rusland, skaber imidlertid store sprækker i den fortælling. I Ukraine tjener atomvåbnene ikke et fredsbevarende formål, men muliggør tværtimod krigen. Afskrækkelse er blevet til afpresning.

Bag Putins faretruende retorik om atomvåbenbrug, ligger der imidlertid en dybere krise. Over en længerevarende periode har alle atomvåbenstater nemlig vist en manglende vilje til at leve op til deres nedrustningsforpligtelser. Det betaler vi prisen for nu.

Nedrustningsaftaler smuldrer

Mod slutningen af Den Kolde Krig blev verdens to største atommagter, USA og Sovjet Unionen, enige om at nedruste. På Genève-topmødet i 1985 erklærede den amerikanske præsident Ronald Reagan og den nyligt afdøde sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i fællesskab, at "en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes".

Topmødet var startskuddet til en række konkrete tiltag. I 1987 underskrev USA og Sovjet Unionen den såkaldte INF-traktat, som forpligtede begge til at destruere et stort antal mellemdistance missiler. I 1991 trådte START-traktaten i kraft. Aftalen reducerede betydeligt antallet af langdistanceraketter og nukleare sprænghoveder hvert land måtte have. Året efter, i 1992, underskrev atommagterne desuden Åben Himmel-traktaten, som tillod begge lande gensidigt at overvåge hinanden ved hjælp af ubevæbnede observationsflyvninger. 

Håbet om nedrustning og en atomvåbenfri verden holdt ikke længe, og i dag er mange af de bilaterale aftaler, der blev indgået i 1980erne og 1990erne enten opsagt eller i dyb krise. Det fundament som Reagan og Gorbatjov skabte, findes ikke længere. Trump-regeringen opsagde både INF-aftalen og Åben Himmel-traktaten, mens Rusland tidligere i år suspenderede våbeninspektionerne, som skulle finde sted indenfor rammen af den nye START aftale.

Også multilaterale nedrustningsaftaler er i dybt forfald. Traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT-aftalen), som Rusland, USA, Kina, Frankrig og Storbritannien har tilsluttet sig, indeholder en forpligtelse om nedrustning. Men da stormagterne mødtes i august for at puste ny energi i aftalen, kunne de ikke blive enige om konkrete mål for nedrustning. Tværtimod har næsten alle atomvåbenstater igangsat omfattende moderniseringer af deres atomvåbenarsenal.

Fremadrettet giver den nye traktat om forbud mod atomvåben fra 2017 måske grund til optimisme. Traktaten har til hensigt at stigmatisere atomvåbenbesiddelse, og mere end 90 lande har underskrevet aftalen om en fuldstændig afskaffelse af kernevåben. Selvom de atombevæbnede stater ikke har underskrevet denne traktat. Det er imidlertid stadig uklart, i hvilket omfang denne relativt nye traktat kan erstatte andre traktater og opnå en verden fri for atomvåben. Det er sigende, at hverken atomvåbenstater eller deres allierede, inklusive Danmark, har tilsluttet sig aftalen.  

Dertil er der en reel risiko for, at flere lande vil forsøge at udvikle atomvåben i en nær fremtid. Især Iran frygtes at være langt i bestræbelserne på at udvikle en atombombe. En iransk bombe vil med stor sandsynlighed udløse et atomvåbenkapløb i Mellemøsten. Hvis Iran får atomvåben, vil Saudi-Arabien og måske også Egypten og Tyrkiet samt flere af de arabiske ørkenstater følge i kølvandet.

Alt håb er ikke ude

Selv om nedrustningsaftaler har svære kår i dag, kan Vesten alligevel tage konkrete skridt mod nedrustning uden at gå på kompromis med sikkerheden.

For eksempel kan USA som en del af sit moderniseringsprogram vælge at nedbringe antallet af strategiske kernevåben på ”hair-trigger alert”. Det vil næppe gå ud over afskrækkelseskapaciteten, men mindsker til gengæld risikoen for, at et nukleart missil bliver affyret ved en fejl.

NATO bør også genoverveje deres nukleare doktrin, hvori alliancen forbeholder sig retten til at bruge atomvåben først. Doktrinen er et levn fra Den Kolde Krig, men Ruslands fejlslagne offensiv i Ukraine viser tydeligt, at NATO ikke har brug for at true med at bruge atomvåben først. NATO vil være Rusland langt overlegen i en konventionel krig – et faktum der bør bane vejen for en debat om ”no first use” politik.

Af samme grund bør NATO også overveje at fjerne de cirka 200 taktiske atomvåben, USA har opstillet i fem europæiske lande. I et forenet Europa forudsætter bruget af disse våben, at NATO er parat til at anvende dem på EU eller NATO-territoriet. Det virker urealistisk, men heldigvis også unødvendigt i lyset af NATOs militære dominans.

Putins trusler om at bruge atomvåben viser, at vores gængse forestillinger om kernevåben som fredsbevarende ikke længere holder stik. Samtidig viser den dybe krise, der kendetegner nedrustningsområdet, at der er et presserende behov for at gentænke forholdet mellem kernevåben og sikkerhed. De vestlige demokratier bør føre an i disse bestræbelser.

Analysen er oprindelig udgivet i Jyllands-Posten.

Regioner
Rusland

DIIS Eksperter

Rens van Munster
Fred og vold
Seniorforsker
+45 32698679
Atomaftalerne smuldrer, men nedrustning er stadig nødvendig
Jyllands-Posten, 2022