Kan frihedsbevægelser som ANC sikre et stærkt demokrati?

Cirka en gang om året mødes de seks ’Tidligere Frihedsbevægelser for det sydlige Afrika’, som stadig sidder på magten. Det har de gjort, siden landene blev uafhængige for mellem 19 og 51 år siden. Kun Zambias UNIP er ikke med, fordi partiet tabte valget efter 27 år ved magten.Formålet med møderne er at støtte hinandens politiske dagsordner og diskutere regionens udvikling. Ved åbningstalen til deres seneste møde i oktober i år, sagde Generalsekretæren for CCM, Tanzanias regeringsparti over 51 år:

”Afrika kan og vil aldrig blive styret af folk fra oppositionspartierne, som ikke engang ved, hvor de var, da befrielsespartierne kæmpede kampen”. Han tilføjede, at frihedsbevægelsernes ledere er de eneste, som legitimt kan udtale sig om Afrikas udvikling, fordi det var dem, der kæmpede for regionens suverænitet. Endelig hyldede han Robert Mugabes seneste valgsejr i Zimbabwe, og sagde, at sejren skyldtes Mugabes kamp for folkets økonomisk velstand.

Befrielseskrigene bruges til at retfærdiggøre, at de gamle partier stadig sidder på magten, og at de ikke deler den med nogen politisk opposition. Det har haft store konsekvenser for demokratiseringen.

De seks politiske partier kom alle til magten, fordi de kæmpede en betydningsfuld væbnet kamp mod de undertrykkende kolonimagter og de hvide mindretalsstyrer. Deres mål var at befri den afrikanske befolkning fra systematisk eksklusion, undertrykkelse og uretfærdighed. Det var en solidarisk kamp imod imperialismen, og de seks befrielsesbevægelser har trofast støttet hinanden gennem årene. ANC og Mandela, som var de sidste til at opnå frihed, nød også godt af denne støtte – ikke mindst fra FRELIMO i Mozambique og UNIP i Zambia. De delte i stor udstrækning en revolutionær venstre-orienteret ideologi. Det gav støtte fra Østblokken og inspiration, ikke kun til den væbnede kamp, men også til den politiske styreform, de indførte i de nye uafhængige stater. Den Kolde Krig var en vigtig international kontekst. Et-parti stater tegnede det politiske landskab med massive partiapparater og en hierarkisk, autoritativ administration.

Forsoning og mangfoldighed var ikke øverst på den politiske dagsorden dengang mellem 1963 og 1980, hvor de fleste af Sydafrikas nabolande blev uafhængige. FRELIMOs Præsident, Samora Machel, gik efter den totale afkolonialisering. De fleste portugisere blev smidt ud med kort varsel. Politiske kritikere, sociale afvigere og folk, der havde samarbejdet med kolonimagten blev sendt i arbejds- og omskolingslejre (campos de reeducacão).Samoras kamp for den folkelige magt (Poder Popular) sameksisterede med intolerance over for FRELIMO-kritikere. I Zimbabwe, hvor ’National Forsoning’ faktisk var på ZANUs officielle dagsorden, efter det hvide mindretalsstyre faldt i 1980, blev den politiske mangfoldighed mellem de sorte undergravet. Den anden befrielsesbevægelse, ZAPU, blev indlemmet under ZANU-pf, som suverænt tog magten under Robert Mugabe. Det skete efter, at 20.000 ZAPU-tilhængere mistede livet under Mugabes militære angreb i Matabeleland.

Bagsiden ved denne historie er en fortsat politisk praksis og diskurs, som ikke giver plads til reel politisk opposition. Det er kun frihedskæmperne, der legitimt kan lede landene. De er helte, landsfærdre og ikoner. Ikke bare valgte ledere. Kritik er tegn på illoyalitet. Stiller man spørgsmålstegn ved det ledende parti, er man ’folkets fjende’ og landsforræder. Diskursen stiller lighedstegn mellem befrielsesparti, stat, nation og folket.

I 1990’erne, da Nelson Mandela var præsident i Sydafrika, var der en åbning mod mere politisk mangfoldighed og inklusion også i nabolandene. Man gik over til flerpartisystemer, og mange af landene fik nye grundlove med fokus på menneskerettigheder, decentralisering og adskillelse af stat og parti.Mandela blev et symbol på den nye demokratiske politiske model, som kom til at dominere internationalt efter den Kolde Krig.

Men det demokratiske spillerum blev i stigende grad lukket igen i det nye årtusinde. Zimbabwe og Angola er de mest ekstreme eksempler. Meget få politiske beslutninger tages gennem brede forlig, selv i de perioder, hvor oppositionen har haft næsten 50 procent af stemmerne, så som RENAMO i Mozambique ved valget i 1999. Der er en ’winner takes it all’ politisk kultur. De gamle frihedsbevægelser sidder fortsat på statsapparatet. Det giver dem et klart forspring også til valgene (og i forhold til valgsvindel), og et-parti systemet lever videre i praksis. Intolerance for politisk mangfoldighed er også udbredt inden for partierne, hvor der er en rigid kommandostruktur. Derfor har partierne har haft svært ved at forny sig.

De gamle partier sidder i høj grad på den økonomiske magt. Den har de blandt andet sikret sig gennem aktier i den private sektor, delvist muliggjort af 1990’ernes økonomiske liberalisering. Især Angolas præsident (siden 1979), José Eduardo dos Santos, anklages for, at bruge sin position til personlig berigelse og for at betale oppositionen UNITA for at holde lav profil. Selvberigelse er ikke ledsaget af omfordeling. Uligheden mellem en lille elite og majoriteten stiger, og der er en høj grad af korruption i alle de nævnte lande.

Zimbabwe er det mest velkendte– og ekstreme– eksempel på, hvordan de nationale sikkerhedsstyrker i dag bruges af befrielsespartiet til at slå voldeligt ned på politisk opposition og civil protest. Men også i Mozambique er politiet loyal over for FRELIMO, og er et vigtigt redskab i det politiske spil bag den internationale facade. Det ses i vilkårlige anholdelser af oppositionsmedlemmer og politiangreb under valgkampagner. Da bybefolkningen gik på gaden i 2009 i protest mod stigende priser på benzin, mad og electricitet, blev de mødt med markant politivold. I Sydafrika under Marikana-massakren i August 2012 skød politiet 36 strejkende minearbejdere. Episoden var bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi minearbejderne kæmpede forsocial retfærdighed, ligesom ANC gjorde. Politiets metoder mindede om fortiden. Det gav anledning til stor bekymring omkring ANC’s fremtidige kurs.

De idealer, som Mandela stod for, sættes over styr, hvis ANC, som sine allierede i nabolandene, bygger videre på den befrielsesdiskurs, der ligestiller politisk opposition med ’nationens fjender’. Den diskurs retfærdiggør en hård linie over for kritikere og reproducerer de metoder, der kendetegnede de repressive kolonistyrer. Det er vigtigt at holde sig for øje, at befrielse og afholdelse af valg ikke er ensbetydende med udviklingen af et stærkt demokrati.